CulturCronik:
Af Dorte Skot-Hansen
Holstebro Kommune havde et imageproblem i begyndelsen af tresserne. Ud
over at være præget af nedlagte landbrug, lukkede fabrikker og stigende arbejdsløshed,
gik byen for at være Danmarks kedeligste by. Der måtte ske noget, og kommunaldirektør
Jens Johansen og borgmester Kai K. Nielsen (S) blev et makkerpar, der gennem 20 år satte
deres præg på kommunens udvikling ikke mindst på det kulturelle område. |
|
De tog - med udgangspunkt i kommunens dispositionsplan fra 1962 -
initiativ til at bruge kulturen som investering. Det var ikke kun den tekniske
infrastruktur, men også den menneskelige, der skulle udbygges, så kommunen blev
attraktiv for helst højtuddannede tilflyttere og for nye virksomheder. Byplanlægning og
kulturudvikling skulle gå hånd i hånd. Idéen om kulturen som udviklingsfaktor var ikke
led i en hemmelig plan, men blev tværtimod brugt åbent som en legitimering af de
stigende investeringer i kulturområdet op gennem tresserne og blev gang på gang
fremhævet af både kommunaldirektøren og borgmesteren i deres polemik med borgere og i
deres mange indlæg på konferencer og i pressen.
Holstebro Kommune kom således til at foregribe den instrumentalisering af
kulturen, som mere eller mindre har præget udviklingen i Norden og det øvrige Europa op
i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, og som har været den lokale
kulturpolitiks mantra: Kultur kan betale sig. Holstebro "opfandt" så at sige
instrumentaliseringen som en legitimering for investeringer i kultur, og Kulturmodel
Holstebro blev synonym med en byudvikling, hvor kulturpolitikken blev nævnt før
den økonomiske udvikling eller socialpolitikken. At kommunen som udgangspunkt faktisk
havde en god økonomi på grund af de heldige jordinvesteringer, og at man på det sociale
område var en foregangsby, hjalp på borgernes accept af de ofte uforståelige
investeringer. Nok var der en aktiv og til tider ophidset debat om kulturpolitikken, men
socialdemokratiet, som var primus motor for kulturudviklingen, har kun måttet afgive
borgmesterposten til den borgerlige fløj én gang i de over 30 år, denne analyse
dækker.
Målsætningen var således fra starten kultur som investering, mens
midlet blev modernismen i dens mest internationale og elitære udgave. Med købet af
Giacomettis Kvinde på kærre opnåede politikerne lige præcis det gennembrud
på mediefronten, der skulle til for at skabe opmærksomhed omkring en glemt, vestjysk
provinsby. Den tynde, æteriske pige blev et symbol på en ny åndelig dimension i
handelsbyen, der nu var trådt ind i en moderne epoke præget af kvalitet og humanitet.
Selvom det var noget af et tilfælde, at netop Giacomettis værk kom til Holstebro - godt
hjulpet af Poul Vads rådgivning - var det ikke et tilfælde, at byen investerede i
anerkendt kunst: Man havde selv henvendt sig til Statens Kunstfond og lyttet til gode råd
her. Når det gjaldt kvalitet, måtte man henvende sig til eksperterne. På denne måde
blev kommunens kulturpolitik hurtigt indvævet i den officielle, nationale kulturpolitik, demokratiseringen
af kulturen. Holstebro kunne bruge statens råd (og penge), men staten kunne samtidig
bruge Holstebro til at gennemføre sine idéer om decentralisering og formidling af
kulturen med stort K ud til den yderste provins. Pengene faldt på et tørt sted, og den
million kroner, stat og kommune i løbet af få år ofrede på at udsmykke byen, blev et
mønstereksempel på, hvad man kunne opnå ved fælles indsats. At den folkekære
borgmester fik tilnavnet "Kai-Kultur", viser, at imagepolitikken gik flere veje
- ikke kun byen, men også politikeren fik et godt image.
