Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


oktober 1998


Portaler til folket


Sidste år talte hele Internetbranchen om pushtjenester, i år er modeordet portaler.

Portaler er store indgange til Internet, som viser brugerne videre ind i nettets verden. Den bedst kendte internationale portal er Yahoo!, de bedst kendte danske portaler er www.jubii.dk og www.forum.dk.

De typiske portaler kombinerer en række værktøjer for brugerne: søgeredskaber, diskussionsgrupper, gratis e-mail, nyhedstjenester og meget andet. Portalerne lever af annoncer - og altså af at så mange som muligt besøger siderne. Portalerne satser ikke på eget indhold - men på hurtigt at lodse besøgerne videre til steder med indhold.

Portalernes år

Der er mange grunde til at 1998 er blevet portalernes år. Først og fremmest har en række af de mest besøgte steder på Internet følt et behov for at udvide aktiviteterne og hugge ideer fra konkurrenterne. De amerikanske børsinvestorer har også vist øgede forventninger til at de første store pengegevinster på Internet skal komme gennem annoncesalg. Og annoncesalget er idag klart størst de steder der har mange besøgende. Markedet - og de tekniske redskaber - er endnu ikke tilstrækkeligt fintfølende til at tage hensyn til kvaliteten og længden af de enkelte besøg. Det svarer til at betale en reklameplads på Roskildemotorvejen mere per besøg end en reklameplads på Lousianamuseet. Der er flere mennesker, men deres kvalitetsoplevelse er nok ikke så stor de morgener, hvor de holder i køen og har tid til at opfange budskabet!   

Amerikanske tendenser

Bevægelserne på det amerikanske portalmarked er store. Disneykoncernen har for eksempel netop købt Infoseek med planer om kraftig relancering senere i 1998.

I besøgstal står Yahoo klart som den største portal, men med væsentlig konkurrence fra Excite, som er ved at overhale indenom. Det er først og fremmest Excites muligheder for at tilpasse den enkelte brugers lyster som gives vækstmulighederne. Foruden at du selv kan vælge, hvilke tjenester du vil benytte, kan du selv redesigne din Excite-side. Yahoo forsøger med My Yahoo at give samme faciliteter, men langt fra med samme fornemme integration på hele siten og heller ikke med samme overskuelighed som Excite. En oversigt over Excites tjenester finder man på http://www.excite.com/comm/new.

Det er typisk de store søgemaskiner (Lycos, Infoseek, AltaVista m.fl.) som udvider med yderligere tjenester. På sigt skønnes den kommercielle værdi af blot at henvise til andres indhold at være begrænset.

Den store amerikanske Internetudbyder, America Online (12 millioner abonnenter) er langsomt ved at ændre brugerfladen, så den ikke bliver et lukket netværk kun for abonnenterne, men så alle kan komme ind på siderne. Kun abonnenterne kan dog komme ind i e-mailfunktionerne. Man vil kunne forvente samme udvikling hos den danske TeleDanmark-pendent, Opasia. En startside som mange nybegyndere har oplevet positivt de første fem gange på nettet, men som siden er blevet mere og mere belastende for brugere som søger specifikt indhold ikke blot underholdning.

De to store browserproducenter, Microsoft og Netscape satser også på portalløsninger. Begge har to store fordele: dels får de i forvejen mange besøg, fordi brugere har brug for ekstra programtilbehør eller brug for vejledning og hjælp og dels sætter de deres egne sider som startsider i standardopsætningen på browserne. (Denne standardindstilling kan du let ændre: i Microsoft Explorer vælger du Vis, derefter Internet-indstillinger; I Netscape vælger du Options, så General preferences, så appearance, vælg homepage location - og så kan du passende skrive http://www.cultur.com som ny startside!).

Microsoft satsede tidligere på det lukkede netværk www.msn.com. Det er tydeligt, at Microsoft er kommet bedst fra start i deres portal, for eksempel gennem opkøb af den gratis emailservise Hotmail. En betaversion af den kommende Microsoft Internet Start finder du på http://home.beta.microsoft.com/. Den er langt mere brugervenlig end Netscapes som stadig i for høj grad er henvendt til de professionelle brugere. I kommende browsere vil Netscape med fordel kunne sælge standardindstillingen for åbningssiden til en annoncør for en klækkelig sum...).

Newhoo slår Yahoo

En ny stor søgemaskine er Newhoo. Newhoos særkende i forhold til  andre søgemaskiner er, at den er baseret på et stort antal frivillige redaktører. For øjeblikket 1200 mennesker som indrapporterer sites. Det har på kun få måneder givet Newhoo langt flere henvisninger til sites end Yahoo. Yahoo har simpelhen svært med at følge med nettets vokseværk og er derfor lang tid om nyregistrering.

Med det omfattende indhold kan Newhoo hurtigt blive en vigtig søgemaskine. Et godt tip vil dog være at bruge newhoo nu - fordi med de mange frivillige redaktører vil stedet hurtigt miste evnen til at kassere sites som er døde. Eller også har skaberne af Newhoo blot set en hurtig genvej til at blive rige: få 1200 mennesker til at oparbejde en database gratis og sælg så til højstbydende! 

Et charmerende eksempel på en portal er www.crayon.net. Crayon er udviklet af et par universitetsstuderende. Og konceptet er simpelt: man har blot lagt links ind til en omfattende mængde nyhedskilder og givet brugeren valgmuligheder. Så sammensætter du din egen Crayon-side. Du vælger for eksempel at hovedoverskriften skal være hovedoverskriften fra New York Times, vejret skal være fra en lokalavis, sporten fra en baseballnyhedstjeneste osv. Du kan selvfølgelig også selv vælge logo, du kan kalde bladet Min helt egen avis - og lægge et motto ind.

Hver gang du klikker ind på Min helt egen avis får du den forside du har bedt om. Og dine nyhedshistorier er klar efter næste klik.

Fællesskab som succes

Et af Internets mange gratis servicesteder er Geocities. Har kan man gratis få plads til at oprette en homepage (hele 11 MB). Geocities prøver nu at skabe stærkere fællesskab mellem de mange mennesker som har lagt homepage hos Geocities. Problemet med Geocities portal er at de fleste henvisninger - til Geocities sites - er dybt uinteressante!

Men det er gennemgående tydeligt, at de fleste succesfulde portaler satser hårdt på at få brugerne til at blive på siten. De gøres meget gennem mailmuligheder, chatrooms, opslagstavler og andet som kan binde brugerne sammen.

Det er også klart dette som er styrken ved den i indhold bedste danske portal, www.forum.dk. Forums afgørende styrke er interaktiviteten mellem brugerne. Den største danske portal, Jubii, er naturligvis stærk som dominerende søgeværktøj. Men dybden i andet indhold er endnu ikke slået igennem. Der er nyhedstjenester, chatrooms etc - men intet går ud over underholdningssektoren. Man kan også forvente, at danske søgetjenester - med udenlandsk kapital i ryggen - som kvasir.dk og yahoo.dk vil forsøge at etablere sig som kommercielle portaler.

Søndag Aften 1098

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.