Partiklerne er lokale

Af Tor Nørretranders

Afstandene er forsvundet som begreb i Internet-kommunikation: når Nettet om få år for alvor overtager telefoni over store afstande, er det slut med, at det koster mere at ringe langt væk end tæt på. Som tingene er indrettet i dag, tjener telefonselskaberne penge på, at en kunde med en pc og et modem ringer op til en lokal computer, der har fast forbindelse til Internettet. Kunden betaler for telefonforbindelsen, mens han er på Nettet, og det kan være mange timer dagligt, hvis der er tale om en ivrig surfer, men det er lokaltakst der betales, uanset om der surfes rundt på hjemmesiderne for sjællandske teatre eller i projektoversigten fra et matematisk institut på New Zealand.

Omkostningen er altså alene at være på Nettet, men er uden forbindelse med hvorhen Nettet bringer én. Derfor indebærer Internettet en radikal telekommunikationsmæssig global lighed: Afstandene betyder ingenting. Nettet kender ikke til afstande, kun til forbindelser. Paul Barans oprindelige vision om et decentraliseret netværk udsprang af indsigten i stedets ændrede rolle og sårbarhed. Det førte til det fysiske rums ophævelse, når det gælder computerformidlet kommunikation. Hvad angår omkostninger er det bedøvende ligegyldigt, om man selv, eller ens samarbejdspartnere, befinder sig i Australien, Afrika, Amerika eller på Grønland. Og dog: Grønland er en undtagelse. Årsagen hedder TELEGreenland.

Grønlænderne oplever, at det er besværligt og dyrt at komme på Internettet. Som noget helt enestående eksisterer der i Grønland fortsat et monopol på telekommunikation, udøvet af TELEGreenland a/s, som ejes af Hjemmestyret. Dette monopol står for al telekommunikation internt i Grønland, mens kommunikationen ud og ind af Grønland forvaltes af rigsfællesskabet (læs: Danmark), som har overdraget monopolet herpå til TeleDanmark. Hvor TeleDanmark altså i Danmark har måttet opgive sin monopolstatus, herskes der fortsat uden konkurrence på trafikken mellem Grønland og resten af verden.

Det betyder igen, at de to monopolvirksomheder kontrollerer grønlændernes adgang til Internettet. Det kan give problemer, enten fordi monopolerne er konservative og ikke kan indse de kolossale muligheder Internettet giver Grønland, eller fordi de samme monopoler har investeret meget store beløb i infrastruktur, der vil blive underløbet af Internettet. I hvert fald det sidste er tilfældet. Det er hverken nogen billig eller enkel sag at etablere telekommunikation i Grønland. Landet er ufattelig stort 2700 kilometerog tilsvarende uvejsomt med kun 1/7 isfrit areal.

Befolkningen er lille, omkring 55.000 sjæle, og spredt ud over det store område. Klimaet og geologien er ekstreme. Derfor er det ikke helt enkelt at skabe forbindelse ud til bygderne. TELEGreenland har skabt en en kæde af ubemandede digitale radiostationer op langs vestkysten, den tættest befolkede del af Grønland, mens resten af landet betjenes med radio- og satellitforbindelser af lavere kvalitet. Opbygningen og siden digitaliseringen af den grønlandske radiokæde har været meget dyr, især når man betænker, at der kun er 20.000 telefonabonnementer i landet.

Problemet for TELEGreenland er derfor, at Internet-telefoni kan slå benene væk under forrentningen af investeringen i radiokæden. Hertil er dybest set ikke andet at sige, end at Grønland ikke har råd til at tage hensyn til TELEGreenlands regnskaber. For Internettet er, med eller uden telefoni, som skabt til det grønlandske samfund.

Afstandene er enorme, både internt i Grønland og mellem Grønland og resten af verden. Derfor kan effektiv telekommunikation være altafgørende. Med Iridiums mobiltelefoni og en effektiv Internet-adgang via satellitforbindelse til det nordamerikanske kontinent eller Island, kunne grønlænderne leve i en kulturelt set fin forbindelse med de andre inuit-folkeslag rundt om Nordpolen og med folkene i resten af verden. Men der er i praksis stor utilfredshed med TELEGreenlands forvaltning af monopolet.

Men ligesom Internettet truer de traditionelle telekommunikationsselskaber, åbner det helt enestående perspektiver for et samfund som det grønlandske, der er et godt eksempel i ekstrem på mange af de muligheder, som Internettet vil give randområder i såvel de industrialiserede som de ikke-industrialiserede dele af verden Man kan pege på mindst fem vigtige forandringer, som Internettet og telekommunikationen vil kunne betyde for det grønlandske samfund, eller omvendt det grønlandske samfund kan betyde for Internettet og dermed andre samfund:

1: Bæredygtig bosættelse bliver igen mulig.

