CulturCronik:
Besættelsestiden 1940-45 kan i dag virke langt borte. For mange
danskere, ikke blot de unge, er der sikkert tale om, at denne del af fortiden er fremmed
land. Bogen "Besættelsestiden som kollektiv erindring" handler ikke om
besættelsestiden, men om den måde besættelsestiden er blevet opfattet, tematiseret og
anvendt på i efterkrigstidens danske samfund.
Af Claus Bryld & Anette Warring
Rifbjergs År, 1970
Ved befrielsesjubilæerne har der været tradition for at fejre
begivenheden ved en festforestilling i Det kgl. Teater d. 5. maj om aftenen (i 1955 og 95
dog d. 4. maj). Ved forestillingerne har regeringen været vært og kongehuset samt en
lang række repræsentanter for modstandsbevægelsen været indbudt.
I 1970 havde Det kgl. Teater besluttet at opføre et skuespil af Klaus
Rifbjerg med titlen År. Dette var blevet godkendt af regeringens jubilæumsudvalg.
Stykket var skrevet til Det kgl. Teater i anledning af 25-året for befrielsen og havde
haft premiere nogen tid før jubilæumsdagen, hvor det var blevet pænt modtaget af
anmelderne.
År er et stykke hverdagsrealisme om en familie under krigen, der
udsættes for de typiske påvirkninger i form af rationering af madvarer, brændsel og
tobak, nødvendigheden af mørklægning osv. Men foruden de personlige
udviklingshistorier, der er knyttet til familiens yngre medlemmer, indeholder stykket
også en politisk pointe, der er klart positiv over for modstandskampen, men som samtidig
problematiserer de eksistentielle konsekvenser for dens, overvejende unge, deltagere.
Skuespillet afspejler en besættelsestid, som den ifølge forfatteren har
set ud for flertallet af danskerne: Hverdagens problemer var de mest presserende, men man
var klart anti-tyske, og ude i periferien var der til sidst nogle modstandsfolk, som man
havde fuld sympati med, men svært ved at forstå, fordi krigens brutalitet trods
mangelsituation og mørklægning var langt væk, også mentalt. På den vis var
modstandfolkene alligevel isolerede og måtte selv klare de sociale og psykiske problemer
en krig ikke kan undgå at give sine deltagere både mens den står på og bagefter.
Om det var dette brud på konsensusopfattelsen eller slet og ret det
faktum, at kun en brøkdel af skuespillet direkte omhandler kampen mod besættelsesmagten
- og kun i besættelsens sidste måneder, som forårsagede en kritik fra
modstandsbevægelsen, melder kilderne ikke noget om. Men d. 22. april 1970 bragte aviserne
nyheden om, at frihedskæmpere protesterede mod den bebudede forevisning af Rifbjergs
stykke d. 5 maj. Der var fremkommet en skarp protest fra Frit Danmarks redaktør
Kate Fleron og en kreds af modstandsfolk.
Det hed i protesten, at Rifbjergs portræt af en særdeles passiv
borgerlig families tilværelse bag mørklægningsgardinerne, krydret til overmål af
besættelsestidens ubehageligheder: os fra kakkelovnen, slet spirtitus, urygelig tobak
ikke egner sig for det indbudte publikum og 25-årsdagen, og det tilføjes, at den
indlagte gymnasiastfrihedskæmper, der færdes tilfældigt i stykkets periferi, ikke har
mere at bestille med modstandskæmperne end en grøn ost med månen.
I samme åndedrag udtalte Frode Jakobsen: Jeg kender ikke stykket og
heller ikke protestaktionen. Men efter anmeldelserne af stykket har jeg selv gjort mig den
tanke, at det ikke var egnet til den lejlighed. Det betyder ikke, at en familie af den
skildrede art ikke - desværre - var typisk gennem det meste af besættelsestiden.
Allerede to dage efter blev det meddelt, at Rifbjergs skuespil var taget
af plakaten for d. 5. maj. Problemet har været behandlet på regeringsplan,
skrev Berlingske Tidende, og amtmand J. Elkjær-Larsen, der var formand for
jublæumsudvalget, udtalte, at dette udvalg hele tiden havde haft den indstilling,
at et skuespil af den kontroversielle forfatter Klaus Rifbjerg næppe ville være egnet
til opførelse på en mindedag, hvor følelserne spiller så stor en rolle, som det er
tilfældet, når det gælder befrielsens glæde og besættelsens menneskelige tragedier.
Men Det kgl. Teater holdt på, at et skuespil af en så fremtrædende forfatter og med
besættelsestiden som emne måtte være det helt rigtige til begivenheden.
I stedet var det nu blevet besluttet at opføre Bertolt Brechts
Svejk i anden verdenskrig. Men denne omgørelse af Det kgl. Teaters
planlægning vandt ikke ubetinget tilslutning. Berlingske Tidendes leder d. 24. april er
et eksempel på ubehag ved den politiske afgørelses primat over for den kunstneriske, men
typisk nok samtidig en accept af denne tingenes tilstand.
