Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


januar 1999


Jihad, McWorld og regionale kulturforsøg


CulturCronik

Af Jørn Langsted



Traditionel dansk kulturpolitik har hovedsagelig drejet sig om 1) institutioner til formidling af kunsten, fra biblioteksvæsenet til kunstmuseerne, 2) kunstneriske uddannelser, samt som den mindste del 3) støtte til kunstproduktionen. Dvs. den har kun i mindre omfang drejet sig om det helt brede kulturbegreb.

Indbygget i den har der ligget nogle prioriteringsmekanismer, der har udpeget noget til at være værdigt til offentlig støtte eller til offentlig støttet formidling. Disse prioriteringsmekanismer er blevet forvaltet på alle niveauer i det kulturpolitiske system, fra folkebibliotekarens bogindkøb til det lokale bibliotek over Statens Kunstfonds tremandsudvalgs uddelinger og til bureaukraters og politikeres beslutninger om de store tunge institutioners placering på finansloven.

Problemet i de her år er, at disse selektionsmekanismer er under pres. Kunstbegrebet udvides. Grænsefladerne mellem høj-kunst og populærkultur er under udviskning. I malstrømmen af tilgængelige informationer, tekster, billeder og symboldannelser kværnes kunsten og kunstens særegne træk sønder og sammen. Eller man kan sige det på en anden måde: Der sker i tiden en stigende æstetisering af større og større dele af den såkaldte virkelighed. Eller på en tredje måde: Kunsten er blevet en del af en stærkt voksende fritidssektor, hvor den skal konkurrere med masser af andre fritidstilbud om menneskers tid, penge og opmærksomhed. Det gør den traditionelle kulturpolitiks prioriterings- og selektionsmekanismer utroligt sårbare, for hvorfor skal nogen menneskers fritidsinteresser støttes af det offentlige, når andres ikke skal det? Hvordan legitimerer man anvendelse af offentlige midler til arbejdslegater til elitære lyrikere, når man lige så godt kunne støtte pornoblade, voldsvideoer eller kanariefuglehold?

Jihad og McWorld

En af de meget spændende, overgribende samfundsvidenskabelige bøger fra de senere år er den amerikanske politolog Benjamin R. Barbers Jihad vs. McWorld, som udkom i 1995. Den sætter ord på nogle tendenser i dagens globaliserede verden, og den underbygger sine overvejelser med mængder af empiri.

Fotoet på paperback-udgavens omslag fra 1996 (Ballantine Books) mere end antyder, hvad det her handler om: En sort baggrund glider ud i et med et tilhyllet ansigt, hvor kun øjnene er synlige. Øjnene ser ikke på betragteren, men skæver vagtsomt til den ene side. Nedenunder øjnene holder en hånd en Pepsi Cola dåse på vej ind til munden. Chador-tilhyllet religiøs fundamentalisme og global mærkevare kommercialisme: modsætninger, der holdes sammen i det samme billede.

Barbers bog er et forsøg på at skildre en verden, der på den ene side bliver mere og mere integreret og sammenvokset af markedsmæssige afhængigheder på kryds og tværs, og som på den anden side bliver opsplittet gennem tribaliseringer og fundamentalismer i gensidigt bekrigende klaner. For ham er de to tendenser modsætninger, men også tæt sammenvævede. Begge tendensers modpol, som de enten aktivt bekæmper eller er indifferente overfor, er demokratiet og den nationalstatslige ramme, det oftest har fundet og fungeret inden for. Overfor de udviklingstendenser - striden og sammenvævningen mellem Jihad og McWorld - som Barber ser, er det hans projekt at råbe til forsvar for demokratiet, for politikken, for den folkelige selvbestemmelse og for det civile samfund.

Cancer i kulturen

Begreberne Jihad og McWorld er komprimerede billeder, der hver for sig dækker omfattende samfundsmæssige og kulturelle tendenser. Jihad betyder for Barber i dets stærkeste form hellig krig på baggrund af en metafysisk defineret tilhænger-identitet. Som svagere former dækker begrebet religiøs kamp på grundlag af tro, og det, der munder ud i Jihad, kan starte som en graven sig ned i en lokal identitet, en udskillelse af en gruppe fra nogle andre og en fjendtlighed mod moderniteten, industrialiseringen etc. En for stærk hævdelse af den lokale identitet kan føre til uddybning af kløfter, konstruktion af fjendebilleder af "det andet" og "den anden" og i sidste ende til ønsket om at fjerne, udslette denne anden.

