CulturCronik: Danmarkshistorie uden nørder
Af Tom Ahlberg

Danmark er bagud med Internet-arkivering. I udlandet gennemfører offentlige myndigheder og private organisationer omfattende arkivering af indholdet på Internet. I Danmark er det offentlige endnu ikke begyndt at overveje spørgsmålet.

For historikere med interesse for dansk middelalder var branden på Christiansborg i 1794 skæbnesvanger. Den dårlige brandsikring og elendige redningsindsats medførte, at samtlige danske ridderbiografier forsvandt med røgen.

Fremtidens forskere, der vil vide, hvordan Internet startede, vil stå uden det væsentlige kildemateriale, nemlig alle web-siderne. Hvad lavede alle disse nørder, hvem brugte Internet og till hvad?

Forskernes vigtigste kilde til indsigt i Internets pionertid bliver dagblade og andre etablerede mediers behandling af Internet. Og skulle man tage de traditionelle mediers behandling af Internet for pålydende, så handler det kun om børnesex, nazister, aparte religiøse sekter, momssnyd og kriminelle grupper.

Alle nye medier har været mødt med denne mistro til hvad der nu kunne ske: Og ja: verdenslitteraturen indeholder saftig erotik, rockergrupper bruger telefoner til at koordinere angreb, støjende og umoralsk musik kan høres i radioen, og fjernsynsstationer bliver brugt af fanatiske religiøse grupper. Medierne bliver nemlig aldrig bedre end de mennesker, der bruger dem.

De danske dagblade lader stort set kun journalister med stærk edb-interesse behandle indholdet på Internet. Edb-interesserede skriver til edb-interesserede i særskilte sektioner. Vi ville ikke finde os i det, hvis Bettina Heltberg i den daglige TV-anmeldelse skrev, hvilken skrærmstørrelse hun har, om hun har surroundsound eller hvilken type fjernbetjening hun bruger. De traditionelle mediers konstante fokusering på enten teknologi eller frygten for Internets ekstreme sider, er logisk, når der skal sælges aviser (selv om man snart skulle tro, at mængden af reelle nyheder fik danske chefredaktører til at forlange denne nyhedskilde anvendt på lige fod med andre kilder).

På overraskende få år, har Internet udviklet sig fra blot en teknologisk mulighed, til noget masser af mennesker bruger dagligt. Men til forskel fra massemedierne, er Internet interaktivt. Det bruges til at kommunikere mellem mennesker. Det kan være to-vejs eller mellem mange. Internets styrke og svaghed afhænger af, hvad folk vil bruge denne kommunikation til.

Den eksplosive udvikling af Internet lever fuldt op til de Olympiske idealer: højere, hurtigere og stærkere. I Internet-industrien taler man om at der mangler "indhold" på nettet. Men man kan selvfølgelig ikke lokke nogen til at lave "indhold" - kunstnere laver kunst, forfattere skriver tekster, musikere laver musik. Jeg kender ikke nogen, der har lyst til at definere sig som en, der laver "indhold".

Men Internet-industrien har først og fremmest en vare, der skal sælges. Og varen er endnu ikke færdigudviklet, den er stadig på barnestadiet, har lige lært at tale. Varen er skabt med fascination for teknologien og uden dybere tanke for anvendelsen. Ingen taler om at TV eller aviser mangler "indhold"; de traditionelle medier kan kritiseres for at mangle dybde, have for mange (eller få!) nøgenbilleder, være for popularitetssøgende eller for kedelige. Gutenberg var ikke i tvivl om, hvad han ville bruge opfindelsen til. Og dokumentationen har vi heldigvis stadig.

Men, hvis fremtidige danske forskere skal have et empirisk indblik i opstarten af Internet, står de svagt.