2: Fangersamfundets gaveøkonomi bliver igen relevant.

3: Inuit-kulturerne kan etablere løbende kontakt.

4: Den grønlandske kulturarv bliver udbredt.

5: Grønland kan få et bidrag til et økonomisk eksistensgrundlag.

Den bæredygtige bosættelse har været et problem for grønlænderne siden danskerne samlede dem i større bysamfund, især Nuuk, som ikke kan opretholde sig selv som en bæredygtig del af det arktiske økosystem. De traditionelle livsformer, hvor befolkningen var spredt, i hvert fald i dele af året, var nok barske, men næppe så barske som velmenende danskere opfattede dem. Men som udviklingen er gået, står Grønland i dag som et samfund på overførselsindkomst, med kun ét livskraftigt, men meget sårbart, erhvervsområde: fiskeri og fiskeindustri. Royal Greenland, hjemmestyrets fiskerivirksomhed, og bloktilskuddet fra rigsfællesskabet med Danmark, leverer hver halvdelen af den grønlandske økonomi. Det er både erhvervsmæssigt og nationalitetsmæssigt en meget enstrenget strategi.

Men skal der åbnes mulighed for, at den grønlandske befolkning igen kan leve i småbygder og delvist ernære sig ved jagt og fiskeri, skal der også være mulighed for et fortsat forbrug af vestlig kultur. Her vil telekommunikation og Internet pludselig give muligheder for, at man kan holde kontakt i bygderne. Kommunikationsmæssigt kan man i vore dage være, hvor man vil, så derfor kan man fysisk placere sig, hvor man vil, f.eks. dér hvor fødevareressourcerne findes, det vil sige uden for byerne.

Informationsteknologien og især satellitsystemer til navigation og mobiltelefoni giver mulighed for at gøre tilværelsen i fjerne egne langt mere sikker.fangersamfundets gaveøkonomi vil blive relevant igen, når Nettet har skabt en Opmærksomhedsøkonomi og en tuskhandel med udpegning af relevant information i det store virvar. De grønlandske fangersamfund havde udviklet en helt enestående form for socialt netværk, hvor fangsten blev delt i lokalsamfundet efter meget omhyggelige drøftelser. Denne form for vanthed med deling af bytte er i almindelighed væsentlig, hvis man skal klare sig på et Internet, der mere ligner udfordringen til en jæger-samler end til en agerbruger. Men en lidet påagtet detalje ved de grønlandske fangersamfunds fangstdeling gør slægtskabet med Internettet meget åbenlys.

I 1961 opdagede eskimologen Bent Jensen ved et tilfælde en særlig tradition inden for fangstdeling: pinnaariinneq Det er i sig selv en bemærkelsesværdig form for konkret, personorienteret sikkerhedsnet under den enkelte. Som Bent Jensen beskriver det: "Hele samfundet viste sig at være gennemvævet af et netværk, et komplekst spind af denne form for dyadisk kontakt." Men det er ikke mindst Bent Jensens nøje studier af byttenetværkets kvantitative sider, der er tankevækkende: Hvor mange byttepartnere havde hver enkelt?

På den lange led I bygden Ikerasak i Uummannaq-bugten, hvor Jensen udførte sine studier, var der 25 mænd og 16 kvinder, der indgik i alt 83 partnerskaber (med hver to involverede). Det betød, at hvert individ i gennemsnit havde 4 partnere, som der blev udvekslet sælkød med. Man kan betragte et sådant netværk af partnere, man bytter kød med, som en forsikring mod kødmangel. Hvis man bytter med én og kun én, er ens forsikring meget sårbar, fordi fangeren, man bytter med, kan omkomme eller miste evnen til at fange sæler. Derfor skal der være en vis redundans, lidt flere end én, for at man har en robust forsikring. Denne problemstilling ligner den, Paul Baran satte sig for at undersøge i 1960'ernes begyndelse: Hvor mange "ekstra" forbindelser skal der til i et distribueret netværk, for at det bliver robust over for udryddelsen af en del af netværket? Svaret var, at hvis hvert punkt i netværket havde forbindelse med 6-8 andre punkter, ville hele netværket blive næsten så robust, som det var teoretisk muligt.

Nu var de fangerbytter, Bent Jensen beskrev, ikke et egentligt netværk, hvor sælstykkerne blev sendt i kredsløb, men blot en simpel udveksling. Men grønlænderne har altså haft en fin forståelse af, hvor mange man skal indgå i et pinnaariinneq-netværk med for at blive mindst mulig sårbar over for ulykker. Brugen af redundans sikrer den enkelte mod alt for store udsving i fødevareforsyningen.

En kultur, der er vant med sådanne netværk, har gode chancer for at kunne håndtere Nettets problemer med at bytte gode steder. Hvis ikke netværkene når at blive udslettet af industrikulturen, akkurat som de bliver relevante igen. Det haster.