Det lyder, som var kulturpolitikken ren beregning og rationalitet, men ser
man nærmere på udviklingen, og ikke mindst på Kai K. Nielsens forsvar for
kulturpolitikken i årene, der kom, er der ingen tvivl om, at den samtidig er båret af en
ægte interesse for kulturen og en tro på kulturens egenværdi. Selv om det ikke
er de idealistiske argumenter, der føres i frem i debatten, er det frisind og den
åbenhed, han - og kommunaldirektøren - møder den mere eksperimenterende, modernistiske
kultur med, legendarisk. De tror på engagementet, der hvor de møder det, og skaber uden
at ryste på hånden plads for Eugenio Barbas vanskeligt forståelige
Grotowski-inspirerede teater og satser på Jørgen Plaetners elektroniske musik ved
ansættelsen af Danmarks første stadskomponist. Også Poul Vad får som en tidlig kurator
frie hænder til at opbygge sit museum, og kulturformidlingen følges op med udbygning af
musikskole og maleskole. Der lå ingen kolde kalkuler bag disse beslutninger, men snarere
en slags intuitiv fornemmelse for, hvor kvaliteten lå i tidens kulturelle udtryk. Kai K.
Nielsen lyttede til ekspertisen, gennemførte beslutningerne og tog skraldet, og man kan
fornemme, at det, som startede som en "smart" idé, efterhånden blev til en
livsholdning.
Strategien om demokratisering af kulturen blev fulgt op i halvfjerdserne
og ikke mindst med kronen på værket i begyndelsen af firserne: Bygningen af det nye,
moderne kunstmuseum og det imposante bibliotek, begge eksempler på kendte danske
arkitekters kvalitetsbyggeri. Nu har kommunen på heden fået alt, hvad hjertet kan
begære af institutioner for (fin)kulturen. At den samtidig har fået en kolossal omtale,
og at dens image har gennemgået en radikal forandring, kunne bruges til legitimeringen af
de mange udgifter. Men at kulturpolitikken også handlede om at styrke borgernes
livskvalitet og identitet, skal ikke underkendes. Ellers havde man lige så godt kunne
have investeret i et Vikingeland.
Folkeligt skal alt nu være
Tendenserne i halvfjerdsernes kultursyn var på mange måder mod-moderne.
Nu skulle det lokale fællesskab og den folkelige traditionskultur fremmes og rødderne
plejes, hvad enten de var etniske, sociale eller geografiske. Kulturbegrebet blev bredt
ud, og støtten til kultur blev legitimeret ud fra et sociologisk rationale: Kulturen
skulle bekræfte de forskellige subkulturer som et led i deres frigørelse. Disse
tendenser nåede også Holstebro og prægede den kulturelle scene i halvfjerdserne med
Jens Nielsen Museet, Grønlænderhuset, Folkemusikhuset og Holstebro Børneteater som
eksempler, fulgt af Aktivitetscentret og Kulturhuset i firserne. Kommunens støtte til et
museum og atelier til den lokale kunstner, Jens Nielsen, kan ses som en indrømmelse i
forhold til de lokale røster, der havde kritiseret kunstmuseets mere nationale og
internationale linie. Ideen til Folkemusikhuset kom udefra, men reelt kom det også til at
fungere som et lokalt folkemusikhus, der reaktiverede den slumrende folkemusiktradition i
området. At nogle mente, Folkemusikhusets ansatte kom til at fungere som et
"folkemusikpoliti", er en helt anden historie, men siger selvfølgelig noget om
tidens debat: Hvem ejer folkekulturen?
Med etableringen af Holstebro Børneteater fik børnene i Holstebro med
Benny E. Andersens stykker næring til fantasien, mens det senere Holstebro Egnsteater
snarere talte til fornuften med sine socialrealistiske stykker. Under alle omstændigheder
var børneteatret en sag, der kunne få en kulturpolitisk debat i gang i byrådet, hvor
især spørgsmålet om dets "kvalitet" blev diskuteret. Kvalitet eller ej fik
Holstebro kun et lokalt forankret børneteater i 10 år.
