Af Helge Scheuer-Nielsen
Da staten faldt fra
I det følgende forsøges en skildring at
den danske kultursituation i offentligt regi fra 1980 og frem til 1994
- 95 med folkebiblioteks-sektoren som eksempel. Hovedtendensen er, at
staten på de fleste felter giver slip og overlader udviklingen
til markedet ellcr kommunerne.
At overlade den kulturelle udvikling til markedet er
i et så lille sprogområde som det danske ganske dristigt,
men var godt i tråd med den dominerende politiske tankegang. Vi
havde en borgerlig regering fra 1982 -93.
At overlade ansvaret for den kulturelle udvikling og
for kulturinstitutionerne til kommunerne, kort sagt at decentralisere,
det lyder umiddelbart meget demokratisk. Beslutningerne skal
træffes i nærheden at borgerne, ikke i folketinget eller i
et fjernt ministerium. Men omvendt kan man iagttage, at de
områder som der læggesvægt på, dem slipper
folketinget ikke uden videre. Hospitalsvæsen og folkeskole har
adskillige forskelle fra region til region, men statsmagten har bevaret
sit greb via et sæt detaljerede normer og regulativer.
Indenfor det kulturelle område, f.eks.
folkebiblioteks-området, må det konstateres at resultatet
af opgavensoverflytning til kommunerne har været nærmest
katastrofalt. Driftsudgifterne til folkebibliotekerne viser et fald fra
1982 til til 1991 med 14%, i faste 1990-priser. Materialeudgifterne pr.
indbygger er fra 1980 til 91 faldet med 27%. At bogudlånet fra
1982 til 1995 er faldet 18,3% kan ikke forbavse. Kort sagt; da
kommunerne selv skulle stå for ansvaret for en god
biblioteksbetjening - uden det hidtidige statstilskud - da faldt man
fra.
Andre kulturelle områder
DAGSPRESSEN.
Oplaget på hverdagsaviser faldt fra l,9 mio til
1,7 mio fra 1980 - 92. Fra 0,90 til 0,75 pr. husstand.
Søndagsaviser har klaret sig bedre og sælges i 92 med 1,5
mio - 0,65 pr. husstand.
RADIO - TV
Fra 1980 - 92 er TV-kiggeriet steget fra ca. 1 t. til
2,5 t. dagligt. Fra 1980 til 92 er radioens brug steget fra ca 14 t. om
ugen til ca. 17 t. om ugen.
TEATER
En glædelig stigende teaterinteresse kan spores
. fra 1982 - 91. I 1982 havde 24% af de voksne været i teatret,
men i 1991 31%.
MUSEERNE
Fra 1980 til 91 steg museumsbesøgene fra ca. 8
mio til godt 9 mio. Ca. hver 3. borger besøger årligt et
lokalmuseum. Over halvdelen af de unge fra 16 -l9 år går
årligt på kunstmuseum.
Samfundsbilledet
For de fleste borgere er samfundsbilledet naturligt
nok komplekst. Og indtrykket af hvor vi bevæger os hen
afhænger selvfølgelig af temperament, politisk
ståsted og egen sociale situation. For den person, der arbejder
mcd kulturformidling, er det en ekstra forpligtelse at følge med
i samfundsudviklingen, at sætte sin egen indsats ind i en
samfundssammenhæng.
Mit eget samfundssyn er, hvis det skal udtrykkes kort
og banalt, en anelse pessimistisk men med en stigende tro på de
borgerlige frihedsrettigheder, en god solid glæde over den
skandinaviske velfærdsmodel, en berettiget bekymring over
miljøproblemer - uden at det gør mig
søvnløs, hvad det næsten hurde. Dertil en - synes
jeg selv - begrundet bekymring over om vi er på vej til at
forlade den solidariske tankegang i den næsten euforiske
teknologi- og kapitalismebegejstring, Dette præger begyndelsen af
90erne, samtidig med at man kan iagttage en øget marginalisering
af store befolkningsgrupper.
Min demokratimodel er præget af Viggo
Hørup, der var med til at grundlægge en
antiautoritær demokratiopfattelse, hvor man tvivler på den
autoritet, Gud har givet embedet. Peter Højlunds bog "Den
forbudte retsfølelse" 1992 som ikke alene debatterer
domstolenes og borgernes situation, men som også sætter
borgerens forhold til samfundet i et kritisk nyt lys, er en stor
inspiration.
Ovenstående vil måske forekomme
irrelevant, men hvis man vil fremføre emner af
samfundsorienteret art, finder jeg,det nok så ærligt at
oplyse, hvad man selv står for, fremfor det ofte mødte
standpunkt, at dette er objektivt.
Pjecer fra Kommunernes Landsforening eller AKF
(Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut) er selvfølgelig,
ligesom Finansministeriets redegørelser sjældent
objektive, men afspejler hvad man p.t. finder det opportunt at
fremføre, eller den dominerende tendens hos opdragsgiveren.
