Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
april 1997
Afgørende valg for københavnske teatre
Beslutningstagerne bag Det storkøbenhavnske teaterfællesskab skal træffe afgørende
valg for 8 teatres videre udvikling. Trods konsulentrapport, har de involverede endnu ikke
fundet en fælles dagsorden
Da konsulentfirmaet PLS's rapport om Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab blev
offentliggjort i januar, virkede konklusionerne entydige. To måneder senere har de
involverede dog ikke fundet sammen om en fælles dagsorden. Teaterfolkene vil have flere
penge og større sikkerhed for driften af teatrene, de centrale politikere og embedsmænd
vil fastholde udgifterne og diskuterer det overordnede behov for teatre i
hovedstadsområdet, de enkelte amter forsøger at sikre sig optimal forhandlingsposition
og politikerne i teaterfællesskabet forsøger at etablere konsensus om modstridende
interesser.
I Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab indgår 8 teatre: Folketeatret, Betty Nansen
Teatret, Nørrebros Teater, Amager Scenen, Gladsaxe Teater,
Dr. Dante's Aveny, Østre Gasværk Teater,
Rialto Teater. Teaterfællesskabet giver desuden støtte til Det Ny Teater og har en endnu
uafsluttet diskussion om det lukkede ABCteaters fremtid.
PLS-konsulentrapportens hovedkonklusion er, at Teaterfællesskabet savner en fælles
målsætning. Det kan oversættes til at de mange involverede: amter, stat, administration
og teaterledere er uenige om grundlæggende elementer i ordningen. Amterne forsvarer
hovedsageligt egne geografiske og økonomiske interesser, staten er uafklaret om fremtidig
teaterstøtte, administrationen vakler mellem gammel (Landsdelsscenen) og ny
tilskudsordning og teaterlederne har aldrig anerkendt hjørnestenen i teaterordningen
siden 1990: en pengepose til hvert teater.
Siden Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab blev etableret i 1990 har teaterfolk
kritiseret pengeposemodellen. Tidligere blev alle teatre garanteret dækning af underskud.
For de offentlige myndigheder gav det uforudsigelige og uforsvarlige budgetforhold.
Pengeposemodellen har opfyldt det offentliges vigtigste mål: styring af økonomien. De
enkelte teatres økonomi belastes nemt katastrofalt af en enkelt fejlslagen forestilling.
Derfor vil teatrene have en garantifond til at dække underskud. Intet tyder på at det
offentlige vil gå ind i en sådan garantiordning. Svaret til teaterlederne bliver, at de
selv må lave en solidarisk garantiording til at dække underskud. En sådan solidarisk
ordning vil ikke kunne etableres, sålænge teatrenes ikke kan enes om grundlaget. Skal
pengene til garantifonden indbetales efter økonomisk formåen, overskud eller
billetindtægter? Hvornår skal en garantisum udløses, efter hvilke kriterier og ikke
mindst af hvem? Disse spørgsmål kan teaterlederne og deres teaterbestyrelser ikke enes
om. Derfor vil en sådan garantiordning heller ikke blive etableret i denne omgang.
Teaterlederne har også en række ønsker til øget fleksibilitet og færre administrative
begrænsninger i teaterordningen. Disse ønsker bliver især markeret fra teatrenes
bestyrelser som i diskussionen om forudsætningerne for teaterstøtten idag spiller en
helt anden aktiv rolle end de var tiltænkt ved starten af teaterstøtteordningen. Det er
sandsynligt, at teatrene vil opnå forandringer på disse administrative felter, ikke
mindst set i lyset af en øget politisk erkendelse af teatrenes selvstændige
juridisk/økonomiske status.
Administrationen for teaterfællessskabet har haft vanskelige vilkår mellem de uklare og
uenige parter. Samtidig har administrationen vaklet mellem en fundamental opfattelse af,
at tidligere støtteordning (Landsdelsscenen) var bedre og at man måtte sikre så
konfliktfri overgang fra gammel til ny pengeposeordning. Pengeposemodellen blev i sin tid
besluttet mellem amter og stat udenom administrationen og den daværende styrelse for
Landsdelsscenen.
Administrationen deltog ikke i udformningen af pengeposemodellen, men fik ansvaret for at
udmønte ordningen. Dette kan meget let ske igen ved de ændringer der nu diskuteres. De
reele diskussioner om beslutninger ligger for øjeblikket udenfor Det Storkøbenhavnske
Teaterfællesskabs administration og styrelse. Teaterfællesskabets styrelse synes især
at fungere som forum til forsøg på konsensus mellem teaterledelser og politikere.
Forsøg som kan lykkes på enkeltområder, men som ikke griber ind i hovedstrukturen.
Teaterfællesskabets styrelse består af politiske repræsentanter for de enkelte amter i
ordningen. Styrelsens medlemmer optræder ofte som lokalpolitiske repræsentanter.