Støtten til det kulturelle demokrati blev aldrig en bevidst formuleret
kulturpolitik fra politisk side. Det blev en slags parentes i kulturpolitikken, for disse
aktiviteter var ikke specielt synlige eller imageskabende, og debatten om tilskuddene til
dem var omvendt proportionale med tilskuddenes størrelse. Dette var nok også grunden
til, at kommunen ikke fik et egentligt medborgerhus, sådan som så mange andre kommuner
fik i perioden. Grønlænderhuset, som lå under socialbudgettet, blev ikke opfattet som
et kulturelt initiativ, og heller ikke Kulturhuset for indvandrere og flygtninge eller
Aktivitetshuset med sit samarbejde mellem pensionister og unge fik de første mange år
nogen opbakning fra kommunal side. Ideen om at bruge kulturpolitik som socialpolitik var
ikke aktuel i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne.
Det kulturelle demokrati blev således kun en sidestrøm i forhold til den
dominerende demokratisering af kulturen, og det brede kulturbegreb passede ikke med
profileringen af den moderne, forandringsparate by. De mod-moderne træk, som lå i
opblomstringen af folkekulturen, og den decentralisering af både kulturproduktion og
beslutningsprocesser, som ville blive en konsekvens af denne strategi, kunne ikke bruges
som markedsføring. Den konflikt, der opstod mellem kommunen og stadskomponisten Jørgen
Plaetner i midten af halvfjerdserne, er et godt eksempel på en kamp mellem de forskellige
kultursyn. Hvor Plaetner ville satse på et nært samarbejde mellem amatører og
professionelle og decentralisere musiklivet ved at placere musikerne ude i
lokalsamfundene, blev det den mere ambitiøse plan om et musikalsk grundkursus, som skulle
levere unge talenter til musikkonservatorierne, der vandt. For byrådet var kultur ikke
så meget en proces, man kunne deltage i, som et produkt, man kunne markedsføre.
Postmodernisme som positionering
I slutningen af firserne og starten af halvfemserne var den
instrumentalisering af kulturen, som Holstebro allerede havde "opfundet" i
tresserne, blevet mere udbredt som kulturpolitisk strategi, og tivoliseringen bredte sig
ifølge kulturdebatten til alle dele af kulturlivet. Markedets vokabularium og principper
prægede kulturlivet, og synliggørelse blev det overordnede mål for de mest aggressive
kommuners kulturpolitik.
Holstebro, som havde været vant til at stå i mediernes søgelys fra
midten af tresserne, oplevede fra midten af firserne en markant nedgang i interessen og
måtte finde sig i kritiske avisoverskrifter som Marens vogn knirker. Der var
heller ikke meget nyt at skrive om, for fra 1982-88 blev der på grund af sparetider stort
set ikke sat nye projekter i gang, og byen måtte leve på renomméet. Selv om der ikke
skete egentlige besparelser på kulturområdet, gik pengene til at holde de eksisterende
kulturinstitutioner i gang, og med Kai K. Nielsens afgang som borgmester i 1982 savnedes
den "indpisker", som havde holdt byrådet til ilden. Tidens tendens til
kulturliberalisering stak sit hoved frem, og kommunens målsætning var ifølge
Kommuneplan 1985-92 at videreføre "en aktiv støttepolitik, der ikke mindst udfolder
sig over for de områder, hvor lokale grupper viser interesse for at starte nye
initiativer og selv er indstillet på at gøre en indsats". Privatiseringen sås som
løsningen på kulturlivets udbygning.
Først med indvielsen af Kaos Tempel, Danmarks første
laserskulptur, som blev opstillet i forbindelse med, at TV-Midt/Vest blev placeret i byen
i 1989, kom Holstebro igen på forkant, og borgmester Kurt Nygaard (S) fremhævede, at den
skulle medvirke til at fastholde og udbygge byen som kulturelt kraftcenter. Med Kaos
Tempel som symbol gik Holstebro ind i det (post)moderne informationssamfund, og den
blev startskuddet til nye tider i kulturpolitikken.
