Cultur Cronik

Bibliotekerne i informationssamfundet
- folkebibliotek, folkeoplysning og informationsteknologi

Af Anja Rasmussen, formand for Bibliotekarforbundet

Kulturministeriets udvalg om bibliotekerne i informationssamfundet (UBIS) udsendte den 4. november 1997 sin med spænding ventede betænkning. UBIS-betænkningens vigtigste anbefalinger på folkebiblioteksområdet er:

  • at folkebibliotekerne - foruden bøger - også skal have pligt til at stille musik, film og multimedieprodukter til rådighed for borgerne. Der skal også etableres adgang til Internettet på ethvert folkebibliotek.
  • at der bør laves forsøg med brugerbetaling til finansiering af folkebibliotekernes udvidede tilbud, dog med lokal frihed til tilrettelæggelse af betalingsform.
  • at der indledes forhandlinger med ophavsretsorganisationerne for at få en bedre muligheder for formidling af video, edb-programmer mv.
  • at borgernes frie låneret på tværs af kommunegrænserne skal udvides til også at gælde de nye medier. Disse mellemkommunale lån skal dog inddrages i den økonomiske udligning mellem kommunerne. Ligesom der indføres betaling for lån mellem bibliotekerne, dog ikke for lån fra central- eller forskningsbiblioteker.

Dermed er der lagt op til fornyet diskussion af fremtidens folkebibliotek - med politisk fokus på den nye teknologi og brugerbetaling. Men for at snakke om folkebibliotekets fremtid, må man vide, hvad det egentlig er.

Danmark for folket

Folkeoplysning, folkepension, folkeskole, folkehøjskole, folkekirke, ja, og folkebibliotek. Altsammen tanker, organisationer og institutioner, der er tæt forbundet med vort demokratis fødsel. Det lille ord "folke" sættes foran for at signalere, at her er tale om opgaver, der er til gavn for almenvellet. Opgaver, der er fællesskabets, det offentliges ansvar og som garanterer hele folket lige muligheder og lige ret. Mange af disse begreber handler om forhold, der vedrører menneskets åndsliv, en slags mentale folkekøkkener.

Mange af vore politiske partier kalder sig også for folkepartier for at tilkendegive, at deres budskab ikke handler om at pleje enkelte befolkningsgruppers særinteresser, imodsætning til f.eks. arbejderpartier eller bondepartier. Denne idé om almenvellet er fælles for alle de nordiske lande, og er måske drevet længst ud i Sverige, hvor socialdemokraterne gennem årtier har bygget på "folkhemmet Sverige".

For at forstå udviklingen af de danske folkebiblioteker må de ses i sammenhæng med en lang tradition for at uddanne hele folket - masserne - og ikke bare eliten. Fundamentet er Grundtvig's tanke om, at alle mennesker er skabt som åndelige væsner, som blot skal vækkes og uddannes - "oplyses" - gennem livets skole. Folkehøjskolebevægelsen, den folkelige uddannelse, førte til nye former for litteratur, der på realistisk vis forholdt sig til den lille mands liv og problemer. Almindelige mennesker begyndte at læse, uddanne sig. Grundtvigs tanker smeltede sammen med den spirende arbejderbevægelses idéer om lighed for alle. Og fra USA hentedes inspiration til dannelsen af folkebogsamlinger.

Bønder, borgere og arbejdere indkøbte og opbyggede fælles bogsamlinger, ofte støttet af lærere og præster. Siden moderniseredes betegnelsen til folkebiblioteker, og gradvist overtog det offentlige, staten og siden kommunerne ansvaret for denne opgave. Men vigtigt er det, at bibliotekerne udsprang af en folkelig bevægelse, en slags græsrodsbevægelse, båret af en idé. Det udspring har præget bibliotekernes og bibliotekarernes image lige siden. Bibliotekerne opfattes som værende uafhængige offentlige institutioner, der ikke direkte er en del af det kommunale bureaukrati. Alle undersøgelser af servicen i de offentlige institutioner placerer bibliotekerne meget højt på popularitetsskalaen. Og bibliotekarer opfattes generelt som søde og hjælpsomme mennesker - der er stadig et anstrøg af god gerning og barmhjertighed over faget.

