CulturCronik
Af Jørn Langsted
Traditionel dansk kulturpolitik har hovedsagelig drejet sig om 1) institutioner til
formidling af kunsten, fra biblioteksvæsenet til kunstmuseerne, 2) kunstneriske
uddannelser, samt som den mindste del 3) støtte til kunstproduktionen. Dvs. den har kun i
mindre omfang drejet sig om det helt brede kulturbegreb.
Indbygget i den har der ligget nogle prioriteringsmekanismer, der har udpeget noget til
at være værdigt til offentlig støtte eller til offentlig støttet formidling. Disse
prioriteringsmekanismer er blevet forvaltet på alle niveauer i det kulturpolitiske
system, fra folkebibliotekarens bogindkøb til det lokale bibliotek over Statens
Kunstfonds tremandsudvalgs uddelinger og til bureaukraters og politikeres beslutninger om
de store tunge institutioners placering på finansloven.
Problemet i de her år er, at disse selektionsmekanismer er under pres. Kunstbegrebet
udvides. Grænsefladerne mellem høj-kunst og populærkultur er under udviskning. I
malstrømmen af tilgængelige informationer, tekster, billeder og symboldannelser kværnes
kunsten og kunstens særegne træk sønder og sammen. Eller man kan sige det på en anden
måde: Der sker i tiden en stigende æstetisering af større og større dele af den
såkaldte virkelighed. Eller på en tredje måde: Kunsten er blevet en del af en stærkt
voksende fritidssektor, hvor den skal konkurrere med masser af andre fritidstilbud om
menneskers tid, penge og opmærksomhed. Det gør den traditionelle kulturpolitiks
prioriterings- og selektionsmekanismer utroligt sårbare, for hvorfor skal nogen
menneskers fritidsinteresser støttes af det offentlige, når andres ikke skal det?
Hvordan legitimerer man anvendelse af offentlige midler til arbejdslegater til elitære
lyrikere, når man lige så godt kunne støtte pornoblade, voldsvideoer eller
kanariefuglehold?
Jihad og McWorld
En af de meget spændende, overgribende samfundsvidenskabelige bøger fra de senere år
er den amerikanske politolog Benjamin R. Barbers Jihad vs. McWorld, som udkom i 1995. Den
sætter ord på nogle tendenser i dagens globaliserede verden, og den underbygger sine
overvejelser med mængder af empiri.
Fotoet på paperback-udgavens omslag fra 1996 (Ballantine Books) mere end antyder, hvad
det her handler om: En sort baggrund glider ud i et med et tilhyllet ansigt, hvor kun
øjnene er synlige. Øjnene ser ikke på betragteren, men skæver vagtsomt til den ene
side. Nedenunder øjnene holder en hånd en Pepsi Cola dåse på vej ind til munden.
Chador-tilhyllet religiøs fundamentalisme og global mærkevare kommercialisme:
modsætninger, der holdes sammen i det samme billede.
Barbers bog er et forsøg på at skildre en verden, der på den ene side bliver mere og
mere integreret og sammenvokset af markedsmæssige afhængigheder på kryds og tværs, og
som på den anden side bliver opsplittet gennem tribaliseringer og fundamentalismer i
gensidigt bekrigende klaner. For ham er de to tendenser modsætninger, men også tæt
sammenvævede. Begge tendensers modpol, som de enten aktivt bekæmper eller er
indifferente overfor, er demokratiet og den nationalstatslige ramme, det oftest har fundet
og fungeret inden for. Overfor de udviklingstendenser - striden og sammenvævningen mellem
Jihad og McWorld - som Barber ser, er det hans projekt at råbe til forsvar for
demokratiet, for politikken, for den folkelige selvbestemmelse og for det civile samfund.
Cancer i kulturen
Begreberne Jihad og McWorld er komprimerede billeder, der hver for sig dækker
omfattende samfundsmæssige og kulturelle tendenser. Jihad betyder for Barber i dets
stærkeste form hellig krig på baggrund af en metafysisk defineret tilhænger-identitet.