Repræsentanterne for Københavns Amt forsvarer Gladsaxe Teater, Frederiksbergs
repræsentant arbejder for de lokale teatre, Frederiksborg Amt vil have Helsingør Teater
med i ordningen. Så længe den politiske ordning forbliver lokalpolitisk orienteret og
ikke kulturpolitisk, så kan man ikke enes om det som PLS-rapporter konkluderer: en
fælles kulturpolitisk målsætning for Teaterfællesskabet.
Amterne bag teaterstøtteordningen (Frederiksborg Amt, Roskilde Amt, Københavns Amt,
Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune) er primært interesseret i at bruge
PLS-rapporten som afsæt til den nødvendige afklaring af Teaterfællesskabets
administrative placering. Derfor har amterne valgt at lægge arbejdet med den fremtidige
teaterstøtteordning ind i "Arbejdsgruppen vedrørende kulturelt samarbejde i
Hovedstadsregionen".
Arbejdsgruppen blev etableret efter udgangen på Kulturby 96 for at nå frem til
fremtidige struktur for kulturstøtte i Hovedstadsområdet.
Arbejdsgruppens primære opgave var, at nå frem til tilskudsmodeller for en række
konkrete institutioner (Louisiana, Glyptoteket, Zoo, Teknisk Museum, Vikingeskibsmuseet,
Lejre Forsøgscenter, Cirkusbygningen og Arken). Arbejdsgruppen er nu udvidet med statslig
repræsentation og har fået til opgave at komme med et bud på fremtidig
teaterstøttestruktur. Arbejdsgruppen skal forsøge at løfte debatten væk fra det
lokalpolitiske til det kulturpolitiske. Denne opgave bliver særdeles vanskelig, al den
stund der er politisk usikkerhed om, hvilke teatre ordningen skal omfatte.
Den politiske usikkerhed forstærkes af et andet - men ikke dybtgående behandlet - tema i
PLS-rapporten: fordelingen af den offentlige teaterstøtte mellem kunstnerisk støtte til
teatre og billetstøtte til publikum. Kulturministeren forsøgte i forbindelse med
opfølgningen af finanslovsaftalen, at fjerne billetstøtten. Ebbe Lundgaard har (som Ole
Vig Jensen i sin tid) klart markeret et ønske om at flytte den offentlige indsats til
kunstnerisk støtte. Regeringspartneren Socialdemokratiet har gennem årene forsvaret
billetstøtteordningen og ordningens administrator, ARTE. Vælger staten at flytte flere
midler fra billetstøtte til kunstnerisk betinget støtte, vil det få vital betydning for
de enkelte teatre. Så længe Socialdemokratiet
er i regering, er fjernelse af billetstøtten umuligt. I realiteten kan dette spørgsmål
først afklares efter et folketingsvalg.
Dette betyder, at det egentlige økonomiske grundlag for hele den danske teaterstøtte kan
blive ændret efter den nødvendige afklaring af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab
sker i år.
Arbejdsgruppen vedrørende kulturelt samarbejde i Hovedstadsregionen skal inden
sommerferien komme med et bud på fremtidig teaterstruktur. De vil sandsynligvis fastholde
den nuværende tilskudsorganisation med en tværkommunal organisation. Styrelsen vil
sandsynligvis få en stærkere kompetence, mere uafhængig af de enkelte amtsråd. Der vil
kunne komme ændringer i styrelsens sammensætning, der vil kunne komme ændringer i
administrationens opgaver og kompetence. Arbejdsgruppen kan også komme med bud på den
nødvendige afklaring med hensyn til ABCteatret og tilskuddet til Det Ny Teater.
Selv om Frederiksborg Amt presser på for at få Helsingør Teater ind i
tilskudsordningen, er det ikke sandsynligt at det vil ske. Et sådant nej vil
Frederiksborg bruge som anledning til at forsøge at komme helt ud af Det
Storkøbenhavnske Teaterfællesskab - et ønske som Kulturministeriet ikke kan forventes
at følge.
I den nuværende fase forsøger teatrene at enes i et forsøg på at stå stærkt sammen.
Interesseforskellene mellem teatrene og deres vidt forskellige kunstneriske holdninger
umuliggør dog gennemslaget af dette fælles fodslag.
Når teatrene indbyrdes ikke tør åbne op for den kulturpolitiske debat, er det
vanskeligt at forestille sig at politikerne skulle have lyst til at tage den debat.
Teatrene vil forsøge at fastholde, at det er rammegiverne, politikerne, som skal give en
målsætning for teaterordningen. Dermed giver teatrene i realiteten de politiske
beslutningstagere til opgave at finde en konsensusmålsætning. Teatrene håber at den
offentlige debat vil dreje i retning af krav om flere penge til teatrene. Dette pengekrav
vil ikke komme på den politiske dagsorden. Ved at fortsætte pengediskussionen forhindrer
teatrene at de politiske aktører diskuterer det kulturpolitiske fundament for
teaterstøtteordningen.
Søndag Aften 0497
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.