CulturCronik:
KNASTØRRE OASER
en monolog i munden på titusind stemmer
Af Janus Kodal
Med sin finger holdt
hun min næse lidt til siden så hun bedre kunne komme til at kysse mig. Men køen var
også lang den dag. Numrene løftede sig kun langsomt op imod det magiske 67, vi havde
trukket for at aflevere Bruce Chatwins notesbøger. Ved 62 ville jeg hellere hjem i seng
og ved 65 åbnede etagerne over os deres last, og bogstaverne trillede som sand ud af
bøgerne.
Det var nogen der
havde en ide om at placere en højttaler i hvert af de store "skydeskår" der er
det afgørende indtryk, når man kommer indenfor dørene i Københavns Hovedbibliotek. At
give alle disse spøgelsesøjne lyd, til de bristede af basrytmen og slap meddelelserne
ud.
Bøgernes fængsel? -
af og til er der udgang en måneds tid, de rigtigt farlige skal hjem og runde biblioteket
hver 14. dag og checke at ingen har ændret på oplysningerne om indholdet i deres
stregkoder. Drømmene og oplysningerne. Ideerne og instruktionerne, vredesudbrud og
skønsang. De står side om side og tier for at blive taget med hjem. Længsel efter at
komme ned i hendes pose, hende med de bløde hænder og champagnefarvede øjne. Om hun
stjæler eller låner mig, bare at komme med hjem og hun sidder med mig i hånden og der
kommer te og kage og senere falder hun i søvn med mig ovenpå.
Der var en gang vi
skulle spille og læse op på 1. sal. Da vi havde stillet gearet op gik vi hen i det
mørke af de hjørner der vender ud mod Krystalgade. For at komme helt ind i hjørnet og
åbne et vindue måtte vi igennem en lille labyrint af meget sjældent udlånte bøger.
Det var fag- og årsbøger af en slags. Bibliotekaren havde overladt os til os selv og vi
stod og kiggede ud af vinduet og tændte en joint. Tænk at se gnisterne flyve fra dette
store hus. Hold kæft mand - der er flere hundrede kopier af hver bog, det er let at samle
et nyt bibliotek i et andet hus. Og hvem startede branden? Søren Pind gik en aften og
fejede bandende alle de selvhorende bogstaver sammen i stueetagen. Vi kan ikke have det
hor i offentlige bygninger, sagde han, og fnyste, at sådan noget måtte man da ha folk
til. Så lod han endelig cigarfimpen falde i bunken og hans øjne lyste op. Så skal det
fandme være slut med at holde varmestue for de arbejdssky. Nu skal de en gang for alle
få deres fattige røve på komedie...
Det er ofte svært at
spore overraskelse i en bibliotekars ansigt, men de første der så det sørgelige syn var
ikke udlandsdanskere, derimod var det de otte indenlandsudlændinge, som mødte kl 6 for
at gøre biblioteket rent. De gik hjem og lagde sig til at sove uden at føle mere. En
gruppe bibliotekarer gik på café og spiste brunch. Alle var glade for at holde fri.
Forfatterne var også glade. De ville alligevel ikke have deres bøger stående på
biblioteket mere. Vi vil ha flere penge, havde de råbt og marcheret. Lejetropper for
hvilken som helst fransk ide i sorte, idelige støvler. Fagfolk, ha! Slaver af penne, der
er ingen der vil have biblioteket mere. En gang var her vand, nu er her aske. Spis den.
©Janus Kodal, oktober 1998
Søndag Aften 1098
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]