Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


december 1998


Bomber i nettet


CulturCronik:

Nettet strammes om de frie ord og ytringer. Men hvad truer ytringsfriheden mest - censur eller bombeopskrifter?

Af Tom Ahlberg

Traditionelle analyser af ytringsfrihed og medier plejer at konkludere, at jo højere teknisk niveau, desto nemmere er det at censurere. Fjernsynet er et eksempel på en kompleks teknologi, hvor sendeudstyret både er dyrt og kræver særlig adgang. Og modtageudstyret stiller også visse krav, for eksempel at befolkningen har fjernsyn. Radioen er langt mere simpel: billig i udstyr, det er let at flytte rundt på piratsendere, let at skjule modtagere. Teatret er teknologisk endnu mere simpelt. Man kan have dyrt lysanlæg, kompliceret mixerudstyr m.v. Men teatret kan sagtens gennemføres uden teknologi, og selv hvis scenen mangler, kan en gruppe skuespillere gå på gaden og fremføre en forestilling, som ikke sympatiserer med det totalitære styre. Mest fri for censorernes indgreb er samtalen mellem to mennesker - som vel at mærke tør stole på hinanden.

På banen er nu et nyt medie, Internet. Det bryder afgørende med den traditionelle analyse af censur og teknologi. Internet baseres på en særdeles kompliceret teknologi, men rammer i distribution så bredt, at totalitære stater kun vanskeligt kan følge aktiviteterne. Blandt andet derfor heroiseres internet ofte som det anarkistiske sted med ytringsmulighed for alle.

Internet er udviklet i USA, og vi importerer både software og ideer fra USA. Men i USA har man et andet syn på ytringsfrihed end vi har i Vesteuropa. I USA er ytringsfriheden i princippet grundlovsfæstet. Alligevel meldes der dagligt om konflikter og nye forbud. I mange tilfælde er den amerikanske censur - ligesom magten i landet - styret af den hvide, protestantiske moral. Fra 1925 til 1967 var det for eksempel forbudt at undervise og oplyse om evolutionsteorien i staten Tennessee! Men der er masser af helt aktuelle censureksempler. John Steinbecks Mus og mænd er fortsat i toppen blandt de mest censurerede bøger i USA. Rocksangerinden Sheryl Crow kritiserede på sit forrige album discountkæden Wal-Marts salg af våben i teksten "Watch our children as they kill each other with a gun they bought at Wal-Mart discount stores". Wal-Mart kæden reagerede ved at nægte at sælge hendes plader. Wal-Mart har 2.300 filialer i USA og står for 10 procent af det samlede CD-salg.

Wal-Mart-kæden ejes af mormoner. Men censurinitiativerne kommer fra mange sider. Det kan næsten se ud som om samtlige større grupper i det amerikanske samfund ser censur, bandlysning og debatten om hvad man må sige, som en forudsætning for egen eksistens. Sorte grupper bandlyser Mark Twains Huckleberry Finn. Senest har den islamiske organisation CARE ændret i manuskriptet til den kommmende Hollywoodfilm The Siege - som alligevel vækker forargelse blandt islamiske grupper.

Siden Internet brød ud af de militære ophavsmænds tøjler, har nettet været karakteriseret ved åbenhed, tilgængelighed, interaktivitet og ytringsfrihed.

Alle nettets pionerer har arbejdet for den gigantiske globale kommunikation. Måske mest som udslag af de tekniske muligheder og fascinationen af at skabe en "ny verden". De færreste net-pionerer er gået ind på nettet for at arbejde for ytringsfrihed. Men mediets aktører har skabt et netværk egnet til kommunikation uden grænser og uden hæmninger.

Nettets pionerer er i høj grad ultraliberale: alle skal kunne sige, hvad som helst på Internet.

Men nettets store udbredelse har i løbet af de seneste år ført til flere og flere forsøg på at skabe reguleringer. Både reguleringer der begrundes praktisk - og reguleringer der begrundes ideologisk for at styre indholdet.

Det myldrer med initiativer til at filtrere og rate indholdet på internet. Systemerne er mere eller mindre sofistikerede, mere eller mindre frivillige for ophavsmændende til de ratede hjemmesider. Simple systemer går blot udenom alle hjemmesider hvor et ord som sex optræder - inkl. oplysningssider om AIDS. Internetsider der problematiserer filtre, filtrereres også væk. Avancerede systemer vurderer alle sider individuelt, men altid med fejlvurderinger som mulighed. Forestillede man sig en rating af f.eks. TV-avisen ville Bent Stuckert give en anden rating end indslag om rockerkrigen.

De færreste netbrugere er opmærksomme på, at nye internetbrowsere har indlagt automatiske filterfunktioner til at frasortere uønskede sider. Den enkelte bruger kan sætte filteret fra. Næste skridt bliver givetvis filtrering i det der kaldes smart-browsing. Man behøver ikke at skrive hele internetadressen, men blot en del, så finder browseren selv det rigtige sted - hvis det lever op til Microsofts eller Netscapes moralske kodeks. Den første retssag fra en udelukket pornosite er annonceret. Det svarer til at udelukke bestemte TV-kanaler fra fjernbetjeningen.

I den vestlige verden er den primære begrundelse for at gribe ind i Internets indhold: børnene. Frygten for pædofile er klart revitaliseret gennem Internet.

Debatten om børneporno har en klar tendens til at blande to vidt forskellige aktiviteter sammen. Det ene er visning af børnepornografi, altså typisk fotos af mindreårige i sexleg. Det andet er, hvad børnene selv kan få adgang til at se på nettet, altså opdragelsen af børnene.