Ombygningen af Holstebro-Hallen til det nye Kongres- og Kulturcenter blev
mere end noget andet et eksempel på halvfemsernes flagskibsprojekter. Den postmoderne
arkitektur holdt sit indtog i bymidten og bragte storbystemning med sig. At huset kunne
bruges både til forretning, fitness og kultur passede fint med tidens trends, og den
private finansiering passede den nye borgerlige konstellation i byrådet. At der var lidt
for meget luft i projektet, viste sig snart, og kommunen måtte købe huset tilbage. Med
den nuværende konstruktion omkring Musikteatret-HolstebroHallen håber kommunen at få
stjernestunderne tilbage med hjælp fra indtægterne fra de to sponsorklubber.
Hvor byen i tresserne profilerede sig med modernismen, har byen i
halvfemserne profileret sig med postmodernismen som æstetisk udtryk. Med Tobaksarbejderens
drøm får byen en multi-etnisk og kaotisk udsmykning, som kan ses som et udtryk for
de mange små fortællinger, der er karakteristisk for postmodernismens kunst. Også
festugerne med fællestemaet Kultur uden grænser og ikke mindst Kirstens
Delholms performance Skibet Bro på Kvicklys tag kan ses som tværkulturelle og
tværæstetiske udtryk i tidens cross-over-kultur. Byen har - mere eller mindre bevidst -
satset på en ny stil, som ligger langt fra både tressernes eksperimenterende modernisme
og halvfjerdsernes mere jordbundne socialrealisme.
Men hvordan passer satsningen på Den kongelige Balletskole og Peter
Schaufuss Balletten med sin Tjajkovskij-trilogi ind i dette billede? Er denne klassiske
dannelseskultur ikke i direkte modstrid med de mere postmoderne tendenser, og er linien
til den nationale kultur på Kongens Nytorv ikke udtryk for en typisk tresser-præget
demokratisering af kulturen: Ballet til provinsen? Det er det måske, men man kan også se
denne satsning på kulturtraditionen som et udtryk for den retro-tendens, der også er en
del af det postmoderne kultursyn - en slags kitchificering af kulturen. Under alle
omstændigheder kan balleteventyret i Holstebro ses som en investering i et godt afprøvet
kvalitetsprodukt Made in Denmark, som kan forlene kommunen med prestige og
soliditet, og når man i Paris og New York i annoncerne kan læse The Peter Schaufuss
Dance Company, Holstebro, får byen en PR, der ellers ville være nærmest
ubetalelig.
Kommunens kulturpolitik er heller ikke i halvfemserne rendyrket
PR-strategi og selvpositionering. De eksisterende kulturinstitutioner - museerne,
biblioteket, musikskolen og teatret - arbejder, som de hele tiden har gjort, ud fra mere
idealistiske tanker om oplysning og dannelse. At der samtidig er blevet plads til en Coca-cola-automat
på biblioteket og til vinsmagning mellem montrerne på museet, ændrer ikke ved deres
basale formål. Og når kommunen investerer i festuger, projektkultur, ballet og kunst, er
synliggørelse og konkurrence ikke den eneste grund - byen skal være "en
førende kulturby til gavn for både borgere, erhvervsliv og turisme", som
det står i Kommuneplanen for 1996-2008. Kulturpolitikken i Holstebro handler
også om kulturens egenværdi, dvs. om kulturpolitik som udvikling af identitet,
kreativitet og kompetence hos byens borgere. Men disse mål er ikke eksplicitte, og
resultatet kan ikke måles. Om mødet med Kvinde på kærre eller deltagelse i Skibet
Bro har ændret borgernes livskvalitet, kan ikke bevises. Men modsat: At byen som
ramme om et godt livsmiljø havde været den samme uden de mange forskelligartede
og kvalitetsprægede kulturtilbud, er utænkeligt.
