CulturCronik:
Nettet strammes om de frie ord og ytringer. Men hvad truer ytringsfriheden mest -
censur eller bombeopskrifter?
Af Tom Ahlberg
Traditionelle analyser af ytringsfrihed og medier plejer at konkludere, at jo
højere teknisk niveau, desto nemmere er det at censurere. Fjernsynet er et eksempel på
en kompleks teknologi, hvor sendeudstyret både er dyrt og kræver særlig adgang. Og
modtageudstyret stiller også visse krav, for eksempel at befolkningen har fjernsyn.
Radioen er langt mere simpel: billig i udstyr, det er let at flytte rundt på
piratsendere, let at skjule modtagere. Teatret er teknologisk endnu mere simpelt. Man kan
have dyrt lysanlæg, kompliceret mixerudstyr m.v. Men teatret kan sagtens gennemføres
uden teknologi, og selv hvis scenen mangler, kan en gruppe skuespillere gå på gaden og
fremføre en forestilling, som ikke sympatiserer med det totalitære styre. Mest fri for
censorernes indgreb er samtalen mellem to mennesker - som vel at mærke tør stole på
hinanden.
På banen er nu et nyt medie, Internet. Det bryder afgørende med den traditionelle
analyse af censur og teknologi. Internet baseres på en særdeles kompliceret teknologi,
men rammer i distribution så bredt, at totalitære stater kun vanskeligt kan følge
aktiviteterne. Blandt andet derfor heroiseres internet ofte som det anarkistiske sted med
ytringsmulighed for alle.
Internet er udviklet i USA, og vi importerer både software og ideer fra USA. Men i USA
har man et andet syn på ytringsfrihed end vi har i Vesteuropa. I USA er ytringsfriheden i
princippet grundlovsfæstet. Alligevel meldes der dagligt om konflikter og nye forbud. I
mange tilfælde er den amerikanske censur - ligesom magten i landet - styret af den hvide,
protestantiske moral. Fra 1925 til 1967 var det for eksempel forbudt at undervise og
oplyse om evolutionsteorien i staten Tennessee! Men der er masser af helt aktuelle
censureksempler. John Steinbecks Mus og mænd er fortsat i toppen blandt de mest
censurerede bøger i USA. Rocksangerinden Sheryl Crow kritiserede på sit forrige album
discountkæden Wal-Marts salg af våben i teksten "Watch our children as they kill
each other with a gun they bought at Wal-Mart discount stores". Wal-Mart kæden
reagerede ved at nægte at sælge hendes plader. Wal-Mart har 2.300 filialer i USA og
står for 10 procent af det samlede CD-salg.
Wal-Mart-kæden ejes af mormoner. Men censurinitiativerne kommer fra mange sider. Det
kan næsten se ud som om samtlige større grupper i det amerikanske samfund ser censur,
bandlysning og debatten om hvad man må sige, som en forudsætning for egen eksistens.
Sorte grupper bandlyser Mark Twains Huckleberry Finn. Senest har den islamiske
organisation CARE ændret i manuskriptet til den kommmende Hollywoodfilm The Siege - som
alligevel vækker forargelse blandt islamiske grupper.
Siden Internet brød ud af de militære ophavsmænds tøjler, har nettet været
karakteriseret ved åbenhed, tilgængelighed, interaktivitet og ytringsfrihed.
Alle nettets pionerer har arbejdet for den gigantiske globale kommunikation. Måske
mest som udslag af de tekniske muligheder og fascinationen af at skabe en "ny
verden". De færreste net-pionerer er gået ind på nettet for at arbejde for
ytringsfrihed. Men mediets aktører har skabt et netværk egnet til kommunikation uden
grænser og uden hæmninger.
Nettets pionerer er i høj grad ultraliberale: alle skal kunne sige, hvad som helst på
Internet.
Men nettets store udbredelse har i løbet af de seneste år ført til flere og flere
forsøg på at skabe reguleringer. Både reguleringer der begrundes praktisk - og
reguleringer der begrundes ideologisk for at styre indholdet.
