CulturCronik:
af Knud Vilby
- Formand for Dansk Forfatterforening
Det er ikke alle klassiske litterære tekster, der kan holde til det, tiden har gjort
med dem eller mod dem. Sproget, associationerne og tempoet har ændret sig. Der er
tekster, der er så kunstnerisk og indholdsmæssigt stærke, at de kan bære hundrede års
udvikling eller mere. Men der er også dem, der virker forældede efter 25 år, så
tidstypiske var de. Og forældre eller bedsteforældre, der finder deres egen barndoms
yndlingsbøger frem for at læse dem for de næste generationer, opdager sommetider - men
ikke altid - at det, der var så godt engang slet ikke er det mere.
Der er fundamentale forhold og problemstillinger, der er evige, men der er også et
sprog, et tempo og nogle opfattelsesformer, der ændrer sig uhyre hurtigt, og i dag måske
endnu hurtigere end tidligere. Det er en overfladisk kliche at hævde, at tiden ikke er
til fordybelse, for den store klassiske roman som kræver tid og koncentration er ikke
blevet tyndere, snarere tvært i mod. Og den bliver solgt og læst. Alligevel er der noget
rigtigt i at tale om en mere tempopræget kultur præget af zapning og andre former for
hastige skift. Det er også et skift mellem hastige associationer. Teksterne spiller
sammen med flere billeder og sommetider også mere flimmer end tidligere. Og det stærke
samspil mellem teknologi og kultur er iøvrigt en af grundene til, at kultur er blevet en
transnational industri og på godt og ondt en gigantisk eksport- og pengemaskine.
Ingen er upåvirkede. Derfor læses der anderledes i dag end tidligere, samtidig med at
der også læses helt på samme måde.
Og derfor skrives der anderledes i dag end tidligere, samtidig med at der skrives på
helt samme måde.
Derfor er det heller ikke til at svare klart på, hvordan litteraturen har det eller
vil få det i den digitale tidsalder, men klart er det, at både læse- og skrivetradition
påvirkes.
Nye læsere og skribenter
Ser vi på forbrugerne først, så er der ingen tvivl om at computeren, e-mailen og
internettet får nye generationer af unge til at læse og skrive mere og anderledes, end
de ellers ville have gjort det. Der er andre forhold i udviklingen som kan føre til
reduktion f. eks. i antallet af unge boglæsere, men den digitale tidsalder er også
præget af, at mennesker, der aldrig ville skrive og sende et personligt brev er parate
ved e-mailen, og at skærmen iøvrigt udfordrer til læsning af og arbejde med tekster,
der ofte er ganske vanskelige. Men samtidig styrkes det hurtige og overbliksprægede.
Ingen læser (formentlig) 100 sider tekst på skærm fra ende til anden. Skærmen og
internettet lægger op til, at man snuser lidt her og der, zapper frem og tilbage, går
ind og ud af tekster og billeder og labyrinter. Og nogle gange farer man vild.
Samtidig opstår der nye audiovisuelle fortælle- og oplevelsesformer.
Computerspillenes labyrinter er et godt eksempel. Der er interaktion, og der er mange
forskellige spil med forskellige ind- og udgange bygget ind i samme model. Den samme
historie kan - når spillet er bedst - fortælles og gennemleves på mange forskellige
måder. Prøver vi at vurdere de bedste interaktivt computerspil som litteratur eller
kunst, kan man vel tale om, at man i en eller anden udstrækning søger at inddrage
forbrugeren som historieproducent - eller i skriftsproget: at man søger at gøre læseren
til medforfatter på historien. Og det er der naturligvis et vældigt perspektiv i.
Litteratur er ikke computerspil. Men det er nok ganske typisk, at de fleste der
beskæftiger sig med litteratur i dag mere ser på de nye muligheder og udfordringer,
digitaliseringen giver, end på at digitaliseringen og internettet og CD-rom og alt det
andet kan opfattes som en trussel mod litteraturen og bogen.
Det er lige så typisk, at det er svært at få nogen til at give et hurtigt eller
sikkert bud på, hvad der så vil ske, for påvirkningerne er så omfattende og
forskelligartede, at ingen, så vidt jeg kan se, har noget samlet overblik. Lad mig blot
prøve at se på fire-fem forskellige områder for at give antydningen af et
utilstrækkeligt billede.
Den videnskabelige litteratur. Det er måske både det enkleste og det mest
komplicerede. Forskning er på en lang række områder utænkelig uden adgang til internet
og e-mail både i forskningsprocessen og i den videre formidling. Og i denne sammenhæng
er det vigtigt at understrege, at denne udvikling gør noget ved selve forskningen. Der
opstår tættere og hurtigere international interaktion, hurtigere og bredere
resultatformidling, mere reel internationalisering. De digitale muligheder giver plads og
rum til alt det, bogen ikke prismæssigt og teknisk kan rumme, og kan man ellers løse
rettighedsproblemerne, så er der ingen vanskelige distributionsproblemer.
Digitaliseringen betyder meget for den videnskabelige litteratur, men også at den
forældede bog vil virke endnu mere forældet end før. De fleste forskere kender den type
bøger, der efter års intens forskning udkommer på et tidspunkt, hvor de allerede er
overhalet af virkeligheden eller andre forskningsresultater. Det problem er i hvert fald
ikke mindre i dag. Og der er i tempoforskningens tidsalder da også en risiko for, at
former for langtidsforskning vil lide under den nye udvikling.