I USA har den private organisation Internet Archive siden 1996 arbejdet på at tage såkaldte øjebliksbilleder af hele indholdet af det globale world wide web. Ved hjælp af avanceret søgeteknik, programmerede robotter til at hente materialet, fysiske robotter til at håndtere båndkopieringen, billige løsninger på lagring og masser af gå-på-mod har de 12 medarbejdere indtil nu kopieret mere end 1,5 Terabyte (svarer til 1,5 million MB). Internet Archive kopierer for øjeblikket 100 GigaByte hver uge. Efter world wide web tager organisationen fat på de såkaldte nyhedsgrupper og andre dele af Internet. Grafik, lyd, video og software til at downloade bliver hentet. Fremover vil Internet Archive hente disse totale øjebliksbilleder et antal gange pr. år.

Stifteren af Internet Archive, Brewster Kahle, har tidligere tjent penge på Internet-software bl.a. til amerikanske dagblade og til det Hvide Hus. Nu har han puttet sparepengene ind i denne gigantiske dokumentationscentral.

I løbet af få år vil Internet Archive rumme en enestående dokumentation, som også har store kommercielle muligheder. Det er Internet Archive's vurdering, at web-siderne i gennemsnit skifter hver 44. dag. Og hvor mange af de kommercielle og offentlige web-steder har selv indarbejdet velfungerende rutiner for arkivering af web-siderne? Blot tanken om fremtidige retssager om produktansvar eller vildledende reklamer på Internet, viser behovet for dokumentation. Og Brewster Kahle skal nok vide at tage sig betalt, når de stridende parter vil have materiale til at underbygge påstandene.

I samarbejde med den centrale amerikanske museumsinstitution, Smithsonian Institute har Internet Archive lavet en kopi af alle internetsider, der handlede om den amerikanske præsidentvalgkamp 1996. Det var den første valgkamp, hvor Internet blev brugt som medie på lige fod med andre elektroniske medier. Valgkampsnyhederne kom på Internet, inden de kom i andre medier, og kandidaternes kontorer smugkiggede ganske aggresivt på de andre kandidaters Internetsider.Men en stor del af indholdet blev taget ned efter valgkampen; især de tabende kandidater manglede lyst og penge til at vedligeholde serveren! For fremtidige vælgere, kandidater og journalister har Smithsonian Institute/Internet Archive nu en omfattende og væsentlig dokumentation. Man kan se kandidaternes egne sider, generelle valgkampssider, partiernes sider, se materiale om primærvælgene, følge delstaternes debatter og selvfølgelig også de Internetsider, der var helliget satire og skandaler. En del af materialet kan i dag ses hos Smithsonian Institute

I Sverige har nationalbiblioteket, Kungliga Biblioteket, i løbet af juni og juli taget deres første øjebliksbillede over samtlige svenske internetsider. Det er blevet til 2,4 millioner sider med tekster og billeder, som kopieres til magnetbånd. Derefter vil Kungliga Biblioteket tage kopier af alle svenske sider 4 gange årligt. Meget passende kalder svenskerne projektet "Kulturarw³" (w3 er bogstavleg for www - world wide web). Kulturarw³ er sat i gang for hurtigst muligt at få en dokumentation af Internet. Kungliga Biblioteket har taget et stort skridt uden have fast grund under fødderne. De har ikke afklaret, hvordan materialet skal gøres tilgængeligt for publikum. Som minimum skal de mange sider lagres i 1-2 år inden videre offentliggørelse - først og fremmest for at hindre for stor belastning af serveren. Kulturarw³ henter - ligesom Internet Archive - websider ved hjælp af robot og uden tilladelse fra producenterne. Spørgsmål som ophavsret, krænkelse af privatlivets fred, bevaringstid, adgangskriterier m.m. er slet ikke afklaret endnu. Kungliga Biblioteket opfatter sig som et frivilligt brandkorps, der redder genstandene ud af ilden for eftertidens skyld - og så må andre træffe beslutning om, hvad der skal ske med den omfattende dokumentation.

