Den kulturpolitiske dagsorden og kommunerne.
- kommunerne har taget ansvaret for den lokale kulturpolitik

Af Henrik Bachmann og Birgit Sørensen

I forbindelse med en masterafhandling har 2 MPA-studerende, Henrik Bachmann og Birgit Sørensen, valgt at undersøge kommunernes kulturelle virksomhed. En total kortlægning af området i de 275 kommuner - eller blot 10 % af dem - kunne have været spændende, men i forhold til tidsrammen i denne forbindelse måtte det begrænses til 3 kommuner, som blev valgt ud fra niveauet for deres kulturudgifter.Det blev Albertslund, Ishøj og Søllerød, som er de kommuner i landet som - set over en 5-årig periode - bruger flest penge pr. indbygger på det samlede kultur- og biblioteksområde. Afdelingsleder Henrik Bachmann, Amphion Stadsbibliotekar Birgit Sørensen, Lyngby

I den aktuelle kulturpolitiske debat er der et lille hjørne, som drejer sig om kommunerne og kulturen. Det er kun lille og fylder slet ikke i den offentlige debat på samme måde som når Ib Michael synes, at han får for lidt for sine biblioteksbøger, eller når en tilbygning til Det kgl Teater måske/måske ikke bliver gennemført - og det til trods for, at det er mere vedkommende for de fleste, netop hvilket kulturliv og kulturtilbud, der findes, tættest på borgerne, der hvor de bor. Hvis Ib Michaels bøger ikke findes på biblioteket, kan de jo blot låne nogle af de andre, og hvis Københavns Kommmune ikke vil tillade byggeri på Kgs. Nytorv, så kan Århus sikkert bruge de sparede penge til et nyt Kunstmuseum.

Den manglende debat om kulturen i kommunerne er et af de forundringspunkter, som vores MPA-afhandling om kommuner og kultur ender i. Udgangspunktet er spørgsmålet: Hvilke centrale drivkræfter ligger bag, når niveauet for hvor mange penge kommunerne bruger på kultur er så forskelligt ? Hvad bruger de pengene til ? Hvorfor gør de det overhovedet ?

Svarene på de stillede spørgsmål gav anledning til nye spørgsmål, herunder det nævnte: Hvorfor er der så lidt generel debat om kulturen i kommunerne ? Bl.a. suppleret med : Hvor er kommunalpolitikerne henne i den landsdækkende debat ? Hvorfor er der så få undersøgelser af udbyttet af kommunernes kulturelle tilbud ? Hvad vil der ske, hvis de igangværende regionale kulturforsøg bliver gjort permanente og landsdækkende ? og hvis kulturområdet skulle bidrage til en ny kommunalreform, hvordan skulle strukturen så se ud ?

Hvorfor bruger kommunerne penge på kultur ?
Det første, der kunne slås fast, var, at hvis kommunerne brugte penge på kultur, gjorde de det ganske frivilligt og efter beslutning i byråd/kommunalbestyrelse. Den obligatoriske liste over lovbundne udgifter, som ofte ønskes udarbejdet i forbindelse med budgetforhandlinger, rummer kun udgifter til biblioteksvirksomhed - og indenfor dette område er der også ret frie rammer til at bestemme niveauet.

Det betød altså, at den kulturprofil vi kunne aflæse, var en profil, som var tilvejebragt af politiske beslutninger over en længere periode, måske et resultat af en langsigtet strategisk planlægning, måske beslutninger truffet pø om pø, når lejlighed bød sig - og måske blot resultat af rent held. - "Planlægning er godt, men vil aldrig kunne hamle op med rent og skært svineheld"( citat: anonym offentlig ansat i kultursektoren ).

Vi fandt ikke meget skriftligt materiale med beskrivelser af mål og midler for den kulturelle udvikling, men vi hørte klare beskrivelser af, hvorfor tilbuddet så ud som det gjorde. Vi kunne aflæse en klar bevidsthed om - og stolthed over - det høje niveau i forhold til andre kommuner.

Det blev slået helt fast, at når disse kommuner bruger penge på kultur, så er det ikke:

- for at fremme erhvervsudviklingen

- for at fremme turisme

- for at tjene penge

og kun i begrænset omfang af sociale grunde.

Når disse kommuner bruger penge på kultur, er det fordi de mener at:

- borgerne har krav på lokale kulturtilbud

- deltagelse i lokale kulturtilbud får borgerne til at føle sig som en del af lokalsamfundet

- deltagelse i lokale kulturtilbud giver borgerne større livsværdi og dermed bedre ressourcer

- kommunen får et bedre image

- handelslivet stimuleres fordi folk handler samtidig med at de f.eks. går på biblioteket.