Som svagere former dækker begrebet religiøs kamp på grundlag af tro, og det, der munder
ud i Jihad, kan starte som en graven sig ned i en lokal identitet, en udskillelse af en
gruppe fra nogle andre og en fjendtlighed mod moderniteten, industrialiseringen etc. En
for stærk hævdelse af den lokale identitet kan føre til uddybning af kløfter,
konstruktion af fjendebilleder af "det andet" og "den anden" og i
sidste ende til ønsket om at fjerne, udslette denne anden.
Ses Jihad i et positivt lys, så handler det jo om selvbestemmelse og om udvikling af
demokratiet på stadig flere niveauer. Men når selvbestemmelsen og multikulturalismen
bliver cancerøs, så foregår der en uophørlig celledeling i stadig mindre enheder,
stammer, klaner, familier, der slutter sig om sig selv og ikke lader sig integrere i
større enheder.
Den globale enhedskultur
McWorld er Barbers benævnelse for de igangværende økonomiske, teknologiske,
handelsmæssige og økologiske krav om integration af markeder og om ensartethed.
Tendensen er transnationale firmaer, der opererer på tværs af alle grænser, og som
flytter produktion og kapital med lynets hast via kommunikationsnetværk. I denne
malstrøm er nationalstatens krav om minimumslønninger, arbejder- og miljøbeskyttelse
etc. nærmest en hindring for den frie udfoldelse. McWorld fungerer oftest mest synligt
gennem serviceydelser, symboler og kulturprodukter. Store dele af verden hører den samme
musik, ser det samme TV og går i det samme tøj. Der tegner sig konturerne af en global
enhedskultur, styret af den internationale (hovedsagelig amerikanske) mediekapitalisme, en
forbrugeristisk kultur, en kommercialisering af alle menneskelige fællesskaber, således
at vi fra at være borgere, der deltager i et fællesskab, bliver omdannet til selviske
forbrugere. McWorlds produkter er i lige så høj grad billeder, der fylder vores
bevidsthed, som det er materielle ting.
For McWorld er demokratiet ingen betingelse, selvom nogen forsøger at bilde os ind, at
markedsøkonomi og demokrati hænger sammen, ja stort set er det samme. McWorld har brug
for at operere i stabile politiske omgivelser, og den har brug for forbrugere og markeder.
Men om de stabile politiske omgivelser er demokratiske, er inderligt ligegyldigt for
McWorld. Og hvis der er noget McWorld ikke har brug for, så er det nationalstaten. Man
oplever derfor, at de globale økonomiske kræfter søger at svække nationalstaten, hvor
den er mest demokratisk, og at styrke den i tredje verdens lande, hvor den er mindst
demokratisk.
Storm på nationalstaten
Nationalstaten og det demokrati, der er opbygget i den, oplever derfor i disse år to
stormløb, dels fra McWorld-tendenser, der søger at nedbryde den udefra, og dels fra
opsplitningstendenser, Jihad, der søger at sprænge den indefra. Nationalstaten og dens
demokrati er centrum for en knibtangsmanøvre.
Hvis Barber har ret i, at verden i disse år befinder sig i et globalt spændingsfelt
mellem McWorlds og Jihads kraftfelter, så bliver det også den nationale kulturpolitiks
rolle at reflektere dette, så meget mere som McWorld i stigende grad folder sig ud i
æstetiske former.
I Danmark er statens salg af TeleDanmark til et amerikansk privat firma bare ét
eksempel på, at de demokratiske institutioner selv bidrager til deres afskaffelse og
underminering via det mondiale marked, der er ustyrligt og kaotisk. Det er også en
kulturpolitisk skandale, at den elektroniske infrastruktur, der er opbygget i
fællesskabets regi, afhændes til privat skumning af fløden. Den sidste handel med den
danske elektroniske infrastruktur er givetvis ikke set endnu. Der vil ske sammenlægninger
og monopoldannelser, hvori dansk infrastruktur kun er en lille brik, men det centrale er,
at den fra nu af er udefrastyret.
I den kulturkamp af dimensioner, som Barber skildrer, er dansk kulturpolitik kun et
lille hjørne. Men det kan alligevel være sundt at se den danske andedam i forhold til
disse større perspektiver.
I forhold til Barbers begreber må det handle om at sætte modstrategier ind til de
dominerende Jihad- og McWorld-tendenser.