Populær faglitteratur og skolebøger. Måske er det på dette område, de fleste
mennesker først vil se alle de nye muligheder i litteratursammenhæng. Her ser vi alle de
nye seriøse multimedieprodukter som forener ord, billede og lyd og som giver nye
søgemuligheder, som selv den bedste håndbog ikke giver. Der er opstået nye muligheder
for at bevæge sig igennem og for at forstå et populærvidenskabeligt stof, og det
stiller også nye krav til forfatterne. Både til enkelhed i det komplicerede, til
formidling af samspil mellem tekstformer og andre formidligsformer, og til forståelse for
at tekster og informationer i digital form mere end nogensinde "indtages" via
bladring eller zapning. Den traditionelle forfatter vil stadig gerne have, at læseren
læser bøger i den rækkefølge, forfatteren har planlagt: fra start til slutning med
mulighed for opslag og kildehenvisninger undervejs. Den digitale bruger læser og oplever
på en mere aktiv, men måske også mere tilfældig måde.
Børne- og ungdomslitteratur. Mulighederne for videreudviklingen af den
illustrerede bog, og for et kreativt samspil mellem bruger og forfatter(e) er måske
særligt store omkring børne- og ungdomslitteraturen. Samspillet mellem billede, lyd og
ord giver her muligheder for at forbedre de mere bevidstløse former for
pc-børneunderholdning og også for at videreudvikle bogen, både den der er til
oplæsning, og den der er mere egnet til det interaktive selvstudium. Netop i Danmark er
den gode børne- og ungdomslitteratur i høj grad indgangen til de fleste menneskers
interesse for voksenlæsning af skønlitteratur, og man kan naturligvis være bekymret
for, om de nye påvirkninger og læseformer som digitaliseringen medfører, vil distrahere
børn og unge som boglæsere. Der er ingen tvivl om, at der på dette område er tale om
nogle reelle udfordringer. Hele litteraturen har her i høj grad brug for, at børne- og
ungdomsforfattere er med til at udvikle det nye digitale sprog. Der er ingen tvivl om, at
det kan lade sig gøre.
Skønlitteraturen. Hvad gør digitaliseringen ved den klassiske bog, ved romanen,
ved novellen, ved digtet?
Det er nok her forlæggere og forfattere er mest usikre, og de er givetvis også
uenige. Påvirkningen sker på en lang række måder, men det kan godt være, at det en
tid lang kun vil se ud som en nichepåvirkning i forhold til de forlagsmæssige
overvejelser.
Der er imidlertid ikke tvivl om, at digitaliseringen på en lang række måde vil
påvirke såvel tænkning som formsprog, og at denne påvirkning vil ændre såvel
forfatterne som læserne. Man kan se det allerede i megen ny og ung litteratur. Måske er
den dominerende påvirkning i dag en påvirkning af den helt traditionelle trykte bog. Den
trykte bog udsættes for digitale eksperimenter. Den norske forfatter Jan Kjærstad har
meget direkte udtrykt det sådan, at han selv regner med at blive ved med at være en
forfatter der udtrykker sig på trykt papir i bøger, men også at hans bøger indholds-
og formmæssigt er præget af de nye digitale erfaringer. For eksempel er han nået langt
i udviklingen mod en roman, der ikke (kun) har et på forhånd bestemt klassisk forløb
fra start til slutning, men som består af fortællemæssige byggeblokke, der for så vidt
kan sammensættes på mange forskellige måder.
Jan Kjærstads form er samtidig på mange måder den store klassiske fortælling.
Andre forsøg er mere minimalistiske. Men de elektroniske og digitale forsøg præger i
høj grad papiret.
Men naturligvis eksperimenteres der også på skærmen, og det sker og vil ske på
mange måder. Vi vil se den digitale interaktive romanlabyrint, der udvikler sig under
læsningen. Vi vil også se afløsere for radioens interaktive lytterroman, tekster som
bliver til i et samspil mellem mange brugere og læsere og som alene via sin
produktionsform vil være præget af et nyt sprog. Og langt mere enkelt ser vi allerede
nye litterære tidsskrifter - f. eks. smalle lyriktidsskrifter - som får nye muligheder,
fordi produktionsgangen forenkles og fornys.
Ingen vil læse en murstensroman på nettet, og hvorfor skulle de? Jeg vil også helst
fordybe mig i lyrik i en bog, jeg kan have i lommen og med i bussen eller i sengen. De
fleste håndbøger og vældig mange fagbøger er fortsat også mere anvendelige og
tilgængelige i bogform.
Der er ikke tale om en revolution, som fjerner grundlaget for den mangfoldige trykte
litteratur, men nok om en voldsomt hurtig udvikling som fører til en bestandig testning
af vores sprog og vores formidlingsformer. Forfatterne er i den proces også samfundets
mange (oftest ulønnede) sprogforskere og udviklere, som registrerer og reflekterer over
ændringerne og som selv påvirker tiden og dens sprog. Det er måske ikke det mindst
vigtige i en national sammenhæng, hvor det også handler om at fastholde en danske
sprogtradition og sprogudvikling i forhold til nogle meget massive påvirkninger udefra.
Knud Vilby
Læs også