Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


september 1998


Holstebro - the real thing


CulturCronik:

Af Dorte Skot-Hansen

Holstebro Kommune havde et imageproblem i begyndelsen af tresserne. Ud over at være præget af nedlagte landbrug, lukkede fabrikker og stigende arbejdsløshed, gik byen for at være Danmarks kedeligste by. Der måtte ske noget, og kommunaldirektør Jens Johansen og borgmester Kai K. Nielsen (S) blev et makkerpar, der gennem 20 år satte deres præg på kommunens udvikling ikke mindst på det kulturelle område. holstebro.jpg

De tog - med udgangspunkt i kommunens dispositionsplan fra 1962 - initiativ til at bruge kulturen som investering. Det var ikke kun den tekniske infrastruktur, men også den menneskelige, der skulle udbygges, så kommunen blev attraktiv for helst højtuddannede tilflyttere og for nye virksomheder. Byplanlægning og kulturudvikling skulle gå hånd i hånd. Idéen om kulturen som udviklingsfaktor var ikke led i en hemmelig plan, men blev tværtimod brugt åbent som en legitimering af de stigende investeringer i kulturområdet op gennem tresserne og blev gang på gang fremhævet af både kommunaldirektøren og borgmesteren i deres polemik med borgere og i deres mange indlæg på konferencer og i pressen.

Holstebro Kommune kom således til at foregribe den instrumentalisering af kulturen, som mere eller mindre har præget udviklingen i Norden og det øvrige Europa op i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, og som har været den lokale kulturpolitiks mantra: Kultur kan betale sig. Holstebro "opfandt" så at sige instrumentaliseringen som en legitimering for investeringer i kultur, og Kulturmodel Holstebro blev synonym med en byudvikling, hvor kulturpolitikken blev nævnt før den økonomiske udvikling eller socialpolitikken. At kommunen som udgangspunkt faktisk havde en god økonomi på grund af de heldige jordinvesteringer, og at man på det sociale område var en foregangsby, hjalp på borgernes accept af de ofte uforståelige investeringer. Nok var der en aktiv og til tider ophidset debat om kulturpolitikken, men socialdemokratiet, som var primus motor for kulturudviklingen, har kun måttet afgive borgmesterposten til den borgerlige fløj én gang i de over 30 år, denne analyse dækker.

Målsætningen var således fra starten kultur som investering, mens midlet blev modernismen i dens mest internationale og elitære udgave. Med købet af Giacomettis Kvinde på kærre opnåede politikerne lige præcis det gennembrud på mediefronten, der skulle til for at skabe opmærksomhed omkring en glemt, vestjysk provinsby. Den tynde, æteriske pige blev et symbol på en ny åndelig dimension i handelsbyen, der nu var trådt ind i en moderne epoke præget af kvalitet og humanitet. Selvom det var noget af et tilfælde, at netop Giacomettis værk kom til Holstebro - godt hjulpet af Poul Vads rådgivning - var det ikke et tilfælde, at byen investerede i anerkendt kunst: Man havde selv henvendt sig til Statens Kunstfond og lyttet til gode råd her. Når det gjaldt kvalitet, måtte man henvende sig til eksperterne. På denne måde blev kommunens kulturpolitik hurtigt indvævet i den officielle, nationale kulturpolitik, demokratiseringen af kulturen. Holstebro kunne bruge statens råd (og penge), men staten kunne samtidig bruge Holstebro til at gennemføre sine idéer om decentralisering og formidling af kulturen med stort K ud til den yderste provins. Pengene faldt på et tørt sted, og den million kroner, stat og kommune i løbet af få år ofrede på at udsmykke byen, blev et mønstereksempel på, hvad man kunne opnå ved fælles indsats. At den folkekære borgmester fik tilnavnet "Kai-Kultur", viser, at imagepolitikken gik flere veje - ikke kun byen, men også politikeren fik et godt image.