Med eller mod hårene
En moderne kulturpolitiks mål kan formuleres på mange måder. Den svenske Riksdag
vedtog i 1996 nye mål for kulturpolitikken. Blandt disse mål er "at fremme kulturel
mangfoldighed, kunstnerisk fornyelse og kvalitet og derigennem modvirke kommercialismens
negative virkninger" (min kursivering) og "at give kulturen forudsætninger for
at være en dynamisk, udfordrende og ubundet kraft i samfundet". Her siges det
tydeligt, at kulturpolitikkens mål er at sikre alternativer og mangfoldighed i forhold
til kommercialismen og markedet, og her fastslås det yderligere, at det er
kulturpolitikkens rolle at sikre et frit kunst- og kulturliv, der også kan stryge
dominerende tendenser i samfundet mod hårene. Svenskerne har altid haft en evne til mere
tydeligt end i Danmark at forsyne deres kulturpolitik med disse mere slående overordnede
målformuleringer, men også i Danmark vil man nok kunne blive enige om, at en vigtig
grund til, at vi overhovedet har en kulturpolitik, ikke er at dublere markedet, men netop
at supplere det, at give flere valgmuligheder og større mangfoldighed. Kulturpolitikken
skal give udfoldelsesmuligheder til den kunst og kultur, som markedets fræsen og hastige
forandringer ikke giver plads til. Og tanken bag det hele er, at kunst og kultur på én
og samme gang er det kit, der er med til at holde et samfund sammen, og stiller det
overfor nye udfordringer og krav.
Gør det lokalt
Et hovednummer i dansk kulturpolitik i de seneste år har været de regionale
kulturforsøg, der kører frem til 1. januar 2000."Regionale kulturforsøg" er
en hæslig og sprogforvirrende betegnelse, et rigtigt ny-ord, fra en tidligere
kulturministers tid. Det er en af de få ting fra Peter Duelunds kulturpolitiske
redegørelse, der prompte blev realiseret, godt nok i en noget anden form, end Duelund
havde forestillet sig og foreslået. Udgangspunktet for Duelund var regionaliseringstanker
ud over Europa, fra Baskerlandet til Skotland, og lettere simplificeret kan man sige, at
han importerede regionaliseringen til dansk kulturpolitik. Ideen var, at man i
selvbestemmelsens og nærdemokratiets hellige navn ville overlade større dele af den
hidtidige nationale kulturpolitik til kommuner og amter. Man ville lægge penge og
beslutningsret ud.
I lyset af Barbers overvejelser er det svært at sige andet, end at hermed er tendenser
til Jihad blevet transplanteret ind i dansk kulturpolitik. Og det er ikke sket på
baggrund af folkelige krav eller oprør nedefra. Det er sket som politiske streger på et
planlæggerkort ovenfra.
Tankegangen bag de regionale kulturforsøg er, at diverse statslige kulturbevillinger
overføres til regionerne og disponeres derfra, idet bindingerne i de forskellige
kulturlove er ophævet i forsøgsperioden. Det giver altså mulighed for at omprioritere
ud fra lokale behov, ønsker og interesser. Og det lyder jo i sig selv vældig
nærdemokratisk og derfor positivt. Det betyder selvfølgelig så også, at man forlader
de lighedsbetragtninger, der i øvrigt er gældende i et velfærdssamfund, til fordel for
en læggen vægt på forskellene mellem regionerne.
Man kalder det regioner
Et af problemerne med de regionale kulturforsøg har været at finde ud af, hvad
regioner i denne sammenhæng var for noget. Duelund forestillede sig vistnok nogle nye
administrative størrelser, der var større end de nuværende amtskommuner. Men det blev
rendt helt over ende af de lokale politikere, som var ved at falde over deres egne ben ved
udsigten til at få udlagt statslige kulturkroner til fri disposition. En række amter
inkl. Amtsrådsforeningen mente selvfølgelig, at de var kulturregioner. Og nye opgaver er
de altid parat til at påtage sig, særlig hvis andre betaler. Nogle af de større
bykommuner kom også hurtigt på banen. De havde i forvejen udviklet en kulturpolitik, og
de ønskede ikke at se amterne overtage den. Alt i alt er vi efterhånden kommet i den
situation, at der udøves regionale kulturforsøg i:
- Vestsjællands Amtskommune
- Storstrøms Amtskommune,
- Sønderjyllands Amtskommune,
- Århus kommune,
- Odense kommune,
- fem kommuner i Salling-Fjends,
- Københavns kommune,
- Frederiksberg kommune,
- Fredericia, Horsens, Kolding og Vejle kommuner.
