International bibliotekssammenslutning mere offensiv

Den internationale bibliotekssammenslutning, IFLA, skal være mere offensiv i kampen for ytringsfrihed. En "Copenhagen Declaration" kan føre til international neutral vagtpost til at sikre ytringsfriheden globalt. Det er oplægget, når IFLA holder kongress i august-september 1997 i København.
IFLA er den internationale sammenslutning af biblioteker (the International Federation of Library Associations and Institutions). De tre seneste kongresser har været afholdt i lande med problematiske forhold til ytringsfrihed og demokratiske rettigheder (Kina, Tyrkiet og Cuba). Derfor er det først ved 97-kongressen i København organisationen tør lægge op til en mere aggressiv fremtoning for demokratiske rettigheder.

Mest bemærkelsesværdigt er oplægget til "The Copenhagen Declaration" som forsøger at tage definitionerne i FN's menneskerettighedserklæring alvorligt. Et af forslagene er, at oprette en særlig vagtpost til at følge overgreb på ytringsfrihed overalt i verden. I første omgang er ambitionen at oprette en international komite, en sekretær og et kontor. På sigt kunne man se dette som begyndelsen til "ytringsfrihedens Amnesty International".

Hidtil har IFLA ikke turdet have fælles politisk holdning til ytringsfriheden, blandt andet for ikke at støde medlemsorganisationer i diktatur-lande. Strategien har været at kontakten til bibliotekskollegaer fra f.eks. Iran var vigtigere end aktive politiske skridt, som kunne føre til forbud mod deltagelse fra regimet. Kongressen i København kan bryde dette princip.

Det andet store tema på IFLA-kongressen bliver følgerne af informationsudviklingen. En række sessioner skal belyse Internet fra mange vinkler. Copyrightproblemerne står centralt, men også etik i forbindelse med elektroniske medier samt offentlighedens adgang til informationer. En lang række internationale gæstetalere vil være med til at sikre interantional opmærksomhed om IFLA-kongressen i København. Med stor støtte fra

Danida, kommer 3. verdenslande til at være særdeles godt repræsenteret ved kongressen. IFLA-kongressen afholdes i Bella Center i København fra 31. august til 5. september. I tilknytning til kongressen afholdes en række udstillinger, både i Bella Center og ved en særlig IT-biblioteksudstilling i Rundetårn fra 30. august til 14. september.

Søndag Aften 0797

Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]