De gennemgående ord er: integritet, image, identitet, livsværdi.
Kommunerne betragter således det kulturelle tilbud som en væsentlig del af kommunens samlede tilbud - og kommunens identitet - og så mener de faktisk, at mennesker får det bedre, hvis de ser/hører/deltager i kulturelle aktiviteter.

I det sidste ligger under alle omstændigheder et socialt aspekt, som hænger sammen med den gamle tese om at "Den bedste socialpolitik er en aktiv kulturpolitik".

I alle de 3 kommuner nævnes kulturens betydning overfor de svagest stillede, men samtidig understreges, at det ikke må optræde som en hovedårsag til kulturaktiviteterne.

Er det så kunst eller kultur ?

I en række kommuner landet over findes små fine kunstmuseer, ofte med kunst af lokale malere, men også med samlinger, som ikke har nogen lokal indfaldsvinkel, men blot er indkøbt, samlet og udstillet fordi en eller anden i netop den by fandt det vigtigt, at man også dér kunne se god kunst. Rundt omkring i landet, på torve og pladser, på rådhuse og skoler, i biblioteker og svømmehaller er der skulpturer og anden kunstnerisk udsmykning, som kommunen har investeret i for at give borgerne en kunstnerisk oplevelse. En fast regel om at der skal afsættes en bestemt procentdel af byggesummen til kunst ved nybyggeri er ikke ualmindelig.

I forbindelse med egnsteaterordningen opstod en række eksperimenterende teatre i kommuner, som ellers ikke var specielt markante på kulturområdet - men måske gerne ville være det. Det ældste eksempel er naturligvis Odin Teatret fra Holstebro, men Dr. Dante, som opstod og levede i Allerød før det blev landskendt og Cantabile i Vordingborg viser, at det ikke kun er i store kommuner med stort befolkningsunderlag, at den eksperimenterende teaterkunst trives. Disse eksempler skal nævnes for at understrege, at kommunal kulturvirksomhed ikke udelukkende er lokalhistoriske billeder, egnsspil og skoleorkester.

Decentraliseringen af de kulturelle opgaver har betydet, at såvel finkultur som folkelig kultur er blevet en selvfølgelig del af den kommunale virksomhed. Kommunerne er store kunder hos de nulevende kunstnere, og dermed også aktive interessenter i den del af kulturen, som angår de udøvende kunstnere.
Kommunernes kulturelle arrangementsvirksomhed spiller også en rolle her.

Forfatterarrangementer på bibliotekerne, kunstudstillinger på rådhuset og koncerter på skolerne er med til at "underholde" den danske kunstner i dag - og med eksemplerne fra Vordingborg og Allerød burde det også være understreget, at det ikke nødvendigvis er den velkendte og anderkendte kunst der støttes. Kommunerne tør også vove det ene øje med eksperimenter engang imellem.

Understregningen af kommunens alsidighed skal lægge op til diskussionen af ideerne bag den kulturelle regionalreform.

Decentraliseringen og det polycentrerede samfund
I løbet af de sidste ca. 30 år har man arbejdet på at decentralisere ansvaret for kulturområdet. Ansvaret for en række af de kulturelle institutioner er blevet lagt ud i kommunerne, de direkte tilskud, som i starten fungerede som en gulerod, som skulle opmuntre kommunerne til at oprette institutioner, er senere blevet afløst af bloktilskud, således at kommunerne selv kunne vurdere hvilke serviceområder de ønskede at bruge deres midler til.

Det har betydet, at hvor man tidligere i meget høj grad centralt, dels gennem love, påbud og tilskud kunne styre den samlede udvikling og have overblik over hele området, må man nu konstatere, at kommunerne har taget handsken op og er blevet meget "selv hjemme" i deres bestræbelser på at give den enkelte kommune netop de kulturtilbud, som passer til den. Decentraliseringen er lykkedes, kommunerne har taget ansvaret for den lokale kulturpolitik - og det var vel også det, der var meningen med decentraliseringen.

Kulturområdet er blevet et område med mange magtcentre - et polycentreret område - og beslutningerne om de kulturtilbud, der foregår tættest på borgerne, bliver taget lokalt.
Også dette aspekt vil blive taget med, når oplægget til de regionale kulturforsøg skal diskuteres. Der er heri tendenser, der peger i retning af centralisering igen, hvilket i forhold til "vores" kommuner næppe ville være realistisk.

