Louisiana afhængig af velvilje

På ti år har Danmarks førende kunstmuseum fordoblet omsætningen selv om besøgstallet kun er steget med omkring 20 procent.

Louisianas renomé som Danmarks førende kunstmuseum er vokset støt gennem årene. Fra Knud W. Jensens vovede start til idag har Louisiana placeret sig som en af landets store, stolte kulturinstitutioner. Trods det er Louisiana fortsat nødt til at leve med en anstrengt økonomi.

Siden 1987 er Louisianas udgifter vokset med 150%. Den offentlige støtte er forøget med 150%, sponsorstøtten er mere end fordoblet, mens publikumsindtægterne kun er vokset med 100%.

Besøgstallene varierer stærkt år for år, afhængigt af enkelte store successer. Tendensen over tiåret 1987-1996 er dog en stigning på omkring 20 procent - fra omkring 450.000 til 530.000 årligt. Med 1994 som absolut toppunkt med 640.000 besøgende.

Louisianas udvikling har altså fået langt stærkere opbakning af private og offentlige bevillingsgivere end af publikum. Hvis Louisiana fortsætter den ambitiøse udvikling, vil Danmarks kunstmekka i endnu højere grad blive afhængig af disse bevillingsgivere.

Louisiana har i det forløbne tiår været effektive til at sikre større indtægter fra hver enkelt besøgende. Dels er entreindtægten for hver enkelt besøgende fordoblet (fra 16 kr i gennemsnit til 33 kr). Men først og fremmest er indtægterne fra cafe, butik og Louisiana-klubben steget tilsvarende. I gennemsnit er disse indtægter steget fra 47 kr. pr. besøgende til 78 kr.

Louisiana har i de seneste år gennemført en række økonomiske stramninger. Der har dog primært været tale om mindre justeringer og organisatoriske tiltag, først og fremmest sikring af, at alle beslutningsled kender de fulde økonomiske konsekvenser.

Det er Louisianas vurdering, at de igangsatte tiltag skulle kunne sikre økonomisk stabilitet.

Til forskel fra størstedelen af danske kulturinstitutioner, har Louisiana en stor privat fond i ryggen, Louisiana-fonden. Fonden dækker Louisianas underskud, køber kunstværker til stedet og iværksætter større anlægsarbejder.

Louisiana Fonden kan klare dækning af underskud op til 4-5 mio kr. årligt. Men det giver ikke mulighed for Fonden til at indkøbe kunstværker eller investere i andre forbedringer til Louisiana. Derfor er museet nødt til at tilrettelægge økonomien så man nærmer sig nul. Det store underskud i 1996 skal ses i sammenhæng med Louisianas satsning på Kulturby 96 - og den langtidseffekt man håber dette får.

Louisianas nye direktør har lagt vægt på høje kunstneriske ambitioner. Udstillingerne ser ud til i højere grad at markere Louisiana i front i europæisk sammenhæng - og tilsvarende nedprioritering af de store udstillinger med oplagt publikumstække. Dette må føre til at besøgstallet vil stabiliseres omkring de 500.000.

En øget andel af publikum vil blive udenlandsk. Det lægger de høje kunstneriske ambitioner op til og det vil Øresundsbro og øvrige trafikforbedringer medvirke til. Louisiana har præsteret gode resultater i at udvikle nye "produkter" til at sikre andre indtægter end entreen. En af udfordringerne må være at fornye tilbud og produkter i forhold til en mere international gruppe.

Louisiana har nydt godt af øgede offentlige og private tilskud. Et centralt motiv for tilskudsgiverne har været at støtte en institution i fremgang. Denne fremgang har kunnet måles på publikumstal. Det er et åbent spørgsmål om offentlige myndigheder og private sponsorer vil have samme interesse i en institution med stabilt publikumstække, men knapt så måleligt forbedret kunstnerisk image. Den øgede udenlandske interesse kan dog give adgang til sponsorer med internationale budgetter.

Ud fra dette scenarie vil kravene til Louisianas nye ledelse være:

  • at de høje krav til udstillingskvalitet i europæisk sammenhæng overholdes
  • at udgiftsstyringen stadig forstærkes
  • at offentlige og private tilskudsydere er villige til at fortsætte med merbevillinger
  • at man kan fortsætte "produktudviklingen", således at der fortsat hentes nye indtægter fra det stabiliserede publikumstal.

Søndag Aften 1097
Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]