På den ene side anførte Berlingske, at en lille, aggressiv kreds
af modstandsfolk havde valgt at se År som en nedvurdering af
modstandsbevægelsens indsats, men for en mere overlegen betragtning ville frihedskampen
tegne sig endnu mere markant, når den ses på baggrund af den ligegyldighed overfor de
nationale følelser, som Rifbjergs stykke afslører. På den anden side afsluttede
bladet lederen med følgende: 25 års dagen for befrielsen skulle helst være en dag, som
kunne samle alle danske i en national manifestation. Derfor kan protesten, hvor lidet
repræsentativ den end måtte være, ikke uden videre afvises, og navnlig når der skal
tages hensyn til den indbudte kreds af modstandsfolk, der den 5. maj går til Det
kongelige Teater i forventning om en opløftende aften.
Klaus Rifbjergs egen bittersøde kommentar fremkom nogle dage
efter, da det også officielt var meddelt, at hans stykke ikke skulle spilles d. 5. maj:
Jeg er jo ikke socialrealistisk hyldestdigter, som kan fremstille K. Fleron og Carl Madsen
med flammende maskinpistoler på kommando, siger Klaus Rifbjerg. Jeg må holde mig til
virkeligheden, min virkelighed, og faktisk troede jeg, at modstandskampen i sin tid gik ud
på at give os alle en chance for at komme nærmere dén - virkeligheden, eller man kunne
måske også kalde den ærligheden. Men jeg skal ikke trætte læserne med disse
overvejelser. Frihedskæmperne har vundet en ny sejr, og det må jo være en
tilfredsstillelse 25 år efter besættelsen, slutter Rifbjerg.
Kritikken af Rifbjergs stykke fra modstandsbevægelsens side - eller nogle
enkelte repræsentanter for modstandsbevægelsen, som der her var tale om - blev for
ingenting at regne imod hvad der skulle komme i 1980erne og 90erne. Der var
ikke tale om nogen større kampagne, kun om en relativt urban kritik fra enkelte sider.
Denne kritik demonstrerede på den anden side klart den sensibilitet, der var til stede,
når besættelsestiden skulle fejres i kunstneriske former. Dette havde også vist sig
indadtil i modstandsbevægelsen, fx i stridighederne om mindesmærket i mindelunden i
Ryvangen.
Også på anden vis er modstanden mod År bemærkelsesværdig: Det var en
af de første gange, hvor den klassiske modsætning mellem politikere og
modstandsbevægelse fra besættelsestiden ikke spillede nogen rolle i debatten. Det
centrale var ikke denne modsætning, men spørgsmålet om, hvordan modstandsbevægelsen i
sig selv blev stiliseret. Rifbjergs hverdagsagtige, ikke-heroiserende billede faldt ikke i
god jord hos en del af veteranerne, og politikerne bøjede sig stiltiende herfor. Dette
blev betegnende for den fremtidige udvikling i modsætningerne omkring
besættelseshistorien, i hvert fald når det drejede sig om offentlige mindefester.
Da Svejk blev opført d. 5. maj var der opstillet en talstærk
politistyrke uden for Det kgl. Teater i tilfælde af demonstrationer, som aviserne ret
ubestemt skrev. Men dramatiske begivenheder udeblev. Da det næppe kan have
været Rifbjerg, man frygtede, har det måske været ungdomsoprørere?
Olssons Jane Horney, 1985
Ved det næste store jubilæum, i 1985, opstod der ikke nogen strid om
hvilken forestilling der skulle vises i Det kgl. Teater. Der var tale om et
potpourri, et sammensat program, tilrettelagt af Paul Hammerich, med (dele af)
værker fra besættelsestiden af Kjeld Abell, Kaj Munk og PH samt en mere nutidig afdeling
med bidrag af Benny Andersen, Shu-bi-dua m.fl.
Derimod vakte et andet kunsterisk produkt debat og modstand: Tv-filmen om
Jane Horney.
I 1980erne havde modsætningen mellem politikere og
frihedsbevægelse helt mistet sin relevans i den offentlige diskurs. Det havde dels
generationsmæssige årsager (alle de ledende gamle politikere var nu døde,
og barne- eller barnebarnsgenerationen var rykket ind på de politiske poster), dels
politiske. Geopolitisk var situationen totalt ændret siden 1945, med Vesttyskland som
Danmarks alliancepartner i NATO og en udbredt konsensus om udenrigs- og forsvarspolitikken
(trods de bekendte danske fodnoter i NATO-beslutningerne), der byggede på et entydigt
billede af Sovjet og østblokken som trusler. Den internationale spænding var stor pga.
den nye konfrontationskurs i begyndelsen af årtiet, der er kendt som den nye kolde
krig, og højreorienterede samt stærkt liberalistiske ideologier var for første
gang siden 1930erne påny kommet til at spille en vigtig rolle, men i mindre grad i
Danmark end i fx England og USA.