Inuit-kulturerne kan etablere løbende kontakt: Inuit-kulturer i Canada bruger allerede Nettet til at udbrede kendskabet til deres kultur og til at skabe kontakt mellem inuit-samfund i andre dele af Arktis. Nettet giver gode muligheder for, at marginale grupper og lokaliteter kan kommunikere uden om den centrale nyhedsstrøm, der ikke interesserer sig ret meget for, hvad der foregår i randområderne. Canadiske inuit har således gennemført en video-konference med australske aboriginals. Den grønlandske kulturarv bliver udbredt: Arktisk kultur er meget præget af shamanisme og anden trolddom. Man kan argumentere for, at den udgør en storslået øvelse i virtualitet og vil få en meget fin chance for at vække international interesse, efterhånden som virtualitet og kunstige virkeligheder bliver stadig mere centrale for Nettet.

Grønlændere har en anden kultur end den vestlige, f.eks. når det gælder børneopdragelse. Børn kan, ifølge grønlandsk tradition, ikke modtage ordrer; de er selvstændige væsener, som man ikke kan kommandere med. Det betyder i praksis en meget fri opdragelse. Det kan forekomme en vesterlænding temmelig skrækindjagende, men vil givetvis være en stor fordel for de opvoksende grønlandske netbrugere, der får lettere ved at navigere i Nettets kaos end f.eks. danske børn, der er vant til at få at vide, hvordan tingene skal gøres.

Grønland kan få et bidrag til et økonomisk eksistensgrundlag: Den en-strengede grønlandske økonomi baserer sig på lokale ressourcer, hvilket i det store og hele vil sige fiskeri. Men Grønland har en enorm styrke kulturelt. De nye informationsteknologier vil gøre det muligt for grønlændere at udvikle og formidle indhold til Nettet, som kan bygge på den grønlandske kultur. Når afstandenes betydning forsvinder, kan man arbejde med Net-produkter i Grønland, lige så vel som i New York. Men i Grønland har de bare mere kulturel historie at trække på.

Den danske fremtidsforsker Rolf Jensen, leder af Institut for Fremtidsforskning, har udformet en teori om Drømmesamfundet (der minder meget om Goldhabers Opmærksomhedsøkonomi): Når industrisamfundet og informationssamfundet snart klinger ud, fordi først den materielle produktion og siden den immaterielle er blevet helt automatiserede, vil Drømmesamfundet tage over. I dette samfund vil historier og sammenhænge være det altafgørende: Det er ikke nok at et æg smager godt, det skal også rumme en god historie om et sundt opdræt af høns. Råstoffet i et sådant samfund vil blandt andet være myter og sagn. "Hvor er de store forekomster?" spørger Rolf Jensen sig selv og svarer: "Hos de folk, der er mindst påvirket af det moderne samfunds rationalitet. De bor i de fattige lande. De bor i Afrika, i Indien, rundt om Polarcirklen, i Sydamerikas regnskove, på øerne i Stillehavet." Og han tilføjer: "Lad os tænke den tanke, at Grønlands største eksportartikel i [år] 2025 er sagn og eventyr."

Det er næppe nok til at klare hele den grønlandske økonomi, men det er tankevækkende, hvor gode muligheder Grønland har for at blive et attraktivt hjemsted for produktion af indhold til multimedieproduktioner. Ud over kulturarven har landet en natur, som vil virke dragende på alle, der skal fordybe sig i en periode.

Pointen med denne diskussion af Grønlands forhold til Internettet er ikke bare, at Grønland i sig selv er et interessant land, men også at Grønland er et godt eksempel på et af de mange samfund, der lever som et geografisk, kulturelt og økonomisk randområde, men netop derfor kan vise sig at have store ressourcer at trække på i et samfund præget af Internet og kommunikation.

Ekstreme forhold og vilkår kan være meget illustrative, hvis man vil forstå virkningerne af en teknologisk eller samfundsmæssig forandring. En af de tendenser, der vil præge Internettets udvikling fremover, er nomadisk teknologi, der går ud på at gøre Nettet brugbart for mennesker, der flytter sig.

En interessant analyse af den nomadiske teknologi blev fremlagt af Gregg Vanderheiden på den 6. Internationale World Wide Web Konference i april 1997, der havde de handicappedes adgang til Nettet som et hovedtema. Vanderheiden analyserede de krav, man måtte stille til nomadisk teknologi og nåede frem til, at det var præcis de samme krav, man ville stille til Net-teknologi, der gør det muligt for forskellige handicappede grupper at være med. Det handler først og fremmest om at gøre Nettet modalitetsuafhængigt og modalitetsredundant. Det vil sige, at man ikke er afhængig af én modalitet, såsom synet eller hørelsen, men at den samme information på Nettet kan nås gennem flere forskellige modaliteter på én gang. Når det er vigtigt for nomadisk teknologi, er det fordi man skal kunne bruge Nettet, selv om man ikke kan se (for eksempel under bilkørsel) eller ikke kan høre (for eksempel i et støjende miljø). Det betyder ikke bare, at mennesker med normal funktion kan få læst teksten højt af en talegenerator, mens de kører bil, eller få oplysningerne vist frem på en skærm, når de er til rockkoncert. Det betyder også, at blinde og døve kan være med.