Mestendels foregår det hen over hovedet på befolkningen, som jo ikke følger den
intense politiske kassetænkning på nært hold. Omkring 40% af landets befolkning er helt
sagesløst udsat for regionale kulturforsøg. For os som befolkning er det imidlertid bare
vigtigt, at der kommer alsidighed og mangfoldighed i kultur- og kunstmulighederne og ikke
om det er stat, amt eller kommune, der putter penge i det.
Åbent for kulturkommercialismen
En væsentlig kritik af hele projektet med de regionale kulturforsøg er, at man med
kulturpolitikken som løftestang foretager en regionalisering af det forholdsvis homogene
Danmark, som jo i sig selv ikke er større end, hvad man andre steder betegner som en
region. Man foretager en helt igennem kunstig splittelsesoperation, der ikke er svar på
folkelige krav. Og det, man i virkeligheden gør, er på en og samme gang at lukke op for
Jihad og McWorld. Man lukker op for kulturelle opsplittetheder og dyrkelse af
forskelstænkning, som kan bane vejen for Jihad, i hvert fald i dens mere milde former, og
man lægger landet mere åbent, end det var i forvejen, for den internationale
kulturkommercialisme. Når tingene bliver udparcelleret er det nemlig ikke så let at
gøre noget ordentligt, noget slagkraftigt i nationens kulturpolitik. Og man overlader i
højere grad end tidligere centrale dele af den samlede danske kulturpolitik til mere
tilfældig lokalpolitisk afgørelse.
Der er ingen tvivl om, at kulturpolitik i Danmark bør drives som et samspil mellem det
centrale og de decentrale niveauer. Det handler om at holde fast i både det ens og det
forskellige, det handler om at holde fast både i det danske og det lokale. Men denne
balance er med de regionale kulturforsøg skubbet et helt forkert sted hen.
Forsøg = virkelighed
Kan det hele ikke være lige meget? Der er jo kun tale om forsøg, kan man sige. Men
der er tale om mere end forsøg. Udover at den daværende kulturminister, Jytte Hilden,
ved forsøgenes start udråbte, at der var tale om en irreversibel proces, der nu var sat
i gang, så er der stærke kræfter, der arbejder på for det første at gøre
pengeoverførslen fra stat til amter og kommuner permanent, og for det andet at give endnu
større frihedsgrader til de såkaldte regioner, helst sådan at kulturbevillingerne bare
bliver lagt ud som en del af det almindelige bloktilskud, hvad der vil betyde, at
kulturpengene stille og fredeligt kan sive ind i sygehuse, daginstitutioner, plejehjem og
vedligeholdelse af veje - i fuld overensstemmelse med lokalbefolkningens krav, vil
lokalpolitikerne kunne sige.
Med kulturpolitikken som løftestang og med de regionale kulturforsøg som redskab er
man i fuld gang med at jihadisere det danske samfund. Hvis Barber har ret i sin analyse,
så må man sige, at den danske politik er sprunget i med samlede ben uden at reflektere
de bredere perspektiver i noget, der for det umiddelbare blik ser ud som et vældig
nærdemokratisk tiltag.