Det lyder, som var kulturpolitikken ren beregning og rationalitet, men ser man nærmere på udviklingen, og ikke mindst på Kai K. Nielsens forsvar for kulturpolitikken i årene, der kom, er der ingen tvivl om, at den samtidig er båret af en ægte interesse for kulturen og en tro på kulturens egenværdi. Selv om det ikke er de idealistiske argumenter, der føres i frem i debatten, er det frisind og den åbenhed, han - og kommunaldirektøren - møder den mere eksperimenterende, modernistiske kultur med, legendarisk. De tror på engagementet, der hvor de møder det, og skaber uden at ryste på hånden plads for Eugenio Barbas vanskeligt forståelige Grotowski-inspirerede teater og satser på Jørgen Plaetners elektroniske musik ved ansættelsen af Danmarks første stadskomponist. Også Poul Vad får som en tidlig kurator frie hænder til at opbygge sit museum, og kulturformidlingen følges op med udbygning af musikskole og maleskole. Der lå ingen kolde kalkuler bag disse beslutninger, men snarere en slags intuitiv fornemmelse for, hvor kvaliteten lå i tidens kulturelle udtryk. Kai K. Nielsen lyttede til ekspertisen, gennemførte beslutningerne og tog skraldet, og man kan fornemme, at det, som startede som en "smart" idé, efterhånden blev til en livsholdning.

Strategien om demokratisering af kulturen blev fulgt op i halvfjerdserne og ikke mindst med kronen på værket i begyndelsen af firserne: Bygningen af det nye, moderne kunstmuseum og det imposante bibliotek, begge eksempler på kendte danske arkitekters kvalitetsbyggeri. Nu har kommunen på heden fået alt, hvad hjertet kan begære af institutioner for (fin)kulturen. At den samtidig har fået en kolossal omtale, og at dens image har gennemgået en radikal forandring, kunne bruges til legitimeringen af de mange udgifter. Men at kulturpolitikken også handlede om at styrke borgernes livskvalitet og identitet, skal ikke underkendes. Ellers havde man lige så godt kunne have investeret i et Vikingeland.

Folkeligt skal alt nu være

Tendenserne i halvfjerdsernes kultursyn var på mange måder mod-moderne. Nu skulle det lokale fællesskab og den folkelige traditionskultur fremmes og rødderne plejes, hvad enten de var etniske, sociale eller geografiske. Kulturbegrebet blev bredt ud, og støtten til kultur blev legitimeret ud fra et sociologisk rationale: Kulturen skulle bekræfte de forskellige subkulturer som et led i deres frigørelse. Disse tendenser nåede også Holstebro og prægede den kulturelle scene i halvfjerdserne med Jens Nielsen Museet, Grønlænderhuset, Folkemusikhuset og Holstebro Børneteater som eksempler, fulgt af Aktivitetscentret og Kulturhuset i firserne. Kommunens støtte til et museum og atelier til den lokale kunstner, Jens Nielsen, kan ses som en indrømmelse i forhold til de lokale røster, der havde kritiseret kunstmuseets mere nationale og internationale linie. Ideen til Folkemusikhuset kom udefra, men reelt kom det også til at fungere som et lokalt folkemusikhus, der reaktiverede den slumrende folkemusiktradition i området. At nogle mente, Folkemusikhusets ansatte kom til at fungere som et "folkemusikpoliti", er en helt anden historie, men siger selvfølgelig noget om tidens debat: Hvem ejer folkekulturen?

Med etableringen af Holstebro Børneteater fik børnene i Holstebro med Benny E. Andersens stykker næring til fantasien, mens det senere Holstebro Egnsteater snarere talte til fornuften med sine socialrealistiske stykker. Under alle omstændigheder var børneteatret en sag, der kunne få en kulturpolitisk debat i gang i byrådet, hvor især spørgsmålet om dets "kvalitet" blev diskuteret. Kvalitet eller ej fik Holstebro kun et lokalt forankret børneteater i 10 år.

