Mange kunstmuseer har indenfor de sidste år flyttet
fokus over på deres modtagere. Formålet er at forbedre og effektivisere formidlingen ved
at tilpasse den til de besøgendes individuelle behov og forventninger.
Museernes interesse for publikums sammensætning, deres behov og
forventninger er relativ ny. Traditionen for publikumstudier begyndte indenfor det
anglosaksiske universitetsmiljø i starten af dette århundrede, men det var først sidst
i 1970'erne og i starten af 1980'erne, at det begyndte at interessere museernes ansatte.
Studiet af publikum op gennem det 20. århundrede har været mest fremherskende og anvendt
i USA, og her finder man i dag de mest udviklede systemer og metoder til at definere og
evaluere museumspublikummet.
Indenfor publikumstudier er der generelt sket en udvikling væk fra de
kvantitative demografiske studier, der udelukkende karakteriserer publikum ud fra
personlige data - alder, køn, indkomst, profession og nationalitet. Istedet forsøger man
idag at nuancere billedet ved at se bagom publikums ydre karaktértræk. Indenfor den
nyere kvalitative forskning anskues museumsbesøget som en interaktiv
kommunikationsproces, hvor publikum indbefatter mere end blot deres socioøkonomiske og
biologiske baggrund.
Som eksempel på den nyere form for publikumstudier kan man nævne de to
amerikanske museumsteoretikere John H. Falk og Lynn D. Dierkings bog "The
Museum Experience" fra 1992. Bogen er en opsummering af resultaterne indenfor
publikumstudier, og den viser hvorledes undersøgelserne op gennem 1980'erne og 1990'erne
lægger vægt på mange forskellige faktorer i samspillet mellem museet og publikum. Et
andet eksempel er Constance Perins artikel "The
Communicative Circle. Museums as Communities", ligeledes fra 1992. Constance
Perin argumenterer for, at museerne bør inddrage publikum under selve
udstillingsplanlægningen, således at udstillingen mest muligt kommer til at modsvare
publikums interesser og behov. I begge tilfælde ser man, at publikumstudier anvendes til
at effektivisere og målrette formidlingen.
Museumsinstitutionens stigende opmærksomhed og interesse for sit
publikum i 1990'erne er resultatet af en økonomisk og kulturpolitisk udvikling, der har
medført, at museerne er blevet mere markedsorienterede. Idag er det fx ikke ualmindeligt
- især i USA - at museerne på baggrund af publikumstudier inddeler de besøgende i forskellige målgrupper. Dels for at skabe den bedst mulige
kommunikationssituation, og dels for at forhøje deres besøgstal.
Elitisme - trods høje besøgstal
Museernes interesse for deres publikum har udviklet sig parallelt med,
at besøgstallene er steget markant. I modsætning til tidligere appellerer kunstmuseerne
idag til børn, børnefamilier, unge og folk der ikke nødvendigvis har en faglig
forudsætning for at forstå og interessere sig for kunst.
Alligevel viser de fleste undersøgelser, at museerne i Vesten kun
besøges af et begrænset udsnit af befolkningen. De, der går på kunstmuseum, er
stadigvæk fortrinsvis folk med en vestlig baggrund, som har en uddannelsesmæssig og
økonomisk høj status. Selvom de europæiske kunstsamlinger allerede sidst i 1700-tallet
blev gjort tilgængelige for befolkningen, og selvom indgangsentréen idag er meget lav,
så tyder alt på, at visse befolkningsgrupper enten frivilligt fravælger eller
ufrivilligt føler sig ekskluderet fra kunstmuseet. Set i forhold til, at globaliseringen
og multikulturaliseringen præger resten af samfundet, kan man undre sig over, hvorfor de
etniske minoriteter er så dårligt repræsenteret på kunstmuseer, såvel i Danmark som i
resten af den vestlige del af verden.
Der findes mange forskellige forklaringer på, at bestemte
befolkningsgrupper stadig ikke går på kunstmuseum. Ifølge den franske sociolog Pierre Bourdieu skyldes det, at der i Vesten stadig hersker
en udbredt elitær kunstopfattelse, som fastholder, at kunst kun er for den uddannede og
velhavende del af befolkningen.
Museernes brug af publikumssegmentering er blevet kritiseret for at
være kommerciel og markedsorienteret. Andre mener, at museerne er i højere grad er nødt
til at sætte udbud lig med efterspørgsel, hvis de vil overleve i konkurrencen med andre
kultur- og underholdningstilbud.
Meget tyder under alle omstændigheder på, at interessen for publikums
ønsker og behov er kommet for at blive. Konkurrencen imellem de forskellige
kulturinstitutioner er blevet skærpet kraftigt i løbet af de seneste årtier på grund
af stigningen i udbud af kulturtilbud og kunstoplevelser. Dette, koblet med øgede
kulturpolitiske krav om rentabilitet og effektivitet, har skærpet de ydre bevæggrunde
for at beskæftige sig med modtagerne af kunstmuseets viden.
Balancen mellem demokratisering og kommercialisering
Når man diskuterer forholdet mellem kunstmuseet og publikum opstår der
uundværligt en principiel diskussion om, hvor meget museerne skal gøre for at tiltrække
de mennesker, der ikke opsøger dem automatisk. Indenfor de sidste par år er museerne
blevet kritiseret for at have bevæget sig ind på områder, der traditionelt set har
været forbundet med underholdningsindustrien (fx har langt de fleste store museer idag en
café, en biograf, en museumsbutik, en koncerthal, m.m.).
I den forbindelse er museerne blevet anklaget for at have udviklet sig
til kommercielle kulturhuse, der dyrker det spektakulære og showprægede i
demokratiseringens og åbenhedens navn. Der er altså faldgruber i forbindelse med
museernes forsøg på at forme formidlingen efter publikums ønsker og interesser. Måske
fordi formidlingen formes efter fejlagtige præmisser. Kommercielle formidlingsstrategier
er ikke nødvendigvis den eneste mulighed for at appellere til et bredere udsnit af
befolkningen.
Hvis danske kunstmuseer fremover vil målrette og effektivisere
kontakten til publikum er det derfor vigtigt, at det ikke kommer til at betyde en
forringelse af museernes øvrige ansvarsområder og faglighed.
En af måderne, hvorpå man kan undgå en tom, markedsorienteret
formidlingsstrategi, er at lade det faglige museumspersonale komme med forslag til,
hvordan elementer af det kvalitative arbejde kan kvantificeres, dvs. formidles til en bred
del af befolkningen. Det bør ikke kun være administratorer og politikere, der dikterer
høje besøgstal - ønsket om at udbrede kunsten på en kvalitativ måde bør være en
fælles målsætning for udstillingsarrangører, museumsformidlere, ledere og politikere.
Hvis det kun er administratorer, som stiller krav om publikums-appel og synliggørelse af
museerne, så er det også kun administratorer, der sætter dagsordnen. Publikumstudier
bør først og fremmest ske ud fra et ønske om at forbedre kvaliteten af museernes udbud
og kræver således en høj grad af samarbejde mellem kunstmuseets kunstfaglige personale
og administratorer.
Næste artikel
Museum Experience The Communicative Circle
forskellige målgrupper Pierre Bourdieu
[Intro][Uddannelse][Formidling][Historie]
Søndag Aften 0198
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.