Indenrigspolitisk stod yderfløjene svagt, og med DKPs nedgang i
slutningen af 1970erne var der ikke længere nogen modstandspartier i
Folketinget. Hverken SF eller VS kunne gøre krav på moralsk og politisk legitimitet,
erhvervet under besættelsen, og kunne eller ville derfor heller ikke på samme måde som
DKP appellere til nationale følelser med besættelsestiden som grundlag.
Veteranbevægelserne levede derimod i bedste velgående og fik som tidligere påvist stor
indflydelse på tilrettelæggelsen af jubilæer mv.
Også i nogle statsinstitutioner som fx hæren og politiet sad stadig
folk, der havde deltaget i modstandskampen. Veteranlitteraturen voksede, og den nye
stærke interesse for og engagement i Holocaust - bl.a. manifesteret ved to tv-udsendelser
med meget høje seertal - formåede ikke, som det delvis skete i Frankrig, at forskyde
sympatien fra modstandsbevægelsen og dens tab til jøderne og de ofre, de havde lidt.
Det havde vel også sammenhæng med redningen af de danske jøder i
oktober 1943 og dermed den stort set lykkelige undgåelse af den skæbne jøderne led i
andre dele af Europa under krigen. I hvert fald kan der i den offentlige diskurs fra
omkring 1980 konstateres en stigende fokusering på modstandsbevægelsen både som objekt
og med hensyn til værditillæggelse. Det viste sig såvel kvalitativt som kvantitativt,
idet litteraturen om modstandsbevægelsen voksede stærkt allerede fra 1970erne.
En kamp om primatet mellem hhv. jøderne og modstandsfolkene
som i Frankrig kom det således ikke til i Danmark, hvor der snarere blev tale om
komplementaritet. Denne fokus på modstandsbevægelsen blev som påvist særlig stærk ved
jubilæet i 1985 - og igen ti år senere. Disse faktorer kan indgå i forklaringen på
fejden om Jane Horney-serien i tv i 1985, der blev den hidtil største offentlige strid i
Danmark om en fremstilling af et stykke besættelseshistorie, ja formentlig om et stykke
historie i det hele taget.
I omfang større end Hjalf-sagen i 1960-61, men også mere mystificerende,
i den forstand at det politiske indhold, der havde karakteriseret Hjalf-sagen, nok var til
stede, men sjældent blev udtrykt. I stedet handlede striden om, hvad der kunne eller
måtte udtrykkes om besættelsestiden, i særlig grad om modstandsbevægelsen, og hvad der
ikke måtte. Det må derfor formodes, at en stor del af almenheden næppe forstod, hvad
fejdens politiske kerne egentlig var, selvom pressedækningen var overvældende.
Selve beretningen om Jane Horney er ikke objektet her. Rekonstruktionen af
hendes liv og død er problematisk og næppe fuldt ud mulig på det foreliggende grundlag,
men historien om hende er heller ikke afgørende i denne sammenhæng. Det er kampen om
rammerne for glemsel og erindring på et samfundsmæssigt plan, der står i centrum.
Så meget vides, at Jane Horney var en yngre svensk kvinde, der i januar
1945 blev likvideret af medlemmer af den danske modstandsbevægelse på en båd mellem
Kattegat og Øresund og derefter formentlig kastet i havet. Likvideringer måtte
imidlertid kun finde sted, hvis der i modstandsbevægelsens ledelse herskede en berettiget
mistanke om, at vedkommende gennem agentvirksomhed, angiveri til tyskerne e.l. udgjorde en
alvorlig fare for modstandsbevægelsen eller nogle af dens medlemmer. Ved at sige, at
Horney var blevet likvideret, udtrykte man altså samtidig, at hun var tysk agent, stikker
etc. Efter krigen blev dette anfægtet fra flere sider, ikke mindst fra svensk side, men
også fra enkelte medlemmer af modstandsbevægelsen, der mente, at der her kunne ligge
andre motiver bag.
I nogle populærhistoriske bøger om besættelsen og i en række
avisartikler og pjecer af folk med vidt forskellig politisk og professionel baggrund blev
det hævdet, at Jane Horney sad inde med viden om nogle specielle tyske ruter over
Øresund, ruter, der kunne tjene diverse formål og i sidste ende ville kunne benyttes som
flugtruter for højtstående tyske nazister (med røvede værdier i form af guldbarrer
o.a.) efter det tyske nederlag, der tegnede sig stadig tyderligere fra 1944.
Disse ruter skulle ifølge teorien være kendt og accepteret af visse dele
af den danske modstandsbevægelses ledelse med basis i Hærens Efterretningstjeneste. Som
modydelse skulle efterretningstjenesten af tyskerne have fået løfte om, at de ville se
igennem fingre med våbenforsendelser fra Sverige til modstandsbevægelsen, våben, som
især gik til de militære O-grupper, der ikke deltog aktivt i kampen. Endvidere skulle
tyskerne have lovet støtte til bekæmpelse af et eventuelt kommunistisk kup i Danmark ved
besættelsens afslutning.