Støtten til det kulturelle demokrati blev aldrig en bevidst formuleret kulturpolitik fra politisk side. Det blev en slags parentes i kulturpolitikken, for disse aktiviteter var ikke specielt synlige eller imageskabende, og debatten om tilskuddene til dem var omvendt proportionale med tilskuddenes størrelse. Dette var nok også grunden til, at kommunen ikke fik et egentligt medborgerhus, sådan som så mange andre kommuner fik i perioden. Grønlænderhuset, som lå under socialbudgettet, blev ikke opfattet som et kulturelt initiativ, og heller ikke Kulturhuset for indvandrere og flygtninge eller Aktivitetshuset med sit samarbejde mellem pensionister og unge fik de første mange år nogen opbakning fra kommunal side. Ideen om at bruge kulturpolitik som socialpolitik var ikke aktuel i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne.

Det kulturelle demokrati blev således kun en sidestrøm i forhold til den dominerende demokratisering af kulturen, og det brede kulturbegreb passede ikke med profileringen af den moderne, forandringsparate by. De mod-moderne træk, som lå i opblomstringen af folkekulturen, og den decentralisering af både kulturproduktion og beslutningsprocesser, som ville blive en konsekvens af denne strategi, kunne ikke bruges som markedsføring. Den konflikt, der opstod mellem kommunen og stadskomponisten Jørgen Plaetner i midten af halvfjerdserne, er et godt eksempel på en kamp mellem de forskellige kultursyn. Hvor Plaetner ville satse på et nært samarbejde mellem amatører og professionelle og decentralisere musiklivet ved at placere musikerne ude i lokalsamfundene, blev det den mere ambitiøse plan om et musikalsk grundkursus, som skulle levere unge talenter til musikkonservatorierne, der vandt. For byrådet var kultur ikke så meget en proces, man kunne deltage i, som et produkt, man kunne markedsføre.

Postmodernisme som positionering

I slutningen af firserne og starten af halvfemserne var den instrumentalisering af kulturen, som Holstebro allerede havde "opfundet" i tresserne, blevet mere udbredt som kulturpolitisk strategi, og tivoliseringen bredte sig ifølge kulturdebatten til alle dele af kulturlivet. Markedets vokabularium og principper prægede kulturlivet, og synliggørelse blev det overordnede mål for de mest aggressive kommuners kulturpolitik.

Holstebro, som havde været vant til at stå i mediernes søgelys fra midten af tresserne, oplevede fra midten af firserne en markant nedgang i interessen og måtte finde sig i kritiske avisoverskrifter som Marens vogn knirker. Der var heller ikke meget nyt at skrive om, for fra 1982-88 blev der på grund af sparetider stort set ikke sat nye projekter i gang, og byen måtte leve på renomméet. Selv om der ikke skete egentlige besparelser på kulturområdet, gik pengene til at holde de eksisterende kulturinstitutioner i gang, og med Kai K. Nielsens afgang som borgmester i 1982 savnedes den "indpisker", som havde holdt byrådet til ilden. Tidens tendens til kulturliberalisering stak sit hoved frem, og kommunens målsætning var ifølge Kommuneplan 1985-92 at videreføre "en aktiv støttepolitik, der ikke mindst udfolder sig over for de områder, hvor lokale grupper viser interesse for at starte nye initiativer og selv er indstillet på at gøre en indsats". Privatiseringen sås som løsningen på kulturlivets udbygning.

Først med indvielsen af Kaos Tempel, Danmarks første laserskulptur, som blev opstillet i forbindelse med, at TV-Midt/Vest blev placeret i byen i 1989, kom Holstebro igen på forkant, og borgmester Kurt Nygaard (S) fremhævede, at den skulle medvirke til at fastholde og udbygge byen som kulturelt kraftcenter. Med Kaos Tempel som symbol gik Holstebro ind i det (post)moderne informationssamfund, og den blev startskuddet til nye tider i kulturpolitikken.