Hvem bestemmer - hvordan ?
Det er kommunalpolitikerne, der bestemmer hvad kulturbudgettet skal bruges til, men som på alle andre områder er det de mest initiativrige og aktive, som har den største indflydelse. Det kan godt være politikere, som har den rolle, men de fungerer mest som dem der griber boldene og sørger for at sende dem videre med ekstra kraft i den rigtige retning.

I alle kommuner er kulturtilbuddet præget af mennesker, som har en idé, som vil noget med kulturen og er villig til at slide for den. Ildsjælene i kulturlivet er de folk, som føder ideerne, overbeviser de bevilgende myndigheder om, at de skal støttes og gennemfører dem. Uden ildsjælene var der ikke meget skæg og ballade i kommunerne.

Ildsjælene har ofte tilknytning til en forening eller har basis i en institution. I de år, hvor kommunerne oprettede kulturinstitutioner oplevede man ofte som ekstragevinst, at man fik ansat folk i det kommunale system, som kom til at fungere som igangsættere og basis for et kulturelt arbejde.

Den kulturelle historie i kommunerne vil altid indeholde navne på folk som i kraft af deres engagement har præget nutidens kulturtilbud - og spørger man i dag, kan der også sættes navne på ildsjælene i 1997.

Det er en central opgave for politikere og embedsmænd at kunne håndtere den ildsjælskanal, som vi vil kalde den styreform, som inddragelse af ildsjælenes virksomhed medfører.

"Frie midler"
For at fremme muligheden for at opfange og støtte ildsjælene, hvad enten de findes indenfor eller udenfor de etablerede institutioner, er der stor politisk interesse for at have "frie" midler på budgettet til projekter og ideudvikling.

Politikerne vil gerne sikre, at der findes projektmidler i kommunen - og de vil også godt være med ved bordet, når linien skal lægges og midlerne fordeles. Alligevel fastholdes, at politikerne lægger rammerne og borgerne bestemmer indholdet. Mere korrekt ville det i de fleste tilfælde nok være at sige at politikerne sørgede for rammerne, borgerne foreslog indholdet og politikerne sorterede ( fordi der naturligvis ikke var råd til det hele ) og godkendte. Der ligger heri at en kommunalpolitiker nemt kan komme til at optræde i mange forskellige roller undervejs: Som idegiver, bevilgende myndighed og deltager.

Med den størrelse som de danske kommuner har, er det vanskeligt at få ondt nogen steder af den grund. Kulturelt interesserede politikere med mange kreative ideer har været med til at forskønne livet for mange borgere i kommuner, hvor der ellers ikke skete så meget, så i virkeligheden skal man være taknemmelig over, at der findes den slags mennesker i kommunalpolitik - endnu.

Med 3 kommuner som grundlag kan man ikke generalisere, og ud fra materialet må vi da også nøjes med at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er årsag og hvad der er virkning: Er kulturbudgetterne store i de 3 kommuner og er der frie midler fordi der er aktive kommunalpolitikere med kulturelle interesser - eller er det omvendt ? Får kulturelt interesserede borgere lyst til at gå ind i kommunalpolitik, fordi der er midler at arbejde med og muligheder for aktivt at påvirke så væsentlig en ting som kommunens kulturprofil. Vi kan ikke svare, men har spørgsmålet liggende som en del af grundlaget for vores videre vurderinger.

I den forbindelse indgår også, at der i mange kommuner er stærke kulturelle institutioner med en lang tradition for selvbestemmelse, som i nyere tid var fulgt op af en mål- og rammestyring således at virksomheden kun sjældent blev diskuteret i det politiske forum. Så hvis politikerne skal have "kød" på deres område, måtte det være uden for institutionernes rammer.

I de kommunale budgetter udgør udgifterne til de faste institutioner således en væsentlig del af de samlede kulturbudgetter, men de frie midler til "Alt det løse" fylder forholdsvis meget på den kulturelle dagsorden.

De regionale kulturforsøg ?
Der var ingen af de 3 kommuner, som vi undersøgte, der var involverede i Kulturministeriets regionale kulturforsøg - og de var heller ikke interesserede. Oplægget til "Den regionale kulturreform", som den er beskrevet af Peter Duelund i bind 18 i Kulturministeriets serie om Kulturens Politik, "Den danske Kulturmodel" indeholder 4 elementer, som har væsentlig betydning for kommunernes kulturpolitik.

