CulturCronik:
Damen i den blå kjole
Af Maria Marcus
Det var den gode fe, der introducerede mig til bibliotekernes
vidunderlige verden, det kunne man se med det samme. Om ikke andet så på hendes smukke
farver: Kastanjebrunt hår og gylden hud, en kjole der var blå som alverdens blå
blomster, og så ovenikøbet med en fin nystrøget hvid krave.
Hun havde ikke nogen tryllestav i sin højre hånd, men hun havde
det der var bedre: Et magisk instrument, en blyant med et ekstra ben, der endte i et
stempel. Hun brugte den til at stemple datoen på den seddel der var limet på bogens
sidste side og til at skrive mit lånernummer på bogens kort. Stemple, skrive, stemple,
skrive, det gik tjept, som en stepdans. Jeg fik aldrig at vide hvad hun hed, men hendes
milde, rolige væsen står stadig prentet et sted i min erindring, hver gang jeg kommer
ind på et kommunebibliotek, uanset at det i dag er voksenafdelingen jeg stiler imod, og
ikke hylderne med børnebøger.
Det var ikke bare selve det, at jeg kunne låne bøger dér på
biblioteket. Det kunne jeg også på skolen, der stod da en stribe bøger i glasskabet i
vores klasse - Flemmingbøgerne, Peder Most, og så Bertha Holsts pigebøger, men de var
nu lidt kedelige, jeg foretrak drengebøgerne. Men dem havde jeg forlængst læst alle
sammen. På kommunebiblioteket udvidede verden sig. Her stod der bøger på rad og række,
hylde op og hylde ned, bogstaveligt talt, der var ingen ende på det. Den eneste
begrænsning var mine fysiske kræfter, hvor mange bøger kunne jeg slæbe med hjem? De
fyldte jo godt - De tre Musketerer, Greven af Monte Christo, Tom Sawyer, Coopers
indianerbøger, Børnene i Nyskoven og Nybyggerne i Canada, for slet ikke at tale om alle
kostskolebøgerne, de rene murstensromaner. Til gengæld kunne man læse dem om og om
igen.
Bøgerne, bøgerne. Det var totalt skelsættende, ja, nærmest
bevidsthedsudvidende - det var en ukendt frihedsfølelse jeg oplevede, når jeg stod dér
foran bibliotekets børnehylder. En ny verden - og den stod åben for mig.
Det var slet ikke fordi jeg kom fra et kulturfremmed hjem langt ude
på heden. Tværtimod, der var masser af bøger derhjemme, lødig litteratur i meter efter
meter. Men det var jo mine forældres bøger, de havde ligesom det blå kulturelle stempel
på forhånd, og det foragtede jeg selvfølgelig dybt som teenager, eller backfisch som
det hed dengang. Jeg havde brug for at finde mine egne bøger. Og nu vidste jeg, at det
kunne lade sig gøre. Her på biblioteket var jeg ikke mine forældres barn, men helt mig
selv. Det var mit bibliotek og mine bøger. Her kunne jeg vælge og vrage, jeg kunne
ovenikøbet låne min egen Dostojevski og Tolstoi - som var noget helt andet end den
Dostojevski og Tolstoi der stod derhjemme. Og så alle de bøger mine forældre aldrig
havde hørt om, bøger af kvinder som Rosamond Lehmann og Katherine Mansfield, plus et
utal af mere poppede kærlighedsromaner, som jeg ikke forstod det halve af - livets
fundamentale hemmeligheder var ikke gået op for mig. Kærligheden vidste jeg hvad var,
den med stort K. Men at den indbefattede kroppen og at man kunne få børn af den, det var
ikke gået op for mig. Så en hel del af verdenslitteraturens pointer gik hen over hovedet
på mig.
Jeg var gymnasiast, men henne på biblioteket føltes det som at
være et barn i en slikbutik, med pungen fuld af penge. Jeg kunne række ud efter det jeg
ville have, og få det og tage det med hjem og sluge det. Jeg tænkte ikke sådan dengang,
men jeg fornemmede det alligevel dunkelt: Det var virkelig en verden der stod dér og
ventede på mig.
En verden af sjæle, af generøse mennesker, levende eller
forlængst døde, der fortalte mig deres historier, opdigtede eller autentiske, og tilbød
mig at tage del i deres livs eventyr, deres sorger og konflikter, deres oplevelse af
tilværelsens dramaer. Først de opdigtede, siden de autentiske - rejsebeskrivelser, de
store opdagelser, kemiens og arkæologiens mysterier. Og så digtene, poesien.
Men dengang tænkte jeg i grunden ikke på, at det var levende
mennesker der havde skrevet alle de bøger. Bøgerne var mine, det var mit eget livs
eventyr de bidrog til.
Og så lærte de mig noget om sprog. Selv som barn var jeg aldrig i
tvivl om, hvilke forfattere der tiltalte mig på grund af selve deres måde at bruge
sproget på, hvem der gik til hjertet eller til lattermusklerne, og hvilke der lød hult,
kunstigt, oppustet, plat.