Den globale by
Går man rundt i bymidten i Holstebro, er det svært at finde noget, som
er typisk holstebro'sk. Og bortset fra nogle typisk danske provinshuse og et dansk flag
hist og her, er der heller ikke meget, der signaliserer det danske eller det nationale. Vi
kan godt få en dansk pølse, men ta'r måske hellere en burger hos McDonalds - og
egnsretten bliver det svært at finde på menukortet. Den egnstypiske
"national"dragt ser man kun ved folkedansernes opvisning, og ellers er det mere
sandsynligt at støde på internationale mærkevarer som Nike eller Levis, måske
kombineret med rastafani-hår og etniske smykker. De nyere bygninger som rådhuset,
biblioteket og museet er karakteriserede ved international modernisme og Musikteatrets
facade ved storby-postmodernisme. På biblioteket har satsningen på en internetcafé
gjort Holstebro til en del af den globale landsby. Leger man vox-pop og spørger den
almindelige borger på gaden, hvad der er typisk for Holstebro, vil det mest sandsynlige
svar være Maren å æ vogn. Det internationalt anerkendte kunstværk er blevet
byens image udadtil, men også et symbol på identitet for byens egne borgere.
Holstebro er vokset fra en provinsiel småstad til en global (stor)by, som
er synlig ved sine internationale og globale signaler. Holstebro markedsførte sig i
tresserne ved modernisme og internationalisme og var i denne proces nogle skridt foran de
fleste danske provinsbyer. Holstebro åbnede sig op mod verden, og verden kom til
Holstebro: Giacometti trak andre internationale kunstværker med sig, og Odin Teatret
skaffede i samarbejde med Holstebro-Hallen Dario Fo til byen, hvor også verdensnavne som
Arthur Rubinstein og Igor Oistrach spillede live. I begyndelsen af halvfjerdserne kunne
man i Folkemusikugen høre musik fra Grønland, Sardinien og Irak. I Grønlænderhuset
startede det første grønlandske teater, Tuqak Teatret, sin virksomhed, og i firserne
festedes der med tamilsk musik, tyrkisk folklore og arabisk mavedans ved åbningen af
Kulturhuset. I halvfemserne fortsættes traditionen for "fusionskulturen" med
festugerne under temaet Kultur uden grænser, hvor etniske og lokale kulturer
blandes i nye sammenhænge. Ligesom det sker i udsmykningen Tobaksarbejderens Drøm,
der bygger på en lokal myte og udføres af danske, russiske og balinesiske kunstnere.
I det (post)moderne samfund er der sket en global homogenisering med
fremvæksten af en fælles, kosmopolitisk verdenskultur, som modsvares af en lokal
kulturblanding eller "kreolisering", hvor mange forskellige elementer suges op
og indgår i forening med deres etniske og/eller geografiske rødder. For selv om det
interkulturelle rum er ens over hele verden, så varierer dets møblering fra sted til
sted, afhængigt af lokale forudsætninger og traditioner. De lokale identiteter har
samtidig en tendens til at blive forstærket, for globalisering og lokalisering er
afhængige aspekter af én og samme proces: Jo mere ens vi bliver, jo vigtigere er det at
betone forskellen. For Holstebros vedkommende har især Odin Teatret medvirket til en
"kreolisering" af lokalkulturen. Odin Teatret har siden sin etablering fungeret
som en kulturel mødeplads, og dets fremmedartede figurer er i dag en fast ingrediens i
enhver lokal festlighed. Spørgsmålet er så, om der er sket en egentlig ommøblering af
den lokale kultur, sådan at elementer fra andre kulturer opsuges og indgår i forening
med den lokale kultur, eller om der snarere er opstået en global baggrund, som sætter
fokus på og styrker den særegne lokale identitet?
En kultur - eller mange
Hvor finder man i dag Holstebro - the real thing? Det
kulturhistoriske museum værner om lokalhistorien, og med den kommende Birn-fløj, der
sætter fokus på et lokalt støberis udvikling, styrkes denne tendens - selvom
legetøjsudstillingen måske trækker flere turister. Folkemusikcentret i Hogager
stimulerer resterne af en lokal spillemandstradition - men bidrager også til
fusionsmusikken gennem sine mange gæster fra ind- og udland. De mange lokale foreninger
bidrager naturligvis til den lokale forankring, men man dyrker ikke nødvendigvis de jyske
rødder i MC-klubben Elmer eller i Taekwondo-klubben.