Børnepornografien er i langt de fleste lande strafferetsligt reguleret. Politi har i flere lande grebet ind og stoppet børnepornografiske sider på Internet, også gennem internationalt politisamarbejde. Hver gang der findes børneporno får det stor medieopmærksomhed. Dagbladet Aktuelt havde eksempelvis i august i år en række artikler om børneporno på nettet med fotos fra den belgiske børnesexsag. Der er blot ikke konstateret nogen som helst sammenhæng mellem sagen mod Marc Dutroux og internet.

Diskussionen om børneopdragelse og Internet har mange varianter.

Som udgangspunkt føler de fleste voksne sig fremmedgjort. De har svært ved at forstå, hvad der sker i PC'en, de har svært ved at forstå søgefunktionerne, de manglende hierarkier og den store fascination som især unge har for mediet. Voksne kan altså opleve at deres børn deltager i et univers de slet ikke fatter. Det giver utryghed.

De mest liberale kræfter ønsker at lægge hele ansvaret for børnenes internetaktiviteter på forældrene. Forældrene må snakke med børnene, forklare at man ikke skal give sin e-mail adresse til hvem-som-helst, at man ikke skal købe noget, at voksne og børn skal tale sammen om nettets faldgruber.

Modsat finder man en række forskellige grupperinger som vil beskytte børn mest muligt. Det kan være imod pornografiske sider, imod uartigt sprog, imod vold, imod dårlig moral - eller blot imod alt der ikke har samme værdinormer som en selv.

Med børnene i front er der således lagt op til en voldsom debat om, hvilket indhold der må være på Internet.

Blandt debatdeltagerne er de nye frivillige vagthunde, eksempelvis den engelske Internet Watch Foundation (IWF). Vagthundene lader frivillige søge efter ulovligt materiale på nettet og anmelde det til organisationen. Ifølge IWFs første årsrapport fandt man over 2000 kriminelle steder på Internet. En del af disse sendte man videre til politiet. Organisationen oplyser ikke, hvor mange sager der har fået konsekvenser, blot at "kun få af sagerne har ført til tiltale". Men alle IWFs sager er sendt videre til de oftest private internetudbydere, som giver serverplads til hjemmesider. Og udbyderne fjernede indholdet. Altså lykkedes det for IWF at fjerne pornografisk og andet materiale som ikke nødvendigvis var ulovligt. Vagthundene sætter nye normer for hvad der kan accepteres på nettet, normer som ikke svarer til lovens grænser. Stærke og magtfulde vagthunds-organisationer kan i realiteten blive en dømmende magt. Og hvem skal vogte over vagthundene?

Til forskel fra før murens fald, bakkes censur nu op af befolkningen. Flere internationale meningsmålinger viser stigende krav om censur, især begrundet i børnepornografien. I Danmark er der givetvis også flertal for censur på Internet. De store mediers konstante opreklamering af børneporno, nazipropaganda og muligheden for bombeopskrifter er med til at styrke befolkningens oplevelse af behov for censur. Det er problematisk, at diskussionen om ytringsfriheden hele tiden bliver glemt i debatten. Den folkelige debat handler ikke om konsekvenserne af censur, om hvem der skal bestemme, om hvad der skal censureres eller om demokratiets behov for uenigheder.

Der vil også fremtidigt være kontroversielt stof på Internet. Men måske kun hos udbydere og i lande, hvor man tør stille serverplads til rådighed. Og det vil kun være læseligt for de som ved, hvordan man slipper udenom ratingsystemerne.

Kunst vil kunne rames helt vilkårligt. Hvilken udbyder tør om 5 år lægge Jens August Schades digte ud på nettet? Vilhelm Freddies malerier?

Musik og censur 

Der eksisterer en række væsentlige organisationer til at bekæmpe censur. Internationale organisationer som Amnesty og PEN følger censorernes bevægelser i mange lande. Der er forfatterorganisationer, biblioteksforeninger og nationale komiteer. Internet har også hurtigt fået sine organisationer til at kæmpe for ytringsfriheden.

Men der eksisterer ikke noget internationalt samarbejde til at varetage censurerede musikere og komponisters interesse.

I november afholdtes den første internationale konference om musik og censur i København. Bag konferencen stod Det danske center for menneskerettigheder, det engelske magasin Index on Censorship og Danmarks Radio.

Repræsentanter fra alle verdensdele vil diskuterede censurens mange former blandt andet med deltagelse af tidligere censorer.

Musikcensuren er omfattende i de tredje verdens lande, som præges af totalitære styreformer og fundamentalistiske religiøse bevægelser. Men også Vesteuropa og USA har stærke traditioner for censur. I England er der skrevet bøger om BBC’s censur gennem tiderne.

I USA meldes dagligt om nye anslag mod musikernes ytringsret. En lang række organisationer med udspring fra Moral Majority har haft succes med at værne om børnenes påvirkning af "skadelig musik". De har for eksempel overbevist musikindustrien om mærkning af musik med anstødelige tekster med mærkatet "Parental Advisory - Explicit Lyrics". Denne sommer har organisationer i en række amerikanske stater gennemført "mærkning" af livekoncerter. Hvis potentielt anstødelige bands skulle optræde ved koncerter, blev børn og især forældrene gjort opmærksom på risikoen. Og hvilke koncertarrangører tør lægge sig ud med de indflydelsesrige forældreorganisationer?

- Musikere har optrådt til støtte for Ethiopien, ANC, Prinsesse Diana og AIDS. Det er på tide at nogen optræder med støtte for musikere, siger Ole Reitov, en af arrangørerne af den første verdenskonference om musik og censur.

Tom Ahlberg

Cronikken har tidligere været offentliggjort i dagbladet Information (27. november 1998).

Læs også:
Musikcensur: kim til organisation
Declaration on music and censorship
Ole Reitov: Music and censorship
Midt i en censurtid
Nettet strammes om det frie ord

Søndag Aften 1298

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.