af Preben Wilhjelm

Præmisserne var rigtige, men løsningen forkert. På udbudssiden lykkedes DR i tokanal­systemets første år at indfri en væsentlig del af de erklærede hensigter, men på aftagersiden mislykkedes DR i nærmest katastrofal grad. Efter tokanal­systemet bruger de forskellige målgrupper og befolkningen som helhed DRs programmer på de særligt public service­relevante områder langt mindre end tidligere.

Indfrielsen af målsætningerne
Det lykkedes for DRTV med relativ kort forberedelsestid og uden øgede ressourcer at få den nye kanal i luften som planlagt. Det må siges at være en præstation i sig selv.
Det er også lykkedes at give DR2 den tiltænkte profil og at forøge udbudet af egenproducerede ungdomsprogrammer og andre programmer for særlige målgrupper.
Formodningen om, at det samtidig ville betyde, at DR1 blev mindre alsidig, mindre public service­minded, mere populistisk end det gamle DRTV, bekræftes ikke ved anvendelse af entropi­indekset, - i hvert fald ikke så længe man ikke går meget detaljeret ned i programkategoriseringen. Men det skal understreges, at disse resultater i høj grad beror på, at DR2­programmerne er blevet genudsendt på DR1, og at billedet vil ændres radikalt, hvis dette ikke længere er tilfældet, og der tværtimod som bebudet i DR­ledelsens seneste strategipapir fra februar 1997 konsekvent overflyttes 'smalle' programmer fra DR1 til DR2 uden genudsendelse.
Hvorvidt kvaliteten af de enkelte udsendelser som frygtet er faldet eller dyrere programtyper, som ikke kan forventes fra kommercielle kanaler, har måttet opgives som følge af de stærkt forøgede krav til produktiviteten, er det nok for tidligt at vurdere. Der skimtes tendenser i den retning, men spørgsmålet indgår ikke i de sendefladeundersøgelser, som ligger til grund for denne rapport.

M.h.t. seernes horisontale valgmuligheder, som var en central del af begrundelsen for tokanal­systemet, er det mindre relevant at undersøge, hvorvidt det er opfyldt, så længe mere end en trediedel af seerne kun kan modtage den ene af kanalerne og således ikke inden for systemet har nogen valgmulighed. Der er dog foretaget en opgørelse omfattende uge 38 og 39 (sidste halvdel af september) i 1997. Et af målene var, at seerne aftenen igennem hele tiden skulle kunne se et dansk program på en af kanalerne. I de 70 sendetimer, som ligger mellem kl. 18 og 23 i den pågældende periode, er dette mål kun uopfyldt i 2 1/4 time, eller med andre ord: det er opfyldt i 97% af tiden. Et andet mål var, at seerne altid skulle kunne vælge mellem et oplysende og et underholdende program. I de samme 70 sendetimer over 14 dage er der i alt fire perioder, hver på knap en time, hvor ingen af kanalerne viser et oplysende program (målet opfyldt 95%), mens der i alt er knap 27 timer, hvor man ikke på en af DR­kanalerne kan vælge et underholdningsprogram, inkl. sport (målet opfyldt 62%).
I forbindelse med valgmulighederne var en erklæret målsætning "så mange fælles start­ og sluttidspunkter på de to kanaler som muligt." Indenfor de nævnte 70 sendetimer starter i alt 281 programmer på de to kanaler tilsammen. 122 af disse (43%) har starttidspunkter, som ligger mere end 5 minutter fra nærmeste start­/sluttidspunkt på den anden kanal. Det hjælper ikke stort at se bort fra de situationer, hvor flere kortvarige programmer ligger overfor ét længerevarende. 51 starter af 131 mulige (39%) ligger mere end 5 minutter fra nærmeste start­/ sluttidspunkt på den anden kanal.

