Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


april 1997


Afgørende valg for københavnske teatre


Beslutningstagerne bag Det storkøbenhavnske teaterfællesskab skal træffe afgørende valg for 8 teatres videre udvikling. Trods konsulentrapport, har de involverede endnu ikke fundet en fælles dagsorden

Da konsulentfirmaet PLS's rapport om Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab blev offentliggjort i januar, virkede konklusionerne entydige. To måneder senere har de involverede dog ikke fundet sammen om en fælles dagsorden. Teaterfolkene vil have flere penge og større sikkerhed for driften af teatrene, de centrale politikere og embedsmænd vil fastholde udgifterne og diskuterer det overordnede behov for teatre i hovedstadsområdet, de enkelte amter forsøger at sikre sig optimal forhandlingsposition og politikerne i teaterfællesskabet forsøger at etablere konsensus om modstridende interesser.

I Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab indgår 8 teatre: Folketeatret, Betty Nansen Teatret, Nørrebros Teater, Amager Scenen, Gladsaxe Teater, Dr. Dante's Aveny, Østre Gasværk Teater, Rialto Teater. Teaterfællesskabet giver desuden støtte til Det Ny Teater og har en endnu uafsluttet diskussion om det lukkede ABCteaters fremtid.

PLS-konsulentrapportens hovedkonklusion er, at Teaterfællesskabet savner en fælles målsætning. Det kan oversættes til at de mange involverede: amter, stat, administration og teaterledere er uenige om grundlæggende elementer i ordningen. Amterne forsvarer hovedsageligt egne geografiske og økonomiske interesser, staten er uafklaret om fremtidig teaterstøtte, administrationen vakler mellem gammel (Landsdelsscenen) og ny tilskudsordning og teaterlederne har aldrig anerkendt hjørnestenen i teaterordningen siden 1990: en pengepose til hvert teater.

Siden Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab blev etableret i 1990 har teaterfolk kritiseret pengeposemodellen. Tidligere blev alle teatre garanteret dækning af underskud. For de offentlige myndigheder gav det uforudsigelige og uforsvarlige budgetforhold. Pengeposemodellen har opfyldt det offentliges vigtigste mål: styring af økonomien. De enkelte teatres økonomi belastes nemt katastrofalt af en enkelt fejlslagen forestilling.

Derfor vil teatrene have en garantifond til at dække underskud. Intet tyder på at det offentlige vil gå ind i en sådan garantiordning. Svaret til teaterlederne bliver, at de selv må lave en solidarisk garantiording til at dække underskud. En sådan solidarisk ordning vil ikke kunne etableres, sålænge teatrenes ikke kan enes om grundlaget. Skal pengene til garantifonden indbetales efter økonomisk formåen, overskud eller billetindtægter? Hvornår skal en garantisum udløses, efter hvilke kriterier og ikke mindst af hvem? Disse spørgsmål kan teaterlederne og deres teaterbestyrelser ikke enes om. Derfor vil en sådan garantiordning heller ikke blive etableret i denne omgang.

Teaterlederne har også en række ønsker til øget fleksibilitet og færre administrative begrænsninger i teaterordningen. Disse ønsker bliver især markeret fra teatrenes bestyrelser som i diskussionen om forudsætningerne for teaterstøtten idag spiller en helt anden aktiv rolle end de var tiltænkt ved starten af teaterstøtteordningen. Det er sandsynligt, at teatrene vil opnå forandringer på disse administrative felter, ikke mindst set i lyset af en øget politisk erkendelse af teatrenes selvstændige juridisk/økonomiske status.

Administrationen for teaterfællessskabet har haft vanskelige vilkår mellem de uklare og uenige parter. Samtidig har administrationen vaklet mellem en fundamental opfattelse af, at tidligere støtteordning (Landsdelsscenen) var bedre og at man måtte sikre så konfliktfri overgang fra gammel til ny pengeposeordning. Pengeposemodellen blev i sin tid besluttet mellem amter og stat udenom administrationen og den daværende styrelse for Landsdelsscenen.

Administrationen deltog ikke i udformningen af pengeposemodellen, men fik ansvaret for at udmønte ordningen. Dette kan meget let ske igen ved de ændringer der nu diskuteres. De reele diskussioner om beslutninger ligger for øjeblikket udenfor Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskabs administration og styrelse. Teaterfællesskabets styrelse synes især at fungere som forum til forsøg på konsensus mellem teaterledelser og politikere. Forsøg som kan lykkes på enkeltområder, men som ikke griber ind i hovedstrukturen.

