Et nyt netværk blandt skandinaviens litterære museer skal
forsøge at forbedre forholdene for en ofte upåagtet del af formidlingen.
HC Andersen har et, Karen Blixen har et, en del af de vigtigste forfattere
er kanoniseret gennem et museum som portrætterer forfatterne gennem historier
som supplerer bøgernes fortællinger. Museernes formål er at øge kendskabet til
forfatterne og inspirere til yderligere læsning og fordybelse.
Nu har de skandinaviske forfattermuseer startet et netværk først og
fremmest til gensidig inspiration og erfaringsudveksling.
De litterære museer har vidt forskellige forhold: huse, penge, betydning
og funktion. Museerne er lige så forskellige som de forfattere de repræsenterer. Men
alligevel kan det svare sig at diskutere konkrete temaer som formidlingspraksis,
udstillinger, sponsorarbejde, museumscafeer, souvenirsalg og børn på museet.
Udvekslingen af erfaringer kan altså bruges til klare forbedringer, både hvad angår
ressourcer og hvad angår publikums oplevelser.
Som andre kulturinstitutioner med langsigtede perspektiver, udsættes
også de litterære museer for krav fra bestyrelser og kommunale myndigheder om mere
spektakulære udstillinger. Museerne bestræber sig dog på at undgå de kortsigtede
publikumsstigninger; i stedet satser museerne på at holde fast i den
langtidsholdbare seriøse profil.
Et andet oplagt tema for diskussioner blandt de litterære museer er
samarbejderne med forskere. Skal museerne selv iværksætte forskning? Skal man påvirke
universitetsforskere?
Museerne har vidt forskellige vilkår. Nogle nyder godt af testamenterede
rettigheder, som sikrer sted og måske indtægter. Andre forsøger at klare sig med
deltids arbejdskraft. Nogle museer får offentlig støtte, andre slet ikke.
Kriterier for nye litterære museer
Det kan ikke undre, at Ibsen, Strindberg og HC Andersen er blandt de
forfattere, der videre formidles gennem et museum. Men det er ofte tilfældigheder der
spiller ind ved opstart af forfattermuseerne. Nogle forfattere er mere opmærksomme på
eftermælet end andre.
Ibsen er begunstiget med hele tre - dog samarbejdende - museer (i
Skien, Grimstad og Oslo). I Sverige får kun Strindbergmuseet offentlig støtte. Selma
Lagerlöf-museet i Värmland får ingen offentlig støtte. Derfor vil de skandinaviske
museer diskutere om man kan inspirerer de offentlige myndigheder (kommuner, amter og
stater) ved at opstille nogle kriterier til vurdering af den offentlige støtte. Man vil
forsøge at opstille et "skelet" for litterære museer i Skandinavien.
Vilkårene vil sikkert til enhver tid være forskellige. Men sådanne kriterier vil blive
et godt redskab for de myndigheder som skal prøve at vurdere initiativer til nye museer
fra ofte stærkt engagerede initiativtagere. Idag står myndighederne fuldstændigt på
bar bund, når de skal tage stilling til støtte til museerne. Er det nok, at forfatteren
boede i den pågældende by i sine studenterår?
Som i så mange andre sammenhænge er den offentlige støtte ofte et
nødvendigt supplement for at sikre seriøsitet, fordybelse og langsigtede satsning og for
at undgå faren for de mest kortsigtede kommercielle tiltag.
Selv om det naturlige hovedformål for det skandinaviske netværk er den
gensidige erfaringsudveksling, kan man måske ved fælles kraft være med til at påvirke
den fremtidige offentlige støtte til både eksisterende og nye initiativer.
Søndag Aften 0498
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]