Med andre ord går teorien ud på, at der ud fra sammenfaldende interesser
på enkelte punkter skulle have fundet et samarbejde sted mellem tyske nazister og dele af
den danske modstandsbevægelse i 1944-45, og at Jane Horney sammen med to-fire andre,
bl.a. den tyske efterretningsofficer Ernst Gilbert, blev likvideret pga. sin viden herom.
Efterretningstjenesten i Stockholm eller dele af den skulle altså i forståelse med den
engelske Special Operations Executive (SOE) - ligesom den lille generalstab
gjorde m.h.t. våbenfordelingen - have spillet dobbeltspil over for den civile del af
modstandsbevægelsen.
Den refererede fortolkning blev anlagt i den svenske instruktør Stellan
Olssons tv-film, og med et grundigt kendskab til besættelsestidens historie var det trods
navnecamouflage mv. til en vis grad muligt at identificere de involverede fra
det danske politi og den militære efterretningstjeneste.
I et større perspektiv er sådanne historier ikke usædvanlige. I alle
dele af de af Tyskland besatte lande under 2. verdenskrig var der i varierende omfang
delte interesser inden for modstandsbevægelserne, især om efterkrigssamfundets karakter.
Disse modstridende interesser satte sig igennem som spændinger og somme tider indre kamp
mellem borgerligt orienterede kræfter på den ene side og kommunistiske eller
socialistiske på den anden. I Jugoslavien og Grækenland kom det til direkte kampe mellem
disse grupperinger, som for Grækenlands vedkommende fortsatte i skærpet form i den
græske borgerkrig 1946-49.
Hermed er naturligvis ikke sagt, at dele af den danske modstandsbevægelse
gik eller blot overvejede at gå i samarbejde med tyskerne for at bekæmpe den
kommunistiske indflydelse. Men at der var spændinger imellem hæren og politikerne på
den ene side og kommunisterne på den anden blev påvist allerede i Hæstrups forskning i
1950erne og i den efterfølgende Hjalf-sag. Hertil kommer en praktisk detalje, der
ofte overses i fremstillinger af modstandskampen, nemlig den, at modstandsbevægelsens
ledelse, Frihedsrådet, ikke havde fuld kontrol med alt, hvad der foregik, hverken
centralt eller regionalt, og at f. eks SOE ikke følte sig strengt bundet af de danske
illegale ledelsesinstanser.
Under alle omstændigheder synes den eksplosive debat om Horney-serien i
1985-86 i kombination med sensibiliteten ved jubilæerne mv. at vise, at det danske
samfund ikke har forholdt sig principielt anderledes til dets egen historie under 2.
verdenskrig end de fleste lande, som har højspændte nationale interesser at pleje.
Frankrig er et godt eksempel til sammenligning, selvom den franske kollaboration og
Vichy-regimets ideologiske støtte til fascismen og deltagelse i jødeforfølgelser mv.
ikke finder direkte paralleller i Danmark.
Den drama-dokumentariske serie om Jane Horney var oprindelig programsat
til at begynde i den dengang enerådende danske tv-kanal d. 3. maj 1985 i prime time. Hvis
der findes kilder, der viser overvejelser over dette valg, har de i hvert fald ikke været
til rådighed for os. Og umiddelbart virker det forbløffende, at ledelsen af DR TVs
kulturafdeling med programchef Werner Svendsen i spidsen turde træffe denne (foreløbige)
disposition. Var der blot tale om en bureaukratisk lys idé, eller lå overvejelser over
nødvendigheden af en revision af den ellers altid ukritiske jubilæumsfremstilling af
modstandsbevægelsen i de store medier til grund? Eller måske et forsøg på at bryde
religiøsiteten i selve jubilæumsritualet nu da besættelsen trods alt var
på tidsmæssig afstand? Vi ved det ikke.
Vi ved kun, at forestillingen om den harmoniske modstandsbevægelse blev
angrebet i tv-serien, og at alene rygterne herom fik protesterne til at begynde allerede
inden man havde påbegyndt produktionen - med den følge, at programmet for d. 3. maj
ændredes, og premieren på Jane Horney blev udsat til d. 21. oktober - samt at de
fortsatte lang tid efter dens afslutning.Et universitetsspeciale har talt næsten 300
artikler om Jane Horney-sagen i bred forstand i de ni vigtigste dagblade fra perioden
september til december 1985.
Med Ekstra Bladet i spidsen støttede flere af bladene i varierende omfang
veteranforeningernes krav om ikke at sende tv-serien, og da svensk og dansk tv alligevel
besluttede sig for at gøre det, støttede de veteranernes angreb på kulturafdelingens
ledelse og krav om en tilbagekaldelse af seriens historiske påstande. Dette lykkedes da
også i foråret 1986. Avisartiklerne, der mest var nyhedsartikler og ikke, som det er
almindeligt for historisk stof, baggrundsartikler eller kommentarer, varierede naturligvis
i tonefald og aggressivitet. Mest urbane var de store morgenaviser, mens Ekstra Bladets
tone markeres allerede gennem de fire første rubrikker i avisens dækning af sagen: Jane
Horney ikke i tv - modstandsbevægelsen truer med sort skærm (2.9.), Han vil ikke kaldes
morder (23.9.), Stands det svineri (23.9.) og Frihedskæmperen mod tv-chefen (24.9.).