Ses Jihad i et positivt lys, så handler det jo om selvbestemmelse og om udvikling af demokratiet på stadig flere niveauer. Men når selvbestemmelsen og multikulturalismen bliver cancerøs, så foregår der en uophørlig celledeling i stadig mindre enheder, stammer, klaner, familier, der slutter sig om sig selv og ikke lader sig integrere i større enheder.

Den globale enhedskultur

McWorld er Barbers benævnelse for de igangværende økonomiske, teknologiske, handelsmæssige og økologiske krav om integration af markeder og om ensartethed. Tendensen er transnationale firmaer, der opererer på tværs af alle grænser, og som flytter produktion og kapital med lynets hast via kommunikationsnetværk. I denne malstrøm er nationalstatens krav om minimumslønninger, arbejder- og miljøbeskyttelse etc. nærmest en hindring for den frie udfoldelse. McWorld fungerer oftest mest synligt gennem serviceydelser, symboler og kulturprodukter. Store dele af verden hører den samme musik, ser det samme TV og går i det samme tøj. Der tegner sig konturerne af en global enhedskultur, styret af den internationale (hovedsagelig amerikanske) mediekapitalisme, en forbrugeristisk kultur, en kommercialisering af alle menneskelige fællesskaber, således at vi fra at være borgere, der deltager i et fællesskab, bliver omdannet til selviske forbrugere. McWorlds produkter er i lige så høj grad billeder, der fylder vores bevidsthed, som det er materielle ting.

For McWorld er demokratiet ingen betingelse, selvom nogen forsøger at bilde os ind, at markedsøkonomi og demokrati hænger sammen, ja stort set er det samme. McWorld har brug for at operere i stabile politiske omgivelser, og den har brug for forbrugere og markeder. Men om de stabile politiske omgivelser er demokratiske, er inderligt ligegyldigt for McWorld. Og hvis der er noget McWorld ikke har brug for, så er det nationalstaten. Man oplever derfor, at de globale økonomiske kræfter søger at svække nationalstaten, hvor den er mest demokratisk, og at styrke den i tredje verdens lande, hvor den er mindst demokratisk.

Storm på nationalstaten

Nationalstaten og det demokrati, der er opbygget i den, oplever derfor i disse år to stormløb, dels fra McWorld-tendenser, der søger at nedbryde den udefra, og dels fra opsplitningstendenser, Jihad, der søger at sprænge den indefra. Nationalstaten og dens demokrati er centrum for en knibtangsmanøvre.

Hvis Barber har ret i, at verden i disse år befinder sig i et globalt spændingsfelt mellem McWorlds og Jihads kraftfelter, så bliver det også den nationale kulturpolitiks rolle at reflektere dette, så meget mere som McWorld i stigende grad folder sig ud i æstetiske former.

I Danmark er statens salg af TeleDanmark til et amerikansk privat firma bare ét eksempel på, at de demokratiske institutioner selv bidrager til deres afskaffelse og underminering via det mondiale marked, der er ustyrligt og kaotisk. Det er også en kulturpolitisk skandale, at den elektroniske infrastruktur, der er opbygget i fællesskabets regi, afhændes til privat skumning af fløden. Den sidste handel med den danske elektroniske infrastruktur er givetvis ikke set endnu. Der vil ske sammenlægninger og monopoldannelser, hvori dansk infrastruktur kun er en lille brik, men det centrale er, at den fra nu af er udefrastyret.

I den kulturkamp af dimensioner, som Barber skildrer, er dansk kulturpolitik kun et lille hjørne. Men det kan alligevel være sundt at se den danske andedam i forhold til disse større perspektiver.

I forhold til Barbers begreber må det handle om at sætte modstrategier ind til de dominerende Jihad- og McWorld-tendenser.