Det drejer sig om:

- Uddelegering af ansvar for uddeling af de puljepenge og fondsmidler, som hidtil har ligget i

Kulturministeriet

- Indførelse af "armslængdeprincippet i kommunerne"

- Gennemførelse af en arbejdsdeling mellem stat/region(amt)/kommune

- Obligatorisk 4-års kulturplanlægning

Det er naturligvis smukt i overensstemmelse med den gennemførte decentralisering, at lade kommunerne selv bestemme over alle kulturmidler, men indvendingen fra de kommuner, som er meget aktive - og fra kunstnerne - er, at når alle får lige meget, så får alle også lige lidt. Muligheden for at "premiere" den kommune, som tager specielle initiativer, som ligger over gennemsnittet, bør stadig være til stede - og den fhv. kulturminister havde da også tilkendegivet, at den ville være der.

Indførelsen af armslængdeprincippet i kommunerne er straks mere alvorlig - måske. For det kommer an på, hvordan man definerer armslængdeprincippet. Ud fra beskrivelsen af arbejdsdelingen mellem politikere og brugere kan man jo hævde, at kommunerne allerede har indført armslængdeprincippet i kraft af deres rammer/indhold principper. Denne definition må kommunerne holde fast i. I kommunerne findes armslængdebevidstheden som bevidsthed, men ikke som beredskab. Oprettelse af uafhængige nye institutionelle råd, som skal lægges ind imellem politikere og brugere, kan man kun forestille sig i de største kommuner. Det er både svært at se, hvem man skulle sætte ind i sådanne råd og hvordan nærhedsprincippet samtidig skulle kunne fastholdes. Og - jvf. kommunalpolitikeres kulturelle engagement - hvor ville det blive kedeligt, at være politiker, hvis disse opgaver skulle fjernes. Det ville være meget forståeligt, hvis de nuværende politikere i stedet kandiderede til de "uafhængige" råd.

Indførelsen af armslængdeprincippet hænger sammen med forestillingen om en vis arbejdsfordeling mellem stat/amt/kommune, som skulle betyde, at kulturen blev opdelt i indholdsmæssige ansvarsområder, groft sagt så kommunerne tog sig af den folkelige del, staten af den professionelle og amterne af formidlingen af det som kommunerne ikke kunne klare. I de forsøg, som nu gennemføres, er linierne ikke trukket så skarpt op, og med den store bredde i kommunernes arbejde, både med professionel kunst, med eksperimenter og med folkelige projekter, vil det næppe heller være tilrådeligt at forsøge at gennemføre den form for gen-centralisering.

Forslaget om obligatorisk 4-års-planlægning er heller ikke medtaget i forsøgene og har vel også så meget præg af 80'ernes sektorplaner, at det ikke er realistisk, at kommunerne vil lade sig pålægge den form for afrapportering til staten.

Kommunestørrelser og amter
Det er fremgået klart, at de kommuner, som vi beskæftigerede os med, havde en god størrelse
når det drejede sig om at løse de kulturelle opgaver selv - og alligevel var der da opgaver, som de måtte erkende, at det var nødvendigt med et større samarbejde for at løse. En løsning, som byggede på den gamle struktur med amterne som medspillere, udløste ingen begejstring.
De erfaringer, som kommunerne i de sidste år - bl.a. i forbindelse med Kulturby '96 - har gjort med samarbejde på tværs af kommunegrænser, 2 - 3 kommuner sammen, forskellige partnere til forskellige projekter, ser i højere grad ud, som noget, der kunne arbejdes videre med. Måske vil disse samarbejder være med til at afprøve de forskellige enheders størrelse og samarbejdsformer.

Der er ikke behov for snævrere rammer for kommunernes virksomhed og for et amt, som går ind som en big brother. Der er brug for frihed til at agere selv og have fleksible muligheder for at afprøve forskellige samarbejdsformer og-relationer.

