CulturCronik:
af Preben Wilhjelm
Præmisserne var rigtige, men løsningen forkert. På udbudssiden
lykkedes DR i tokanalsystemets første år at indfri en væsentlig del af de erklærede
hensigter, men på aftagersiden mislykkedes DR i nærmest katastrofal grad. Efter
tokanalsystemet bruger de forskellige målgrupper og befolkningen som helhed DRs
programmer på de særligt public servicerelevante områder langt mindre end tidligere.
Indfrielsen af målsætningerne
Det lykkedes for DRTV med relativ kort forberedelsestid og uden øgede ressourcer at
få den nye kanal i luften som planlagt. Det må siges at være en præstation i sig selv.
Det er også lykkedes at give DR2 den tiltænkte profil og at forøge udbudet af
egenproducerede ungdomsprogrammer og andre programmer for særlige målgrupper.
Formodningen om, at det samtidig ville betyde, at DR1 blev mindre alsidig, mindre public
serviceminded, mere populistisk end det gamle DRTV, bekræftes ikke ved anvendelse af
entropiindekset, - i hvert fald ikke så længe man ikke går meget detaljeret ned i
programkategoriseringen. Men det skal understreges, at disse resultater i høj grad beror
på, at DR2programmerne er blevet genudsendt på DR1, og at billedet vil ændres
radikalt, hvis dette ikke længere er tilfældet, og der tværtimod som bebudet i
DRledelsens seneste strategipapir fra februar 1997 konsekvent overflyttes 'smalle'
programmer fra DR1 til DR2 uden genudsendelse.
Hvorvidt kvaliteten af de enkelte udsendelser som frygtet er faldet eller dyrere
programtyper, som ikke kan forventes fra kommercielle kanaler, har måttet opgives som
følge af de stærkt forøgede krav til produktiviteten, er det nok for tidligt at
vurdere. Der skimtes tendenser i den retning, men spørgsmålet indgår ikke i de
sendefladeundersøgelser, som ligger til grund for denne rapport.
M.h.t. seernes horisontale valgmuligheder, som var en central del af begrundelsen
for tokanalsystemet, er det mindre relevant at undersøge, hvorvidt det er opfyldt, så
længe mere end en trediedel af seerne kun kan modtage den ene af kanalerne og således
ikke inden for systemet har nogen valgmulighed. Der er dog foretaget en opgørelse
omfattende uge 38 og 39 (sidste halvdel af september) i 1997. Et af målene var, at seerne
aftenen igennem hele tiden skulle kunne se et dansk program på en af kanalerne. I de 70
sendetimer, som ligger mellem kl. 18 og 23 i den pågældende periode, er dette mål kun
uopfyldt i 2 1/4 time, eller med andre ord: det er opfyldt i 97% af tiden. Et andet mål
var, at seerne altid skulle kunne vælge mellem et oplysende og et underholdende program.
I de samme 70 sendetimer over 14 dage er der i alt fire perioder, hver på knap en time,
hvor ingen af kanalerne viser et oplysende program (målet opfyldt 95%), mens der i alt er
knap 27 timer, hvor man ikke på en af DRkanalerne kan vælge et
underholdningsprogram, inkl. sport (målet opfyldt 62%).
I forbindelse med valgmulighederne var en erklæret målsætning "så mange fælles
start og sluttidspunkter på de to kanaler som muligt." Indenfor de nævnte 70
sendetimer starter i alt 281 programmer på de to kanaler tilsammen. 122 af disse (43%)
har starttidspunkter, som ligger mere end 5 minutter fra nærmeste start/sluttidspunkt
på den anden kanal. Det hjælper ikke stort at se bort fra de situationer, hvor flere
kortvarige programmer ligger overfor ét længerevarende. 51 starter af 131 mulige (39%)
ligger mere end 5 minutter fra nærmeste start/ sluttidspunkt på den anden kanal.
Mens det som nævnt er lykkedes at skabe en supplementskanal med en klar profil, som
markant adskiller sig fra de kommercielle udbud, er det langtfra lykkedes at nå den
udbredelse af DR2s programmer, der var sat som mål, og der er ikke ved udgangen af det
første år tegn på, at man bare nærmer sig målet.
Det er ikke i løbet af det første år lykkedes at etablere blot en beskeden gruppe af
faste DR2seere baseret på de målgrupper, kanalen især henvender sig til.