Så var der jo de bøger og tidsskrifter man ikke måtte låne med
hjem. Dem måtte man så sidde med i læsesalen og fordybe sig i. Det var også her, jeg
sad og i smug studerede bøgerne om alt det mine forældre ikke kunne finde ud af
fortælle mig om kærlighedslivets mysterier. Men det sagde jeg ikke til nogen, og det
skete selvfølgelig kun, når bøgerne stod fremme på hylderne; at bestille dem - nej,
det turde jeg end ikke drømme om.
Men på hylderne inde i udlånet, dér stod de, alle de tusindvis af
forskellige bøger med deres specielle duft af bibliotek - for at vise mig, hvor stor og
rig verden er. De var ikke kun til låns, de var gaver, selv om jeg måtte aflevere dem
igen efter en måned, først til damen i den blå kjole og senere til hendes
efterfølgere.
I dag har systemerne skiftet, man kommer med sit sygesikringskort og
et eller andet siger bip og så går man hjem med sine skatte. Men bibliotekernes hylder
har stadig den samme dragning for mig, så jeg nærmest må gardere mig, og lade være med
at komme for tæt på, jeg har ikke fysik til at slæbe alle de bøger med hjem - og jeg
orker iøvrigt heller ikke at læse så mange bøger længere. Det har jeg slet ikke tid
til. Jeg skal jo også følge med i radioen og på tv, alt det vi ikke havde dengang.
I mange år var min læselyst totalt ødelagt. I min naivitet havde
jeg bildt mig ind, at min begejstring for bøgernes verden og sprogets mangfoldighed kunne
bære mig igennem et langvarigt litteraturstudium. Det var en fatal fejltagelse. Nu skulle
jeg læse bøger, det blev en pligt, og den blev mere og mere sur.
Nu var det heller ikke længere kommunebibliotekerne jeg
frekventerede. Det var de fine forskningsbiblioteker, Det Kongelige Bibliotek,
Universitetsbiblioteket. Her kunne man ikke få lov til at trække bøgerne ud af reolen
og bogstaveligt talt lugte sig til, hvad de havde at fortælle en. Man skulle bruge timer
på at udfylde små sedler, så skulle man vente i timevis, og så skulle man sidde i time
efter time og dag efter dag på en aldeles umagisk læsesal sammen med mærkeligt udseende
herrer og damer med hver sin stabel triste støvede bind. De så ud som om de lige så
godt kunne have siddet på en bænk på hovedbanegården og kede sig...
Men en gang imellem sneg jeg mig hen på det lokale
kommunebibliotek, hvor læsesalen stadig var indbydende og venlig. Her så folk ud, som om
de interesserede sig for den bog eller det blad, de sad med. Her fik jeg noget af min
læselyst tilbage. Og selve tiltrækningen til de lange rækker med åbne hylder, den
forsvinder nok aldrig. Når jeg kommer til en by i provinsen, lister jeg mig gerne i al
diskretion hen på biblioteket og lader mig inspirere af stedets magiske ånd. Der er
nemlig ikke noget som hylderne på et fremmed bibliotek. Der dukker titler op, som man
ikke har skænket en tanke i årevis. Gamle kendinge som det er rart at gense, som en ven
man ikke har snakket med i årevis. Jeg fyldes af taknemmelighed, når jeg går rundt
mellem hylderne. Over al den generøsitet over for menneskeheden, som disse bogrækker
vidner om.
Og også den anden form for generøsitet - skal vi sige: den
tankemæssige, organisatoriske. I dag har jeg jo som forfatter selv bøger stående på
bibliotekerne, men lige nu ikke et ord om bibliotekspenge og den slags, heller ikke et ord
om moderne informations-teknologi. Når jeg kommer ind på et af de små overskuelige
biblioteker, er jeg stadig en almindelig fuldblods bog-låner og fyldt med begejstring
over selve fænomenet: Tænk at få den idé at samle alle de bøger og stille dem op, så
jeg kan gå hen og trække en ny bog ud og stille den tilbage eller tage den med hjem og
læse den, og lære noget om andre mennesker og om mig selv og om sproget og om hvordan
verden er skruet sammen...
Og jeg forstår, at totalitære regimer må brænde bøger; bøger
frit til låns må true ethvert system, der vil forme mennesker efter en fast skabelon.
Bøger står for friheden til at vælge sit eget liv, og derfor er biblioteket et af de
få steder, hvor jeg for alvor føler taknemmelighed over at være en del af en kultur.
Så en gang imellem går mine tanker tilbage til den gode fe, damen
i den blå kjole med det mærkelige magiske instrument, blyanten med det ekstra ben, hende
der introducerede mig til hylderne på kommunebiblioteket. Mit liv ville ikke have været
det samme uden hende.
©Maria Marcus, oktober 1998
Søndag Aften
1098
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]