Visionen om informationssamfundet

Med Dybkjær-rapporten, "Info-samfundet år 2000", blev der i efteråret 1994 sat gang i en bred samfundsdebat om informationssamfundets perspektiver, problemer og muligheder. Generelt har alle været enige om, at informationsteknologien radikalt vil forandre vor verden, vort arbejdsliv og vor hverdag. Mange har ligefrem talt om en informationsrevolution. Udviklingen sker i rasende hast og er både uoverskuelig og uforudsigelig. Den rummer både trusler og muligheder. Trusler p.g.a. faren for opsplitning i A- og B-hold og muligheder ved at gennemføre mere direkte basisdemokrati gennem hurtig og effektiv tovejs-kommunikation. Danmark har - gennem Dybkjær-rapporten - haft som ambition at gøre en særlig indsats for at placere sig blandt verdens førende nationer på dette område.

Informationssamfundet er en vision, som ofte beskrives med næsten religiøse gloser og vendinger. Et Eldorado, hvis ry er smukt, men faktiske beskaffenhed ukendt. At nå dertil kræver ofre, men til gengæld vil den, der når først frem, vinde ære og hidtil uset magt. For det er jo ikke bare herhjemme at informationsteknologien, og dens voldsomme samfundsforandrende kraft, er i fokus. På verdensplan har startskuddet lydt for et globalt kapløb, som kan sammenlignes med polarforskerne Scott og Amundsen kapløb mod Sydpolen eller kapløbet om dominans i verdensrummet - et kapløb om dominans af det digitale virtuelle rum

Der skal ikke herske tvivl om, at konsekvenserne af den informationsteknologiske udvikling er både gennemgribende og uforudsigelige. Der er da også flere berømte eksempler på fejlvurderinger af udviklingen fra folk, som ellers skulle have de bedste forudsætninger for at se, hvor det bar hen. F.eks. udtalte bestyrelsesformanden for IBM, Thomas J. Watson i 1943: "Jeg tror, der er et marked for omkring 5 computere". Eller hvad med Ken Olson, direktør for Digital Equipment Corporation, der i 1977, ca. et år efter, at Apple havde lanceret den første personlige computer, kom med denne vurdering: "Der er overhovedet ingen grund til, at noget menneske skulle have en computer installeret i sit hjem". Ak ja, det er svært at spå. Og det går stærkt. Herhjemme er det ikke mere end 10-11 år siden, der blevet lavet en fin rapport, som skulle vurdere om telefax var et relevant redskab i biblioteksarbejdet!

Ja, teknologien er samfundsforandrende. Vore redskaber skiftes ud, de vilkår samfundet fungerer på forandres og i sidste instans forandres samfundet selv. Man kan groft sagt opdele denne udvikling i fire faser:

  1. Der gøres en ny opfindelse, f.eks. den første computer
  2. Denne opfindelse erstatter en eksisterende teknologi, f.eks. skrivemaskinen
  3. Der udvikles nye tjenester og produkter på baggrund af opfindelsen, f.eks. multimedier, internet mv.
  4. Samfundet forandrer sig, og der opstår måske virtuelle virksomheder, måske også et virtuelt bibliotek.

Informationssamfundet er en realitet, men måske skulle vi snarere tale om videnssamfundet. For information i sig selv ikke er særlig interessant. Det er nyttiggørelsen, det handler om. Information får først værdi, når den kan omsættes til viden hos den enkelte, i virksomheder og institutioner. Ugebrevet Mandag Morgen karakteriserer fremtidssamfundet således: "Viden er ved at forvandle sig til den strategisk vigtigste resurse, mens indlæring bliver den vigtigste proces - for den enkelte, for virksomhederne og samfundet. Det bliver derfor nødvendigt for samfundet som helhed at revurdere, hvordan produktionen af viden finder sted".