Og hvad værre er: Efter tokanalsystemet bruger de forskellige målgrupper og
befolkningen som helhed DRs programmer på de særligt public servicerelevante områder
langt mindre end tidligere:
Det samlede forbrug af DRnyheder er faldet med 33%.
De informationssvages forbrug af DRudsendelser om samfundsforhold er faldet med omkring
2530% .
Forbruget af egenproducerede ungdomsprogrammer er trods en tredobling af udbudet faldet
med omkring 30%.
Forbruget af alle øvrige målgruppe eller 'smalle' programmer er ved flytningen til
DR2, medregnet genudsendelse på DR1, faldet med 2075%.
I den henseende har tokanalsystemet indiskutabelt været en public servicemæssig
forringelse og dermed en klar fiasko.
Sammenfattende må det konstateres, at mens det på udbudssiden er lykkedes DR i
tokanalsystemets første år at indfri en væsentlig del af de erklærede hensigter, så
er det på aftagersiden mislykkedes i nærmest katastrofal grad.
Lanceringen af DR2
I begrænset omfang kan resultatet forklares ved mangelfuld, ugennemtænkt eller
ligefrem selvmodsigende lancering af DR2:
1) Op til DR2s debut den 30.8.1996 og mange måneder derefter fik man som seer praktisk
taget ingen anvisning på, hvordan man skulle finde den nye kanal. F.eks. blev der på
hybridnettets servicekanal kun oplyst, hvilket kanalnummer TeleDanmark havde tildelt
DR2, ikke hvilken frekvens, den kunne findes på. Og da de fleste seere ikke benytter
TeleDanmarks kanalnumre, men vælger deres egen mere bekvemme nummerering, var det ikke
til større hjælp. I de første måneder - og endnu efter et år - møder man overalt
mistro overfor den påstand, at 60% af befolkningen kan modtage DR2, for "ingen i min
omgangskreds kan se den". I boligforeninger, hvor alle er tilsluttet nettet, kan man
opleve, at kun et fåtal har fundet kanalen.
2) I 'Hillerødpapiret' fra marts 1996 findes et helt afsnit om
"crosspromotion" som et vigtigt redskab til lancering af DR2 (og relancering
af DR1). DR skal benytte den enestående situation, at man i forvejen råder over en
landsdækkende tvkanal og tre radiokanaler og bevidst bruge disse til at introducere og
skabe interesse for den nye tvkanal og dens enkelte programmer. Det skete praktisk taget
ikke før efter omlægningen den 1.1.1997, altså da DR2 havde været i luften i 4
måneder med meget få seere og allerede var stemplet som "den hemmelige kanal".
3) Ideen om at DR2 skulle være værtsbåret, med nyhedsindslag mellem programmerne og
deraf flydende sendetider, opstod og fængede spontant i ønsket om at lave noget
anderledes. Konceptet var i direkte modstrid med ledelsens eget billede af netop DR2, hvor
man forudsatte, at seerne valgte sig ind selektivt og meget bevidst på grundlag af
programoversigterne. På en sådan kanal er der ikke brug for værter til at guide seerne
gennem aftenens udsendelser, og for en sådan kanal er flydende sendetider slet og ret
ødelæggende. DR2 måtte da også forlade konceptet efter få måneder, da især de
flydende sendetider havde vist sig at være til stor irritation for kanalens potentielle
seere. (Guidende værter, som introducerer det kommende program afvekslede med korte
nyhedsindslag, kan være en udmærket idé, men så måtte det efter ledelsens eget
koncept være på DR1, vores kanal, uden målgruppeprogrammer, men med et flow, som skal
få seerne til at blive hængende, og hvor det derfor ikke betyder helt så meget, om
næste program starter tre minutter før eller siden).
4) Der var fra starten ikke et tilstrækkeligt lager af originale udsendelser til den
nye kanal, og især efter sendetidsudvidelsen pr. 1.1.1997 kunne sendefladen ikke fyldes
uden at gøre udstrakt brug af genudsendelser og hyldevarer fra indkøbsafdelingen, som
kunne være udmærkede i sig selv, men ikke altid matchede kanalens profil.
5) Forsøget med populære (Eddie Murphy)film som slagvarer faldt ikke heldigt ud. Det
skabte signalforvirring omkring den nye kanal uden i synderlig grad at tjene formålet: at
bidrage til at indarbejde kanalen i seernes bevidsthed.