Med eller mod hårene

En moderne kulturpolitiks mål kan formuleres på mange måder. Den svenske Riksdag vedtog i 1996 nye mål for kulturpolitikken. Blandt disse mål er "at fremme kulturel mangfoldighed, kunstnerisk fornyelse og kvalitet og derigennem modvirke kommercialismens negative virkninger" (min kursivering) og "at give kulturen forudsætninger for at være en dynamisk, udfordrende og ubundet kraft i samfundet". Her siges det tydeligt, at kulturpolitikkens mål er at sikre alternativer og mangfoldighed i forhold til kommercialismen og markedet, og her fastslås det yderligere, at det er kulturpolitikkens rolle at sikre et frit kunst- og kulturliv, der også kan stryge dominerende tendenser i samfundet mod hårene. Svenskerne har altid haft en evne til mere tydeligt end i Danmark at forsyne deres kulturpolitik med disse mere slående overordnede målformuleringer, men også i Danmark vil man nok kunne blive enige om, at en vigtig grund til, at vi overhovedet har en kulturpolitik, ikke er at dublere markedet, men netop at supplere det, at give flere valgmuligheder og større mangfoldighed. Kulturpolitikken skal give udfoldelsesmuligheder til den kunst og kultur, som markedets fræsen og hastige forandringer ikke giver plads til. Og tanken bag det hele er, at kunst og kultur på én og samme gang er det kit, der er med til at holde et samfund sammen, og stiller det overfor nye udfordringer og krav.

Gør det lokalt

Et hovednummer i dansk kulturpolitik i de seneste år har været de regionale kulturforsøg, der kører frem til 1. januar 2000."Regionale kulturforsøg" er en hæslig og sprogforvirrende betegnelse, et rigtigt ny-ord, fra en tidligere kulturministers tid. Det er en af de få ting fra Peter Duelunds kulturpolitiske redegørelse, der prompte blev realiseret, godt nok i en noget anden form, end Duelund havde forestillet sig og foreslået. Udgangspunktet for Duelund var regionaliseringstanker ud over Europa, fra Baskerlandet til Skotland, og lettere simplificeret kan man sige, at han importerede regionaliseringen til dansk kulturpolitik. Ideen var, at man i selvbestemmelsens og nærdemokratiets hellige navn ville overlade større dele af den hidtidige nationale kulturpolitik til kommuner og amter. Man ville lægge penge og beslutningsret ud.

I lyset af Barbers overvejelser er det svært at sige andet, end at hermed er tendenser til Jihad blevet transplanteret ind i dansk kulturpolitik. Og det er ikke sket på baggrund af folkelige krav eller oprør nedefra. Det er sket som politiske streger på et planlæggerkort ovenfra.

Tankegangen bag de regionale kulturforsøg er, at diverse statslige kulturbevillinger overføres til regionerne og disponeres derfra, idet bindingerne i de forskellige kulturlove er ophævet i forsøgsperioden. Det giver altså mulighed for at omprioritere ud fra lokale behov, ønsker og interesser. Og det lyder jo i sig selv vældig nærdemokratisk og derfor positivt. Det betyder selvfølgelig så også, at man forlader de lighedsbetragtninger, der i øvrigt er gældende i et velfærdssamfund, til fordel for en læggen vægt på forskellene mellem regionerne.

Man kalder det regioner

Et af problemerne med de regionale kulturforsøg har været at finde ud af, hvad regioner i denne sammenhæng var for noget. Duelund forestillede sig vistnok nogle nye administrative størrelser, der var større end de nuværende amtskommuner. Men det blev rendt helt over ende af de lokale politikere, som var ved at falde over deres egne ben ved udsigten til at få udlagt statslige kulturkroner til fri disposition. En række amter inkl. Amtsrådsforeningen mente selvfølgelig, at de var kulturregioner. Og nye opgaver er de altid parat til at påtage sig, særlig hvis andre betaler. Nogle af de større bykommuner kom også hurtigt på banen. De havde i forvejen udviklet en kulturpolitik, og de ønskede ikke at se amterne overtage den. Alt i alt er vi efterhånden kommet i den situation, at der udøves regionale kulturforsøg i:

  • Vestsjællands Amtskommune
  • Storstrøms Amtskommune,
  • Sønderjyllands Amtskommune,
  • Århus kommune,
  • Odense kommune,
  • fem kommuner i Salling-Fjends,
  • Københavns kommune,
  • Frederiksberg kommune,
  • Fredericia, Horsens, Kolding og Vejle kommuner.

