Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 1998


Publikumstudier i forbindelse med kunstmuseet


Mange kunstmuseer har indenfor de sidste år flyttet fokus over på deres modtagere. Formålet er at forbedre og effektivisere formidlingen ved at tilpasse den til de besøgendes individuelle behov og forventninger.

Museernes interesse for publikums sammensætning, deres behov og forventninger er relativ ny. Traditionen for publikumstudier begyndte indenfor det anglosaksiske universitetsmiljø i starten af dette århundrede, men det var først sidst i 1970'erne og i starten af 1980'erne, at det begyndte at interessere museernes ansatte. Studiet af publikum op gennem det 20. århundrede har været mest fremherskende og anvendt i USA, og her finder man i dag de mest udviklede systemer og metoder til at definere og evaluere museumspublikummet.

Indenfor publikumstudier er der generelt sket en udvikling væk fra de kvantitative demografiske studier, der udelukkende karakteriserer publikum ud fra personlige data - alder, køn, indkomst, profession og nationalitet. Istedet forsøger man idag at nuancere billedet ved at se bagom publikums ydre karaktértræk. Indenfor den nyere kvalitative forskning anskues museumsbesøget som en interaktiv kommunikationsproces, hvor publikum indbefatter mere end blot deres socioøkonomiske og biologiske baggrund.

Som eksempel på den nyere form for publikumstudier kan man nævne de to amerikanske museumsteoretikere John H. Falk og Lynn D. Dierkings bog "The Museum Experience" fra 1992. Bogen er en opsummering af resultaterne indenfor publikumstudier, og den viser hvorledes undersøgelserne op gennem 1980'erne og 1990'erne lægger vægt på mange forskellige faktorer i samspillet mellem museet og publikum. Et andet eksempel er Constance Perins artikel "The Communicative Circle. Museums as Communities", ligeledes fra 1992. Constance Perin argumenterer for, at museerne bør inddrage publikum under selve udstillingsplanlægningen, således at udstillingen mest muligt kommer til at modsvare publikums interesser og behov. I begge tilfælde ser man, at publikumstudier anvendes til at effektivisere og målrette formidlingen.

Museumsinstitutionens stigende opmærksomhed og interesse for sit publikum i 1990'erne er resultatet af en økonomisk og kulturpolitisk udvikling, der har medført, at museerne er blevet mere markedsorienterede. Idag er det fx ikke ualmindeligt - især i USA - at museerne på baggrund af publikumstudier inddeler de besøgende i forskellige målgrupper. Dels for at skabe den bedst mulige kommunikationssituation, og dels for at forhøje deres besøgstal.

Elitisme - trods høje besøgstal

Museernes interesse for deres publikum har udviklet sig parallelt med, at besøgstallene er steget markant. I modsætning til tidligere appellerer kunstmuseerne idag til børn, børnefamilier, unge og folk der ikke nødvendigvis har en faglig forudsætning for at forstå og interessere sig for kunst.

Alligevel viser de fleste undersøgelser, at museerne i Vesten kun besøges af et begrænset udsnit af befolkningen. De, der går på kunstmuseum, er stadigvæk fortrinsvis folk med en vestlig baggrund, som har en uddannelsesmæssig og økonomisk høj status. Selvom de europæiske kunstsamlinger allerede sidst i 1700-tallet blev gjort tilgængelige for befolkningen, og selvom indgangsentréen idag er meget lav, så tyder alt på, at visse befolkningsgrupper enten frivilligt fravælger eller ufrivilligt føler sig ekskluderet fra kunstmuseet. Set i forhold til, at globaliseringen og multikulturaliseringen præger resten af samfundet, kan man undre sig over, hvorfor de etniske minoriteter er så dårligt repræsenteret på kunstmuseer, såvel i Danmark som i resten af den vestlige del af verden.

Der findes mange forskellige forklaringer på, at bestemte befolkningsgrupper stadig ikke går på kunstmuseum. Ifølge den franske sociolog Pierre Bourdieu skyldes det, at der i Vesten stadig hersker en udbredt elitær kunstopfattelse, som fastholder, at kunst kun er for den uddannede og velhavende del af befolkningen.

Museernes brug af publikumssegmentering er blevet kritiseret for at være kommerciel og markedsorienteret. Andre mener, at museerne er i højere grad er nødt til at sætte udbud lig med efterspørgsel, hvis de vil overleve i konkurrencen med andre kultur- og underholdningstilbud.

Meget tyder under alle omstændigheder på, at interessen for publikums ønsker og behov er kommet for at blive. Konkurrencen imellem de forskellige kulturinstitutioner er blevet skærpet kraftigt i løbet af de seneste årtier på grund af stigningen i udbud af kulturtilbud og kunstoplevelser. Dette, koblet med øgede kulturpolitiske krav om rentabilitet og effektivitet, har skærpet de ydre bevæggrunde for at beskæftige sig med modtagerne af kunstmuseets viden.

Balancen mellem demokratisering og kommercialisering

Når man diskuterer forholdet mellem kunstmuseet og publikum opstår der uundværligt en principiel diskussion om, hvor meget museerne skal gøre for at tiltrække de mennesker, der ikke opsøger dem automatisk. Indenfor de sidste par år er museerne blevet kritiseret for at have bevæget sig ind på områder, der traditionelt set har været forbundet med underholdningsindustrien (fx har langt de fleste store museer idag en café, en biograf, en museumsbutik, en koncerthal, m.m.).

I den forbindelse er museerne blevet anklaget for at have udviklet sig til kommercielle kulturhuse, der dyrker det spektakulære og showprægede i demokratiseringens og åbenhedens navn. Der er altså faldgruber i forbindelse med museernes forsøg på at forme formidlingen efter publikums ønsker og interesser. Måske fordi formidlingen formes efter fejlagtige præmisser. Kommercielle formidlingsstrategier er ikke nødvendigvis den eneste mulighed for at appellere til et bredere udsnit af befolkningen.

Hvis danske kunstmuseer fremover vil målrette og effektivisere kontakten til publikum er det derfor vigtigt, at det ikke kommer til at betyde en forringelse af museernes øvrige ansvarsområder og faglighed.

En af måderne, hvorpå man kan undgå en tom, markedsorienteret formidlingsstrategi, er at lade det faglige museumspersonale komme med forslag til, hvordan elementer af det kvalitative arbejde kan kvantificeres, dvs. formidles til en bred del af befolkningen. Det bør ikke kun være administratorer og politikere, der dikterer høje besøgstal - ønsket om at udbrede kunsten på en kvalitativ måde bør være en fælles målsætning for udstillingsarrangører, museumsformidlere, ledere og politikere. Hvis det kun er administratorer, som stiller krav om publikums-appel og synliggørelse af museerne, så er det også kun administratorer, der sætter dagsordnen. Publikumstudier bør først og fremmest ske ud fra et ønske om at forbedre kvaliteten af museernes udbud og kræver således en høj grad af samarbejde mellem kunstmuseets kunstfaglige personale og administratorer.

Næste artikel

Museum Experience The Communicative Circle

forskellige målgrupper Pierre Bourdieu

[Intro][Uddannelse][Formidling][Historie]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.