Viden og de danske værdier

Problemet er altså ikke så meget længere at skaffe sig information, men at skaffe sig den rette information. Nogen har udtrykt det således: "Vi drukner i information, men tørster efter viden." En sådan udvikling skaber nye problemer, eller udfordringer, som det hedder på moderne dansk: Markedsmekanismerne er nemlig uegnede til at sikre fremstilling, fordeling og anvendelse af viden i samfundet. Det er vanskeligt at prissætte viden, fordi værdien kun kendes, når man har den. Og hvis man har den, er der ingen grund til at betale. Kampen om viden er i fuld gang. Vi ser i dag, hvordan ophavsret, rettigheder til information, viden og oplevelse, er blevet et attraktivt investeringsobjekt, og hvordan alle, der har andel i dette marked slås for det, de har eller for mere. Udviklingen fører også til andre skift. Viden i form af "know-what" viger til fordel for viden i form af "know-how".

Den danske regering forsøger at gennemføre overgangen til informations eller videnssamfundet med et sæt af særlige danske værdier - formuleret i Dybkjær-rapporten. I Danmark skal informationsteknologien sikre og understøtte

- vor fri adgang til information og informationsudveksling

- vort demokrati og den enkeltes adgang til medindflydelse

- vores personlige udvikling og uddannelse

- åbenhed i den offentlige sektor

- de svage i samfundet

Disse værdier er velkendte og gennemprøvede i det danske samfund, og har været bærende i det danske samfund siden afskaffelsen af enevælden. De har - som sagt i indledningen - præget eller direkte født vigtige elementer i vort samfund til at forankre værdigrundlaget i befolkningen - f.eks. folkeskolen, folkeoplysningen og folkebibliotekerne. Det er organisationer og institutioner som disse, der har båret det danske samfund gennem tidligere tiders samfundsforandringer, og de skal gøre det igen.

Så er vi tilbage ved folkebiblioteket - " men det er da noget med bøger!", vil mange sikkert mene. "Det ligger da i navnet!" Så det med teknologi og informationssamfund hører ikke hjemme i den sammenhæng. Mange mener, at f.eks. adgang til Internettet og cd-rom'er er en "biblioteksfremmed" aktivitet. Nogen sætter spørgsmålstegn ved, om det er en offentlig opgave, at give borgerne denne adgang. Og skal det endelig findes på bibliotekerne, så må folk selv betale. Dermed er der så også endnu en gang lukket op for en debat om brugerbetaling på biblioteksområdet. En debat, som desværre ofte føres på forkerte præmisser. Desværre, fordi den tager fat på et væsentligt emne af næsten eksistentiel betydning for landets biblioteker - den frie og lige adgang - men ikke går til det egentlige spørgsmål. Nemlig, hvad er et folkebibliotek? Hvad er dets sjæl?

Folkebibliotekets sjæl

Da bibliotekstanken fødtes skete det med baggrund i to væsentlige argumenter. Det ene politisk, dvs. hele oplysningstanken og dens idéer om demokrati, lige muligheder og lige ret. Det andet var praktisk, dvs. det rationelle i at pulje sine penge for i fællesskab at kunne erhverve flest mulig materialer til gavn for alle. Disse argumenter er grundlæggende for bibliotekstanken, og kan genfindes i bibliotekslovens formålsparagraf, som jo lyder:

"Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger og andet egnet materiale vederlagsfrit til rådighed".

Den første del ( det om formålet) og så det lille, men vigtige ord - "vederlagsfrit" - er de politiske argumenter og den anden del ( det med bøger og andet egnet materiale) er det praktiske argument, midlet. Bibliotekernes eksistensberettigelse bygger på sammenkædningen af de to, og de bliver begge meningsløse uden hinanden.

På den anden side skal også begge argumenter være gyldige og relevante for at give folkebibliotekerne en meningsfuld rolle i samfundslivet. Den politiske tanke skal være intakt, ligesom midlerne skal være tilstede. Og vi må nok se i øjnene, at vilkårerne ikke er optimale - der skal findes en balance - der skal prioriteres - så bibliotekerne ikke ender som en slags bogmuseer, monumenter over en svunden tids store medie. Samtidig må vi ikke vrangvride sjælen - værdigrundlaget - hele formålet og det med det vederlagsfri. Brugerbetaling er derfor i sig selv et opgør med en stor del af værdigrundlaget - og brugerbetaling på dele af bibliotekets tilbud, f.eks. de nye medier, er et brud på selve formålet.