Kulturens økonomi og kulturøkonomi
Udgangspunktet var de centrale drivkræfter bag bevillingerne af penge: "Hvorfor bruger nogle kommuner mere end andre ?" og afslutningen bliver overvejelserne om udbyttet af pengene: "Hvad får de for dem ?" Hovedparten af kulturudgifterne i kommunen dækkes af kommunerne selv. Af de samlede kulturudgifter i Danmark betaler kommunerne 57 % - og så er både Statens Museum for Kunst og Det kgl. Teater medregnet.
Det kunne betyde, at man i kommunerne var rimeligt interesserede i at vide, hvad man fik for pengene. - Det er man ikke. Biblioteksområdet er velanalyseret, men derudover er det begrænset, hvor mange undersøgelser af udbyttet af de kulturelle budgetter, der er blevet foretaget.
Det er ellers ikke redskaber, der mangler.
Det mest omdiskuterede redskab indenfor de seneste år er kulturøkonomien, defineret som beregninger, som viser alle et kulturprojekts økonomiske konsekvenser, inkl. de mange afledte konsekvenser som turisme, hotelbranche osv kan få af et kulturprojekt. I de undersøgte kommuner blev der givet udtryk for at de var aldeles uinteresserede i den type undersøgelser og på landsplan er det kun Århus Musikhus og Brandts Klædefabrik som har været under den kulturøkonomiske lup.
I kommunal sammenhæng ser det ikke ud som om en ren kulturøkonomisk synsvinkel har nogen fremtid, men en del af principperne kunne måske have det.
Undersøgelser - eller optællinger - af antal publikummer, lånere, besøgende, deltager osv er der mange af, men undersøgelser af disse deltageres tilfredshed/utilfredshed eller undersøgelser af deres motiv for at komme, hvor de kom fra, osv ses sjældent.
Der er overordnede undersøgelser af den danske befolknings fritidsvaner, men få undersøgelser i kommunerne.

Når man undersøger, er det som regel ved at spørge de direkte involverede: foreningsfolk, kunstnere og institutionsledere om deres ønsker og forventninger - man spørger sjældent brugerne særligt detaljeret. Dermed afskærer man sig fra at få at vide, om de målgrupper, som man ønsker at ramme, faktisk opdager tilbuddene, man afskærer sig fra at få at vide om tilbuddene havde den effekt, man ønskede og man afskærer sig dermed fra at kunne korrigere linien, hvis den er ude af balance i forhold til målet.

Selvom det næsten er for "poppet" at foreslå et Kulturelt Regnskab, så vil vi gøre det alligevel og så forsøge, at finde et andet navn til det.
Der er behov for samlede vurderinger, hvor man tager lidt fra kulturøkonomien. lidt fra de sociologiske undersøgelsesmetoder, lidt fra den rene statistik og nogle kvalitative vurderinger og holder det sammen i en analyse, som beskriver i hvilket omfang de opstillede mål bliver noget. De statslige kontrakter overført til kommunerne - i en bearbejdet form så de passer til kommunernes virkelighed.

Afslutning - og lidt om planlægning
I Glasgow, som på mange måder er blevet mønsterbyen, når det drejer sig om kulturel udvikling, har man ingen kulturplanlægning eller kulturel strategi. Til gengæld har man kulturen tænkt ind i den generelle planlægning, således at der i alle udviklingsplaner er overvejelser om kulturens placering og rolle. For Glasgows politikere har det drejet sig om at skabe "Den kulturelle By".

I de "nye" kommuner, Ishøj og Albertslund, har ideen om at indtænke kulturen i den fysiske planlægning været et væsentligt element i opbygningen af kommunerne, og i den "gamle", Søllerød, angives beslutningen om kommunens fysiske struktur, med en stærk decentralisering, at have haft stor betydning for kulturtilbuddet.

Der ligger en stærk bevidsthed i kommunerne om kulturens betydning for kommunernes image og identitet og en stærk tro på, at kommunen bliver bedre at bo i, hvis den har en godt kulturelt tilbud til sine borgere.
I Danmark er Holstebro mønsterbyen og selvom den altså ikke kom med i denne undersøgelse - den var "kun" nr. 5 - er det Holstebro, der har ført beviset for den kommunale kulturs betydning.
Som det forhåbentlig er fremgået, kunne Holstebros erfaringer suppleres med erfaringer fra andre kommuner - hvis de bare ville fortælle mere om det.

Der er mange "Kulturelle Byer" i Danmark og der er mange kompetente kommunalpolitikere, som burde gå ud i debatten og fortælle om deres arbejde.
Hvis ikke de gør det, risikerer de at den politiske medbestemmelse på kulturområdet i kommunerne forsvinder - og så er der jo ikke meget ved at være kommunalpolitiker mere.

Birgit Sørensen ooooHenrik Bachmann

Den omtalte rapport kan fås ved henvendelse til førstnævnte

Søndag Aften 0697

Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

Gå tilbage til Søndag Aften

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]