Ombygningen af Holstebro-Hallen til det nye Kongres- og Kulturcenter blev mere end noget andet et eksempel på halvfemsernes flagskibsprojekter. Den postmoderne arkitektur holdt sit indtog i bymidten og bragte storbystemning med sig. At huset kunne bruges både til forretning, fitness og kultur passede fint med tidens trends, og den private finansiering passede den nye borgerlige konstellation i byrådet. At der var lidt for meget luft i projektet, viste sig snart, og kommunen måtte købe huset tilbage. Med den nuværende konstruktion omkring Musikteatret-HolstebroHallen håber kommunen at få stjernestunderne tilbage med hjælp fra indtægterne fra de to sponsorklubber.

Hvor byen i tresserne profilerede sig med modernismen, har byen i halvfemserne profileret sig med postmodernismen som æstetisk udtryk. Med Tobaksarbejderens drøm får byen en multi-etnisk og kaotisk udsmykning, som kan ses som et udtryk for de mange små fortællinger, der er karakteristisk for postmodernismens kunst. Også festugerne med fællestemaet Kultur uden grænser og ikke mindst Kirstens Delholms performance Skibet Bro på Kvicklys tag kan ses som tværkulturelle og tværæstetiske udtryk i tidens cross-over-kultur. Byen har - mere eller mindre bevidst - satset på en ny stil, som ligger langt fra både tressernes eksperimenterende modernisme og halvfjerdsernes mere jordbundne socialrealisme.

Men hvordan passer satsningen på Den kongelige Balletskole og Peter Schaufuss Balletten med sin Tjajkovskij-trilogi ind i dette billede? Er denne klassiske dannelseskultur ikke i direkte modstrid med de mere postmoderne tendenser, og er linien til den nationale kultur på Kongens Nytorv ikke udtryk for en typisk tresser-præget demokratisering af kulturen: Ballet til provinsen? Det er det måske, men man kan også se denne satsning på kulturtraditionen som et udtryk for den retro-tendens, der også er en del af det postmoderne kultursyn - en slags kitchificering af kulturen. Under alle omstændigheder kan balleteventyret i Holstebro ses som en investering i et godt afprøvet kvalitetsprodukt Made in Denmark, som kan forlene kommunen med prestige og soliditet, og når man i Paris og New York i annoncerne kan læse The Peter Schaufuss Dance Company, Holstebro, får byen en PR, der ellers ville være nærmest ubetalelig.

Kommunens kulturpolitik er heller ikke i halvfemserne rendyrket PR-strategi og selvpositionering. De eksisterende kulturinstitutioner - museerne, biblioteket, musikskolen og teatret - arbejder, som de hele tiden har gjort, ud fra mere idealistiske tanker om oplysning og dannelse. At der samtidig er blevet plads til en Coca-cola-automat på biblioteket og til vinsmagning mellem montrerne på museet, ændrer ikke ved deres basale formål. Og når kommunen investerer i festuger, projektkultur, ballet og kunst, er synliggørelse og konkurrence ikke den eneste grund - byen skal være "en førende kulturby til gavn for både borgere, erhvervsliv og turisme", som det står i Kommuneplanen for 1996-2008. Kulturpolitikken i Holstebro handler også om kulturens egenværdi, dvs. om kulturpolitik som udvikling af identitet, kreativitet og kompetence hos byens borgere. Men disse mål er ikke eksplicitte, og resultatet kan ikke måles. Om mødet med Kvinde på kærre eller deltagelse i Skibet Bro har ændret borgernes livskvalitet, kan ikke bevises. Men modsat: At byen som ramme om et godt livsmiljø havde været den samme uden de mange forskelligartede og kvalitetsprægede kulturtilbud, er utænkeligt.