I forhold til denne aggressivitet indtog BT en mere forstående holdning
over for serien og over for Jane Horneys familie, der hele tiden havde forsøgt at få
hende rehabiliteret. Der var næppe dyberegående grunde hertil end forsøget på af
konkurrencehensyn at udgøre et alternativ til Ekstra Bladet.
Truslen om sabotage mod tv var nok mere imaginær end reel og blev hurtigt
døllet ned af de veteraner, der mest udtalte sig til eller skrev i pressen. Mange af de
pågældende havde på samme måde som Alsing Andersen for samarbejdspolitikkens
vedkommende, da beretningen fra Den parlamentatiske Kommission var til drøftelse i
Folketinget, en klar andel i de forhold, de nu tog stilling til. Det drejede sig i første
række om Frode Jakobsen og Arne Sejr. Jakobsen var under besættelsen den øverste
ansvarlige for stikkerlikvideringerne og havde også efter befrielsen til opgave som
minister at tage sig af likvideringssagerne. Han havde altid minimeret fejltagelserne og
forsvaret likvideringerne som krigshandlinger og derfor fuldt berettigede. De
var aldrig blevet undersøgt af en uvildig instans.
Arne Sejr havde som leder af Studenternes Efterretningstjeneste under
krigen været beskæftiget med netop efterretning og havde her igennem også haft tætte
forbindelser til den militære efterretningstjeneste. Af et antal på 29 blandt de første
modstandsfolk, der samlet protesterede mod seriens forevisning, havde 11 i øvrigt haft og
havde i nogle tilfælde stadig en direkte tilknytning til efterretningstjenesten. Den
officer fra efterretningstjenesten, der ifølge Erik Nørgaard gav ordren om likvidering
af Jane Horney, og som stadig levede, blev dog behændigt holdt uden for inddragning, mens
pressen interesserede sig meget for drabsmanden, dog trods alt uden at nævne hans rigtige
navn.
Efter at det viste sig forgæves at hindre Jane Horney-seriens udsendelse,
drejede kampagnen mod den i november måned 1985 i en politisk og juridisk retning. D. 26.
november - efter seriens afslutning - sendte Frode Jakobsen et åbent brev til
regeringen. Heri hed det som det centrale: Filmen beskylder Det Danske Forsvars
Efterretningstjeneste i Stockholm (som bidrog stærkt til Danmarks anerkendelse som
allieret): For landsforræderi, anstiftelse af mord, grov personlig berigelse
En
sådan mytedannelse til skade for vort lands anseelse (i lighed med den ondartede
Rostock-myte) må ikke få lov til at slå rod. Heller ikke i vore broderfolk, hvor Norges
Radio nu overvejer at købe serien. Påstande, som måske før er blevet fremsat, men
hidtil betragtet som løs snak, har ved udsendelsen over Dansk tv under betegnelsen
drama-dokumentarisk fået et sådant stempel, at de grove beskyldninger må
få konsekvenser. Enten for eventuelle skyldige - eller for dem, der er ansvarlige for en
bagvaskelses udbredelse.
Jakobsen krævede altså enten efterretningsofficererne eller tv-ledelsen
retsforfulgt, men hans egen mening om, hvem der var skyldig, var ikke nogen hemmelighed.
Samme dag udsendte Radiorådets næstformand Per Stig Møller ligeledes et åbent brev som
klage til rådsformanden, Birte Weiss. Brevet lagde sig tæt op ad Jakobsens, men var
holdt i en mere spørgende form.
Per Stig Møllers klage førte til en stor debat i Radiorådet d. 7.
januar 1986. Som afslutning herpå slog programudvalget fast, at Horney-serien
hverken kunstnerisk, indholdsmæssigt eller researchmæssigt havde en standard, der gør
beslutningen om at sende serien acceptabel. Programudvalget beklager, at det alligevel
skete.
19 medlemmer stemte for beklagelsen, der også var en næse
til Werner Svendsen og DRs driftsledelse, mens tre stemte imod. Interessant er det, at
både de borgerlige og socialdemokraterne stod splittet i bedømmelsen af serien og dens
berettigelse.
Ole Askvig fra AOF forholdt sig således i modsætning til partifællen
Karen Dahlerup kritisk over for pressekampagnen mod serien, og det samme gjaldt Peter
Duetoft fra CD, som pegede på to generelle problemer
i forbindelse med al
besættelsestidshistorie: Det er en meget kedelig form for historiebaggrund, vi har
her i landet, at vi lukker besættelsestidens kilder så meget, som vi gør. Lader en
lille udvalgt skare historikere få lov til at grave rundt i det og så ikke andre. Og så
skal justitsministeriet jo i øvrigt bagefter have lov til at gennemse det materiale, der
kommer ud af det. Det er i al fald en besynderlig måde for historikere at arbejde på.
