Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 1999


Hvad skal hjemmesiden hedde?


håtetepekolonskråstregskråstreg:

Internet har givet os masser af nye iværksættere og virksomheder. Og de har alle sammen den nye udfordring: at finde på et godt navn til barnet. Søndag Aften har derfor gennemført grundforskning i nettets nye navnetradition


For mindre end to år siden ville det have været ren volapyk at høre folk tale om økonomiske alliancer og ditto stridigheder mellem amazon, yahoo, lycos og netscape. Eller krigen om det danske marked mellem jubii, kvasir og yahoo.dk. Nettet har født nye markeder. Men også nye traditioner for, hvad virksomheder skal hedde. .

Mange af nettets virksomheder er biprodukter til allerede veletablerede virksomheder. Allerede kendte mærkeprodukter lanceres under kendte navne på nettet - blot med tilføjelsen www. før og domæneendelsen typisk landekode eller com(mercial).

Men en af verdens største boghandlere hedder pludseligt amazon.com. Amazons stifter valgte navnet amazon, fordi det er verdens største flod. Amazonfloden har ti gange større vandgennemstrømning end nogen anden flod. Og ambitionen med amazon.com var at skabe en boghandel med ti gange flere bøger på lager end nogen fysisk boghandel.

Nogle af de store nye virksomheder på Internet er søgetjenesterne. En af de største er Yahoo - som nu også findes i dansk version yahoo.dk. Yahoo er et typisk navn fra nettets nørdede baggrund, skabt af cumputerentusiaster ved Stanford Universitetet i 1994. Navnet Yahoo! er først og fremmest et lydord, men det hævdes også at være en forkortelse, som står for "Yet Another Hierarchical Officious Oracle".

En anden af de helt store søgetjenester er Altavista. Dette navn opstod ved en tilfældighed. En tavle var ikke visket helt ren og tilbage stod ordet Alto (en del af bynavnet Palo Alto) ved siden af ordet Vista. Nogen foreslog navnet AltoVista, som senere blev ændret til AltaVista, hvorved navnet fik en betydning (et syn oppefra).

Søgetjenesten Lycos har også latinsk oprindelse. Lycosidae lycosa er en edderkoppe-art ("ulve-edderkop") som har den jagttilbøjelighed at den aktivt jager sit bytte i stedet for at ligge og vente på byttet. Lycos-navnet stammer altså fra nettets barndom, hvor world wide web blev defineret som et edderkoppespind.

Nettets største samling af gratis software, Tucows,  har til gengæld intet latin i sig. Det har heller ikke noget med to køer at gøre! Det er en simpel forkortelse af det oplagte navn "The Ultimate Collection Of Winsock Software". Og det er selvfølgelig mere mundret at sige Tucows end The Ultimate Collection of ...

I England hedder mange tjenere som bekendt James. Men der er også en pæn del, der hedder Giles, Smithers eller Jeeves. Derfor har man valgt at kalde en orakeltjeneste for Ask Jeeves. Orakeltjenesten svarer på spørgsmål, formuleret efter almindelige sproglige principper - uden brug af stikord eller boolske variable eller andre vanskeligt tilgængelige metoder. Man skal blot kunne lidt skoleengelsk.

Men det er selvfølgelig ikke kun i den engelsksprogede verden, man har brug for at finde på nye navne på nettet.

Den danske søgetjeneste jubii.dk kan til forveksling minde om en fordanskning af udråbet i yahoo!. Denne påstand vil jubii.dk dog ikke være ved (måske skyldes det gode råd fra advokater...). Selv kategorierne i Jubii minder overordentligt meget om kategorierne hos Yahoo!.

Jubiis egen forklaring er, at det daværende hovedprodukt var Internetforbindelser. Men man havde brug for en simpel base over danske netsteder for at bevise, at der var ved at komme liv i den danske del af Internet. Og den base skulle man jo kalde et eller andet. I skyndingen blev det til Jubii. Og så havde man dengang iøvrigt travlt med alt muligt andet - uden at tænke over at Jubii blev det første store danske varemærke på nettet.

Vi ville naturligvis også gerne fortælle historien om, hvorfor TeleDanmark valgte at kalde sit net-univers for Opasia. TeleDanmark har dog ikke svaret på vores spørgsmål, så vi må desværre nøjes med at gengive rygternes mytologi om, at man skulle finde på et navn der ingen betydning havde. Og Opasia mindede tilstrækkeligt om Utopia

Blandt de danske pionerer er også filmmagasinet Scope. Det oprindelige arbejdsnavn var det oplagte, men kedelige FilmNet. Ordet Scope kommer af det græske ord for at se eller betragte, skopeîon, men i filmverden kendes jo også filmformatet Cinemascope. Og så er vi mange som netop kun i film har set periskoper i vandoverfladen.

Det tildels engelsksprogede, svenske kunst- og kulturtidsskrift Art-Bin, få mange skandinaver til at tænke på kunstens skrældespand. Men det er helt og aldeles forkert association. Ordet bin i Art-Bin kommer egentlig fra Joakim von Ands money bin. Og da publikationen ikke skulle være et tidsskrift i gængs forstand, men alt stof blev samlet og lagret, passede bin også på ordet binge! Senere har det vist sig, at ordet bin også bruges om den kasse, som kunstnere har farvetuber og pensler i. Så bagklogskaben taler også for at fortsætte med navnet Art-Bin.

Kunstens knudepunkt er den direkte oversættelse af Artnode.dk. Og da kunstuniverset Artnode tog form i 1995 var det netop som et samarbejde mellem en række forskellige skandinaviske kunstinitiativer, hvoraf en del havde lovligt selvhøjtidelige navne.

Den store konkurrent til Jubii's søgetjeneste ser ud til at blive kvasir, skabt af Scandinavia Online. Og navnet kvasir stammer netop også fra den nordiske tradition. I den nordiske mytologi er kvasir en mand som er skabt af gudespyt. han er derfor så klog, at ingen kan finde på spørgsmål han ikke kan svare på. Altså vores regions svar på oraklet i Delfi.

Sidst - men ikke mindst - har vi selvfølgelig også vores egen historie at fortælle. Navnet Cultur.com blev etableret i 1996, da den danske internet-navneadministration var særdeles stram. Vi kunne ikke få passende navne med ordet kultur, derfor valgte vi at prøve os frem i det internationale felt. Men også alle culture-navne var optaget. Og så valgte vores helt egen retsskrivning, som vi selv synes ser ret godt ud grafisk - men giver visse vanskeligheder i telefonen ("cultur med c men uden e til sidst" etc).

Søndag Aften 0199

Tidligere håtetepekolonskråstregskråstreg:
Spøgelsesbyer på nettet
Det kreative 2000-problem

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.