Opgavekommissionen
Helt ved siden af de regionale kulturforsøg har regeringen haft nedsat en
Opgavekommission, der skulle se på fordelingen af offentlige opgaver mellem stat, amter
og kommuner. I sin afsluttende betænkning fra december 1998, Fordelingen af opgaver i den
offentlige sektor, når et massivt flertal af kommissionen frem til, at store dele af
kulturen bør lægges ud til amter og kommuner mod, at de får kompensation via det
generelle bloktilskud. Overvejelser om et specielt øremærket kulturelt bloktilskud
afvises. Hermed er der kridtet op for afviklingen af den fælles, nationale kulturpolitik
og måske også for kulturpolitikken i det hele taget. Perspektivet i Opgavekommissionens
forslag er skræmmende, fordi de så entydigt er bestemt af administratorlogik. De baserer
sig ikke på én eneste overvejelse om, hvad kultur og kunst er til for. Men de er logiske
i forhold til de regionale kulturforsøg. Det er konsekvensen af det, Jytte Hilden direkte
og Peter Duelund indirekte satte i gang. En opsplittet kultur, en provinsiel kultur, der
ikke kan modstå noget som helst.
Kulturen som kit
Op imod den globale udfordring for kulturpolitikken, som knap nok er begyndt at blive
tænkt igennem, og hvor det virkelig drejer sig om en kulturkamp af dimensioner med
henblik på at sikre valgmuligheder, pluralisme, mangfoldighed og kulturel og kunstnerisk
kvalitet, har nogle europæiske stater forsøgt sig med en oprustning af den klassiske
nationale dannelseskultur. Norge er f.eks. en af disse stater (jf. betænkningen Kultur i
Tiden fra 1992). Samtidig har disse stater følt presset fra en mere og mere selvbevidst
regionaludvikling. Som svar på dette dobbelte pres har man kunnet iagttage, at der f.eks.
i Norge fra statens side opbygges en kulturpolitisk retorik, der satser på en
genoplivning af den nationale enhedskultur. Man oplever, at nationen er under pres fra to
sider, og på en måde, der svarer til nationsetableringen, skal kulturen nu bruges som
det kit, der skal holde sammen på nationen.
Jeg tror ikke, at det er et adækvat svar på det angreb fra to sider, som staten er
udsat for, altså i virkeligheden for striden mellem Jihad og McWorld.
Region syd-Danmark
Den danske situation er en anden. Vi har jo ikke rigtig nogen regioner indenfor den
syddanske del af kongeriget. Vi er derimod en region i det større Europa, en lille
relativt ensartet nation. Og jeg ved godt, at amterne tror, at de er regioner, men det er
de jo ikke. I de fleste tilfælde er de lidt tilfældige streger på et landkort, som det
endnu ikke er lykkedes at få folkeligt forankret, selvfølgelig fordi de egentlig er
inderligt overflødige tegn på overadministration.
At vi ikke har egentlige regioner viser sig bl.a. ved, at der ikke føres selvbevidste
kulturelle opgør fra det regionale niveau mod statsmagten, sådan som det bl.a. sker
andre steder i Europa. Og det tror jeg, vi skal takke vores historie for, nemlig for de
afskrælninger af det danske rige, der er sket i århundrederns løb. Nationen og staten
er altså i Danmark ikke udsat for kulturelle oprør fra det regionale niveau. Kampene i
det danske reservat handler om opgave- og byrdefordeling mellem stat, amter og kommuner.
Og det er noget helt andet end kulturelle oprør, der formuleres med kraft, opsætsighed
og selvfølelse fra neden og mod staten. Amternes kulturopgaver i Danmark er jo da også
for langt, langt hovedpartens vedkommende nogle, de har fået pålagt - af staten - og som
de får modregnet i bloktilskuddene, pænt og ordentligt, og det handler i virkeligheden
så om, hvem man kan spille Sorteper videre til, hvem der betaler for hvis aktiviteter.
Kultur som administrationslogik
Det paradoksale i Danmark er så, at selvom staten her ikke har stået i en
tofronts-kulturkamp, så har man alligevel i de senere år fægtet på to fronter. Man har
gennem et storslået genopbygningsprogram fået givet nye muligheder for de nationale
kulturarvsinstitutioner, alle dem med "kgl." eller "statens" i navnet,
bl.a. gennem omfattende nybyggerier foranlediget af Plan 2000. Man har altså været i
fuld gang med at reetablere de institutioner, der engang spillede en stor rolle for
etableringen af den danske nationalfølelse og den centrale statsmagt. Dannelseskultur
eller enhedskultur er navnet på det, der søges rekonstrueret.
