Her sættes fokus på koblingen mellem kunstmuseet og
uddannelse. Det sker udfra en holdning om, at kunstmuseerne bør opprioritere de
aktiviteter, som er af mere oplysende og uddannelsesmæssig karakter. Hvordan skaber
museet bedst en vellykket kunstundervisning?
Fra en overordnet kulturhistorisk betragtning fremstår kunstmuseet som
et oplagt sted for uddannelse og oplysning i 1990'ernes samfund. For vi lever netop i en
verden, hvor en stor og kraftfuld del af kommunikationen foregår via visuelle medier. Den
strøm af billeder fra reklamer, MTV, video, computerspil og Internet, som præger de
fleste menneskers hverdag, skaber en større modtagelighed overfor og interesse i det
visuelle sprog.
Når vi i det følgende taler om "uddannelse" som et af de
områder, kunstmuseet bør satse mere på i de kommende år bruges uddannelse som en
samlet betegnelse for alt, hvad der foregår af undervisning, projektarbejde, aftenkurser,
omvisninger, pædagogisk formidling og kunstseminarer på kunstmuseerne.
Koblingen mellem "uddannelse" og "kunstmuseum" sker
dog sjældent uden problemer og heftig debat. På kunstmuseerne vil der ofte være
stridigheder mellem dem, som ønsker mere undervisning og tager deres afsæt i en
socialpolitisk antagelse om, at kunsten er et gode, alle bør have adgang til; og dem, der
opfatter kunsten som deres primære virkefelt og arbejder udfra modernismens devise om, at
hvis kunsten bare er god nok, kan den sagtens formidle sig selv.
Kunstmuseets uddannelsesmæssige rolle bør indgå som et vigtigt
element i institutionens selvforståelse. For det er gennem uddannelse - snarere end
gennem en bred, markedsorienteret formidling at publikum får nogle redskaber til at
gebærde sig i kunstens mangfoldige, men også relativt utilgængelige univers.
Kunstundervisning giver folk en forståelse af, at det kræver tid og overskud at forholde
sig til kunst, men at kunsten også giver noget tilbage, hvis man giver den tid. En
vellykket uddannelsesindsats ved kunstmuseer kan give befolkningen en større bevidsthed
omkring deres egen identitet, kulturarv og samtid.
Økonomisk set er uddannelsesområdet meget lavt prioriteret ved de
danske kunstmuseer. Budgettet og omfanget af stillinger rettet mod uddannelse er generelt
uforholdsmæssigt lavt sat i forhold til det store antal besøgende, som
uddannelsesafdelingerne varetager. Indenfor den engelske
museumsverden arbejder man i dag med nye organisationsmodeller for kunstmuseet,
hvor budget og personale fordeles ligeligt mellem samlingerne og formidling/uddannelse.
Samme tankegang kan vinde indpas i Danmark, hvis kunstmuseerne vælger at satse på mere
langsigtede formidlingsstrategier, som uddannelse er et af de tydeligste eksempler på.
Uddannelsesområdets lave økonomiske prioritet afspejler kunstmuseernes
generelle holdning til uddannelse og undervisning. Ved de fleste kunstmuseer er der stadig
et skarpt skel mellem museumsinspektørerne og uddannelses/formidlingsinspektørerne. Og
museets selvforståelse defineres generelt udfra museumsinspektørernes arbejde. Hvis
uddannelse skal integreres i kunstmuseets øvrige virke, kræver dette en reorganisering
af museets opbygning, hvor man i højere grad samarbejder på tværs af faglige skel.
Forudsætninger for et vellykket uddannelsesarbejde
Hvis kunstmuseerne vælger at opprioritere uddannelsesområdet, er det
ikke gjort med at sætte mere kunstundervisning på programmet. Et vellykket
uddannelsesarbejde beror på flere overvejelser omkring målsætninger, effektivitet,
indlæringsformer og undervisningsmetoder.
Kunstmuseets uddannelsespersonale bør først og fremmest overveje,
hvilken pædagogik, de ønsker at basere deres
uddannelsespolitik på. Pædagogikken skal både være anvendelig indenfor kunstmuseets
værk-orienterede kontekst og være i overensstemmelse med museets øvrige menneskesyn og
samfundsopfattelse.
Nøglebegreberne for den vellykkede kunstundervisning - som den må se
ud i Danmark i 90'erne - er motivation, erfaring og dialog.
Motivation og nysgerrighed er forudsætningen for al tilegnelse af
viden. Motivation kommer indefra og defineres derfor altid af det enkelte individ. Men det
bør samtidig være museumspersonalets opgave at tage højde for de besøgendes motivation
og ønsker inden man udformer sine undervisningsprojekter. Dette skal ikke forstås
sådan, at det blot handler om behovstilfredsstillelse. Men det handler om, at man skal
blive mere bevidst omkring publikums niveau og forudsætninger for at tilegne sig
kunstmuseets viden.
I forbindelse med kunstmuseets publikum falder det naturligt at inddele
i tre overordnede grupper (børn, unge
og voksne), som hver især er kendetegnet ved at have
særegne behov, forudsætninger og interesser.
Børn forholder sig meget konkret til deres omverden. Deres tilgang til
billedkunsten er den direkte oplevelse af værkerne. Børn sondrer sjældent mellem
billede og virkelighed. Deres spørgsmål til kunsten og kunstmuseet går i første omgang
på det helt konkrete. Deres primære interesse er indlevelse og et selvstændigt udvalg
af værkerne.
Unge tænker mere abstrakt og analytisk. De interesserer sig i højere
grad for større kulturelle og eksistentielle spørgsmål og vil gerne diskutere deres
synspunkter med andre. Gymnasie- og handelsskoleelever forbinder ofte museumsbesøg med
familieværdier og skolen. Derfor er det vigtigt at bevise, at kunstmuseet også rummer
andre værdier og muligheder, som faktisk knytter an til deres interesser.
Voksne involverer sig i kunstmuseets undervisningstilbud ud fra en indre
motivation om at lære nyt, mens børn og unge som oftest motiveres af ydre
omstændigheder. Det voksne publikum er kendetegnet ved en selvstændig indlæring. De
opsøger almene, eksistentielle problemstillinger, snarere end specifikke kunsthistoriske
emner. Derfor vil en tematisk indfaldsvinkel ofte være at foretrække, specielt hvis den
rummer mulighed for, at skabe en personlig tilknytning til kunstværkerne.
Overvejelserne omkring disse gruppers interesser og behov, bør følges
af mere specifikke overvejelser omkring det enkelte kunstmuseum: hvilken type samling har
museet, hvad betyder museets geografiske placering, personalets ekspertise, museets
fysiske miljø og forholdet til de lokale uddannelsesinstitutioner.
Erfaringer fra tidligere undervisningsprojekter (Arkens
pilotprojekt for unge), overvejelser omkring forskellige indlæringsformer og
vurderinger af den mest hensigtsmæssige udformning af undervisningsmaterialet vil som
regel også øge udbyttet af undervisningen.
Se evt. følgende artikler for flere informationer om museer og
uddannelsespolitik samt referencer til relaterede emner og litteratur: Peter Clarke:
Developing education in museums og George
Hein: The Constructivist Museum
Næste artikel
den engelske museumsverden
pædagogik børn unge voksne
Arkens pilotprojekt for unge
[Intro][Publikum][Formidling][Historie]
Søndag Aften 0198
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.