6) Problemet med at finde kanalen, som kunne iagttages fra starten, blev først taget op
af DR efter at DR2 havde været i luften i et helt år. Et bredt annonceret tilbud om
gratis eksperthjælp til at stille ind på kanalen kom ét år for sent.
Sammenfattende må det konstateres, at selv om det er forståeligt, at en ny tvkanal
ikke fra første færd finder sin endelige form, men kræver justeringer undervejs, så
har konceptet for og især lanceringen af DR2 langtfra været optimal.
Erfaringerne med andre supplementskanaler
Selv om der på de nævnte og muligvis andre punkter er sket fejl (som især må
tilskrives den korte, hektiske forberedelsestid), er der ikke grund til at tro, at
resultatet m.h.t. seertal ville have været meget anderledes foruden. NRKs tilsvarende nye
supplementskanal, hvis profil svarer ret nøje til DR2s, har nøjagtig de samme problemer
med at slå igennem hos seerne. Og TV3+, som blev søsat kort efter DR2 med den stik
modsatte profil (de mest populære film, talkshows og sportsbegivenheder, der kan
opdrives) har endnu lavere seertal end DR2. Tilsvarende erfaringer er gjort med nye
tvkanaler i bl.a. England og Tyskland flere år før planerne om et DR2 første gang
blev fremsat.
Sammenfattende trænger spørgsmålet sig på, om ikke det er selve idéen om en ny kanal,
der er en fejltagelse, i det mindste vurderet i det overordnede perspektiv: public
servicetv's situation og berettigelse i en fremtid, der i stadig højere grad præges af
benhård konkurrence fra kommercielle kanaler.
Forkert løsning på rigtig problemstilling
Omkring oprettelsen af DR2 forelå for beslutningstagerne en række (udtalte eller
uudtalte) præmisser eller problemstillinger, som formentlig er uden for diskussion:
a) Den overordnede opgave er at styrke public servicetv overfor de
kommercielle kanaler.
b) Det kræver to koordinerede tvkanaler fuldt ud at opfylde public
serviceforpligtelserne.
c) Public service betyder bl.a. valgmuligheder, mere konkret: seerne skal altid
kunne vælge et dansk program og altid kunne vælge mellem oplysning og underholdning.
d) Public service indebærer også betjening af særlige målgrupper i god sendetid.
e) To koordinerede, landsdækkende public servicekanaler er tilstrækkeligt til
at opfylde punkt c og d.
f) Selvom tvforbruget fortsat øges, synes det mættet i primetime.
g) Der er ingen udsigt til mærkbart øgede licensmidler.
h) Der er ingen udsigt til større reklameindtægter for public
servicekanalerne, snarere tværtimod (som følge af den øgede konkurrence om
annoncørerne).
i)En ny tvkanal vil ikke kunne blive landsdækkende.
j)Erfaringen fra andre lande viser, at med det allerede eksisterende tvudbud tager
det adskillige år at indarbejde en ny tvkanal.
k) En ny kanal indenfor det eksisterende budget indebærer risiko for forringelse af
programmerne og/eller afståelse fra de større satsninger, som kun kan forventes af
public servicekanaler.
På disse præmisser er der én og kun én rationel konklusion: Danmark har i forvejen to
public servicekanaler. De er begge landsdækkende. Og det er påvist, at de ved en
koordineret programlægning med lethed kan opfylde punkt c og med god vilje også punkt d.
Den eneste rationelle løsning ville være på den ene eller anden måde, om
nødvendigt ved sammenslutning under fælles ledelse, at sikre koordineret programlægning
og samlet varetagelse af public serviceopgaverne i øvrigt af disse to kanaler.
Stationernes holdning
Det ville være meget forlangt, at DRs og TV2s ledelser (det være sig direktion eller
bestyrelse) af egen drift foreslår en løsning, som kan indebære deres egen
nedlæggelse. I højtidelige stunder kan de godt blive enige om, at den afgørende
skillelinie ikke går dem imellem, men mellem public serviceudbudet og det kommercielle
udbud. I daglig praksis derimod bekriger de hinanden - til skade for seerne og til skade
for den samlede public servicesektor. Der har været gjort forsøg på aftaler om
programkoordinering på begrænsede områder, men det er hver gang endt med, at kampen om
seerne har fået forrang.