Mens det som nævnt er lykkedes at skabe en supplementskanal med en klar profil, som markant adskiller sig fra de kommercielle udbud, er det langtfra lykkedes at nå den udbredelse af DR2s programmer, der var sat som mål, og der er ikke ved udgangen af det første år tegn på, at man bare nærmer sig målet.
Det er ikke i løbet af det første år lykkedes at etablere blot en beskeden gruppe af faste DR2­seere baseret på de målgrupper, kanalen især henvender sig til.
Og hvad værre er: Efter tokanal­systemet bruger de forskellige målgrupper og befolkningen som helhed DRs programmer på de særligt public service­relevante områder langt mindre end tidligere:

Det samlede forbrug af DR­nyheder er faldet med 33%.
De informationssvages forbrug af DR­udsendelser om samfundsforhold er faldet med omkring 25­30% .
Forbruget af egenproducerede ungdomsprogrammer er trods en tredobling af udbudet faldet med omkring 30%.
Forbruget af alle øvrige målgruppe­ eller 'smalle' programmer er ved flytningen til DR2, medregnet genudsendelse på DR1, faldet med 20­75%.

I den henseende har tokanal­systemet indiskutabelt været en public service­mæssig forringelse og dermed en klar fiasko.
Sammenfattende må det konstateres, at mens det på udbudssiden er lykkedes DR i tokanal­systemets første år at indfri en væsentlig del af de erklærede hensigter, så er det på aftagersiden mislykkedes i nærmest katastrofal grad.

Lanceringen af DR2
I begrænset omfang kan resultatet forklares ved mangelfuld, ugennemtænkt eller ligefrem selvmodsigende lancering af DR2:

1) Op til DR2s debut den 30.8.1996 og mange måneder derefter fik man som seer praktisk taget ingen anvisning på, hvordan man skulle finde den nye kanal. F.eks. blev der på hybridnettets service­kanal kun oplyst, hvilket kanalnummer TeleDanmark havde tildelt DR2, ikke hvilken frekvens, den kunne findes på. Og da de fleste seere ikke benytter TeleDanmarks kanalnumre, men vælger deres egen mere bekvemme nummerering, var det ikke til større hjælp. I de første måneder - og endnu efter et år - møder man overalt mistro overfor den påstand, at 60% af befolkningen kan modtage DR2, for "ingen i min omgangskreds kan se den". I boligforeninger, hvor alle er tilsluttet nettet, kan man opleve, at kun et fåtal har fundet kanalen.

2) I 'Hillerød­papiret' fra marts 1996 findes et helt afsnit om "cross­promotion" som et vigtigt redskab til lancering af DR2 (og relancering af DR1). DR skal benytte den enestående situation, at man i forvejen råder over en landsdækkende tv­kanal og tre radiokanaler og bevidst bruge disse til at introducere og skabe interesse for den nye tv­kanal og dens enkelte programmer. Det skete praktisk taget ikke før efter omlægningen den 1.1.1997, altså da DR2 havde været i luften i 4 måneder med meget få seere og allerede var stemplet som "den hemmelige kanal".

3) Ideen om at DR2 skulle være værtsbåret, med nyhedsindslag mellem programmerne og deraf flydende sendetider, opstod og fængede spontant i ønsket om at lave noget anderledes. Konceptet var i direkte modstrid med ledelsens eget billede af netop DR2, hvor man forudsatte, at seerne valgte sig ind selektivt og meget bevidst på grundlag af programoversigterne. På en sådan kanal er der ikke brug for værter til at guide seerne gennem aftenens udsendelser, og for en sådan kanal er flydende sendetider slet og ret ødelæggende. DR2 måtte da også forlade konceptet efter få måneder, da især de flydende sendetider havde vist sig at være til stor irritation for kanalens potentielle seere. (Guidende værter, som introducerer det kommende program afvekslede med korte nyhedsindslag, kan være en udmærket idé, men så måtte det efter ledelsens eget koncept være på DR1, vores kanal, uden målgruppe­programmer, men med et flow, som skal få seerne til at blive hængende, og hvor det derfor ikke betyder helt så meget, om næste program starter tre minutter før eller siden).

4) Der var fra starten ikke et tilstrækkeligt lager af originale udsendelser til den nye kanal, og især efter sendetidsudvidelsen pr. 1.1.1997 kunne sendefladen ikke fyldes uden at gøre udstrakt brug af genudsendelser og hyldevarer fra indkøbsafdelingen, som kunne være udmærkede i sig selv, men ikke altid matchede kanalens profil.