Det gør det i hvert fald ikke lettere for andre at gå ind i det her arbejde, og jeg
synes ikke, vi skal råbe så højt, netop fordi det var os, der lukkede kilderne.263 Det
andet er - og nu vil jeg håbe, at jeg ikke bliver misforstået - myten om
modstandsbevægelsens urørlighed. Jeg har meget, meget stor sympati og respekt for
modstandsbevægelsen, men vi skal vel også passe på med ikke at blive ved med at køre i
myten om, at alt, hvad modstandsbevægelsen gjorde, var rigtigt. At alt, hvad der foregik
under besættelsen var godt. Og at der overhovedet ikke kan stilles et eneste kritisk
spørgsmål til, hvad der foregik på det tidspunkt. Jeg synes i hvert fald, at den
offentlige debat i meget høj grad er kørt på det grundlag. Og det er jo ikke noget nyt.
Vi husker det allerede fra det tidspunkt, hvor Trommer kom med sin doktordisputats omkring
jernbanesabotagen.
Carsten Kyhn, der var repræsentant for venstrefløjspartier, udtalte, at
han syntes, serien var noget kulørt i en ejendommelig fortællestil, der vel bedst kan
karakteriseres som miskmask. Men så kan jeg forstå af Werner Svendsens redegørelse, at
en væsentlig årsag hertil skal søges i de idelige krav om ændringer og strygninger,
som den danske side af samarbejdet krævede. Til gengæld kan jeg i debatforløbet og
pressionsgruppernes aktive indsats kun se denne kravinstans som i hvert fald væsentlige
dele eller kredse af tidligere modstandsfolk, der tilsyneladende vil tage patent på den
nationale, kollektive fortrængning om, hvad der skete i Danmark fra 1940-1945. Og det har
haft karakter - dér er jeg enig med Duetoft - af det, som han karakteriserede som en
hysteribølge. Jeg synes, det var en dårlig serie, men jeg er glad for, at den blev
sendt. Og når jeg synes det, er det fordi jeg synes det er vigtigt at få diskuteret
mytologien, inden den bliver rent tågeslør og lige så svær at overvinde, som det for
vore forfædres generationer var at overvinde 1864.
Radiorådets beklagelse var imidlertid ikke tilstrækkelig for Frode
Jakobsen og dem, han repræsenterede. Klagen til regeringen blev fastholdt, og d. 29.
april 1986 udstedte DRs ledelse så en erklæring, der understregede, at et sæt nærmere
definerede beskyldninger i serien mod efterretningstjenesten og dermed mod
dele af modstandsbevægelsen var grundløse.
Hermed havde Frode Jakobsen fået det ønskede dementi på de
hæslige anklager filmen rejste mod fremtrædende danske modstandsfolk, som han
udtalte til Politiken dagen efter. Ordet grundløs i karakteristikken af
seriens udsagn på de afgørende punkter var givetvis nøje valgt. Man kunne have anvendt
ord som ubeføjet eller ubegrundet, som ville have været
korrekte. Med grundløs udtrykte DR i virkeligheden, at seriens centrale
påstande var løgn, og det gjorde DR vel vidende, at der ikke var foretaget nogen ny
undersøgelse af de omhandlede historiske begivenheder. Der fandtes ikke videnskabeligt
belæg for at afvise påstandene, lige så lidt som der forelå noget videnskabeligt
grundlag for at kalde dem kendsgerninger. En evt. begrundelse af videnskabeligt holdbar
art ville jo alt andet lige heller ikke kunne fremskaffes, så længe arkivalierne om
emnet i Rigsarkivet var spærret.
Når DR nu kaldte fremstillingen for grundløs, var en sådan indvending
udelukket. Det svarede til at fælde dom i en retssag uden at foretage bevisførelse og
viste, hvilken effekt pressionen fra dele af modstandsbevægelsen, støttet af det meste
af pressen, havde haft. Denne konklusion drog Frode Jakobsen da også selv bagefter, når
han skrev: Radiorådet kan ifølge sagens natur kun slå fast, at filmens
beskyldninger forblev ubegrundede - det har Rådet gjort - ikke at de er grundløse. Det
sidste er, hvad der er nødvendigt for ren luft.
På intet tidspunkt støttede Jakobsen eller andre topledere fra
modstandsbevægelsen kravet om offentlig indsigt i arkiverne. Næsten samtidig med DRs
undskyldning døde debatten om Jane Horney og om tv-serien ud. Mere principielle
spørgsmål såsom arkivadgang og fortolkningsret til historien havde fundet vej til
debatten, men langt de fleste artikler og indlæg havde en kampagnelignende karakter og
var rettet enten mod tv-serien eller mod personen Jane Horney, somme tider med et stærkt
sexistisk indhold. Et af højdepunkterne var her en avisartikel af rigsarkivaren, Vagn
Dybdahl, der på grundlag af arkivalier i rigsarkivet forsøgte at tegne et billede af et
erotomant og upålideligt kvindemenneske allerede i de tidlige ungdomsår. Dybdahls
oplysninger krænkede præcis privatlivets fred, som Rigsarkivet netop
hævdede at ville beskytte.