Ingen af parterne har noget at lade den anden høre. TV2s oprindelige placering af
Nyhederne var alene bestemt af ønsket om at genere DR mest muligt. DR har på sin side i
årevis gjort det til en hovedopgave at finde modtræk på de sendepladser, hvor TV2 havde
størst seersucces. I DRledelsens seneste strategipapir fremstilles TV2 (bortset fra
indkøbssamarbejdet vedr. sportstransmissioner) ikke som en partner, men som en modstander
helt på linie med TV3, undertiden endda som "hovedmodstanderen". Og
senest har vi set, at en af DRs større satsninger indenfor et klart public
serviceområde som ny dansk dramatik, Taxa, af TV2 bliver mødt med det (pris)billigste
og mest effektive destruktive modtræk: gamle, danske folkekomedier. Med det resultat, at
Taxa får omkring 1/2 mio færre seere end en sådan serie under andre omstændigheder
ville have fået.
Pointen er, at der ikke er tale om dårskab eller ondskabsfuldhed. Som dansk public
servicetv nu er organiseret, handler hver af stationerne fuldstændig rationelt udfra
deres eget begrænsede univers. Og det er illusorisk at forestille sig, at de med denne
organisation kan og vil varetage overordnede seer eller public serviceinteresser.
Mediepolitikernes ansvar
Det skulle man derimod kunne forvente af mediepolitikerne, d.v.s. regeringen i
almindelighed og kulturministeren i særdeleshed samt partiernes mediepolitiske
ordførere. Det er svært at forstå, hvorfor de ikke på ovennævnte præmisser kunne få
øje på den mest indlysende løsning, men vælger at give grønt lys for en ny kanal, som
dræner ressourcer fra den allerede eksisterende public servicesektor, som ikke er
landsdækkende (hvilket ellers indgår i alle gængse public servicedefinitioner), og
som kan forudsiges at marginalisere de særligt public servicerelevante programmer.
En forklaring kunne være, at den mest oplagte løsning på det samlede public
serviceproblem ville se ud som et tilbagetog fra den ti år gamle beslutning om to
gensidigt uafhængige, konkurrerende public servicestationer. Men det ville
(forbåbentlig) være en ganske uretfærdig nedvurdering af de pågældende politikere at
gå ud fra, at rene prestigehensyn har været afgørende i et så vigtigt kulturpolitisk
spørgsmål. At de fastholder forestillingen om, at konkurrence på så skæve vilkår
(med den ene station overvejende reklamefinansieret) ville føre til højnelse af
kvaliteten og større bredde i udbudet f.eks. på nyhedsområdet, når ni års erfaringer
har demonstreret det modsatte. Eller at de ikke har fantasi til at forestille sig, at en
omstrukturering kan foretages, uden at det fremstår som et nederlag for den ene af
parterne.
De uafhængige konsulenter
Hvad de nævnte rollehavere måtte have af blokerende bindinger eller prestige,
omfatter ikke de uafhængige medieforskere, som var medlem af eller blev brugt som
konsulenter for Medieudvalget forud for de afgørende beslutninger i 1995. Men ingen
af disse pegede på den mest oplagte løsning. En enkelt nævnte i
forbifartenkoordinations eller sammenlægningsmuligheden, men endte med ligesom de
øvrige at foreslå supplementskanaler. At dette altid skete under udtrykkelig
forudsætning af væsentligt øgede licensmidler (i ét tilfælde endda omfattende fuld
licensfinansiering af TV2) kan dårligt tjene som 'livsforsikring', da det på forhånd
lå klart, at det var politisk helt urealistisk.
En pikant undtagelse
Dog var der, viser det sig senere, én bemærkelsesværdig undtagelse:
"Statsministerens Medieudvalg har diskuteret en sådan definition (af begrebet
public service, red.) med udgangspunkt i alsidigheden , svarende til hvad der her er kaldt
vertikal mangfoldighed. Derefter skriver Medieudvalget:
"Endelig handler begrebet alsidig hed eller mangfoldighed om valgmuligheder
for publikum. Dette kan anskues ikke kun ud fra den enkelte institutions eller kanals
samlede udbud, men må i den nuværende situation også anskues ud fra det samlede udbud i
henholdsvis radio og TV, d.v.s. ud fra det samlede systems perspektiv. Ud fra modtagerens
synspunkt handler valgmulighederne i høj grad også om, hvilke forskellige valgmuligheder
der foreligger i det samme tidsrum. Når et moderne public service begreb i højere grad
fokuserer på serviceaspektet, er det klart, at det bliver vigtigt at kunne tilgodese så
mange målgrupper i de bedste sendetider som muligt."