For modstillingen af bogen og de elektroniske medier er totalt, ganske og aldeles uinteressant i bibliotekssammenhæng. Det handler om indholdet og ikke om instrumentet. Den indsigt er helt fundamental i al biblioteks- og informationsvirksomhed og er bl.a. grundlaget for årtiers kamp for at kunne tilbyde borgerne musik-, kunst- og filmoplevelser. Og et budskab vil også fremover skulle formidles i den form, der formidler det bedst. At det sandsynligvis i mindre omfang end hidtil bliver i bogform bør egentlig kun give anledning til dybe panderynker, løftede pegefingre og religiøse besværgelser fra dem, som direkte lever af bogproduktion. Intet tyder på, at behovet for kommunikation vil blive mindre.

Når modstillingen alligevel bliver ved at dukke op har det flere årsager:

Én er den meget konkrete - som bl.a. er tydeligt i bibliotekernes måde at kontere på - konteringer, som afspejler et verdensbillede som ligger årtier tilbage: en konto til bøger, en konto til andre medier. Væsenet har altså ikke selv formået at tilpasse sin praksis til den erklærede teori. Efter 30 år har langt fra alle biblioteker musikbærende medier i samlingerne og efter 15-20 har de kun et sporadisk udvalg af f.eks. video. Ændres der ikke radikalt på prioriteringen af materialerne, vil den museale del af folkebibliotekernes opgave komme til at overskygge deres aktive deltagelse i opfyldelsen af aktuelle samfundsbehov.

En anden årsag er den Jihad, som bogbranchens fundamentalister har erklæret mod alt nyt under solen. Her tales altid om bogEN, uden smålig skelen til indholdet og kvaliteten af den mangfoldighed af viden og oplevelse, der formidles i trykt form.

En tredje og delvist overlappende er formodentlig generationsbestemt. Et menneskes verdensbillede formes i dets første 15-20 leveår. Alt som tilhører denne periode indgår naturligt i menneskets univers, mens alt som siden kommer til bringer forandring og uorden, og derfor betragtes med en vis skepsis, bekymring eller angst. Piet Hein har formuleret det således: "Ingenting er, som det var engang - og dèt har det aldrig været". Den i dag magthavende generation er bogENs generation. Den første generation, som bredt blev uddannet med bogEN i 50'erne og 60'erne og som i dag udgør det solidt lag, der i vidt omfang også arbejder med bogEN eller det trykte ord - det er lærere ved skoler, gymnasier og universiteter, skribenter, forlagsfolk, embedsmænd, bibliotekarer...

Ikke bogen, men idéerne

Det bliver også hævdet, at bogen efterhånden er blevet et sekundært medie i de danske folkebiblioteker. Et udsagn, som er helt uden hold i virkeligheden. Det er rigtigt, at andre og nyere medier gennem de senere år er blevet en del af bibliotekernes service, men indtil videre kun i et ganske beskedent omfang. De traditionelle biblioteksmedier, bøger, tidskrifter og lydbøger udgør endnu i dag 94% af bibliotekernes materialebestand, mens musikmedierne udgør 5,5% - og så er der altså 0,5% tilbage til de helt nye medier: cd-rom, disketter og lignende. Der er ganske rigtigt en tendens til, at bogens rolle i biblioteksarbejdet er vigende. Men denne udvikling afspejler kun med stor forsinkelse billedet af bogens almindelige placering i samfundslivet, hvor nye medier og kommunikationsformer vinder frem med stor hast.

Forestiller man sig, at folkebibliotekerne ikke fandtes, men først skulle opfindes i dag, ville de næppe i samme grad blive tynget af bogmediet. De pionerer, der inspireret af Grundtvig og amerikanske forbilleder, i slutningen af sidste århundrede grundlagde de første danske bogsamlinger, havde et klart mål - fremme social mobilitet, demokratisk udvikling og højne det generelle uddannelsesniveau. "Bøgerne er den stige, der gør dig til din overmands lige", hed det dengang. Gennem folkeoplysning skulle også den lille mand kunne blive stor.