5) Forsøget med populære (Eddie Murphy­)film som slagvarer faldt ikke heldigt ud. Det skabte signalforvirring omkring den nye kanal uden i synderlig grad at tjene formålet: at bidrage til at indarbejde kanalen i seernes bevidsthed.

6) Problemet med at finde kanalen, som kunne iagttages fra starten, blev først taget op af DR efter at DR2 havde været i luften i et helt år. Et bredt annonceret tilbud om gratis eksperthjælp til at stille ind på kanalen kom ét år for sent.

Sammenfattende må det konstateres, at selv om det er forståeligt, at en ny tv­kanal ikke fra første færd finder sin endelige form, men kræver justeringer undervejs, så har konceptet for og især lanceringen af DR2 langtfra været optimal.

Erfaringerne med andre supplements­kanaler
Selv om der på de nævnte og muligvis andre punkter er sket fejl (som især må tilskrives den korte, hektiske forberedelsestid), er der ikke grund til at tro, at resultatet m.h.t. seertal ville have været meget anderledes foruden. NRKs tilsvarende nye supplementskanal, hvis profil svarer ret nøje til DR2s, har nøjagtig de samme problemer med at slå igennem hos seerne. Og TV3+, som blev søsat kort efter DR2 med den stik modsatte profil (de mest populære film, talkshows og sportsbegivenheder, der kan opdrives) har endnu lavere seertal end DR2. Tilsvarende erfaringer er gjort med nye tv­kanaler i bl.a. England og Tyskland flere år før planerne om et DR2 første gang blev fremsat.
Sammenfattende trænger spørgsmålet sig på, om ikke det er selve idéen om en ny kanal, der er en fejltagelse, i det mindste vurderet i det overordnede perspektiv: public service­tv's situation og berettigelse i en fremtid, der i stadig højere grad præges af benhård konkurrence fra kommercielle kanaler.

Forkert løsning på rigtig problemstilling
Omkring oprettelsen af DR2 forelå for beslutningstagerne en række (udtalte eller uudtalte) præmisser eller problemstillinger, som formentlig er uden for diskussion:

a) Den overordnede opgave er at styrke public service­tv overfor de kommercielle kanaler.

b) Det kræver to koordinerede tv­kanaler fuldt ud at opfylde public service­forpligtelserne.

c) Public service betyder bl.a. valgmuligheder, mere konkret: seerne skal altid kunne vælge et dansk program og altid kunne vælge mellem oplysning og underholdning.

d) Public service indebærer også betjening af særlige målgrupper i god sendetid.

e) To koordinerede, landsdækkende public service­kanaler er tilstrækkeligt til at opfylde punkt c og d.

f) Selvom tv­forbruget fortsat øges, synes det mættet i primetime.

g) Der er ingen udsigt til mærkbart øgede licensmidler.

h) Der er ingen udsigt til større reklameindtægter for public service­kanalerne, snarere tværtimod (som følge af den øgede konkurrence om annoncørerne).

i)En ny tv­kanal vil ikke kunne blive landsdækkende.

j)Erfaringen fra andre lande viser, at med det allerede eksisterende tv­udbud tager det adskillige år at indarbejde en ny tv­kanal.

k) En ny kanal indenfor det eksisterende budget indebærer risiko for forringelse af programmerne og/eller afståelse fra de større satsninger, som kun kan forventes af public service­kanaler.

På disse præmisser er der én og kun én rationel konklusion: Danmark har i forvejen to public service­kanaler. De er begge landsdækkende. Og det er påvist, at de ved en koordineret programlægning med lethed kan opfylde punkt c og med god vilje også punkt d. Den eneste rationelle løsning ville være på den ene eller anden måde, om nødvendigt ved sammenslutning under fælles ledelse, at sikre koordineret programlægning og samlet varetagelse af public service­opgaverne i øvrigt af disse to kanaler.