Mit indlag bærer selvfølgelig præg
af, at jeg er en bibliotekar af den kulturradikale art, der synes
"det skal bare være gratis - fordi det er rimeligt".
Min påstand er, at staten faldt fra for tidligt.
Folkebiblioteksideen er udbredt til de større kom-muner, men har
aldrig slået igennem på landsplan. Man prøvede med
et vist held i nogle år med en såkaldt dispositionssum, der
støttede kommuner, hvis biblioteksvæsen ikke var rigtigt
udviklet.
Men man må konstatere, at store dele af
befolkningen møder et så ringe bibliotekstilbud at det end
ikke lever op til et meget, meget lavt gennemsnit. I 1991 var
driftsudgiften til folkebiblioteker faldet fra 415, - i 1981 til 368, -
(1990-priser). I 1995 er udgiften pr. indbygger under 250, -
(1995-priser) for ca. 600.000 indbyggeres ved-kommende. En sådan
forskel ville man ikke acceptere indenfor andre væsentlige
samfundsopgavers løsning.
På det sidste er der en svag tendens til
eftertanke på overordnet niveau. Der er de sidste år fundet
6 mio årligt til styrkelse af centralbibliotekernes
materialekøb som en statslig bevilling. Unægtelig et meget
lille statsligt plaster på et kommunalt tilføjet sår
på 90 mio årligt.
Dertil kommer at centralbibliotekerne ved den sidste
bibliotekslovsrevision i 1993 blev flyttet fra amtskommunerne til
staten.
"Så vil jeg godt sige, at der er en ting.
som bekymrer mig, det bekymrer mig virkelig meget som kulturminister og som ganske almindelig borger i dette land, som holder
meget af bibliotekerne, og det er de dramatisk faldende tal, man
kan finde, når det gælder indkøb af bøger
på bibliotekerne, og når det gælder, hvor mange midler
kommunerne reelt har satset på dette område. Det
bør bekymre kulturpolitikere, at i det øjeblik man
lægger finansieringen over til bloktilskud, til decideret
decentral forvaltning, så fader tallet markant.
Selvfølgelig skyldes det - det er der ingen grund til at
være i tvivl om: at når det gælder
børnepasning, stiller man på rådhuset, og
når det gælder hjemmehjælp, skriver man
læserbreve, mens der måske ikke er helt så meget pres
på, når det drejer sig om folkebibliotekernes
finansiering og bogindkøb; men det er og bliver pinligt at bo i
et land med så markante fald inden for den sidste
l0-års-periode, og det synes jeg vi alle bør skrive os bag
øret. Det er såmxnd derfor, kulturministeren i al enkelhed
har givet kommunerne et vink med en vognstang ved det ene sted,
hvor der er statslig finansiering, nemlig centralbibliotekerne, at
hæve bevillingerne med l2-15 pct. Det er et vink med en
vognstang, og jeg vil gerne gentage det. Jeg tror derimod, at det er
godt, at debatten pågår ude omkring."
Kulturminister Jytte Hilden ved 1. behandling af
folkebiblioteksloven 13.10.1993.
En modsat rettet tendens, der peger på fortsat
stats-lig ubekymrethed, er de såkaldt regionale
kulturforsøg, hvor der tildeles
"en pose penge til kultur." "Og så må I selv
finde ud af det. Det er I så gode til ude omkring" er holdningen.
Tiltro er godt, men blåøjet, er vi nogle der synes. Blandt
andre har Jørn Langsted, Aarhus advaret mod tankegangen i
sit skrift: Bloktilskud med hegnspæle,1996.
Og hvad gør vi så?
-
Når tendensen på landsplan har
været så kraftig, som ovenfor vist, skyldes det mon
så at landets folkebiblioteker næsten
alle er dårligt ledet, at arbejdet på bibliotekerne
udføres slapt og dårligt, at biblioteksvæsenet ikke
følger med ? Min forklaring er, at den enkelte
kommune ikke umiddelbart kan overskue vigtigheden af en bred udbredelse
af et kulturelt/socialt tilbud i et så lille
sprogområde som det danske. Har man arbejdsløshed og
sociale problemer i en kommune vælger man at
sætte ind hcr og nu. En social og kulturel indsats af langsigtet
art er sværere at se vigtigheden af. Ligesom på
det fysiske miljø-område, er man på det kulturelle
miljø-område nødt til at erkende, at samfundet
overordnet må sætte nogle mål og fastholde
overordnede hensyn, f.eks. nej til flere storcentre,
grænseværdier for forurening osv. Biografer,
dagspresse, teatre, museer og biblioteker (og måske bogmarkedet)
er nødt til at få støtte og et vist
tilsyn, hvis det ikke kun er markedskræfter, der skal danne
grundlag for udviklingen, eller om man vil: afviklingen af
en nationalt præget version af kulturlivet.
Næste side
Søndag Aften 0897
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.