Historisk rids af museumsinstitutionens udvikling
Siden sin spæde start i Antikken har museet varetaget forskellige
funktioner i samfundet. I visse perioder har museet fungeret som et kulturbevarende
tempel, hvor man har værnet om nationens ophøjede værker - og nærmest forsøgt at
beskytte kunsten fra masserne. Til andre tider har museet spillet en mere aktiv rolle i
samfundet som et kulturskabende forum, hvor viden og kunst er blevet debatteret og
problematiseret.
Følgende artikel præsenterer et historisk rids over museet udvikling
med nedslag i de væsentlige perioder: Antikken, Renæssancen, Oplysningstiden,
Romantikken og det 20. årh. Målet er at tydeliggøre, hvorledes museet har vekslet
mellem rollen som en kulturbevarende og en kulturskabende institution.
Antikken
Begrebet "museum" stammer fra det græske ord
"museion". Museion var antikkens betegnelse for musernes templer, og muserne
stod som beskyttere af bestemte videnskaber eller kunstarter (digtekunsten, komedien,
tragedien, m.m.).
Udover at være musernes templer - og dermed steder for
kunstnerisk fordybelse - var oldtidens museion et forum for filosofiske og
naturvidenskabelige diskussioner - lig vor tids højere læreanstalter.
Antikkens mest berømte museion blev grundlagt af Ptolemy Sotor i
Alexandria ca. 290 f.Kr. Dette ægyptiske museion, hvor bla. Euclid og Archimedes
arbejdede, var stærkt inspireret af Aristoteles' filosofi (384-322 f.Kr.) og fremstår
som en slags prototype på universitetet.
I det gamle Grækenland og Ægypten blev indsamlingen af objekter og
udstillingen af disse ikke tillagt en afgørende betydning for museernes virke, men begge
fænomener var velkendte. Alexandrias museion indeholdt således en mindre samling og
menes ligeledes at havde fungeret som en zoologisk og botanisk have.
Renæssancen
I det 15. århundrede i renæssancens Firenze begyndte man at anvende
begrebet "museion" eller "museum" i betydningen "samling".
Det skete første gang i forbindelse med den berømte og omfattende samling, som blev
grundlagt af en af Firenzes velhavende borgere Cosimo de'Medici (1389-1464) og udbygget af
de'Medici-familien gennem flere generationer, specielt af barnebarnet Lorenzo Il Magnifico
(1449-1492).
Den franske revolution
En anden væsentlig periode i museumsinstitutionens historie er den
franske revolution, hvor museet blev åbnet for offentligheden med afsæt i revolutionens
oplysningsidealer. Museets uddannelsesmæssige funktion blev samtidig et centralt
instrument i statens demokratiske uddannelsespolitik.
Hovedparten af Europas kunstsamlinger blev tilgængelige for publikum i
1770'erne og 1780'erne. 1700-tallets offentlige kunstmuseer medvirkede til en
demokratisering af kunstoplevelsen, idet museerne gik ind og redefinerede sine samlinger
med afsæt i oplysningstidens generelle reorganisering af viden og tidens kamp mod
privilegiernes arvefølge. Kunstværket repræsenterede herefter ikke længere kongen og
adelen, men eksemplificerede en bestemt genre indenfor den nyligt etablerede
kunsthistoriske disciplin. Enhver borger kunne herefter - i princippet - tilegne sig
kunsthistoriens epoker og dermed få en 'sand', æstetisk oplevelse af værket, selv om de
ikke kendte værkets originale kontekst.
Skismaet mellem tempel og forum var fortsat tilstede i
1790'ernes offentlige museum. For selvom fyrsternes og kongernes kunstgallerier nu
fungerede som offentlige kunstmuseer, mistede de ikke deres royale karakter eller deres
monumentale og ceremonielle udtryk.
1700-tallets nye kunstmuseum havde det også fortsat som sin fornemste
opgave at synliggøre nationens styrke og storhed. Derfor var oplysningstidens offentlige
museumsmodel mindst lige så anvendelig indenfor Europas moderniserede og oplyste
monarkier.
1800-tallet
I 1800-tallet opstod museet som den moderne institution, vi kender idag.
Opkomsten af museet som en moderne institution var mulig på grund af forbedrede
økonomiske og sociale forhold i samfundet. Disse forbedringer ledte ikke kun til
etableringen af det offentlige kunstmuseum, men også til oprettelsen af andre moderne,
vestlige institutioner som universiteter og hospitaler.