Det danske folketing vedtog en ny pligtafleveringslov inden sommerferien. Formålet med loven er at tilpasse pligtafleveringen til den digitale tidsalder. Video, cd-rom og Internet er omfattet af loven, som træder i kraft fra 1. januar 1998. Men allerede inden der ligger en bekendtgørelse for loven, må man konstatere, at loven slet ikke er tilstrækkelig til at sikre den danske kulturarv fra Internet-starten. Pligtafleveringsloven skal sikre at elektroniske udgivelser bevares og arkiveres på lige fod med trykte medier. Inden bekendtgørelsen er klar, har kulturministeriet travlt med at tage stilling til, hvordan "elektroniske udgivelser" skal fortolkes, hvornår net-sider er omfattet, hvor hyppigt de skal afleveres, hvordan de skal afleveres, om det kun er dk-domæner, der er omfattet, samt ikke mindst, hvordan man skal forberede den stigende globalisering på nettet. Udgivere, som ikke vil pligtaflevere i Danmark, kan jo bare lægge deres web-sider på en udenlandsk server og placere masser af reklamer på danske indeks-sider. Eller det modsatte: risikoen for overbelastning af pligtafleveringen efterhånden som "spejlinger" (kopier) af udenlandske servere bliver mere og mere almindelige.

Pligtafleveringsloven startede som en censurlov i 1697 for at den enevældige regent skulle have kontrol med befolkningens spredning af ord og holdninger. I 1997 hedder det fortsat Pligtaflevering med tilhørende smag af censur. Selv om det væsentligste formål idag er at have en kollektiv hukomelse, at bevare kulturarven for eftertiden.

Det kan virke som et forsøg på at sminke at hævde at loven i 1997 burde kaldes Lov om dansk kulturarv. Men det er tydeligt, at lovarbejdet først og fremmest har handlet om, hvilke krav man kan stille til udgivere af materiale. Udgivere af elektroniske medier kommer til at opleve den nye pligtafleveringslov som et indviklet sæt regler, der bekræfter Statsmagtens ret til at gribe ind overalt. Perspektivet: hvordan sikrer vi, at nutidens kultur bliver tilgængelig for eftertiden - så der er noget at arve - er ikke det dominerende i Pligtafleveringsloven. En Lov om dansk kulturarv kunne vende censurvinklen på hovedet og få udgivere af elektroniske materialer til at glæde sig over afleveringspligten.

Men de første elektroniske tidsskrifter, de første mange private og offentlige hjemmesider, de mange debatter på nyhedssiderne samt store mængder software, er for længst tabt.

Det kongelige Bibliotek sætter en ære i at have de ældste bøger, ikke blot fordi deres handelsværdi er i mangemillionsklassen, men nok så meget fordi de repræsenterer en historisk og intellektuel kapital, som vi i fælleseje opfatter som en del af vores kulturarv. Selv i budgetfattige tider ville end ikke Anders Fogh-Rasmusen drømme om at sælge Det kongelige Biblioteks eksemplar at Gutenberg-biblen. Filmmuseet ærgrer sig idag over de mange tidlige danske film som er forsvundet til de evige filmmarker.

I arbejdet med loven har kulturministeriet skelnet mellem statiske og dynamiske web-sider. De dynamiske websider (f.eks. en database lagt ind til mere specifik søgning) er ikke omfattet af pligtafleveringsloven. Med med den såkaldte pushteknologi og fremtidige websider kreeret ud fra individuel brugerprofil, kan det blive nærmest umuligt at skelne mellem statiske og dynamiske websider. Internet er særligt ved interaktiv kommunikation. Pligtafleveringslovens redskaber er uegnede til at forholde sig til den kommunikationsform.