Det myldrer med initiativer til at filtrere og rate indholdet på internet. Systemerne
er mere eller mindre sofistikerede, mere eller mindre frivillige for ophavsmændende til
de ratede hjemmesider. Simple systemer går blot udenom alle hjemmesider hvor et ord som sex
optræder - inkl. oplysningssider om AIDS. Internetsider der problematiserer filtre,
filtrereres også væk. Avancerede systemer vurderer alle sider individuelt, men altid med
fejlvurderinger som mulighed. Forestillede man sig en rating af f.eks. TV-avisen ville
Bent Stuckert give en anden rating end indslag om rockerkrigen.
De færreste netbrugere er opmærksomme på, at nye internetbrowsere har indlagt
automatiske filterfunktioner til at frasortere uønskede sider. Den enkelte bruger kan
sætte filteret fra. Næste skridt bliver givetvis filtrering i det der kaldes
smart-browsing. Man behøver ikke at skrive hele internetadressen, men blot en del, så
finder browseren selv det rigtige sted - hvis det lever op til Microsofts eller Netscapes
moralske kodeks. Den første retssag fra en udelukket pornosite er annonceret. Det svarer
til at udelukke bestemte TV-kanaler fra fjernbetjeningen.
I den vestlige verden er den primære begrundelse for at gribe ind i Internets indhold:
børnene. Frygten for pædofile er klart revitaliseret gennem Internet.
Debatten om børneporno har en klar tendens til at blande to vidt forskellige
aktiviteter sammen. Det ene er visning af børnepornografi, altså typisk fotos af
mindreårige i sexleg. Det andet er, hvad børnene selv kan få adgang til at se på
nettet, altså opdragelsen af børnene.
Børnepornografien er i langt de fleste lande strafferetsligt reguleret. Politi
har i flere lande grebet ind og stoppet børnepornografiske sider på Internet, også
gennem internationalt politisamarbejde. Hver gang der findes børneporno får det stor
medieopmærksomhed. Dagbladet Aktuelt havde eksempelvis i august i år en række artikler
om børneporno på nettet med fotos fra den belgiske børnesexsag. Der er blot ikke
konstateret nogen som helst sammenhæng mellem sagen mod Marc Dutroux og internet.
Diskussionen om børneopdragelse og Internet har mange varianter.
Som udgangspunkt føler de fleste voksne sig fremmedgjort. De har svært ved at
forstå, hvad der sker i PC'en, de har svært ved at forstå søgefunktionerne, de
manglende hierarkier og den store fascination som især unge har for mediet. Voksne kan
altså opleve at deres børn deltager i et univers de slet ikke fatter. Det giver
utryghed.
De mest liberale kræfter ønsker at lægge hele ansvaret for børnenes
internetaktiviteter på forældrene. Forældrene må snakke med børnene, forklare at man
ikke skal give sin e-mail adresse til hvem-som-helst, at man ikke skal købe noget, at
voksne og børn skal tale sammen om nettets faldgruber.
Modsat finder man en række forskellige grupperinger som vil beskytte børn mest
muligt. Det kan være imod pornografiske sider, imod uartigt sprog, imod vold, imod
dårlig moral - eller blot imod alt der ikke har samme værdinormer som en selv.
Med børnene i front er der således lagt op til en voldsom debat om, hvilket indhold
der må være på Internet.
Blandt debatdeltagerne er de nye frivillige vagthunde, eksempelvis den engelske
Internet Watch Foundation (IWF). Vagthundene lader frivillige søge efter ulovligt
materiale på nettet og anmelde det til organisationen. Ifølge IWFs første årsrapport
fandt man over 2000 kriminelle steder på Internet. En del af disse sendte man videre til
politiet. Organisationen oplyser ikke, hvor mange sager der har fået konsekvenser, blot
at "kun få af sagerne har ført til tiltale". Men alle IWFs sager er sendt
videre til de oftest private internetudbydere, som giver serverplads til hjemmesider. Og
udbyderne fjernede indholdet. Altså lykkedes det for IWF at fjerne pornografisk og andet
materiale som ikke nødvendigvis var ulovligt. Vagthundene sætter nye normer for hvad der
kan accepteres på nettet, normer som ikke svarer til lovens grænser. Stærke og
magtfulde vagthunds-organisationer kan i realiteten blive en dømmende magt. Og hvem skal
vogte over vagthundene?