1800-tallets europæiske kunstmuseum blev præget af den
national-romantiske tankegang, som dominerede resten af samfundet. Museumsinstitutionen
udviklede sig til et verdsligt tempel, der skulle bære vidnesbyrd om de kunstskatte,
nationen havde frembragt. Eller som man havde erhvervet fra den europæiske kulturkreds og
oversøiske kolonier i den tredje verden.
Amerikas første kunstmuseer
Ser man på udviklingen i USA er det først i midten af 1800-tallet, at
egentlige offentlige museer tager form. Dette skete med afsæt i det europæiske
museumskoncept. Amerika fik sit første større kunstmuseum Wadsworth Atheneum i 1842 i Hartford.
I 1870 grundlagdes desuden Metropolitan Museum of
Art i New York og i 1876 Museum
of Fine Arts i Boston. Initiativtagerne til etableringen af et nationalt museum i
USA var familien Smithson, som i 1850'erne grundlagde den stadigt indflydelsesrige
Smithsonian Institution.
Den overordnede holdning bag museumsudviklingen i Amerika var, at man
ønskede at oplyse befolkningen. I forhold til de europæiske kunstmuseer, som ofte
udsprang af kongelige samlinger, vægtede de amerikanske museer deres uddannelsesmæssige
rolle langt højere. Og man anså derfor det at udgøre et forum for viden i samfundet som
institutionens hovedfunktion.
I denne tidlige fase i udviklingen var de amerikanske museer samtidig
mere udadvendte og forbrugerorienterede end de europæiske, bl.a. fordi de skulle
legitimere deres eksistensberettigelse i forhold til Amerikas andre populære
attraktioner: markedspladserne, de store vandreudstillinger og de nye stormagasiner.
Det 20. århundrede
I første halvdel af det 20. århundrede var det europæiske museum
stadig båret af ønsket om at udtrykke en stærk og ensartet national identitet. Men op
gennem anden halvdel af det 20. århundrede har kunstmuseet i stigende omfang bevæget sig
bort fra rollen som kulturarvens tempel, og i stedet opprioriteret sin rolle som forum for
debat, meningspluralisme og kulturudveksling.
Overgangen fra tempel til forum tog fart fra 1970'erne og frem, hvor
museerne begyndte at lægge vægt på fleksibilitet, folkelighed og på, at museet skulle
udgøre et medium for almendannelse og oplysning af befolkningen.
Sidst i 1970'erne begyndte man ligeledes at eksperimentere med nye
museumsformer, som man kender dem fra Centre
Georges Pompidou og Musée d'Orsay
i Paris og Tel Aviv Museum of Art i
Israel. Disse museumskomplekser blev anlagt som et alternativ til det traditionelle,
nationale kunstmuseum. De blev skabt udfra ønsket om, at lade museet indgå i en større
kulturel og uddannelsesmæssig sammenhæng og med hensigten om at tiltrække et mere
varieret publikum.
På dansk grund skete omlægningen af kunstmuseerne sideløbende med, at
man kulturpolitisk set bevægede sig fra et snævert humanistisk kulturbegreb, hvor kultur
sættes lig med kunst, henimod et mere pluralistisk og antropologisk kulturbegreb, hvor
alle samfundets aktiviteter (sport, aftenskoler, lokalteater, m.m.) opfattes som kultur,
og hvor man lægger vægt på befolkningens aktive deltagelse omkring skabelsen af kultur.
Moderniseringen af museumsinstitutionen fortsatte i øget tempo i
1980'erne og 1990'erne. Her har man samtidig set en del nye museer skyde frem, som ofte er
blevet skabt i periferien af såvel det klassiske museumskoncept som nationens
traditionelle kunstcentre. Karakteristiske eksempler på disse er Arken ved Ishøj og
Kunstmuseum Wolfsburg i Tyskland, som begge befinder sig i grænsefeltet mellem det
traditionelle kunstmuseum og kunsthallen samt i geografiske yderregioner som Vestegnen og
Wolfsburg.
Kunstmuseernes omlægning og nyorientering skyldes flere årsager; øget
konkurrence, samfundsmæssige forandringer, mentalitetsændringer i befolkningen, en
stigende internationalisering og kulturpolitiske krav om økonomisk rentabilitet,
publikums-appel og synliggørelse af museets aktiviteter.
Samtidig er kunstmuseernes nyorientering også udtryk for en indre
selvransagelse, hvor man i stigende grad er begyndt at betvivle tidligere tiders
udstillingsprincipper, forskningsmetoder, museets vestlige interessefelt, den såkaldt
objektive historieskrivning og institutionens relativt unuancerede opfattelse af publikum.
[Intro][Uddannelse][Publikum][Formidling]
Søndag Aften 0198
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.