Et af de sidste principielle indlæg var en artikel af
litteraturprofessoren Thomas Bredsdorff i april 1986. Heri hed det i et åbent brev til
fhv. minister Frode Jakobsen: Kære Frode Jakobsen! Jeg har i dette år forstået, at det
alligevel ikke var nazisterne der satte ild til Rigsdagen i 1933. Jeg har også forstået,
at det har historikere vidst i en del år, men ikke villet fortælle mig af frygt for, at
mit verdensbillede skulle bryde sammen. Det gjorde det dog ikke. Jeg tror også, jeg kan
tåle at høre sandheden om, hvorfor ansvarlige ledelsespersoner traf den beslutning -
eller indstillede til englænderne - at Jane Horney skulle aflives. Uden at ændre min
opfattelse af dem, der loyalt udførte beslutningen. Om hun var skyldig eller uskyldig er
ikke afgørende, for krig er krig. Det afgørende er alene motivet. Jeg kan leve med
enhver af de mulige forklaringer uden at ændre min grundlæggende opfattelse af nazister,
kommunister, borgerlige og modstandskamp. Men jeg har svært ved at leve med en
fornemmelse af, at der er en sandhed om et stykke Danmarkshistorie, som nogen mener, jeg
ikke har godt af at høre.
Frode Jakobsen ventede med at svare til efter at DRs undskyldning var
fremkommet. Så skrev han blot, at han var tilfreds med, at DRs ledelse nu havde udtalt,
at den svenske films historiefortolkning savnede grund i virkeligheden. Åbenheds- eller
fortolkningsretsspørgsmålet berørte han slet ikke.
Hermed kom det til at fremstå, som om der kunne udstedes en autoriseret
sandhed om besættelsestiden. Jakobsens og den forurettede modstandsbevægelses offensiv
mod det, de opfattede som beskyldninger for landsforræderi mv., blev dog svækket af, at
de lige så lidt som Justitsministeriet ønskede større aktindsigt og dermed større
åbenhed om besættelseshistorien.
Udover tilbagevisningen af påstanden om kontakter mellem
efterretningstjenesten og tyskere til fælles fordel var det tilbagevendende argument mod
tv-serien, at de stadig levende modstandsfolk, der havde deltaget i likvideringer og
lignende, havde moralsk krav på beskyttelse mod offentlig nyfigenhed. Dette var så at
sige problemets forside, et helt igennem berettiget krav, selvom man for så vidt godt
kunne behandle likvideringerne under fuld anonymitet for både gerningsmænd og ofre (med
eller uden anførselstegn).
Problemets bagside var, at stærke kræfter i modstandsbevægelsen lige
siden 1945 havde våget nidkært over det arkivalske materiale, fordi de - på samme måde
som staten ønskede at beskytte sit omdømme - var interesserede i at beskytte
modstandsbevægelsens omdømme. Fra et tidligt tidspunkt efter befrielsen havde Frode
Jakobsen benyttet udtrykket frihedsbevægelsens prestige som en slags
beskyttelsesformular mod kritik af enhver art. Frihedsbevægelsens prestige
satte en grænse for kritikken og angav, at egentlige argumenter mod den var unødvendige,
fordi kritikerne ikke var af god mening. Muligvis spøgte modbevægelsen og
kritikken af retsopgøret fra de umiddelbare efterkrigsår stadig.
Professor Ditlev Tamms doktordisputats Retsopgøret efter besættelsen,
der udkom i 1984, overskred således grænsen for Jakobsen og andre modstandsfolk, dels
pga. kapitlet om stikkerlikvideringerne, der påviste mange fejltagelser og efterfølgende
dække herover fra modstandsbevægelsens side, dels pga. beskrivelsen af de mange drab (25
officielt registrerede) og mishandlinger af de arresterede i retsopgørets første uger.
Stellan Olssons filmserie var allerede på forhånd udpeget til at ville
overskride grænserne, også selvom Olsson og hans juridiske chef i svensk tv, Ulf Peyron,
ikke havde fået adgang til den danske stats arkiver.
I praksis omkring adgangen til arkiverne var der altså stadig et
sammenfald mellem myndighedsinteresser og så modstandsbevægelsens ledelses interesser,
svarende til kompromisset i 1945. Allerede under radiorådsmødet i januar 1986 var der
blevet talt om genopretning, som i angribernes mund betød, at den skade, der
var sket med Jane Horney-serien, burde genoprettes ved en ny serie om disse
problemstillinger, hvor modstandsbevægelsen kunne fremstilles i det rette lys. Af flere
grunde - bl.a. den angst hos tv-folkene for den dramadokumentariske blandingsgenre, som
balladen om Jane Horney havde fremkaldt - blev dette ikke til noget. Endnu to dimensioner
må dog medtænkes, når man betragter Jane Horney-debatten i 1985-86. For det første:
Synspunkter af nogenlunde samme indhold som dem, Horney-serien fremlagde, var udspredt
flere gange på tryk, uden at større grupper havde protesteret.
