Finansloven for 1999 fastholder 90'erne som musikkens årti -
og teatret som taberen.
For kulturministeriet fremstår 90'erne klart som et ekspansivt årti.
Ministeriets samlede bevillinger er steget med over 25% målt i faste priser. Dette står
både i skærende kontrast til de poltiske meldinger om forventninger og til den oplevelse
mange i kultursektoren har haft.
Den øgede interesse for kulturpoltikken har givet store merbevillinger
til områder som musik, de kunstneriske uddannelser, film, skabende kunst og også museer
og biblioteker har fået en beskeden forøgelse i de samlede bevillinger. Det eneste
kulturpolitiske felt som har fået en samlet økonomisk tilbagegang er teatrene.
Musikken blev fordoblet
Det er først og fremmest musikken som har fået en kraftig stigning. I
løbet af tiåret er området forøget med 90 procent. Stigningen midt i 90'erne skyldes
musikloven fra 1993.
De kunstneriske uddannelser har i tiåeret fået øgede bevillinger på
godt 40 procent. Uddannelserne fik en kraftig udvidelse af antallet af studiepladser fra
1994 med ca. 400 ekstra studiepladser årligt. Det var et af den nuværende regerings
første større initiativer.
Stigningerne til skabende kunstnere på 24 procent skyldes først og
fremmest forøgede bevillinger til Statens Kunstfond. Den kommende betænkning fra
udvalget om billedkunst vil lægge op til yderligere store øgede bevillinger.
De 33 procents forøgede bevillinger til film er udelukkende et resultat
af regeringens forslag til finanslov for 1999. Forslaget har ikke mødt modstand fra andre
poltiske partier, så man må forvente at regeringens samlede treårsplan for film vil
blive gennemført.
Teatret taber
Den store taber i slaget om kulturpengene er teatrene. Hvor øvrige
områder samlet er steget med 34 procent, er teatret faldet med 7 procent. I 1989 udgjorde
teatrene 22 procent af kulturministeriets samlede udgifter, i 1999 er dette reduceret til
16 procent.
I det forløbne tiår har der været talrige diskussioner og oplæg til
merbevillinger til teatrene: en ny teaterlov, den storkøbenhavnske teaterstøtte,
teaterrådets bevillinger, egnsteatre samt konkrete teatre har forsøgt at få
merbevillinger.
Men summen af de mange teaterdiskussioner er altså negativ i tal.
Samtidig kan teatrene iagttage, hvordan trendfølgere i medierne, som for eksempel Aktuelt
med udsagn om teatrets forældede form, lægger op til yderligere begrænsninger i
kulturministeriets teaterbevillinger.
I den aktuelle finanslov for 1999 fremstår ændringerne for teatrene
primært som tekniske - foruden den gentagne diskussion om de sidste to års merbevilling
til Teaterrådet. Dette står i klar modsætning til regeringens kulturpolitiske
redegørelse fra november 1997. Her blev lagt op til en større indsats på området,
blandt andet med denne argumentation:
"Regeringen vil nu satse på at stimulere de unges
teaterinteresse og muliggøre en spredning af kvalitetsbetonet teater til de mindre
samfund. Det er vigtigt at styrke kvaliteten i teaterudbuddet."
Interessenterne i danske teatre må savne en opfølning på den
kulturpolitiske redegørelse.
Redegørelser som mundsvejr
Regeringens forrige kulturpolitiske redegørelse er fra 1989. Som
redegørelsen fra 1997 indeholder den først og fremmest ord og hensigter som alle kan
enes om. Men der peges også på områder der skal styrkes. Alle kulturpolitiske felter
får - så at sige - nogle pæne ord med på vejen. Af redegørelserne kan man ikke læse,
hvordan der skal prioriteres. I 1989 redegørelsen lægges op til forbedringer for
forfattere og for billedkunstnere. Musikområdet nævnes overhovedet ikke - og området
fordobles altså i det efterfølgende tiår. Det kan virke problematisk, når de
efterfølgende love i så høj grad ændrer det kulturpolitiske landskab. Den måde de
kulturpolitiske redegørelser bruges på, virker især som statusopgørelser - ikke som
ansatser til fremtidig kulturpolitik og - prioritering.
Den kulturpolitiske redegørelse i 1989 var økonomisk set stærkt
defensiv og lagde op til stramme økonomiske tøjler. Eneste konkrete tiltag var
etablering af Statens Kulturfond. Realiteten har siden da været stærkt ekspansiv.
De centrale kulturpolitiske aktører har altså med de ene hånd lagt op
til besparelser og med den anden hånd øget udgifterne væsentligt. Denne dobbeltholdning
giver selvfølgelig mange frustrationer blandt kultursektorens aktører og bidrager også
til nogle af de uheldige kommunikationssammenstød der er mellem den politiske og den
kunstneriske scene i kulturpolitiken.
Se tallene bag Kulturens Finanslov 1999
Søndag Aften 0998
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]