Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
april 1997
Weimar - kulturby i 1999
Weimar den gamle kulturbastion i det tidligere DDR
er for alvor ved at ryste årtiers glemsel af sig. I 1999 på dørtærsklen til det nye
årtusinde vender byen stærkt tilbage som den første fra de tidligere socialistiske
lande, der for lov til at smykke sig med titlen europæisk kulturby.
Og titlen er passende for en by af Weimars kaliber. Godt nok er Weimar den den hidtil
mindste kulturby, men kulturhistorisk er den på sværvægterniveau. Derfor er titlen
passende for en by af Weimars kaliber.
Byen repræsenterer om nogen tysk kulturel identitet. Den er arnestedet for den klassiske
periode i tysk kunst, og af byens mange berømte indbyggere kommer man ikke udenom
digterne Goethe, Schiller eller komponisten Franz Liszt.
Weimar er gået på Internettet med en flot homepage, der viser, at den sidste kulturby i
dette årtusinde har store planer.
Fra Goethe til Buchenwald
Selvom Weimars kulturprogram stadig er på skitseplanet, tegner det til at blive et
selvbevidst og ambitiøst program, der viser, at man er stolt af sin kulturelle arv. Her
bliver kulturen markeret med stort K, men arven forpligter naturligvis også!
De overordnede temaer i programmet kredser om byens europæiske rødder og om det
kosmopolitiske koncept, der netop blev født i Weimar for over 200 år siden. Den
socialistiske dimension er lagt på hylden - i hvert fald for en tid, og det er nok ikke
så underligt set i lyset af, at byen benytter lejligheden til at profilere sig overfor de
købedygtige kulturturister fra vesten.
Men Weimar er samtidig bevidst om, at ryet som kulturel 'museumsby' får de unge
målgrupper til at rynke på næsen. Derfor er det også et erklæret mål, at der skal
være kulturelle tilbud, hvis koncepter er anderledes nok til at tiltrække de kræsne
unge kulturforbrugere. Det er også en af grundene til, at byen allerede er på
Internettet med en udførlig programerklæring.
Weimar arbejder bevidst på at holde balancen mellem den finkulturelle arv og det mere
nytænkende anderledes, hvor der er plads til, at forskellige udtryksformer frit kan
boltre sig. Byen markerer sig derfor stærkt på det, den nu engang er god til. Byens
berømte sønner bliver fejret ved en række mindedage.
For eksempel bliver 250-året for Goethes fødsel markeret ved, at Goethe-Museet åbner.
Og en række andre museer og nyrestaurerede kultursteder slår også porten op: fra det
tyske National Teater og Landemuseet til den mere alvorlige boldgade hvor
koncentrationslejren Buchenwald også bliver nævnt som vrangsiden af en europæisk
kulturforståelse.
Euro-identiteten
En enkelt dansker har også sneget sig ind i programmet. Det er ingen ringere end H. C.
Andersen, der ligesom 19 andre europæere havde sin gang i byen, og derfor er udvalgt for
at indkredse en særlig europæisk-Weimarsk identitet.
H. C. Andersen var jo netop kendt for at være på farten, og derfor er han en værdig
repræsentant for ideen om den kosmopolitiske verdensborger, der bliver mindet ved en
række totalforestillinger, hvor koncerter og performances er en del af konceptet.
Kulturbyår som løftestang
Ud over at kaste oplevelser af sig er der ingen tvivl om, at Kulturbyåret skal bruges til
at løfte Weimar økonomisk, socialt og kulturelt. Det er der ikke noget odiøst i, Weimar
ligger i det gamle DDR og mangler stadig at få del i det tyske 'wirtschaftswunder'.
Samtidig viser erfaringerne fra kulturhovedstæderne, at det kan lade sig gøre! Hvis
kræfterne bruges rigtigt, bliver kulturbyen det lokomotiv, der er med til at trække
udviklingen i gang. Om ikke andet så Weimar igen bliver placeret på det mentale
verdenskort som et område, der er værd at lægge vejen forbi.
Søndag Aften 0497
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.