Så langt er vi fuldstændig enige med Medieudvalget. Men vi forbløffes over den
næste, konkluderende sætning:
"Derfor er spørgsmålet om supplementskanaler for de eksisterende public service
institutioner meget vigtige at tage stilling til."
Medievalget vælger vejen udenom den varme grød. Hvor den indlysende konklusion er
at bruge de to eksisterende public service institutioner til at sikre seernes (vertikale
og) horisontale valgmulighed, peger man på supplementskanaler som svage nødløsninger.
...På små nordiske markeder vil denne strategi let risikere at føre til kvalitetstab og
ressourcespild.
... Public service burde gå ud på at sikre seernes valgfrihed, ikke stationernes."
Denne svada er konklusionen på en artikel i Forskningsrapport nr. 1B/96, udgivet af
Danmarks Radio, skrevet af DRs medieforskningschef Erik Nordahl Svendsen og en af hans
medarbejdere, Alexander P. Nielsen og offentliggjort i marts 1996. Det var den tidligere
omtalte artikel, som påviser, at DR og TV2 allerede med det eksisterende programudbud let
ville kunne sikre både vertikal og horisontal valgmulighed, hvis sendeplanerne blev
koordineret.
Tidspunktet er interessant. Marts 1996. Da var løbet kørt, og hele institutionen blev
søgt mobiliseret for at få den af DRledelsen længe eftertragtede supplementskanal i
luften den 30. august 1996. Den nye tvdirektør var ansat få uger forinden,
'Hillerødpapiret' havde netop set dagens lys eller var lige på trapperne, ledelsen
arbejdede ihærdigt på at engagere medarbejderne i projektet, stemningen var (bl.a. på
baggrund af 300 fyringer) ikke specielt entusiastisk, især blandt de programproducerende
medarbejdere var der udbredt skepsis og frygt for yderligere nedskæringer og
discountløsninger - og så, lige netop i dén situation udsendes Forskningsrapport nr.
1B/96, hvor chefen for DRs egen forskningsenhed og medlem af tvchefredaktionen klart og
tydeligt tilkendegiver, at der er tale om en svag nødløsning, som risikerer at føre til
kvalitetstab og ressourcespild, mens den indlysende konklusion måtte være at koordinere
de to eksisterende public service kanaler.
Det må have løftet stemningen på 7. sal i Gyngemosen. For slet ikke at tale om blandt
de producerende medarbejdere. Hvis de ellers har hørt om rapporten. Ganske vist siges det
i en fodnote, at artiklen er skrevet i november 1995. Men i november 1995 turnerede
forskningsenhedens folk i alle afdelingsledelser for at markedsføre tokanalsystemet som
DRs svar på konkurrencen fra de andre kanaler og ikke mindst fra TV2. Og hvis nogen her
blot antydede, at præmisserne var rigtige, men løsningen forkert, og at public
servicetv burde anskues som en helhed, var svaret en isnende tavshed.
Hvilket ikke gør artiklens konklusion mindre rigtig.
Koordineringen i praksis
Det er for så vidt ikke opgaven her at give anvisning på, hvordan koordinering af
sendeplanerne for DR og TV2 i praksis kunne foregå. Men det skal påpeges, at en helt
afgørende faktor er, om de to stationer fortsat skal have forskelligt finansieringsgrundlag.
Hvis den ene kanal er reklameafhængig, er det helt urealistisk at forestille sig de
to kanaler lige forpligtede på de særlige public serviceområder. I så fald må der
meldes klart ud, at det er helt i orden, at denne kanal går efter høje seertal og derfor
ikke dækker de marginale public serviceområder, og at det tilsvarende er helt i orden,
at den anden får væsentlig færre seere, forudsat at den fører en programpolitik som
sikrer, at kanalerne tilsammen yder optimal public service.