Stationernes holdning
Det ville være meget forlangt, at DRs og TV2s ledelser (det være sig direktion eller bestyrelse) af egen drift foreslår en løsning, som kan indebære deres egen nedlæggelse. I højtidelige stunder kan de godt blive enige om, at den afgørende skillelinie ikke går dem imellem, men mellem public service­udbudet og det kommercielle udbud. I daglig praksis derimod bekriger de hinanden - til skade for seerne og til skade for den samlede public service­sektor. Der har været gjort forsøg på aftaler om programkoordinering på begrænsede områder, men det er hver gang endt med, at kampen om seerne har fået forrang.
Ingen af parterne har noget at lade den anden høre. TV2s oprindelige placering af Nyhederne var alene bestemt af ønsket om at genere DR mest muligt. DR har på sin side i årevis gjort det til en hovedopgave at finde modtræk på de sendepladser, hvor TV2 havde størst seersucces. I DR­ledelsens seneste strategi­papir fremstilles TV2 (bortset fra indkøbssamarbejdet vedr. sportstransmissioner) ikke som en partner, men som en modstander helt på linie med TV3, undertiden endda som "hovedmodstanderen". Og senest har vi set, at en af DRs større satsninger indenfor et klart public service­område som ny dansk dramatik, Taxa, af TV2 bliver mødt med det (pris)billigste og mest effektive destruktive modtræk: gamle, danske folkekomedier. Med det resultat, at Taxa får omkring 1/2 mio færre seere end en sådan serie under andre omstændigheder ville have fået.
Pointen er, at der ikke er tale om dårskab eller ondskabsfuldhed. Som dansk public service­tv nu er organiseret, handler hver af stationerne fuldstændig rationelt udfra deres eget begrænsede univers. Og det er illusorisk at forestille sig, at de med denne organisation kan og vil varetage overordnede seer­ eller public service­interesser.

Mediepolitikernes ansvar
Det skulle man derimod kunne forvente af mediepolitikerne, d.v.s. regeringen i almindelighed og kulturministeren i særdeleshed samt partiernes mediepolitiske ordførere. Det er svært at forstå, hvorfor de ikke på ovennævnte præmisser kunne få øje på den mest indlysende løsning, men vælger at give grønt lys for en ny kanal, som dræner ressourcer fra den allerede eksisterende public service­sektor, som ikke er landsdækkende (hvilket ellers indgår i alle gængse public service­definitioner), og som kan forudsiges at marginalisere de særligt public service­relevante programmer.
En forklaring kunne være, at den mest oplagte løsning på det samlede public service­problem ville se ud som et tilbagetog fra den ti år gamle beslutning om to gensidigt uafhængige, konkurrerende public service­stationer. Men det ville (forbåbentlig) være en ganske uretfærdig nedvurdering af de pågældende politikere at gå ud fra, at rene prestigehensyn har været afgørende i et så vigtigt kulturpolitisk spørgsmål. At de fastholder forestillingen om, at konkurrence på så skæve vilkår (med den ene station overvejende reklamefinansieret) ville føre til højnelse af kvaliteten og større bredde i udbudet f.eks. på nyhedsområdet, når ni års erfaringer har demonstreret det modsatte. Eller at de ikke har fantasi til at forestille sig, at en omstrukturering kan foretages, uden at det fremstår som et nederlag for den ene af parterne.

De uafhængige konsulenter
Hvad de nævnte rollehavere måtte have af blokerende bindinger eller prestige, omfatter ikke de uafhængige medieforskere, som var medlem af eller blev brugt som konsulenter for Medieudvalget forud for de afgørende beslutninger i 1995. Men ingen af disse pegede på den mest oplagte løsning. En enkelt nævnte i forbifartenkoordinations­ eller sammenlægningsmuligheden, men endte med ligesom de øvrige at foreslå supplementskanaler. At dette altid skete under udtrykkelig forudsætning af væsentligt øgede licensmidler (i ét tilfælde endda omfattende fuld licensfinansiering af TV2) kan dårligt tjene som 'livsforsikring', da det på forhånd lå klart, at det var politisk helt urealistisk.