Den globale by

Går man rundt i bymidten i Holstebro, er det svært at finde noget, som er typisk holstebro'sk. Og bortset fra nogle typisk danske provinshuse og et dansk flag hist og her, er der heller ikke meget, der signaliserer det danske eller det nationale. Vi kan godt få en dansk pølse, men ta'r måske hellere en burger hos McDonalds - og egnsretten bliver det svært at finde på menukortet. Den egnstypiske "national"dragt ser man kun ved folkedansernes opvisning, og ellers er det mere sandsynligt at støde på internationale mærkevarer som Nike eller Levis, måske kombineret med rastafani-hår og etniske smykker. De nyere bygninger som rådhuset, biblioteket og museet er karakteriserede ved international modernisme og Musikteatrets facade ved storby-postmodernisme. På biblioteket har satsningen på en internetcafé gjort Holstebro til en del af den globale landsby. Leger man vox-pop og spørger den almindelige borger på gaden, hvad der er typisk for Holstebro, vil det mest sandsynlige svar være Maren å æ vogn. Det internationalt anerkendte kunstværk er blevet byens image udadtil, men også et symbol på identitet for byens egne borgere.

Holstebro er vokset fra en provinsiel småstad til en global (stor)by, som er synlig ved sine internationale og globale signaler. Holstebro markedsførte sig i tresserne ved modernisme og internationalisme og var i denne proces nogle skridt foran de fleste danske provinsbyer. Holstebro åbnede sig op mod verden, og verden kom til Holstebro: Giacometti trak andre internationale kunstværker med sig, og Odin Teatret skaffede i samarbejde med Holstebro-Hallen Dario Fo til byen, hvor også verdensnavne som Arthur Rubinstein og Igor Oistrach spillede live. I begyndelsen af halvfjerdserne kunne man i Folkemusikugen høre musik fra Grønland, Sardinien og Irak. I Grønlænderhuset startede det første grønlandske teater, Tuqak Teatret, sin virksomhed, og i firserne festedes der med tamilsk musik, tyrkisk folklore og arabisk mavedans ved åbningen af Kulturhuset. I halvfemserne fortsættes traditionen for "fusionskulturen" med festugerne under temaet Kultur uden grænser, hvor etniske og lokale kulturer blandes i nye sammenhænge. Ligesom det sker i udsmykningen Tobaksarbejderens Drøm, der bygger på en lokal myte og udføres af danske, russiske og balinesiske kunstnere.

I det (post)moderne samfund er der sket en global homogenisering med fremvæksten af en fælles, kosmopolitisk verdenskultur, som modsvares af en lokal kulturblanding eller "kreolisering", hvor mange forskellige elementer suges op og indgår i forening med deres etniske og/eller geografiske rødder. For selv om det interkulturelle rum er ens over hele verden, så varierer dets møblering fra sted til sted, afhængigt af lokale forudsætninger og traditioner. De lokale identiteter har samtidig en tendens til at blive forstærket, for globalisering og lokalisering er afhængige aspekter af én og samme proces: Jo mere ens vi bliver, jo vigtigere er det at betone forskellen. For Holstebros vedkommende har især Odin Teatret medvirket til en "kreolisering" af lokalkulturen. Odin Teatret har siden sin etablering fungeret som en kulturel mødeplads, og dets fremmedartede figurer er i dag en fast ingrediens i enhver lokal festlighed. Spørgsmålet er så, om der er sket en egentlig ommøblering af den lokale kultur, sådan at elementer fra andre kulturer opsuges og indgår i forening med den lokale kultur, eller om der snarere er opstået en global baggrund, som sætter fokus på og styrker den særegne lokale identitet?

En kultur - eller mange

Hvor finder man i dag Holstebro - the real thing? Det kulturhistoriske museum værner om lokalhistorien, og med den kommende Birn-fløj, der sætter fokus på et lokalt støberis udvikling, styrkes denne tendens - selvom legetøjsudstillingen måske trækker flere turister. Folkemusikcentret i Hogager stimulerer resterne af en lokal spillemandstradition - men bidrager også til fusionsmusikken gennem sine mange gæster fra ind- og udland. De mange lokale foreninger bidrager naturligvis til den lokale forankring, men man dyrker ikke nødvendigvis de jyske rødder i MC-klubben Elmer eller i Taekwondo-klubben.

