Denne sommers store Manifesta 2 udstilling er en dinosaurus. Som andre mega-udstillinger er den konceptløs - hvorfor værdien
bliver den geografiske - europæiske - symbolik.
"Manifesta 2" er dette års version af biennalen "Manifesta" der forrige år
fandt sted for første gang i Rotterdam. Manifesta er et inter-europæisk
udstillingskoncept, der sponsoreret af EU hvert andet år med store armbevægelser og
høje ambitioner søger at lave en samlet udstilling af "europæisk kunst".
Omend dette års kurator-team Maria Lind, Robert Fleck og Barbara Vanderlinden
på deres mange rejser rundt omkring i den Europæsike Union har understreget deres
afstandtagen fra forståelsen af udstillingen som et eksklusivt europæsisk
propaganda-projekt, er det dog ikke til at komme udenom forestilligens indbyggede
politiske mekanismer.
For Europa om Europa
Det er en udstilling konceperet og financieret for Europa og om Europa. Manifestas
ankerpunkt er således intetionen om at samle og præsentere europæisk kunst fra alle
unionens hjørner og provinser under eet tag. Hvadenten intentionerne påhæftes etiketter
som "punkt-nedslag", "tidsbillede" eller "collage" er netop
denne samlende, inkluderende bevægelse så afgjort den drivende (læs: financierende)
kraft bag de store budgetter, den linde strøm af dyre tryksager og nyhedsbreve såvel som
en meget mediebevidst presseservicering. Den fælles-europæsiske identitetsfølelse
fodres med med store lunser af kunstnerisk autencitet og regional oprindelse, og forventer
ikke mindst kunst- og kultur-mediernes retoriske påskønnelse.
Udstilling uden sammenhæng
For en hvilken som helst kunstscene er Manifesta 2 en stor begivenhed, som bliver svær at
overse. Fra 40 Europæske lande har de tre kuratorer valgt 47 kunstnere, hvoraf de fleste
vil præsentere nye værker. Fra Danmark deltager Gitte Villesen og Peter Land, begge to unge
kunstnere, der de sidste par år har markeret sig herhjemme såvel som i udlandet med
deres video produktioner. Skimmer man listen af inviterede kunstnere er det svært at
finde en fællesnævner eller bare en sammenhæng. Kuratorene understreger da også
at Manifesta 2 hverken skal ses som et "overblik over europæisk kunst" eller
som en "tematisk udstilling", ligesom det heller ikke er en udstilling om
"alder, generationer eller national repræsentation". Det nærmeste vi kommer
ved nærlæsning af pressematerialet som det har hobet sig op indtil nu, er en tåget
formulering om udstillingens "ånd", som den kaldes: "En subjektiv
fortegnelse eller opgørelse som reflekterer den intensive research de tre kuratorer har
foretaget under deres rejser og besøg af byer over hele det europæiske kontinent".
Og hermed lander vi lige netop på dén akilleshæl, der over de sidste år har afsløret
sig selv tydeligere og tydeligere efterhånden som flere og flere af disse
mega-udstillinger har set dagens lys. Det er enorme, konceptløse udstillinger, der i
deres iver efter at holde alle muligheder åbne og ikke definere rammer eller
begrænsninger desværre heller ikke har eller sigter efter noget særligt udsagn, men
snarere udelukkende består i kraft af deres enorme repræsentative værdi alene.
Pengene bestemmer
For dén slags penge, der skal til for at stable en udstilling som Manifesta på benene,
er penge, der ikke tillader en entydig stillingtagen eller formulering af holdning, men
snarere i kunstens og dermed automatisk underforstået frihedens navn favner
alt. Lige pånær dét, der ligger "udenfor". For et eller andet sted må
man jo sætte grænsen for sin research, hvor nødigt man end vil det. Og dette sted
bliver i mangel af andet (feks. indhold) desværre i højere og højere grad geografisk
bestemt. Sidste år havde vi Louisiana Udstillingen herhjemme, et udstillingskoncept
skåret over præcis samme læst. Og når kuratorerne vælger ikke selv at lade
udstillingen som sådan pege i nogen retning, men i stedet "lade kunsten pege
selv" (som det så ofte hedder i forbandelsen af al såkaldt formynderisk og
destruktiv holdnings-tilkendegivelse), ja så ender den alt for korte røde tråd alt for
ofte i den bagvedliggende financierings politiske præmisser: Kunsten som geografisk
afgrænset identitets-skabende faktor, og dermed netop et knivskarp politisk udsagn med
langt større præcision og udsigelses kraft end nogen kurator nogensinde turde drømme
om. Kuratorene lader sig med andre ord rive med af præcis den magtfaktor, der skal
forestille at være allermest uvedkommende og usynlig, men som i mangel af andre udsagn
eller anden sammenhængende indhold kommer til at stå allermest frem i al sin uhyggelige
pragmatik.
Geografisk identitet
En udstilling af denne størrelse er aldrig blot en udstilling. Aktiviteterne,
anstrengelserne, pengene og opmærksomheden kan ikke som det jo ellers foregives
være neutrale platforme hvorfra kunsten "kan tale frit" eller for
den sags skyld hvorfra visse kuratorer frit kan vælge hvilke kunstnere der frit skal
kunne tale... En udstilling af denne art er altid genereret og ikke mindst financieret af
ønsker og ambitioner om en særlig opmærksomhed, en særlig repræsentation. Og når
intet andet taler imod eller blot på skrå, er det denne repræsentation alt for
ofte defineret af territorielle forhold, hvad enten det er regionale, nationale eller
intenationale der står forrest og skærer uimodsagt i øjnene, på trods af hvad
den enkelte kunstner så ellers måtte finde på at sige. Det handler om repræsentation
af identitet. Den enkelte kunstner er i denne sammenhæng reduceret til en vigtig brik i
et repræsentations-maskineri, hvis værdi ligger i netop at være repræsentativ
uafhængigt af indholdet.
Dino 3000?
Efterhånden som vi nærmer os årtusindskiftet og den vestlige selvforståelse og
identitets-forsikrende mekanismer skydes ned fra både ydre eller indre stationer, ser
flere og flere af disse koncept- og holdningsløse kunstudstillinger dagens lys. Kunsten
som vi kender den i dag synes på vej til at gå under i sin egen insisteren på
uspecificeret (såkaldt "fri") repræsentativ værdi, og dermed udhulning af
mulighederne for faktisk virkeligt at repræsenter noget. Hvor gode de udstillende
kunstnere end måtte være hver for sig, forekommer netop udstillinger som Manifesta 2 at
være en sådan dinosaurus, der næppe formår at overleve sig selv.
Manifesta
2 - bienniale gennem Europa. I 1998 i Luxembourg fra 28.
juni til 11. oktober.
Søndag Aften 0798
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]