Med forskningsministeriets seneste oplæg til statslig standard for elektroniske publikationer kan man frygte, at de eneste statiske web-sider er statens egne. Forskellen kan blive som mellem Statstidende og dagbladene. Forskningsministeriet har politisk lagt stor vægt på handicappedes muligheder for at bruge IT. Det kan man kun have sympati for. Men samtidig lægger ministeriet op til så store begrænsninger i statens web-siders brug af grafiske og andre effekter, at siderne kommer til at stå som klart kedeligere end andre sider. Der må ikke lægges lydfiler ind - medmindre der er et skriftligt transkript af lydfilerne. Såkaldte frames, som er opdeling af skærmbilleder i flere billeder, må ikke bruges. Image maps (billeder med bagvedliggende klikmuligheder) skal begrænses, brug af video skal minimeres.

Velbesøgte danske Internetsider som Danmarks Radio, Kraks Forlag eller dagbladenes vil ikke kunne leve op til denne statslige standard. Det afgørende spørgsmål er, om man sikrer de syns- og hørehandicappede bedst ved at lave statslige hjemmesider som adskiller sig negativt fra resten af

danske hjemmesider og som derfor ikke bliver læst - eller om staten ad anden vej bedre kunne påvirke standarden på de sider, som faktisk bliver set. Det statslige arbejde med handicappede og IT har mange andre perspektivrige initiativer - men den selvvalgte begrænsning i kvaliteteten er næppe vejen frem.

Den umiddelbart mest rationelle del af Internet er den elektroniske post. Der er masser af myter og beskrivelser af, hvordan den elektroniske post kan bruges til at skrive med og til hele verden. Men e-post bliver næppe brugt som reklamefanfarerne fortæller. Her kan forskerne heller ikke finde nogen dokumentation for den faktiske anvendelse. Når jeg spørger, de jeg kender, så er den globale anvendelse begrænset til få og professionelle kontakter. E-posten bruges især internt på arbejdspladser - og så til den nærmeste familie. I de næste mange år vil e-post først og fremmest blive brugt til at udbygge allerede eksisterende lokale netværk. Med tiden etableres netværk på netværk. Vi kan kommunikere med hele verden, men vi gør det slet ikke - er min påstand. Men vi har slet ikke materiale til at belyse det. For e-posten arkiveres ikke.

På mindre end et år, fra 1913 til 1914, skrev Bertrand Russell næsten et tusinde breve til forelskelsens genstand, Ottoline Morrell. Dette gemte materiale giver alle med interesse for nobelpristageren en mulighed for at nuancere billedet af ham. Hvis Russell havde skrevet brevene som e-post er det ikke sikkert, vi havde haft kilden idag. Og sproget ville sikkert have været mere kortfattet.

Ville en HC Andersen i dag lade storken tale egyptisk i et hurtigt formuleret digital-eventyr? Eller, hvis HC Andersen havde brugt elektronisk kalender: så ville vi næppe have fået det indblik i hans egen opfattelse af kroppens behov.

Især e-posten, men også den øvrige brug af skærmene, giver store ændringer i vores skriftlige sprog. Men hvilke redskaber får Dansk Sprognævn til at vurdere ændringerne og deres ophav?

Vi kan selvfølgelig ikke lave "pligtaflevering" af private elektroniske breve. Bertrand Russells breve og HC Andersens kalender er jo heller ikke bevaret som pligtaflevering. Men heldigvis har en del personer fornemmelse for bevaringen - de færreste dog så omfattende og perfektionistisk som Richard Nixons egne båndoptagelser! Frivillige indsamlinger og omfattende stikprøver kunne være nogle af midlerne til at få denne dokumentation.

På Internet er nyhedsgrupperne et omfattende system af emnerelaterede debatter. Når disse debatter beskrives i aviserne er det ofte ud fra bizarre eksempler: de læserbrevsskribenter ingen mere gider læse har fundet et nyt sted til ord og tanker, samlere af de mest særegne ting finder en praktisk måde at kommunikere på. Nyhedsgrupperne startede som universitetsdiskussioner, er siden udvidet til det uoverskuelige især inden for fritidsfelterne, men øges nu i mere eller mindre lukkede professionelle nyhedsgrupper. Men igen: der mangler fuldstændigt empirisk belæg for påstanden -som ingen vil være i stand til at bekræfte eller afkræfte.