Når man leder efter det lokale, skal man ikke lede efter en veldefineret
vestjysk egnskultur med fælles værdier. Der findes ikke én kultur, men mange
forskellige. Kultur skal ikke ses som ét sæt værdier, men som en værktøjskasse, der
indeholder symboler, historier, ritualer og verdensanskuelser, som mennesker bruger på
forskellige måder til at løse forskellige typer af opgaver. Kulturen er et repertoire,
som kan føre til forskellige handlinger. Eller med andre ord: Kultur skaber muligheder,
men giver ikke endegyldige svar. Derfor handler en stærk lokal kultur ikke om at iføre
sig en bestemt dragt, at udføre nogle bestemte dansetrin eller at holde en bestemt
tradition i live, men snarere at befolkningen selv kan være med til at præge det
kulturelle udtryk ud fra den værktøjskasse, de har med i deres bagage, og at værktøjet
i den betyder noget for dem, der besidder det. Her er kendskab til den lokale historie og
tradition et vigtigt værktøj, men ikke det eneste.
Konkurrencen er blevet større, siden Holstebro kunne hævde sig ved at
investere i den internationale modernisme, og selv om byen har fået en laser-skulptur og
har bygget kulturcenter i postmodernistisk stil i halvfemserne, er det blevet stadigt
sværere at gøre sig synlig på den internationale scene. Kulturmodel Holstebro
har bredt sig til mange andre byer, som nu også profilerer ved hjælp af kreativitet,
kommunikation, kundskab og kultur. Om investeringen i aflæggerne af den nationale
enhedskultur i form af Balletskolen og Peter Schaufuss Balletten kan give byen sit ry som
kulturby tilbage, er endnu et åbent spørgsmål. Skal byen i fremtiden hellere definere
sig ud fra det lokale, og hvor finder man i givet fald det i dag? Er alt blevet
homogeniseret i retning af det universelle Disneyland, eller er kulturlivet blevet
kreoliseret i en sådan grad, at det oprindeligt lokale er forsvundet eller overlejret?
Det er disse spørgsmål, den kulturpolitiske debat må handle om: Hvad er det for
værktøjer, kulturpolitikken skal satse på fremover, så byen ikke bare blive synlig,
men så befolkningen bliver rustet til at deltage i løsningen af de opgaver, fremtiden
stiller.
Kulturpolitikken må finde en balance mellem det lokale og det globale,
sådan at byen hverken lukker sig inde i sin egen selvtilstrækkelighed eller forsvinder
ud i cyberspace. Den skal give borgerne mulighed for at sætte grænser og for at række
ud efter nye fællesskaber. Kulturen skal som identitetsskaber både markere forskelle og
knytte individer, grupper og nationaliteter sammen, og den er et uundværligt redskab i
det identitetsarbejde, som i fremtiden bliver en konstant proces for alle aldersgrupper.
Oplysningstidens tro på, at ethvert individ har en fast og uforanderlig identitet, er
blevet udfordret af den postmoderne opfattelse af, at identiteten består af en lang
række del-identiteter, som aktiveres i forskellige sammenhænge. Postmodernist eller ej,
må man under alle omstændigheder erkende, at individets identitet i højere grad er
sammensat og foranderlig i dag, end den var i mere statiske samfund med få kontakter og
impulser. Kulturpolitikken skal ikke give os én historie, men tilbyde mange historier og
mange fortolkninger, som borgerne kan bruge for at finde sig selv i en tid, hvor hverken
familien, religionen eller den nationale enhedskultur kan opfylde behovet for fast grund
under fødderne. Den lokale kulturpolitik må respektere de mange kulturer, men også
udfordre dem ved at opstille alternativer. Den største udfordring for fremtidens by
bliver at finde sin plads i forhold til et lokalt samfundsliv på den ene side og en
global verdensorden på den anden. Her kan Holstebro blive en ny model til efterfølgelse.
Dorte Skot-Hansen
|
Cronikken er et uddrag fra: Dorte
Skot-Hansen: Holstebro i Verden - Verden i Holstebro. Kulturpolitik
og -debat fra tresserne og til i dag.
|
Søndag Aften 0998
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]