Til forskel fra før murens fald, bakkes censur nu op af befolkningen. Flere
internationale meningsmålinger viser stigende krav om censur, især begrundet i
børnepornografien. I Danmark er der givetvis også flertal for censur på Internet. De
store mediers konstante opreklamering af børneporno, nazipropaganda og muligheden for
bombeopskrifter er med til at styrke befolkningens oplevelse af behov for censur. Det er
problematisk, at diskussionen om ytringsfriheden hele tiden bliver glemt i debatten. Den
folkelige debat handler ikke om konsekvenserne af censur, om hvem der skal bestemme, om
hvad der skal censureres eller om demokratiets behov for uenigheder.
Der vil også fremtidigt være kontroversielt stof på Internet. Men måske kun hos
udbydere og i lande, hvor man tør stille serverplads til rådighed. Og det vil kun være
læseligt for de som ved, hvordan man slipper udenom ratingsystemerne.
Kunst vil kunne rames helt vilkårligt. Hvilken udbyder tør om 5 år lægge Jens
August Schades digte ud på nettet? Vilhelm Freddies malerier?
Musik og censur
Der eksisterer en række væsentlige organisationer til at bekæmpe censur.
Internationale organisationer som Amnesty og PEN følger censorernes bevægelser i mange
lande. Der er forfatterorganisationer, biblioteksforeninger og nationale komiteer.
Internet har også hurtigt fået sine organisationer til at kæmpe for ytringsfriheden.
Men der eksisterer ikke noget internationalt samarbejde til at varetage censurerede
musikere og komponisters interesse.
I november afholdtes den første internationale konference om musik og censur i
København. Bag konferencen stod Det danske center for menneskerettigheder, det engelske
magasin Index on Censorship og Danmarks Radio.
Repræsentanter fra alle verdensdele vil diskuterede censurens mange former blandt
andet med deltagelse af tidligere censorer.
Musikcensuren er omfattende i de tredje verdens lande, som præges af totalitære
styreformer og fundamentalistiske religiøse bevægelser. Men også Vesteuropa og USA har
stærke traditioner for censur. I England er der skrevet bøger om BBCs censur
gennem tiderne.
I USA meldes dagligt om nye anslag mod musikernes ytringsret. En lang række
organisationer med udspring fra Moral Majority har haft succes med at værne om børnenes
påvirkning af "skadelig musik". De har for eksempel overbevist musikindustrien
om mærkning af musik med anstødelige tekster med mærkatet "Parental Advisory -
Explicit Lyrics". Denne sommer har organisationer i en række amerikanske stater
gennemført "mærkning" af livekoncerter. Hvis potentielt anstødelige bands
skulle optræde ved koncerter, blev børn og især forældrene gjort opmærksom på
risikoen. Og hvilke koncertarrangører tør lægge sig ud med de indflydelsesrige
forældreorganisationer?
- Musikere har optrådt til støtte for Ethiopien, ANC, Prinsesse Diana og AIDS. Det er
på tide at nogen optræder med støtte for musikere, siger Ole Reitov, en af
arrangørerne af den første verdenskonference om musik og censur.
Tom Ahlberg
Cronikken har tidligere været offentliggjort i dagbladet Information (27. november
1998).
Læs også:
Musikcensur: kim
til organisation
Declaration on music and censorship
Ole Reitov: Music and censorship
Midt i en censurtid
Nettet strammes om det frie ord
Søndag Aften
1298
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]