En pikant undtagelse
Dog var der, viser det sig senere, én bemærkelsesværdig undtagelse:

"Statsministerens Medieudvalg har diskuteret en sådan definition (af begrebet public service, red.) med udgangspunkt i alsidigheden , svarende til hvad der her er kaldt vertikal mangfoldighed. Derefter skriver Medieudvalget:

"Endelig handler begrebet alsidig hed eller mangfoldighed om valgmuligheder for publikum. Dette kan anskues ikke kun ud fra den enkelte institutions eller kanals samlede udbud, men må i den nuværende situation også anskues ud fra det samlede udbud i henholdsvis radio og TV, d.v.s. ud fra det samlede systems perspektiv. Ud fra modtagerens synspunkt handler valgmulighederne i høj grad også om, hvilke forskellige valgmuligheder der foreligger i det samme tidsrum. Når et moderne public service begreb i højere grad fokuserer på serviceaspektet, er det klart, at det bliver vigtigt at kunne tilgodese så mange målgrupper i de bedste sendetider som muligt."
Så langt er vi fuldstændig enige med Medieudvalget. Men vi forbløffes over den næste, konkluderende sætning:
"Derfor er spørgsmålet om supplementskanaler for de eksisterende public service institutioner meget vigtige at tage stilling til."

Medievalget vælger vejen udenom den varme grød. Hvor den indlysende konklusion er at bruge de to eksisterende public service institutioner til at sikre seernes (vertikale og) horisontale valgmulighed, peger man på supplementskanaler som svage nødløsninger. ...På små nordiske markeder vil denne strategi let risikere at føre til kvalitetstab og ressourcespild.
... Public service burde gå ud på at sikre seernes valgfrihed, ikke stationernes."

Denne svada er konklusionen på en artikel i Forskningsrapport nr. 1B/96, udgivet af Danmarks Radio, skrevet af DRs medieforskningschef Erik Nordahl Svendsen og en af hans medarbejdere, Alexander P. Nielsen og offentliggjort i marts 1996. Det var den tidligere omtalte artikel, som påviser, at DR og TV2 allerede med det eksisterende programudbud let ville kunne sikre både vertikal og horisontal valgmulighed, hvis sendeplanerne blev koordineret.
Tidspunktet er interessant. Marts 1996. Da var løbet kørt, og hele institutionen blev søgt mobiliseret for at få den af DR­ledelsen længe eftertragtede supplementskanal i luften den 30. august 1996. Den nye tv­direktør var ansat få uger forinden, 'Hillerød­papiret' havde netop set dagens lys eller var lige på trapperne, ledelsen arbejdede ihærdigt på at engagere medarbejderne i projektet, stemningen var (bl.a. på baggrund af 300 fyringer) ikke specielt entusiastisk, især blandt de programproducerende medarbejdere var der udbredt skepsis og frygt for yderligere nedskæringer og discountløsninger - og så, lige netop i dén situation udsendes Forskningsrapport nr. 1B/96, hvor chefen for DRs egen forskningsenhed og medlem af tv­chefredaktionen klart og tydeligt tilkendegiver, at der er tale om en svag nødløsning, som risikerer at føre til kvalitetstab og ressourcespild, mens den indlysende konklusion måtte være at koordinere de to eksisterende public service kanaler.
Det må have løftet stemningen på 7. sal i Gyngemosen. For slet ikke at tale om blandt de producerende medarbejdere. Hvis de ellers har hørt om rapporten. Ganske vist siges det i en fodnote, at artiklen er skrevet i november 1995. Men i november 1995 turnerede forskningsenhedens folk i alle afdelingsledelser for at markedsføre tokanal­systemet som DRs svar på konkurrencen fra de andre kanaler og ikke mindst fra TV2. Og hvis nogen her blot antydede, at præmisserne var rigtige, men løsningen forkert, og at public service­tv burde anskues som en helhed, var svaret en isnende tavshed.
Hvilket ikke gør artiklens konklusion mindre rigtig.

Koordineringen i praksis
Det er for så vidt ikke opgaven her at give anvisning på, hvordan koordinering af sendeplanerne for DR og TV2 i praksis kunne foregå. Men det skal påpeges, at en helt afgørende faktor er, om de to stationer fortsat skal have forskelligt finansieringsgrundlag.
Hvis den ene kanal er reklameafhængig, er det helt urealistisk at forestille sig de to kanaler lige forpligtede på de særlige public service­områder. I så fald må der meldes klart ud, at det er helt i orden, at denne kanal går efter høje seertal og derfor ikke dækker de marginale public service­områder, og at det tilsvarende er helt i orden, at den anden får væsentlig færre seere, forudsat at den fører en programpolitik som sikrer, at kanalerne tilsammen yder optimal public service.

