Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 1998


Opprioriteringen af formidlingsområdet


Fra at være et næsten usynligt område i kunstmuseernes historie, er formidling idag blevet et nøgleord.

Hvor det før var museernes øvrige arbejdsområder (indsamling, registrering, bevaring og forskning), der blev tillagt størst betydning, ser størstedelen af museumsformidlerne det idag som en nødvendighed at markedsføre sig selv. Fra at være en passiv, lukket institution har kunstmuseerne udviklet sig til at være åbne og imødekommende overfor befolkningen - såvel i Danmark som i resten af den vestlige del af verden.

Opprioriteringen af formidlingsområdet går ikke kun på en øget markedsføring og en synliggørelse af kunstmuseets udstillinger og aktiviteter. Holdningen til, hvad publikum kan forvente af kunstmuseet, har ligeledes ændret sig. Tidligere gik museumspersonalet ud fra, at folk kom for kunstens skyld, og at de, der kom, på forhånd havde kendskab til kunsthistorien. Idag har man erfaret, at det for mange mennesker er en hjælp, hvis værkerne ledsages af forklarende oplysninger. Flere og flere udstillingsarrangører anlægger derfor en tematisk vinkel på kunstværkerne og forholder sig derved til aktuelle, vedkommende problemstillinger.

Opgør med kunstmuseets autoritet og objektivitet

Udviklingen indenfor de kulturteoretiske studier, med filosofiske strømninger som dekonstruktionen og poststrukturalismen, har medført, at man idag betvivler enhver form for sandhed og objektivitet. Kritikken rammer især de store Institutioner, herunder også kunstmuseet. Udviklingen afspejler sig bl.a. derved, at der idag bliver lagt meget vægt på forholdene omkring tilrettelæggelsen af en udstilling og dens tema eller koncept. Før i tiden tvivlede ingen på, at den kunsthistoriske kanon repræsenterede en indlysende kvalitet. Idag gør udstillingsarrangører i stigende grad opmærksomme på, at der ligger subjektive valg og kulturelt bestemte værdikriterier bag enhver udstilling.

Samlet kan man sige, at kritikken har betydet, at der idag er en forventning om, at udstillingsarrangører og museumsformidlere reflekterer over deres egen position som afsendere og autoriteter. I bestræbelsen på at afgive den enerådende autoritet gøres kunstudstillinger i mange tilfælde til et forum for meningsudveksling. Derved undgår museet at postulere, at der findes et sandt og sammenhængende forløb bag udstillingen.

Når museerne idag søger en formidlingsform, der undgår at foregive endegyldig autoritet, objektivitet og sandhed, rummer de digitale medier (Internet og CD-Rom) et stort potentiale. Brugen af de nye medier indeholder muligheden for at omvende den traditionelle monologiske envejskommunikation, til en dialogisk kommunikationssituation, hvor publikum selv deltager aktivt. Ved brugen af de digitale medier er det i høj grad publikum selv, der vælger hvilke informationer, de ønsker, og hvilken rækkefølge de skal komme i. Endnu har de digitale medier dog ikke slået endeligt igennem, hverken på udenlandske eller danske museer (se evt. Guide til museer på Internet).

Kritik af udviklingen

Kulturpolitisk set opfylder museernes stigende vægt på formidling et krav om, at kunsten skal demokratiseres og ikke længere kun skal være tilgængelig for den bedst uddannede del af befolkningen. Udviklingen er imidlertid også blevet kritiseret for at ske på bekostning af museernes indholdsmæssige kvalitet og faglige kompetence i forhold til varetagelsen af kunsten. Kritikere mener, at der i disse år bliver fokuseret for meget på tom underholdning og spektakulære begivenheder, og at grænsen mellem kunstmuseer, kunsthaller og kulturhuse er ved at blive nedbrudt.

Arkitekturen har idag en centrale rolle indenfor museumsbyggeri. Det er blevet kritiseret for at være endnu et skridt henimod en forførende, feticheret museumskultur, som markedsbevidst iscenesætter et show - en tom form, der mangler en kvalitativ indholdsside. Når arkitekturen, sammen med andre underholdningsprægede aktiviteter, påberåber sig stor opmærksomhed er der fare for, at museerne fortrænger kunsten som deres egentlige årsag og legitimeringsgrundlag. Kritikerne advarer derfor imod, at museerne udvikler sig til postmoderne, markedsorienterede kulturhuse, hvor kunsten udelukkende indgår som ikoner eller tomme varemærker.

Hvis formidlingen skal undgå at lægge sig i forlængelse af en tom begivenhedskultur er det vigtigt, at kunstmuseerne ikke blindt forsøger at efterligne andre kulturinsitutioner, men bevarer deres særkende: kunsten. Kunstformidlingen bør derfor hele tiden ledsages og underbygges af et forskningsbaseret arbejde, som grundlægger sig på et helhedssyn. At lægge vægt på forskning er en måde at sikre formidlingens indholdsmæssige kvalitet, og det fremstår meget vigtigt, at de to områder - formidling og forskning - samarbejder tæt.

Næste artikel

digitale medier forskning

[Intro][Uddannelse][Publikum][Historie]

Søndag Aften 0198

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.