Når man leder efter det lokale, skal man ikke lede efter en veldefineret vestjysk egnskultur med fælles værdier. Der findes ikke én kultur, men mange forskellige. Kultur skal ikke ses som ét sæt værdier, men som en værktøjskasse, der indeholder symboler, historier, ritualer og verdensanskuelser, som mennesker bruger på forskellige måder til at løse forskellige typer af opgaver. Kulturen er et repertoire, som kan føre til forskellige handlinger. Eller med andre ord: Kultur skaber muligheder, men giver ikke endegyldige svar. Derfor handler en stærk lokal kultur ikke om at iføre sig en bestemt dragt, at udføre nogle bestemte dansetrin eller at holde en bestemt tradition i live, men snarere at befolkningen selv kan være med til at præge det kulturelle udtryk ud fra den værktøjskasse, de har med i deres bagage, og at værktøjet i den betyder noget for dem, der besidder det. Her er kendskab til den lokale historie og tradition et vigtigt værktøj, men ikke det eneste.

Konkurrencen er blevet større, siden Holstebro kunne hævde sig ved at investere i den internationale modernisme, og selv om byen har fået en laser-skulptur og har bygget kulturcenter i postmodernistisk stil i halvfemserne, er det blevet stadigt sværere at gøre sig synlig på den internationale scene. Kulturmodel Holstebro har bredt sig til mange andre byer, som nu også profilerer ved hjælp af kreativitet, kommunikation, kundskab og kultur. Om investeringen i aflæggerne af den nationale enhedskultur i form af Balletskolen og Peter Schaufuss Balletten kan give byen sit ry som kulturby tilbage, er endnu et åbent spørgsmål. Skal byen i fremtiden hellere definere sig ud fra det lokale, og hvor finder man i givet fald det i dag? Er alt blevet homogeniseret i retning af det universelle Disneyland, eller er kulturlivet blevet kreoliseret i en sådan grad, at det oprindeligt lokale er forsvundet eller overlejret? Det er disse spørgsmål, den kulturpolitiske debat må handle om: Hvad er det for værktøjer, kulturpolitikken skal satse på fremover, så byen ikke bare blive synlig, men så befolkningen bliver rustet til at deltage i løsningen af de opgaver, fremtiden stiller.

Kulturpolitikken må finde en balance mellem det lokale og det globale, sådan at byen hverken lukker sig inde i sin egen selvtilstrækkelighed eller forsvinder ud i cyberspace. Den skal give borgerne mulighed for at sætte grænser og for at række ud efter nye fællesskaber. Kulturen skal som identitetsskaber både markere forskelle og knytte individer, grupper og nationaliteter sammen, og den er et uundværligt redskab i det identitetsarbejde, som i fremtiden bliver en konstant proces for alle aldersgrupper. Oplysningstidens tro på, at ethvert individ har en fast og uforanderlig identitet, er blevet udfordret af den postmoderne opfattelse af, at identiteten består af en lang række del-identiteter, som aktiveres i forskellige sammenhænge. Postmodernist eller ej, må man under alle omstændigheder erkende, at individets identitet i højere grad er sammensat og foranderlig i dag, end den var i mere statiske samfund med få kontakter og impulser. Kulturpolitikken skal ikke give os én historie, men tilbyde mange historier og mange fortolkninger, som borgerne kan bruge for at finde sig selv i en tid, hvor hverken familien, religionen eller den nationale enhedskultur kan opfylde behovet for fast grund under fødderne. Den lokale kulturpolitik må respektere de mange kulturer, men også udfordre dem ved at opstille alternativer. Den største udfordring for fremtidens by bliver at finde sin plads i forhold til et lokalt samfundsliv på den ene side og en global verdensorden på den anden. Her kan Holstebro blive en ny model til efterfølgelse.

Dorte Skot-Hansen

holstebro.jpg Cronikken er et uddrag fra:

Dorte Skot-Hansen: Holstebro i Verden - Verden i Holstebro. Kulturpolitik og -debat fra tresserne og til i dag.

309 sider - 298 kr

Forlaget Klim, september 1998

skot.gif

Søndag Aften 0998

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.