På den anden side har man så valgt at udparcellere dele af den statslige
kulturpolitik til amter og kommuner gennem det, man kaldte "de regionale
kulturforsøg, en irreversibel proces". I første omgang har man gjort det ved at
lave hegnspæle og ved at indgå aftaler, der mere eller mindre eksplicit fortæller, hvad
de enkelte forsøg indeholder. Men i næste omgang er det selvfølgelig intentionen, hvad
Opgavekommissionens forslag tydeligt viser, at man fjerner hegnspælene og nøjes med at
sende en pose penge.
I mine øjne er det her regederlig simpel uansvarlighed. I en situation, hvor
globaliseringen og McWorld-kulturen sætter ensretningen og varegørelsen som centrale
dagsordenspunkter, og hvor snæverheden og genoplivningen af stamme- og klansamfundet på
den anden side sætter demokratiet og mangfoldigheden ud af kraft, og hvor det gælder om
at holde fast i mangfoldigheden og kvaliteten som centrale kulturpolitiske styringspunkter
samt at udvikle og aktivt dyrke forskellighed og kvalitet, da satser man på
udparcellering med risiko for, at det ender i syvenderangs-kopikultur på kommunalt
niveau. Man kaster simpelthen store dele af kulturpolitikken fra sig. Hverken
mangfoldigheden eller kvaliteten bliver sikret gennem de regionale kulturforsøg.
Min vurdering af denne statslige kulturpolitik er altså, at den både gennem
rekonstruktionen af enheds-dannelseskulturen og gennem den kunstige regionalisering er
smørelse for den globale McWorld/Jihad kultur i stedet for at være et alternativ, et
supplement til den.
Fikse ideer og stærke pressionsgrupper
Hvad er der gået galt? Ja, ganske enkelt er der gået det galt, at kulturpolitikken i
Danmark bygger på fikse ideer og stærke pressionsgrupper. Den bygger ikke på
sammenhæng og på analyser af den situation, vi står overfor. Og Peter Duelunds mange
bind har ikke hjulpet en pind, bl.a. fordi han heller ikke ser de tydelige tendenser til
McWorld-isering af kloden, men i nogle af sine forslag bl.a. styrker den.
Efter min opfattelse vil det eneste rigtige kulturpolitisk set være at betragte
syd-Danmark som én region, større er kongeriget jo ikke. Staten har et ansvar for, at
kulturpolitikken fører til et kulturliv, der baserer sig på mangfoldighed, ytringsfrihed
og kvalitet, et kulturliv der har rødder i hele kongeriget. Det er statens forbaskede
pligt at gøre en indsats for, at der gennem kulturen stilles krav til borgerne, og at
kulturen giver borgerne mulighed for både fælles oplevelser og erfaringer og for egne
udfoldelser i kulturen. Det er statens opgave at være med til at understøtte den
højeste kvalitet og at indse, at det faktisk er sjældent den viser sig på nationale
kulturarvsinstitutioner, som jo også har nogle andre opgaver. Deres fornemste opgave er
at forvalte arven på en omsorgsfuld og ordentlig måde, bl.a. ved at der bliver gjort
brug af den. Kvaliteten kan vise sig alle mulige steder i det mangfoldige kulturliv. Det
er det, der er med til at gøre kulturpolitik svært og risikofyldt. Men hvis man ikke
indser det, så har man faktisk ikke fattet, hvad mangfoldighed i kulturlivet er. Og så
er man ikke på højde med tidens kulturpolitiske udfordringer.
Der kommer ikke noget stort ud af udparcellering. 275 kommuner kan tilsammen gøre
meget, men hver for sig kan de kun gøre meget lidt. Kulturpolitikken har faktisk brug for
fyrtårne, gerne fleksible og flytbare fyrtårne, og det er kun staten, der kan sikre, at
de findes, og at de findes ud over landet.
