Fra at være et næsten usynligt område i
kunstmuseernes historie, er formidling idag blevet et nøgleord.
Hvor det før var museernes øvrige arbejdsområder (indsamling,
registrering, bevaring og forskning), der blev tillagt størst betydning, ser
størstedelen af museumsformidlerne det idag som en nødvendighed at markedsføre sig
selv. Fra at være en passiv, lukket institution har kunstmuseerne udviklet sig til at
være åbne og imødekommende overfor befolkningen - såvel i Danmark som i resten af den
vestlige del af verden.
Opprioriteringen af formidlingsområdet går ikke kun på en øget
markedsføring og en synliggørelse af kunstmuseets udstillinger og aktiviteter.
Holdningen til, hvad publikum kan forvente af kunstmuseet, har ligeledes ændret sig.
Tidligere gik museumspersonalet ud fra, at folk kom for kunstens skyld, og at de,
der kom, på forhånd havde kendskab til kunsthistorien. Idag har man erfaret, at det for
mange mennesker er en hjælp, hvis værkerne ledsages af forklarende oplysninger. Flere og
flere udstillingsarrangører anlægger derfor en tematisk vinkel på kunstværkerne
og forholder sig derved til aktuelle, vedkommende problemstillinger.
Opgør med kunstmuseets autoritet og objektivitet
Udviklingen indenfor de kulturteoretiske studier, med filosofiske
strømninger som dekonstruktionen og poststrukturalismen, har medført, at man idag
betvivler enhver form for sandhed og objektivitet. Kritikken rammer især de store
Institutioner, herunder også kunstmuseet. Udviklingen afspejler sig bl.a. derved, at der
idag bliver lagt meget vægt på forholdene omkring tilrettelæggelsen af en udstilling og
dens tema eller koncept. Før i tiden tvivlede ingen på, at den kunsthistoriske kanon
repræsenterede en indlysende kvalitet. Idag gør udstillingsarrangører i stigende grad
opmærksomme på, at der ligger subjektive valg og kulturelt bestemte værdikriterier bag
enhver udstilling.
Samlet kan man sige, at kritikken har betydet, at der idag er en
forventning om, at udstillingsarrangører og museumsformidlere reflekterer over deres egen
position som afsendere og autoriteter. I bestræbelsen på at afgive den enerådende
autoritet gøres kunstudstillinger i mange tilfælde til et forum for meningsudveksling.
Derved undgår museet at postulere, at der findes et sandt og sammenhængende
forløb bag udstillingen.
Når museerne idag søger en formidlingsform, der undgår at foregive
endegyldig autoritet, objektivitet og sandhed, rummer de digitale
medier (Internet og CD-Rom) et stort potentiale. Brugen af de nye medier
indeholder muligheden for at omvende den traditionelle monologiske envejskommunikation,
til en dialogisk kommunikationssituation, hvor publikum selv deltager aktivt. Ved brugen
af de digitale medier er det i høj grad publikum selv, der vælger hvilke informationer,
de ønsker, og hvilken rækkefølge de skal komme i. Endnu har de digitale medier dog ikke
slået endeligt igennem, hverken på udenlandske eller danske museer (se evt. Guide til museer på Internet).
Kritik af udviklingen
Kulturpolitisk set opfylder museernes stigende vægt på formidling et
krav om, at kunsten skal demokratiseres og ikke længere kun skal være tilgængelig for
den bedst uddannede del af befolkningen. Udviklingen er imidlertid også blevet kritiseret
for at ske på bekostning af museernes indholdsmæssige kvalitet og faglige kompetence i
forhold til varetagelsen af kunsten. Kritikere mener, at der i disse år bliver fokuseret
for meget på tom underholdning og spektakulære begivenheder, og at grænsen mellem
kunstmuseer, kunsthaller og kulturhuse er ved at blive nedbrudt.
Arkitekturen har idag en centrale rolle indenfor museumsbyggeri. Det er
blevet kritiseret for at være endnu et skridt henimod en forførende, feticheret
museumskultur, som markedsbevidst iscenesætter et show - en tom form, der mangler en
kvalitativ indholdsside. Når arkitekturen, sammen med andre underholdningsprægede
aktiviteter, påberåber sig stor opmærksomhed er der fare for, at museerne fortrænger
kunsten som deres egentlige årsag og legitimeringsgrundlag. Kritikerne advarer derfor
imod, at museerne udvikler sig til postmoderne, markedsorienterede kulturhuse, hvor
kunsten udelukkende indgår som ikoner eller tomme varemærker.
Hvis formidlingen skal undgå at lægge sig i forlængelse af en tom
begivenhedskultur er det vigtigt, at kunstmuseerne ikke blindt forsøger at efterligne
andre kulturinsitutioner, men bevarer deres særkende: kunsten. Kunstformidlingen bør
derfor hele tiden ledsages og underbygges af et forskningsbaseret arbejde, som
grundlægger sig på et helhedssyn. At lægge vægt på forskning
er en måde at sikre formidlingens indholdsmæssige kvalitet, og det fremstår meget
vigtigt, at de to områder - formidling og forskning - samarbejder tæt.
Næste artikel
digitale medier forskning
[Intro][Uddannelse][Publikum][Historie]
Søndag Aften 0198
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.