Med Canada i spidsen er en lang række lande gået sammen imod den
stærke amerikanske indflydelse i kultursektoren. Danmark er ikke med - for
kulturministeriet kender ikke initiativet.
Den seneste Canadiske filmlov er blevet bremset af USA gennem protester i
World Trade Organisation. Det samme gælder en Canadisk lov til støtte for tidsskrifter
og andre publikationer. USA's argument er, at de canadiske love giver konkurrencefordele
for canadiske virksomheder.
Disse sager har givet Canada mere blod på tanden i kampen mod den
amerikanske monokultur som præger store dele af den internationale kultur- og
underholdningssektor. Det er især indenfor film, bøger og musik den amerikanske dominans
mærkes.
Derfor tog Canadas kulturminister, Sheila Copps, initiativet til et
internationalt møde for kulturministre sidst i juni. Kulturministre fra 22 lande deltog,
fra EU var Sverige, Grækenland, England og Italien med. Men der var også en
lang række repræsentanter fra 3. verdenslande.
Ved mødet besluttede man, at etablere et mere formelt netværk af
kulturministre. I 1999 vil man mødes i Mexico, i 2000 i Grækenland. USA inviteres ikke
med til møderne. Sheila Copps begrunder dette med, at USA ikke har nogen kulturminister
og møderne er kun for kulturministre! (Man kunne spørge sig om ikke repræsentanter for
amerikasnke delstater for eksempel i Midtvesten havde ret til at deltage. De kan i hvert
fald ofte føle samme behov for at få fortalt egne historier og høre egne stemmer!)
Udover etablering af netværk, var den eneste konkrete beslutning, at
undersøge muligheden for at etablere en ny global TV-station.
Mødets hovedsigte er dog først og fremmest, at finde nye veje til at
beskytte de enkelte landes egne kulturer ved at sikre at kultur adskilles fra
handelsaftaler. Pluralisme og kulturel mangfoldighed er gennemgående ord i alt materiale
om mødet.
For at støtte initiativet organisationen Canadian Conference of the Arts (CCA)
påtaget sig at etablere et græsrodsinitiativ med samme formål.
Den danske kulturminister deltog ikke i mødet. Synspunkterne ved mødet svarer dog i
høj grad til de udtalelser tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard har fremført i EU.
Så mon ikke den nuværende kulturminister vil deltage i mødet i Mexico i 1999?
Søndag Aften 0898
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]