En væsentlig del af Internet er de mange tilhørende programmer. Programværktøj til selv at lave software er efterhånden blevet så lettilgængeligt, at man ikke længere behøver at gå på DTU for at programmere selv. Software kan ikke mere opfattes som et appendiks til hardwaren. Noget sælges gennem nettet, andet kan kvit og frit hentes ned. De mange programmer med alt fra små skærmbilleder f.eks. screensavers til komplekse kommercielle produkter f.eks. browsere er udtryk for en forholdsvis ny og selvstændig del af Internetkulturen. En del af programmerne er lavet i håb om at "blive opdaget" af store koncerner, men væsentlige dele er lavet for at eksperimentere med mulighederne, for at afprøve en ide, et selvstændigt udtryk. Her er måske Internets mest originale udtryk, programmerne på Internet, som slet ikke kan genskabes eller genfortælles gennem andre medier. Og her kan man være ret sikker på, at ophavsmændene sletter de tidlige versioner, når de laver forbedringer. Så masser af originalt stof er forlængst slettet. Det er end ikke muligt at lave opgørelser over mængderne af software.

Det er en helt almindelig misopfattelse, at Internet er homogent, alt er tilgængeligt for alle, der er ikke nogen forhindringer. Men Internet består af masser af forhindringer: passwords, sprog, betaling af telefonregning, betaling for særtjenester, domainenavne, uddannelse og forståelse af mediet.

Det at mange kan deltage interaktivt, det at strukturen er uoverskuelig, at man aldrig kommer til en "slutning" som i en bog, giver Internet en anarkistisk og demokratisk myte. Men det er en myte, for anarkiet møder liberalismen. Kulturkampen raser for fuld kraft. Sådan har det været ved udvikling af andre medier: nogle gange vinder public service-synspunkterne, andre gange den rendyrkede kommercialisme. Det demokratiske og anarkistiske element består i, at alle og enhver kan offentliggøre materiale på Internet. Det liberalistiske ses i de store og øgede kapital- og magtkoncentrationer: de stærkes ret til at få næsten al trafik. Du kan udgive din egen digtsamling, men Microsoft gør næppe noget for, at dine potentielle læsere skal finde dig.

De danske myndigheder har travlt med at tilpasse Internet til øvrig lovgivning: forskningsministeriet med at styrke det demokratiske aspekt ved alles adgang til Internet, kulturministeriet med en række vanskelige tekniske afklaringer, biblioteksorganisationer med styring af brugen, og masser af jurister har svært ved at hitte rede i nye globale problemstillinger. Men Internet venter ikke på de danske myndigheder. Danmark risikerer et alternativt "år 2000-problem" - vi ved ikke hvad der foregik på Internet før årtusindskiftet. Indtil videre har ingen danske myndigheder beskæftiget sig med dokumentation af indholdet på danske websider. De danske biblioteks- og kulturinstitutioner har ikke hørt om Internet Archive's omfattende kopiering af også alle danske sider og kender end ikke de praktiske forberedelser til den omfattende svenske dokumentation. Og lur mig: når debatten starter herhjemme, så vil den koncentrere sig om de retlige problemer, tør nogen, som Internet Archive eller Kungliga Biblioteket, bare kopiere løs uden lovhjemmel? Det er stærkt sandsynligt, at fremtidens forskere ikke kan finde dokumentation for 90'ernes danske internetkultur.

Nørderne er muligvis uddøde inden man har materiale til at beskrive deres liv på nettet. Danmarkshistorien kan så skrives både uden riddere - og uden nørder!

Tom Ahlberg

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]