Men at det trykte ord, bogen, blev det centrale medie er en historisk vilkårlighed. Det var nu engang den tids middel til udbredelse af viden. Og det var viden og oplysning, det handlede om, ikke bøgerne, formen. I folkebibliotekernes tidligste dage diskuteredes man også inderligt om romaner skulle have plads i disse bogsamlinger. Mange mente, at de var unødig underholdning, som fjernede tankerne fra det væsentlige. Andre at de var direkte skadelige, fordi de forlokkede svage sjæle fra

virkelighedens verden. Kernen i denne diskussion kan genkendes hver gang et nyt medie kommer på banen.

Men bekymringer i forbindelse med bibliotekernes igangværende og forestående IT-investeringer kan måske nok finde et vist hold i realiteterne. Der kan ikke være tvivl om, at bibliotekerne i denne sammenhæng som i alle andre må prioritere deres resurser, afveje dem i forhold til mål, behov og opgaver. Budskabet må dog her være, at IT-udviklingen har så vital betydning for bibliotekernes fremtid, at vi må indstille sig på den - også selvom der ikke skulle blive tilført ekstra midler - hvad vi som fagfolk naturligvis finder katastrofalt. At Internettet indeholder meget skidt er der ikke tvivl om. Men det gør den danske bogproduktion sandelig da også. Man kan vel ikke laste kommunikationsformen, hvilke budskaber, den anvendes til. Kender man en idiot, der kører cykel, behøver det jo ikke at give anledning til generel forkastelse af cyklen som transportmiddel.

Det kan siges kort - alle medier må principielt være ligeværdige: hvilken form et budskab formidles i må være underordnet, det er budskabet, det gælder. Det er derfor glædeligt, at kulturministeriet nye betænkning om bibliotekerne i informationssamfundet netop pointere det samfundsmæssige behov for ligestilling af alle medier i bibliotekslovgivningen - det såkaldte obligatorium. Det handler om relevans, kvalitet og aktualitet i tilbuddet - ikke om formen.

Viden og uddannelse

At have nået denne konklusion fører debatten om fremtidens bibliotek over i en langt mere spændende dimension, som handler om bibliotekernes sjæl. Hvorfor har vi folkebiblioteker? Hvad er deres rolle? Hvilke behov i samfundet kan og skal de dække? Hvad er det for opgaver det offentlige kan løse gennem dette netværk af institutioner? Denne debat kan naturligvis få konsekvenser for den prioritering af resurserne, som jeg just omtalte.

Det understreges særdeles kraftigt i den føromtale rapport "Info-samfundet år 2000" eller "Dybkjærrapporten" - og siden i flere andre - at Danmarks håndtering af informationsområdet er afgørende for lille Danmarks videre skæbne. Og det understreges, at det offentlige har en særlig rolle. Det offentlige råder i bibliotekerne over en væsentlig ressource, for bibliotekerne har gennem mange år været verdensmestre i avanceret informationshåndtering - også længe før begreberne informationseksplosionen, informationsrevolutionen og informationssamfundet kom på den politiske dagsorden. Og bibliotekarfagets basale kvalifikationer: indsamling, lagring, organisering, styring, genfinding og formidling af information er allerede i dag essentielle i stort set alle former for virksomhed.

Vi lever i en tid, hvor viden og uddannelse bliver stadigt vigtigere. I dag er uddannelse ikke længere et fænomen, der hører ungdommen til. Den stadige udvikling af vidensniveauet er en forudsætning for at sikre sig en plads i denne verden, for den enkelte, for virksomheden og for samfundet. Og uddannelsesbegrebet er under forandring for at tilgodese specialisering og individuelle behov. Efteruddannelse, videreuddannelse, livslang uddannelse, fjernundervisning og nye kombinerede uddannelser er nogle af redskaberne. Skoler og biblioteker supplerer og understøtter hinanden.

