Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


maj 1998


Nye former for censur i kunsten


Ordet "censur" fremkalder en lang række billeder hos os: Den ensomme kinesiske dissident, der sendes i arbejdslejr for sine holdninger, nazi-tidens bogafbrændninger af ‘entartete’ litteratur, og artikler og bøger, hvor hele sætninger og halve sider er overtegnet af censorernes sorte blokke. Mønsteret er her altid det samme - censuren er et af den totalitære stats magtmidler, dens forsøg på at kontrollere informationsstrømmen, den måde hvorpå den enkelte borgers ytringsfrihed knægtes.

Den form for censur findes selvsagt ikke i Danmark, vel overhovedet ikke i den vestlige verden. Alligevel kan man ikke sige, at Danmark - Vesten - er censur-frie samfund. Censuren optræder i stedet som et mere flydende og mere diffust forsøg på at styre distributionen af informationer og kulturelle udtryk. Det er fx ikke længere givet, at det er Staten der censurerer. Det kan lige så vel være mediefyrsten, kunstinstitutionen eller blot en kommunal embedsmand, som i en konkret situation vælger at bryde armslængde-princippet.

Siden slutningen af 1980’erne har der således været en række spektakulære sager på den amerikanske kunstscene, hvor den amerikanske højrefløj og kristne fundamentalister har forsøgt at begrænse visse kunstneres frihed til at udtrykke sig. Mest kendt er måske pornografi-sigtelsen mod fotografen Robert Mapplethorpe. Men kunstneren Andres Serrano var i virkeligheden den første der udløste højrefløjens anklager.

I 1987 modtog Serrano et arbejdslegat på $ 15.000 fra National Endowment of Arts (NEA), USA’s pendant til Statens kunstfond. Samtidig lavede han en serie værker, hvor især fotografiet "Piss Christ" vakte vrede og anklager om blasfemi. Kombinationen af billedets motiv - en tåget kristus-figur anes gennem en gylden-gul væske - og titlen var åbenbart nok til at bringe den kristent-konservative koalitions pis i kog. Som senator Alphonse D’Amato formulerede det i et brev til NEA’s formand: "Millions of taxpayers are rightfully incensed that their hard-earned dollars were used to honour and support Serrano’s work."

Republikanerne i den amerikanske kongres søgte at påvirke NEA’s kriterier for uddeling af legater for på denne måde at ramme den "blasfemiske" kunsts økonomiske fundament. Med et udtryk fra den danske kulturpolitik kan man roligt sige at armslængde-princippet blev brudt; lige så vigtigt er det, at censuren ikke længere blev foranstaltet af staten, og at den antog en ny, inddirekte form. Kunsten blev ikke forbudt, men gennem republikanernes indgreb i dens økonomiske kredsløb kunne resultatet blive det samme. I kølvandet på Serrano-sagen var der i al fald en lang række amerikanske museer der egenhændigt, men diskret, udførte en form for selv-censur, ligesom NEA har indrømmet, at sagen fik dem til at revurdere deres kriterier for kunststøtte.

For et dansk publikum er Serrano iøvrigt aktuel med en retrospektiv udstilling på Horsens Kunstmuseum, som kan ses indtil den 24. maj 1998. Udstillingen i Horsens kommer fra Holland, men på Horsens museum valgte man - meget sigende - ikke at vise, Serranos mest anstødende serie "A History of Sex" i sit fulde udstræk.

I 90’ernes Danmark har vi set et par sager, der på den ene eller anden måde nærmer sig censurering - i ordets brede, vage betydning. Med Ekstra Bladet og BT som dirigenter har en iscenesat ‘offentlig mening’ indtil flere gange fået lokalpolitikerne op ad stolen. Som Peter Duelund malende skriver: "Der skal ikke mere til end en rådden gris i et kunstmuseum eller laserstråle på befrielseshimlen, før sindene bliver bragt i kog med krav om at hugge armen over og fjerne afstanden mellem kunst og politik".

Også den unge, danske halvfemserkunst har oplevet censur. Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsens værk "10 argumenter for selvmord" blev således ikke realiseret af Rødovre gymnasium, som havde bestilt det, eftersom lærergruppen frygtede, at eleverne ville tage argumenterne alvorligt. Og Joachim Koesters udstilling "Birds" på Gentofte Hovedbibliotek i 1994 foregik under delvis censur. Som en del af udstillingen havde Koester samlet 43 avisartikler, der kritisk beskrev kommunens flygtningepolitik, og det var mere, end man kunne udstille på samme kommunes bibliotek. Koester valgte at hænge dem op i censureret form, hvor de kritiske passager resolut var streget ud med sort tusch!

I begge tilfælde er det karakteristisk nok ikke staten, men derimod lokale institutioner - gymnasiet, biblioteket - som af forskellige (ufornuftige eller snusfornuftige) grunde censurerer det kunstneriske udtryk. Et andet karakteristiaka er, at der bag denne form for censur ikke ligger et formaliseret kodeks for hvad der er tilladt, og hvad der ikke er det. Kendetegnende er det også, at censuren i sådanne tilfælde sjældent lykkes. Som følge af censureringen får kunstværkerne typisk mere opmærksomhed og pressedækning. "Piss Christ" og Andres Serrano var nok ikke blevet kendt i den brede amerikanske offentlighed uden den ‘hjælp’, de republikanske senatorer ydede ham.

Denne censurens boomerang-effekt skyldes først og fremmest, at det idag ikke er muligt at kontrollere medie-strømmen fuldt og helt. Og blot at dominere den er ikke nok. Det viser to eksempler hentet udenfor kunstens verden: Robert Murdochs forsøg på i al stilhed at ‘bortcensurere’ den tidligere Hong-Kong guvernør Chris Pattons nye bog slog ynkeligt fejl, og det er aldrig lykkes den italienske mediefyrste og eks-statsminister Silvio Berlusconi at holde sine egne korruptionsskandaler fra ‘de andre’ avisers forsider.

Selvom censur i ordets gamle, totalitære forstand ikke spiller nogen rolle på den danske kunstscene er der altså opstået andre, mere diffuse og mindre entydige måder at ‘bortcensurere’ kunstværker på. Her er det nok værd at skelne mellem to former for ‘moderne’ censur, nemlig den private censur, hvor forskellige monopol-instanser forsøger at dominere de medier, som informationer om kunst (og om alt muligt andet) strømmer igennem - det vil sige Silvio Berlusconi og Robert Murdoch, men vel også Ekstra Bladet og BT’s forskellige iscenesættelser af den ‘offentlige mening’. Og den lokale censur, hvor begrebet om selvforvaltning og princippet om en arms længde mellem lokale politiske magthavere og de offentlige fonde og udstillingsteder, som udgør basis for kunstens økonomiske kredsløb og fysiske distribution, i en konkret situation sættes ud af spil.

Disse to ‘moderne’ censurformer er ikke klart afgrænsede, men snarere flydende og rummelige begreber. De bygger således heller ikke på et kodeks om, hvad man ‘må’ og ‘ikke må’ i kunstens verden, og kommer kun indimellem - som i de nævnte eksempler - til udtryk. Det betyder også, at en videre diskussion af kunst og censur ikke kun kan tage udgangspunkt i ordets ‘gamle’ betydning, men også må medtænke de forandringer, som censuren selv har gennemgået i overgangen fra industrisamfund til informationssamfund.

For videre læsning om Mapplethorpe & Serrano:

Wendy Steiner "The Scandal of Pleasure", University of Chicago Press 1995.

Søndag Aften 0598

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.