Den engelske operadebat går fra skandale til skandale.
Royal Opera House - som er bosiddende i Covent
Garden i London - er en operainstitution som er en virkelighedens sæbeopera i
luksusudgave. Skandalerne afløser hinanden, og det ser ikke ud som om vi nærmer os
finalen endnu.
Økonomiske overskridelser er noget næsten alle operahuse i verden kæmper med i
større eller mindre omfang. Opera er verdens dyreste kunstart - og økonomien er
derefter.
Det som irriterer englænderne, og særligt den nye labourregering, er den totale
nonchalance som ledelsen ved operahuset i en række år har vist overfor de økonomiske
realiteter. Kombineret med en eksklusiv holdning til operakunsten har de ment det som en
selvfølge at myndighederne - og derved skatteborgerne - skal betale for gildet og
overskridelserne. Mens de samtidigt fastholder den eksklusive holdning med at holde
"proletarerne" ude fra operahuset.
Opera for de eksklusive
Covent Garden er nemlig et operahus for de eksklusive. De ønsker ikke nyt publikum til
forestillingerne, som tit bliver til rene selskabeligheder. bestyrelsen har været
sammensat af private venner, nærmest som en lille vennekreds, hvis eneste fortrin var at
de kunne hoste op med nogle hundrede tusinde pund, når der var behov for det.
Denne eksklusive holdning har præget næsten alle aktiviteter ved operaen. Det har
været vigtigere at have et fornemt sted, hvor fornemme mennesker kunne mødes, end at
have en scene, hvor operakunsten var i højsædet. Dertil kom en eksklusiv prispolitik,
som nok skulle forstå at holde masserne ude.
Gennem de sidste år har den engelske nationalopera i
Coliseum dels overtaget meget af den kunstneriske hegemoni, som det kongelige operahus
tidligere havde, dels sat forestillinger op, som har været mere sprudlende, vitale og
kunstnerisk kvalitetsstærke end det man oplever i Covent Garden. Nogen gange til en
tiendedel i billetpris.
Med sans for underholdning
Kulturkomiteen i Underhuset besluttede i december 1997 at opfordre hele bestyrelsen ved
det kongelige operahus til at trække sig. Opfordringen blev begrundet med bestyrelsens
"inkompetance og uduelighed". Der rettes også skarp kritik mod det
engelske Arts Council, som har været for slippe med kontrol af bevillingerne til
operahuset.
Bestyrelsen trak sig. I stedet kom en ledelse med finansbaggrund og mest indsigt i
underholdningsindustrien.
Skandalerne fortsatte
Men skandalerne ville ikke tage ende ved englændernes mest fornemme operahus.
Kulturkomiteens beslutning kom efter at den nye labour-regering etablerede et udvalg for
at finde ut af alt rod ved operaen, som de skadefro medier kalder operaernes
sæbeopera.
Stikordene er: masser af aflyste forestillinger, økonomiske problemer, hyppige
udskiftninger i ledelsen, intriger, og det som den nye regering ikke kan leve med:
arrogance overfor offentlighet og det almindelige publikum.
Forslag om privatisering
I en rapport til kulturministeriet
foreslås at Royal Opera House Covent Garden bliver privatiseret. Det foreslås for at
undgå at skattebetalerne stadig skal betale ekstraregningerne for ødselhed og
inkompetancen ved det fornemste engelske operahus.
Man er inspireret af Metropolitan-operaen i New York. Metropolitan støttes af
private sponsorer og har en meget aktiv venneforening på over 100.000 medlemmer. De
modtager offentlig støtte på ca. 10 000 kr. pr. forestilling, et latterlig lille beløb
- set med nordiske øjne. Til sammenligning modtager Covent Garden næsten hundrede gange
mere af det offentlige.
Ifølge Sunday Times udtaler lederen for Underhusets kulturkomite, at en privatisering
vil føre til en ansvarlig ledelse som ikke kan basere sig på at skattebetalerne til
enhver tid vil hjælpe dem gennem vanskelighederne.
Ironisk nok er det Labour-regeringens håb, at en privatisering vil føre til at
operakunsten vil blive mere tilgængelig for de almindelige borgere, at billettprisene vil
falde og at den herskende klasses privilegier i det prestigefyldte operahus en gang for
alle vil blive brudt.
Dermed skrinlægges også tanken om at sammenlægge The Royal Opera House og The
English National Opera i Colisseum. Hverken denne, de skotske og walisiske nationaloperaer
eller Opera North, bliver berørt af denne omstilling.
Haitink går
Senest har musikchefen for The Royal Opera House Covent Garden, Bernard Haitink, bebudet sin afgang.
Dette er måske det væste slag i al den modgang som har ramt den krisebefængte engelske
opera i de seneste år.
Covent Garden har været lukket siden denne sommer på grund af ombygning. Meningen var
at det skulle genåbne i december 1999.
Alle fyres
Bestyrelsen gav for nogle uger siden besked til alle ansatte om at de blev opsagt fra
nytårsskiftet. Alle kontrakter skulle gennemgås og genforhandles med en ren tavle.
Virksomheden skulle indstilles totalt i hele 1999 frem til åbningen i december og fra da
af skulle 1/3 af planlagte aktiviteter skæres og kun 2/3 af de som i dag arbejder i
operahuset kunne regne med at komme tilbage.
Det var dette dystre budskab, som fik Haitink til at tage sin beslutning. Han mener det
er helt uforsvarlig at lade et ensemble og et orkester på dette niveau, gå uden
kunstneriske opgaver i så lang tid.
Dødeligt for et ensemble
"Lukningen af operaen i et år er dødelig", siger han til Sunday
Times. Han anklager bestyrelsen for mangel på respekt for den kunstneriske indsats.
Haitink har sendt et usædvanligt skarpt brev til kulturminister Chris Smith : "Ønsker
De et internationalt operakompagni eller ikke? Hvis De siger nej, så lad os nedlægge
hele butikken, for det vi har nu er ingenting. Siger De ja. så må De få det til at
fungere.'
I London er man stadig skuffet over at Mariss Jansons valgte symfoniorkesteret i
Pittsburgh framfor London Philharmonic, som han har vært fast gæstedirigent for i flere
år. Med Bernard Haitinks afgang mister metropolen sin mest betydningsfulde
musikpersonlighet.
Fra Kulturspeilet
Læs også: Britiske operaer i klemme
Søndag Aften
1198
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]