Men fantasien burde også kunne række til en løsning med ensartet finansieringsgrundlag, baseret på de nuværende licensmidler og reklameindtægter samt reklameblokke fordelt på begge kanaler. Når det hollandske public service­tv, som vel nok er det mest pluralistiske i verden, i årtier har kunnet fungere i en sådan model, uden at det har ført til kvalitetsudjævning, populistisk kamp på seertal eller forsømmelse af 'smalle' programmer, bør den ikke på forhånd udelukkes. En væsentlig fordel ville være, at man i en sådan model ville kunne fremelske de positive sider af en konkurrencesituation, nemlig hvis koordineringen kun gælder sendeplanerne, og det stadig er op til kanalernes uafhængige redaktioner at konkurrere på at udfylde deres slots bedst muligt.
Man kunne måske endda være så dristig at lade sig inspirere af den hollandske model og undgå dobbeltarbejde og ressourcespild ved på enkelte områder (mest nærliggende: nyheder og sport) at operere med en fællesredaktion. Men nu er vi ude på så følelsesladet grund, at bare tanken ville være unævnelig - hvis det ikke var fordi hollænderne faktisk med held har realiseret den.

Konklusion

Med oprettelsen af DR2 og relanceringen af DR1 er der isoleret set tale om en rationelt begrundet strukturændring, og det er på udbudssiden inden for det første år i vidt omfang lykkedes at leve op til intentionerne. På aftagersiden er det meget langt fra lykkedes - tværtimod kan det konstateres, at de særlige mål­ og interessegrupper, som det var hensigten at give en bedre betjening, øjensynlig opfatter det som en klar forringelse. Forbruget af målgruppeprogrammer og 'smalle' programmer er faldet markant. Seeranalyserne viser, at hvis DR­ledelsen gennemfører planen om i vidt omfang at undlade genudsendelse af disse programmer på DR1, så må der forventes et så drastisk fald i forbruget, at det før eller siden bliver et spørgsmål, om det er forsvarligt at investere i sådanne programmer. Det vil være et historisk tilbageslag for public service, som det var omstruktureringens angivelige hovedmål at udvide og forbedre.
Problemet kan føres tilbage til beslutningssituationen i 1995, hvor ingen synes at have vurderet mulighederne ud fra den samlede danske public service­sektors situation og vilkår, men som uudtalt forudsætning har fastholdt DRTV og TV2 som gensidigt uafhængige stationer. En samlet vurdering havde nødvendigvis ført til helt andre løsninger, som på basis af de to allerede eksisterende public service­kanaler med en vis koordinering af programlægningen havde stillet public service­sektoren langt stærkere overfor det rent kommercielle tv­udbud.
Tanken om at gøre TV2 til et delvis privatejet selskab vil kun føje spot til skade. Den logiske konsekvens vil være at fritage TV2 for særlige public service­forpligtelser. Tilbage vil være to koordinerede public service­kanaler (DR1 og DR2), som netop har været opstillet som betingelsen for fuldtud at opfylde public service­kravene. Måske kan de oven i købet overtage de licensmidler, som hidtil er tilfaldet TV2. På papiret ser det fint ud. Realiteten vil være, at den samlede public service­sektor har mistet den kanal, som gennem offentlig støtte, tilladelser, landsdækkende sendenet og særstatus gennem ni år har haft mulighed for at arbejde sig op til at blive landets største tv­kanal, at denne kanal nu bliver public service­tvs hovedkonkurrent, og at man i stedet har fået en ikke­landsdækkende nichekanal, som kvantitativt er praktisk taget uden betydning for betjeningen af seerne, og som det vil være fristende om ikke tvingende at nedlægge i overskuelig fremtid.
For public service­tv's fremtid i det danske mediebillede var beslutningsåret 1995 en tidsindstillet katastrofe. Om den endnu kan afværges beror ikke på DR og/eller TV2 med deres direktioner og bestyrelser, men på politisk vilje og handlekraft - om nødvendigt hen over direktioner og bestyrelser.

Preben Wilhjelm

Læs mere i : Preben Wilhjelm: DRTVs frække lillesøster - konsekvenserne af tokanal-systemet - kvalitetskriterier for public-service-tv ISBN 87-786-7043-8 158 sider, kr. 158,- Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag

Søndag Aften 0298

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]