Moderniseringsfælden
Hvis alle de smukke ord om ytringsfrihed, kulturelt demokrati, kvalitet,
decentralisering og dansk identitet, som også prægede Ebbe Lundgaards kulturpolitiske
redegørelse, skal have noget på sig, så kræver det, at staten på en ny måde tager
bestik af den kulturpolitiske situation. Man kan sige det lidt firkantet: Kulturpolitikken
må vristes ud af hænder på administratorlogikerne og fordelingscentralerne, Kommunernes
Landsforening og Amtsrådsforeningen, og gøres til et idépolitisk område, hvor
sammenhængene med den globale kulturkamp og med kampen for og om det demokratiske
samfunds offentlige rum bliver til hovedtemaer i udformningen af kulturpolitikken.
De regionale kulturforsøg har på en række områder betydet, at de kulturpolitiske
initiativer er blevet lagt døde. Ting og sager må afvente forsøgsperiodens udløb i år
2000, før kan der ikke rigtig tages initiativer, lyder det noget opgivende. Men nogen
initiativer tages der dog - i beton, stål og glas.
Mens man kan sige, at kulturpolitikken med regionaliseringen er sprunget durk ind i en
moderniseringsfælde, hvor man hu-hej-vilde-dyr er på vej til at smide det hele fra sig,
så går en anden af de væsentligere tendenser i disse år - som nævnt - ud på at
bygge. Der nybygges eller søges nybygget rundt om de statslige institutioner, og der
bygges kunst- og kulturhuse, musikteatre etc. rundt i det ganske land. Man kunne have lyst
til at sige, at her går man med bind for øjnene ind i traditionaliseringsfælden.
Byggeboom for dannelseskulturen
På det statslige niveau drejer det sig jo om at renovere og nybygge institutioner, der
bærer den nationale symbolik i sig og i deres navne. De har haft symbolkraft ved
etableringen af nationalstaten og som bærere af dannelseskulturen, og nu skal de
renoveres - i hvert fald i det ydre. For det karakteristiske ved meget af det her
byggeboom er jo, at der absolut ikke er gjort nogen overvejelser om, hvad det skal bruges
til, hvad dannelseskulturen betyder eller skal betyde ved overgangen til det 21.
århundrede. Tanker om, hvad indholdet skal være i de fornyede institutioner er praktisk
taget totalt fraværende. Det tydeligste eksempel er de manglende indholdsmæssige
overvejelser i forbindelse med Det Kgl. Teaters byggesag.
Traditionaliseringsfælden ligger også lige under den megen tale om kvalitet, der har
oplevet en genopblussen i disse år. Det, som kulturpolitikken skal støtte, skal være af
kvalitet, siger man. Og det er der ikke noget at sige til. Sagen er bare den, at mange af
dem der siger det, bruger kvalitetsbegrebet i al dets ubestemthed som et klædebon for
underliggende kulturpolitiske interessekampe. Kvalitet kommer nemlig til at betyde den
gode gamle kvalitet, som vi kender det fra dannelseskulturens årelange traditioner. Den
megen snak om kvalitet bliver altså brugt til at genoplive en bestemt del af kunst- og
kulturfeltet med samt dens idealdannelser. Og den bliver endvidere brugt til at ekskludere
alle mulige amatøraktiviteter og samarbejder mellem professionelle og amatører. Det
betyder ikke, at man skal undlade at tale om kvalitet i kulturpolitikken. Det skal man.
Men man skal nok tale om de mange kvaliteter i stedet for den ene. Hvis kvalitetsbegrebet
bliver brugt som et mantra, er der grund til at være på vagt, for så er man med al
sandsynlighed på vej ind i traditionaliseringsfælden.
De seneste 3-4 kulturministre i Danmark har, når de har skullet nævne statens
centrale kulturpolitiske opgaver, lagt stor vægt på de store kulturinstitutioner, de
etablerede nationalinstitutioner, eller hvad de nu vælger at kalde det. Og nogle af dem
har så også satset penge og politik på begivenhedskulturen, mest synligt via
Kulturfonden, nu Kulturministeriets Udviklingsfond, hvis fornemste opgave er at støtte
engangs festfyrværkeri. Mellem disse to poler ligger det store område, som faktisk ikke
har det så godt i disse år, og som ikke prioriteres videre højt i kulturpolitikken. Det
gælder de lange seje træk, det gælder de individuelle kunstarter, det gælder
nyudviklinger og eksperimenter, når de ikke tager begivenhedskulturelle eller
festivaliserede former, og det gælder det geografisk og socialt decentraliserede kunst-
og kulturliv.