I det hele taget var revisionistiske tolkninger lette at finde
på markedet, hvis man var interesseret, de havde blot ikke nogen - eller i hvert fald
ikke en tilstrækkelig - videnskabelig fundering efter de almene kildekritiske principper.
Med lanceringen af Jane Horney-serien som en dramatiseret historiefortælling i tv til et
millionpublikum kom sagen imidlertid til at forholde sig anderledes. Hermed fik budskabet
en anden valeur, erindringen antog karakter af en kreativ og dynamisk
begivenhed, der kunne virke som en kommemoration (som i udspring og form
ligner et scenisk drama) - forstærket af, at tv i første omgang havde programsat seriens
første afsnit til d. 3. maj 1985 - aftenen før aftenen - i den bedste sendetid.
På denne måde blev selve grundfortællingen berørt, og det forklarer
måske publikums eller offentlighedens, om man vil, hypersensibilitet, selvom man ikke
skal se bort fra, at dele af den sensible opinion var yderst velorganiseret.
Og når der er tale om en kommemoration, træder også bestemte legitimerings- og
identifikationsmekanismer i kraft, som skal slå fast, at de, som æres eller
fremstilles, er identiske med dem, der ærer dem, at vi er de samme som dem i fortiden, vi
mindes, og at vi forbliver de samme i al fremtid.
I denne identifikation ligger implicit, at de fleste vender sig bort, når
et vrangbillede bliver præsenteret. Det sker, med mindre de er rede til at
modificere deres identitet. Den anden forklaringsdimension er af mere materiel art. I
medieforskningen har det været en accepteret teori, at tv henvendte sig til befolkningen
inden for en nationalt afgrænset ramme og gjorde det som en monopoliseret public
service-institution; målgruppen og referencerammen var borgerne i nationen. Denne status
som statsmonopol med folket som publikum gav tv en enestående stilling som
ideologisk påvirkningsmiddel i forlængelse af mellemkrigstidens og 1940ernes
radiomedie. Tv blev samfundets politiske og kulturelle dagsorden-sætter, der kunne lignes
ved skjalden eller historiefortælleren på torvet, som udbredte de store fortællinger,
der integrerede befolkningen.
M.h.t. formidling af historie samt dennes rolle i samfundet blev
fjernsynet også et stærkt medium; det blev en væsentlig kilde til dannelse af
historiebevidsthed, fordi det i høj grad var bestemmende for, hvilken diskurs om historie
der fandtes i samfundet, som det også fremgår ikke blot af diskussionen om Jane
Horney-serien, men også af andre historiske tv-serier fra 1960erne til
80erne.
I Jane Horney-serien blev der egentlig ikke meddelt noget, der ikke
tidligere var udtrykt i skriftlig eller mundtlig form. Men tidspunktet omkring 40-års
jubilæet, kombineret med provokerende synspunkters præsentation for
nationens forsamlede publikum, fremkaldte tilsammen den formentlig kraftigste og mest
udbredte offentlige diskussion om historie, der nogensinde har været i det danske
samfund. Frode Jakobsen udtrykte selv problematikken, da han i sit åbne brev til
regeringen d. 26. november 1985 skrev: Påstande, som måske før er blevet fremsat,
men hidtil betragtet som løs snak, har ved udsendelsen over Dansk tv under betegnelsen
drama-dokumentarisk fået et sådant stempel, at de grove beskyldninger må
få konsekvenser.
Lignende offentlige historiefejder har imidlertid ikke fundet sted siden
1987, og dette fravær falder sammen med, at tvs status som nationalt auditorium har
været under nedbrydning pga. ny teknologi og lovgivning, som har muliggjort spredning af
tv-signaler fra flere stationer inden for hvert enkelt land, og oprettelse af
satellitstationer der sender på tværs af landegrænserne. Den meget hårde og ofte
personrettede kritik, der fulgte med udsendelsen af de kontroversielle programmer, spiller
dog sikkert også en rolle for fraværet af opsigtsvækkende historieprogrammer. Under
Jane Horney-debatten blev både Stellan Olsson og Werner Svendsen udsat for trusler fra
folk, der hævdede at tilhøre modstandsbevægelsen, herunder likvideringstrusler og
trusler om selvmordsbølger blandt modstandsfolk. Og de blev i øvrigt kritiseret voldsomt
i de danske medier.
Det gør naturligvis sin virkning på de pågældende og kunne være med
til at holde andre tilbage fra at søsætte kritiske historieprogrammer.
|
Claus Bryld & Anette Warring "Besættelsestiden som
kollektiv erindring - historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse
1945-1997" udkommer på Roskilde Universitetsforlag august 1998. ISBN
87-7867-034-9
560 sider - 298,- kr |
.
Søndag Aften 0798
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]