Det er altså ikke bare politisk korrekthed, der gør, at man må stille krav om, at Nettet skal være tilgængeligt for alle, hvad enten de er handicappede, bor i fjerne egne, er meget fattige eller lignende. Kravet om, at alle skal kunne være med, uanset handicap, er identisk med ønsket om størst mulig komfort for alle Net-brugere. Tages der hensyn til de svagtstillede grupper, indebærer det fordele for alle grupper. Bredde og elite har samme interesser, når det gælder krav til den teknologiske udvikling. Men også, når det gælder at få alle med.

Selve det forhold, at Nettet er en teknologi til at bringe mennesker i kontakt med hinanden, betyder, at denne teknologi bliver mere værdifuld for alle, jo flere, der kan bruge den. Når man rejser krav om, at udviklingslandene skal med, er det ikke bare høflighed, men også et ønske om at kunne vekselvirke med den rige kultur, der findes dér.

Nettet er en teknologi, der i kraft af sin natur gør, at alle har en interesse i, at alle er med. Hvis de vil. Internettet er det teknologiske udtryk for den ældgamle visdom, at man kun kan have sin frihed, hvis alle har den. Vi lever i en verden med to dominerende former for energi: Partikler og bølger. Partiklerne kender vi så udmærket fra hverdagen, både i form af stole og lamper og i form af elektroner der farer gennem en ledning. Partikler har masse og er derfor tunge at flytte på. Bølger er en anden udgave af energi, hvoraf de mest kendte, ud over havbølger, er lys og anden elektromagnetisk stråling. Lys har ingen hvilemasse, men flytter sig meget villigt omkring med lysets hastighed.

Kommunikationsteknologierne er på vej væk fra at basere sig på partikler, såsom elektroner i en kobberledning, til i stedet at basere sig på lysstråler i et kabel. Samfundenes økonomiske aktivitetet er ved at flytte sig fra materiel produktion (partikler) til kommunikation (bølger). Det betyder, at vi er på vej ind i en slags dobbelt-samfund. Hvad angår forbrug af stof, materielle størrelser som mad og tøj, kan vi blive, hvor vi er, og spise det, der er, hvor vi er. Bortset fra lidt citroner, kan vi dyrke det vi skal bruge. Vi synes måske det er sjovt med kiwi-frugter fra New Zealand og jordbær året rundt, men dybest set er det ret ligegyldigt.

Hvad angår forbrug af bølger, såsom lys, er der ingen grund til at hente det, hvor vi er, for det er let at flytte på. Vi kan hente vores lys fra fjerne egne af universet eller over Nettets lyslederkabler. Vi kan også hente det fra nærværet, men det er lige så let at hente det fra fjerne egne: Bølger er globale.

Vi er på vej til et samfund hvor partiklerne er lokale, mens bølgerne er globale. Udstedet står informationsmæssigt i forbindelse med resten af verden og kommunikerer lige så godt med den som New York gør. Men udstedet rummer samtidig muligheden for, at man, hvad angår partikler, kan indgå i et lokalt netværk, hvor man lokalt kan udveksle gaver og glæder, forankret i det økosystem og det lokalsamfund, man bebor. Vi får mulighed for at spørge os selv, om det virkelig er så attraktivt at bo i storbyer, hvis al den kultur, man ramler ind i der, bliver lige så let at skaffe sig viden om i Thy. Storbyens folkevrimmel når selvfølgelig aldrig til Thy, men fornemmelsen af at vide, hvad der rører sig i centrene, vil kunne være til stede overalt. Mange kulturtilbud, der skal opleves live, såsom teater og koncerter, vil fortsat fordre at man flytter sig derhen, hvor det sker. Men indsigten i, hvad der er af tilbud og køb af biletter etc., kan fordeles meget bedre ud i landskabet. Og den dag folk for alvor vælger at bosætte sig mere spredt end i nutidens bydominerede samfund, vil kulturlivet have alle muligheder for at blive mere jævnt fordelt. Vi vil kunne være, hvor vi er, hvis vi har lyst og samtidig være på det globale netværk af information.

Fødderne solidt plantet i mulden, hovedet oppe i den globale himmel.

uddrag fra Tor Nørretranders: Stedet Som Ikke Er, Aschehoug 1997

Søndag Aften 1197
Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]