Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


juli 1998


Manifestation for manifestationen


Denne sommers store Manifesta 2 udstilling er en dinosaurus. Som andre mega-udstillinger er den konceptløs - hvorfor værdien bliver den geografiske - europæiske - symbolik.

"Manifesta 2" er dette års version af biennalen "Manifesta" der forrige år fandt sted for første gang i Rotterdam. Manifesta er et inter-europæisk udstillingskoncept, der sponsoreret af EU hvert andet år med store armbevægelser og høje ambitioner søger at lave en samlet udstilling af "europæisk kunst". Omend dette års kurator-team – Maria Lind, Robert Fleck og Barbara Vanderlinden – på deres mange rejser rundt omkring i den Europæsike Union har understreget deres afstandtagen fra forståelsen af udstillingen som et eksklusivt europæsisk propaganda-projekt, er det dog ikke til at komme udenom forestilligens indbyggede politiske mekanismer.

For Europa om Europa
Det er en udstilling konceperet og financieret for Europa og om Europa. Manifestas ankerpunkt er således intetionen om at samle og præsentere europæisk kunst fra alle unionens hjørner og provinser under eet tag. Hvadenten intentionerne påhæftes etiketter som "punkt-nedslag", "tidsbillede" eller "collage" er netop denne samlende, inkluderende bevægelse så afgjort den drivende (læs: financierende) kraft bag de store budgetter, den linde strøm af dyre tryksager og nyhedsbreve såvel som en meget mediebevidst presseservicering. Den fælles-europæsiske identitetsfølelse fodres med med store lunser af kunstnerisk autencitet og regional oprindelse, og forventer ikke mindst kunst- og kultur-mediernes  retoriske påskønnelse.

Udstilling uden sammenhæng
For en hvilken som helst kunstscene er Manifesta 2 en stor begivenhed, som bliver svær at overse. Fra 40 Europæske lande har de tre kuratorer valgt 47 kunstnere, hvoraf de fleste vil præsentere nye værker. Fra Danmark deltager Gitte Villesen og Peter Land, begge to unge kunstnere, der de sidste par år har markeret sig herhjemme såvel som i udlandet med deres video produktioner. Skimmer man listen af inviterede kunstnere er det svært at finde en fællesnævner – eller bare en sammenhæng. Kuratorene understreger da også at Manifesta 2 hverken skal ses som et "overblik over europæisk kunst" eller som en "tematisk udstilling", ligesom det heller ikke er en udstilling om "alder, generationer eller national repræsentation". Det nærmeste vi kommer ved nærlæsning af pressematerialet som det har hobet sig op indtil nu, er en tåget formulering om udstillingens "ånd", som den kaldes: "En subjektiv fortegnelse eller opgørelse som reflekterer den intensive research de tre kuratorer har foretaget under deres rejser og besøg af byer over hele det europæiske kontinent". Og hermed lander vi lige netop på dén akilleshæl, der over de sidste år har afsløret sig selv tydeligere og tydeligere efterhånden som flere og flere af disse mega-udstillinger har set dagens lys. Det er enorme, konceptløse udstillinger, der i deres iver efter at holde alle muligheder åbne og ikke definere rammer eller begrænsninger desværre heller ikke har eller sigter efter noget særligt udsagn, men snarere udelukkende består i kraft af deres enorme repræsentative værdi alene.

Pengene bestemmer
For dén slags penge, der skal til for at stable en udstilling som Manifesta på benene, er penge, der ikke tillader en entydig stillingtagen eller formulering af holdning, men snarere i kunstens – og dermed automatisk underforstået frihedens – navn favner alt. –Lige pånær dét, der ligger "udenfor". For et eller andet sted må man jo sætte grænsen for sin research, hvor nødigt man end vil det. Og dette sted bliver i mangel af andet (feks. indhold) desværre i højere og højere grad geografisk bestemt. Sidste år havde vi Louisiana Udstillingen herhjemme, et udstillingskoncept skåret over præcis samme læst. Og når kuratorerne vælger ikke selv at lade udstillingen som sådan pege i nogen retning, men i stedet "lade kunsten pege selv" (som det så ofte hedder i forbandelsen af al såkaldt formynderisk og destruktiv holdnings-tilkendegivelse), ja så ender den alt for korte røde tråd alt for ofte i den bagvedliggende financierings politiske præmisser: Kunsten som geografisk afgrænset identitets-skabende faktor, og dermed netop et knivskarp politisk udsagn med langt større præcision og udsigelses kraft end nogen kurator nogensinde turde drømme om. Kuratorene lader sig med andre ord rive med af præcis den magtfaktor, der skal forestille at være allermest uvedkommende og usynlig, men som i mangel af andre udsagn eller anden sammenhængende indhold kommer til at stå allermest frem i al sin uhyggelige pragmatik.

Geografisk identitet
En udstilling af denne størrelse er aldrig blot en udstilling. Aktiviteterne, anstrengelserne, pengene og opmærksomheden kan ikke – som det jo ellers foregives – være neutrale platforme hvorfra kunsten "kan tale frit" – eller for den sags skyld hvorfra visse kuratorer frit kan vælge hvilke kunstnere der frit skal kunne tale... En udstilling af denne art er altid genereret og ikke mindst financieret af ønsker og ambitioner om en særlig opmærksomhed, en særlig repræsentation. Og når intet andet taler imod eller blot på skrå, er det denne repræsentation – alt for ofte defineret af territorielle forhold, hvad enten det er regionale, nationale eller intenationale – der står forrest og skærer uimodsagt i øjnene, på trods af hvad den enkelte kunstner så ellers måtte finde på at sige. Det handler om repræsentation af identitet. Den enkelte kunstner er i denne sammenhæng reduceret til en vigtig brik i et repræsentations-maskineri, hvis værdi ligger i netop at være repræsentativ uafhængigt af indholdet.

Dino 3000?
Efterhånden som vi nærmer os årtusindskiftet og den vestlige selvforståelse og identitets-forsikrende mekanismer skydes ned fra både ydre eller indre stationer, ser flere og flere af disse koncept- og holdningsløse kunstudstillinger dagens lys. Kunsten som vi kender den i dag synes på vej til at gå under i sin egen insisteren på uspecificeret (såkaldt "fri") repræsentativ værdi, og dermed udhulning af mulighederne for faktisk virkeligt at repræsenter noget. Hvor gode de udstillende kunstnere end måtte være hver for sig, forekommer netop udstillinger som Manifesta 2 at være en sådan dinosaurus, der næppe formår at overleve sig selv.

Manifesta 2 - bienniale gennem Europa. I 1998  i  Luxembourg fra 28.   juni til 11. oktober.

Søndag Aften 0798

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.