Internettet rummer store muligheder for en - også økonomisk set - mere rationel formidling af information. I dag hviler ansvaret for aktualiteten af store informationsmængder i høj grad på brugere eller formidlere, som f.eks. bibliotekerne. Tænk blot på lovstof, vejledninger, standarder, regulativer mv. Via nettet kan producenten selv sikre sig, at modtagerne får adgang til den

korrekte og ajourførte information. Og modtagerne behøver ikke at bruge samme resurser på at vedligeholde informationen. Aktualitet og kvalitet øges, det lokale resurseforbrug nedsættes.

Så debatten om folkebibliotekernes rolle og opgaver må skæres på en anden led. Hidtil har den været ført på samme niveau, som når nogle ældre mennesker diskuterer tidens gang. Alt nyt er skidt og må koste, men det gamle, det ved man da, hvad er. Det er på tide, at synsvinklen ændres. Man kan have fordel af at kigge ud gennem forruden, når man kører bil, og nøjes med at skele i bakspejlet af og til. Det modsatte kommer man ikke langt med og er direkte farligt for fører, maskine og omgivelser.

Forandring kræver visioner

I bogen "Alice i eventyrland" føres denne lille samtale mellem Alice og katten:

Alice spørger: "Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra?

Katten svarer: "Det afhænger jo en del af, hvor du vil hen?"

"Det er mig temmelig ligegyldigt", siger Alice.

Katten siger: "Så kan det jo være det samme, hvilken vej du går!"

Netop i en forandringsproces er det vigtig at vide, hvor man vil hen. Det er klart, der er grænser for de kommunale eller offentlige resurser. Den informationsteknologiske udfordring, som det danske samfund står overfor kræver generelt store resurser her og nu, især hvis Danmark skal kunne høste fordele af at være blandt de fremmeste nationer i verden på området. Disse resurser må hentes gennem prioriteringer - på hvilket offentligt administrativt og politisk niveau kan altid diskuteres. Bibliotekerne er ikke fredede offentlige reservater, men dynamiske aktører i samfundslivet. Men de forandringer, der er nødvendige for biblioteksvirksomheden, må det tage afsæt i klart formulerede mål og visioner for denne. Derved nuanceres debatten og spændet af muligheder bredes ud.

Skal bibliotekerne kunne mestre denne aktuelle udvikling kræves bl.a.:

  • evne til orientering mod nye behov og bortprioritering af igangværende mindre relevante aktiviteter
  • tilknytning til den teknologiske udvikling
  • bevidsthed om betydning af indhold frem for instrumenter/redskaber
  • løsrivelse fra det trykte medie
  • differentiering og fleksibilitet
  • klarere opgavefordeling og øget samarbejde
  • fokusering på brugeren
  • opblødning af faggrænser/afmonopolisering af arbejdsområder og inddragelse af ny ekspertise

Mange synspunkter i biblioteksdebatten forekommer at være uden rod i saglig argumentation og ræsonnement. De vidner om manglende forståelse for bibliotekernes sande sjæl, eller endnu værre manglende visionær kraft til at fatte det nye eller politisk mod til at gå ind i at pille ved det eksisterende. Eller måske i værste fald bare om almindelig ligegyldighed over sagen. Tilbage står et nøgent og ureflekterer politiske ønsker om at bevare eller støtte bogEN eller endelig at få gennemført et af 80'ernes liberale mantraer, "brugerbetaling", på et eller andet offentligt område.

Den elektroniske kommunikation vil være dominerende inden for en kort årrække. Den vil forandre vort samfund i uoverskuelig og måske uforudsigelig retning. Den vil præge den enkelte borgers hele liv, både i arbejde og fritid. At afskære bibliotekerne fra at gå ind i denne udvikling, er i praksis det samme som at nedlægge dem. At afskære det offentlige fra at udnytte den erfaring og

de resurser, bibliotekerne repræsenterer, er direkte tåbeligt. Bibliotekerne har før bidraget til at hjælpe samfundet gennem en transformation - de kan også besjæle den pågående forandring. Storm P. har en gang sagt: "Det er utroligt som der snakkes om, hvad der skal gøres - men man ser aldrig nogen gøre det". Lad os se at få det gjort!

Anja Rasmussen

Søndag Aften 1297
Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]