Kvoter for kultur
Mens Jihad-tendenserne i de mere homogene vesteuropæiske samfund måske er svære at
få øje på, så er McWorld-tendenserne til gengæld fuldt synlige. Når Frankrig
foreslår kvoter for nationalt TVs brug af amerikanske programmer i forhold til
europæiske, så er det udtryk for, at man har fattet den kulturelle mediekamp, der
foregår i de her år. Om kvoter er det rigtige svar på situationen, er til gengæld mere
tvivlsomt.
Med monopolbruddet i dansk TV fik man det indtryk, at konkurrencen skulle føre til
mere kvalitets-TV. Der er vist ingen, der nu vil skrive under på, at det blev resultatet.
Resultatet er blevet dublering i stedet for supplering. Programkoncepter ligner hinanden
til forveksling på tværs af kanaler, og samme type af amerikansk TV roterer rundt på
samtlige kanaler. Det paradoksale har været, at spredningen af de nationale ressourcer
har ført til, at den internationale mediebranche har fået lettere adgang. Man har gjort
op med det tidligere offentlige monopol, hvad der bare fører til, at private
monopoldannelser - uden for offentlighedens kontrol - får frit løb.
Fra McWorld til McVerden
Ser man på hvad den offentlige teaterstøtte i Danmark går til, så viser det sig, at
ganske store dele af repertoiret i de her år på de teatre, som støttes mest af det
offentlige, består i en fordanskning af et repertoire, som ude i den store verden er
rendyrket kommercielt teater. I dette tilfælde kan man altså tale om, at dansk
kulturstøtte for store deles vedkommende netop støtter den angelsaksiske kommercielle
kulturs gennemslag i Danmark. Musical-bølgen er det tydeligste eksempel på det.
Hvad angår TV-udviklingen kan man hævde, at det er nødvendigt for danske stationer
at sende det samme som alle satellitkanalerne for at fastholde seere. Men det betyder så
bare, at mere konkurrence fører til mere af det samme. Hvad angår teaterudviklingen kan
man hævde, at det er nødvendigt, at de stærkt offentligt støttede teatre lægger stor
vægt på at importere udenlandske succesforestillinger som musicals, fordi det vil folk
se, og det legitimerer så også de mere smalle forestillinger og den danske dramatik. I
begge tilfælde bruger man altså som forsvarsargument, at det er nødvendigt at importere
den internationale McWorld kultur for at give plads til egenproduktion og dansk
produktion. Naiviteten er således stor på dette område. Der er intet der tyder på, at
McWorld kan inddæmmes på de beskrevne måder. Tværtimod vil McWorlds æstetik, smag,
vurderinger og fortællemåder smitte af på også den indenlandske produktion.
Hvis verden i disse år er spændt ud mellem Jihad og McWorld, så kan man spørge sig
selv, hvad kan dansk kulturpolitik gøre ved det? Og umiddelbart kan dansk kulturpolitik
ikke ændre ved disse tendenser. Men anskuelsesvinklen bør nok snarere være, hvordan kan
dansk kulturpolitik undgå at slå ladeporten op for evt. uønskede nedslag fra den
internationale kulturkamp, som tendentielt render demokratiet over ende? Her drejer det
sig først og fremmest om at erkende de større sammenhænge, som f.eks. tilsyneladende
små regionaliseringsforsøg placerer sig ind i. Dernæst drejer det sig om at handle, så
kulturpolitikken på én og samme gang bliver international, national og lokal. En
kulturpolitik i disse år må drives som balanceringsprocesser, og den kan ikke drives som
hu-hej-politik, der flikser og flakser så til den ene og så til den anden side. Det, der
er behov for er en intellektuelt redelig og en analytisk dybdeborende kulturpolitik.
Kvoter og forbud er ikke vejen frem, men en attraktionskraftig dansk produktion er en
nødvendighed.
Jørn Langsted er
professor i dramaturgi ved Aarhus Universitet
Læs også:
Intro: Kulturpolitik á la McDanmark
Som brødre vi dele - kommunerne får det hele
Man kalder det regioner
Søndag Aften 0199
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]