Men fantasien burde også kunne række til en løsning med ensartet
finansieringsgrundlag, baseret på de nuværende licensmidler og reklameindtægter samt
reklameblokke fordelt på begge kanaler. Når det hollandske public servicetv, som vel
nok er det mest pluralistiske i verden, i årtier har kunnet fungere i en sådan model,
uden at det har ført til kvalitetsudjævning, populistisk kamp på seertal eller
forsømmelse af 'smalle' programmer, bør den ikke på forhånd udelukkes. En væsentlig
fordel ville være, at man i en sådan model ville kunne fremelske de positive sider af en
konkurrencesituation, nemlig hvis koordineringen kun gælder sendeplanerne, og det stadig
er op til kanalernes uafhængige redaktioner at konkurrere på at udfylde deres slots
bedst muligt.
Man kunne måske endda være så dristig at lade sig inspirere af den hollandske model og
undgå dobbeltarbejde og ressourcespild ved på enkelte områder (mest
nærliggende: nyheder og sport) at operere med en fællesredaktion. Men nu er vi ude på
så følelsesladet grund, at bare tanken ville være unævnelig - hvis det ikke var fordi
hollænderne faktisk med held har realiseret den.
Konklusion
Med oprettelsen af DR2 og relanceringen af DR1 er der isoleret set tale om en rationelt
begrundet strukturændring, og det er på udbudssiden inden for det første år i vidt
omfang lykkedes at leve op til intentionerne. På aftagersiden er det meget langt fra
lykkedes - tværtimod kan det konstateres, at de særlige mål og interessegrupper, som
det var hensigten at give en bedre betjening, øjensynlig opfatter det som en klar
forringelse. Forbruget af målgruppeprogrammer og 'smalle' programmer er faldet markant.
Seeranalyserne viser, at hvis DRledelsen gennemfører planen om i vidt omfang at undlade
genudsendelse af disse programmer på DR1, så må der forventes et så drastisk fald i
forbruget, at det før eller siden bliver et spørgsmål, om det er forsvarligt at
investere i sådanne programmer. Det vil være et historisk tilbageslag for public
service, som det var omstruktureringens angivelige hovedmål at udvide og forbedre.
Problemet kan føres tilbage til beslutningssituationen i 1995, hvor ingen synes at have
vurderet mulighederne ud fra den samlede danske public servicesektors situation og
vilkår, men som uudtalt forudsætning har fastholdt DRTV og TV2 som gensidigt uafhængige
stationer. En samlet vurdering havde nødvendigvis ført til helt andre løsninger, som
på basis af de to allerede eksisterende public servicekanaler med en vis koordinering
af programlægningen havde stillet public servicesektoren langt stærkere overfor det
rent kommercielle tvudbud.
Tanken om at gøre TV2 til et delvis privatejet selskab vil kun føje spot til skade. Den
logiske konsekvens vil være at fritage TV2 for særlige public serviceforpligtelser.
Tilbage vil være to koordinerede public servicekanaler (DR1 og DR2), som netop har
været opstillet som betingelsen for fuldtud at opfylde public servicekravene. Måske
kan de oven i købet overtage de licensmidler, som hidtil er tilfaldet TV2. På papiret
ser det fint ud. Realiteten vil være, at den samlede public servicesektor har mistet
den kanal, som gennem offentlig støtte, tilladelser, landsdækkende sendenet og
særstatus gennem ni år har haft mulighed for at arbejde sig op til at blive landets
største tvkanal, at denne kanal nu bliver public servicetvs hovedkonkurrent, og at
man i stedet har fået en ikkelandsdækkende nichekanal, som kvantitativt er praktisk
taget uden betydning for betjeningen af seerne, og som det vil være fristende om ikke
tvingende at nedlægge i overskuelig fremtid.
For public servicetv's fremtid i det danske mediebillede var beslutningsåret 1995 en
tidsindstillet katastrofe. Om den endnu kan afværges beror ikke på DR og/eller TV2 med
deres direktioner og bestyrelser, men på politisk vilje og handlekraft - om nødvendigt
hen over direktioner og bestyrelser.
Preben Wilhjelm
|
Læs mere i :
Preben Wilhjelm:
DRTVs frække lillesøster
- konsekvenserne af
tokanal-systemet
- kvalitetskriterier
for public-service-tv
ISBN 87-786-7043-8
158 sider, kr. 158,-
Samfundslitteratur &
Roskilde Universitetsforlag |
Søndag Aften 0298
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.
[Næste artikel]