Teaterfællesskabets styrelse består af politiske repræsentanter for de enkelte amter i ordningen. Styrelsens medlemmer optræder ofte som lokalpolitiske repræsentanter. Repræsentanterne for Københavns Amt forsvarer Gladsaxe Teater, Frederiksbergs repræsentant arbejder for de lokale teatre, Frederiksborg Amt vil have Helsingør Teater med i ordningen. Så længe den politiske ordning forbliver lokalpolitisk orienteret og ikke kulturpolitisk, så kan man ikke enes om det som PLS-rapporter konkluderer: en fælles kulturpolitisk målsætning for Teaterfællesskabet.

Amterne bag teaterstøtteordningen (Frederiksborg Amt, Roskilde Amt, Københavns Amt, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune) er primært interesseret i at bruge PLS-rapporten som afsæt til den nødvendige afklaring af Teaterfællesskabets administrative placering. Derfor har amterne valgt at lægge arbejdet med den fremtidige teaterstøtteordning ind i "Arbejdsgruppen vedrørende kulturelt samarbejde i Hovedstadsregionen".

Arbejdsgruppen blev etableret efter udgangen på Kulturby 96 for at nå frem til fremtidige struktur for kulturstøtte i Hovedstadsområdet.

Arbejdsgruppens primære opgave var, at nå frem til tilskudsmodeller for en række konkrete institutioner (Louisiana, Glyptoteket, Zoo, Teknisk Museum, Vikingeskibsmuseet, Lejre Forsøgscenter, Cirkusbygningen og Arken). Arbejdsgruppen er nu udvidet med statslig repræsentation og har fået til opgave at komme med et bud på fremtidig teaterstøttestruktur. Arbejdsgruppen skal forsøge at løfte debatten væk fra det lokalpolitiske til det kulturpolitiske. Denne opgave bliver særdeles vanskelig, al den stund der er politisk usikkerhed om, hvilke teatre ordningen skal omfatte.

Den politiske usikkerhed forstærkes af et andet - men ikke dybtgående behandlet - tema i PLS-rapporten: fordelingen af den offentlige teaterstøtte mellem kunstnerisk støtte til teatre og billetstøtte til publikum. Kulturministeren forsøgte i forbindelse med opfølgningen af finanslovsaftalen, at fjerne billetstøtten. Ebbe Lundgaard har (som Ole Vig Jensen i sin tid) klart markeret et ønske om at flytte den offentlige indsats til kunstnerisk støtte. Regeringspartneren Socialdemokratiet har gennem årene forsvaret billetstøtteordningen og ordningens administrator, ARTE. Vælger staten at flytte flere midler fra billetstøtte til kunstnerisk betinget støtte, vil det få vital betydning for de enkelte teatre. Så længe Socialdemokratiet er i regering, er fjernelse af billetstøtten umuligt. I realiteten kan dette spørgsmål først afklares efter et folketingsvalg.

Dette betyder, at det egentlige økonomiske grundlag for hele den danske teaterstøtte kan blive ændret efter den nødvendige afklaring af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab sker i år.

Arbejdsgruppen vedrørende kulturelt samarbejde i Hovedstadsregionen skal inden sommerferien komme med et bud på fremtidig teaterstruktur. De vil sandsynligvis fastholde den nuværende tilskudsorganisation med en tværkommunal organisation. Styrelsen vil sandsynligvis få en stærkere kompetence, mere uafhængig af de enkelte amtsråd. Der vil kunne komme ændringer i styrelsens sammensætning, der vil kunne komme ændringer i administrationens opgaver og kompetence. Arbejdsgruppen kan også komme med bud på den nødvendige afklaring med hensyn til ABCteatret og tilskuddet til Det Ny Teater.

Selv om Frederiksborg Amt presser på for at få Helsingør Teater ind i tilskudsordningen, er det ikke sandsynligt at det vil ske. Et sådant nej vil Frederiksborg bruge som anledning til at forsøge at komme helt ud af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab - et ønske som Kulturministeriet ikke kan forventes at følge.

I den nuværende fase forsøger teatrene at enes i et forsøg på at stå stærkt sammen. Interesseforskellene mellem teatrene og deres vidt forskellige kunstneriske holdninger umuliggør dog gennemslaget af dette fælles fodslag.

Når teatrene indbyrdes ikke tør åbne op for den kulturpolitiske debat, er det vanskeligt at forestille sig at politikerne skulle have lyst til at tage den debat. Teatrene vil forsøge at fastholde, at det er rammegiverne, politikerne, som skal give en målsætning for teaterordningen. Dermed giver teatrene i realiteten de politiske beslutningstagere til opgave at finde en konsensusmålsætning. Teatrene håber at den offentlige debat vil dreje i retning af krav om flere penge til teatrene. Dette pengekrav vil ikke komme på den politiske dagsorden. Ved at fortsætte pengediskussionen forhindrer teatrene at de politiske aktører diskuterer det kulturpolitiske fundament for teaterstøtteordningen.

Søndag Aften 0497

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007


Check Søndag Aftens engelske boghandel




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.