Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


juli 1998


Digitale forfatterrettigheder


Centrale biblioteksorganisationer ønsker rettigheder for digitale forfattere.

Mens forfattere, kulturministerium og folketingspolitikere diskuterer, hvordan man skal rette op på millionskandalen om klassesæts-forfatternes rettigheder, lurer næste debat om biblioteksafgifterne i kulissen. Søndag Aften beskrev i april (Se Søndag Aften Arkiv) , hvordan digitale forfattere bliver snydt for rettighedsbetaling allerede i dag.

En række organisationer rejser også spørgsmålet i deres høringssvar til ministeriet om betænkningen om biblioteksafgiften.

  • Bibliotekslederforeningen mener der er et presserende behov for centrale ordninger og aftaler for de nye medier

  • Statens Biblioteksstyrelse anbefaler at man indfører et rådighedsbeløb for digitale værker

  • Danmarks Biblioteksforening (som blandt andet repræsenterer kommunernes politiske  kulturudvalg) mener at alle materialer i bibliotekerne skal ligestilles.

  • Dansk Musikbiblioteks Forening opfordrer også til en biblioteksafgift for digitaliserede værker. Man skriver blandt andet:  "Disse, for bibliotekerne nyere, medier bliver efterhånden en vigtigere del af udbuddet, og som led i bibliotekernes muligheder for at tilbyde disse værktyper vil det være af afgørende betydning med  kompensationer som f.eks. biblioteksafgift".

  • UBVA (under Akademikernes Centralorganisation) peger også på behovet for biblioteksafgift for digitale værker.

Det er påfaldende, at ingen høringssvar forholder sig negativt til rettigheder for digitale værker. Formelt set skyldes det naturligvis, at betænkningen om biblioteksafgift ikke stiller forslag om betaling for digitale værker. Betænkningen afviser en sådan tanke med denne bemærkning: "omfanget af digitaliserede tekstværker...er endnu så beskedent, at det ikke giver anledning til at foreslå særlige ændringer".

Men reelt viser de manglende negative kommentarer, at diskussionen om digitale værker ikke eksisterer i en række organisationer. Det er typisk centrale biblioteksorganisationer som ønsker rettighedsbetaling for digitale værker. Det er organisationer som tydeligt mærker et markeds- og efterspørgselsskift. Når de to forfatterorganisationer (Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere) er tavse som østers om spørgsmålet viser det et kommende problem for organisationerne. De har simpelhen endnu ikke mærket med hvilken kraft de digitale vinde kommer til at blæse i de kommende år.

Den sandsynlige løsning
Høringssvaret fra Statens Biblioteksstyrelse viser det mest sandsynlige resultat af debatten: at der indføres et rådighedsbeløb til forfattere af digitale værker. Det svarer til den ordning man allerede har for grammofonplader.

Denne løsning vil i sig selv chokere en del af de forfattere som i dag modtager biblioteksafgift. De vil føle at der er tale om endnu et tyveri af deres penge.

Nogle biblioteksorganisationer foreslår at alle materialetyper på bibliotekerne ligestilles. Dette ville være den logiske løsning, når man i grundlaget for biblioteksafgiften fremhæver at afgiften er en kulturstøtte-ordning (og altså ikke en bog-støtte ordning).

Dette vil dog give for store dønninger i et følsomt politisk område. Det sidste tiårs ændringer af biblioteksafgiften har først og fremmest været pragmatisk begrundet. Den store lovændring i 1991 skyldtes udefra kommende krav (EU-lovgivning). Rapporten om bibliotekspengene skyldes først og fremmest det indførte loft over afgiften - Ib Michael-sagen. Og dette forårs debat om klassesæt og tilbagebetalinger, skyldes også pludseligt opståede forhold.

Egentlig er der behov for en grundlæggende debat om denne   kulturstøtteordning, som udelukkende er baseret på efterspørgsel fra bibliotekerne. En sådan debat vil kunne give den tiltrængte forståelse for ligestilling mellem medierne. Men en forudsætning for dette vil være at der er tillid til den statslige administration og politiske styring af bibliotekspengene. Det sidste tiårs elendige og uigennemskuelige beslutninger (ingen kan idag forklare, hvordan 200.000 kr. loftet opstod!) giver ikke just rettighedshaverne tillid til det politiske og administrative system.

Søndag Aften 0798

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.