Mestendels foregår det hen over hovedet på befolkningen, som jo ikke følger den intense politiske kassetænkning på nært hold. Omkring 40% af landets befolkning er helt sagesløst udsat for regionale kulturforsøg. For os som befolkning er det imidlertid bare vigtigt, at der kommer alsidighed og mangfoldighed i kultur- og kunstmulighederne og ikke om det er stat, amt eller kommune, der putter penge i det.

Åbent for kulturkommercialismen

En væsentlig kritik af hele projektet med de regionale kulturforsøg er, at man med kulturpolitikken som løftestang foretager en regionalisering af det forholdsvis homogene Danmark, som jo i sig selv ikke er større end, hvad man andre steder betegner som en region. Man foretager en helt igennem kunstig splittelsesoperation, der ikke er svar på folkelige krav. Og det, man i virkeligheden gør, er på en og samme gang at lukke op for Jihad og McWorld. Man lukker op for kulturelle opsplittetheder og dyrkelse af forskelstænkning, som kan bane vejen for Jihad, i hvert fald i dens mere milde former, og man lægger landet mere åbent, end det var i forvejen, for den internationale kulturkommercialisme. Når tingene bliver udparcelleret er det nemlig ikke så let at gøre noget ordentligt, noget slagkraftigt i nationens kulturpolitik. Og man overlader i højere grad end tidligere centrale dele af den samlede danske kulturpolitik til mere tilfældig lokalpolitisk afgørelse.

Der er ingen tvivl om, at kulturpolitik i Danmark bør drives som et samspil mellem det centrale og de decentrale niveauer. Det handler om at holde fast i både det ens og det forskellige, det handler om at holde fast både i det danske og det lokale. Men denne balance er med de regionale kulturforsøg skubbet et helt forkert sted hen.

Forsøg = virkelighed

Kan det hele ikke være lige meget? Der er jo kun tale om forsøg, kan man sige. Men der er tale om mere end forsøg. Udover at den daværende kulturminister, Jytte Hilden, ved forsøgenes start udråbte, at der var tale om en irreversibel proces, der nu var sat i gang, så er der stærke kræfter, der arbejder på for det første at gøre pengeoverførslen fra stat til amter og kommuner permanent, og for det andet at give endnu større frihedsgrader til de såkaldte regioner, helst sådan at kulturbevillingerne bare bliver lagt ud som en del af det almindelige bloktilskud, hvad der vil betyde, at kulturpengene stille og fredeligt kan sive ind i sygehuse, daginstitutioner, plejehjem og vedligeholdelse af veje - i fuld overensstemmelse med lokalbefolkningens krav, vil lokalpolitikerne kunne sige.

Med kulturpolitikken som løftestang og med de regionale kulturforsøg som redskab er man i fuld gang med at jihadisere det danske samfund. Hvis Barber har ret i sin analyse, så må man sige, at den danske politik er sprunget i med samlede ben uden at reflektere de bredere perspektiver i noget, der for det umiddelbare blik ser ud som et vældig nærdemokratisk tiltag.

Opgavekommissionen

Helt ved siden af de regionale kulturforsøg har regeringen haft nedsat en Opgavekommission, der skulle se på fordelingen af offentlige opgaver mellem stat, amter og kommuner. I sin afsluttende betænkning fra december 1998, Fordelingen af opgaver i den offentlige sektor, når et massivt flertal af kommissionen frem til, at store dele af kulturen bør lægges ud til amter og kommuner mod, at de får kompensation via det generelle bloktilskud. Overvejelser om et specielt øremærket kulturelt bloktilskud afvises. Hermed er der kridtet op for afviklingen af den fælles, nationale kulturpolitik og måske også for kulturpolitikken i det hele taget. Perspektivet i Opgavekommissionens forslag er skræmmende, fordi de så entydigt er bestemt af administratorlogik. De baserer sig ikke på én eneste overvejelse om, hvad kultur og kunst er til for. Men de er logiske i forhold til de regionale kulturforsøg. Det er konsekvensen af det, Jytte Hilden direkte og Peter Duelund indirekte satte i gang. En opsplittet kultur, en provinsiel kultur, der ikke kan modstå noget som helst.

Kulturen som kit

Op imod den globale udfordring for kulturpolitikken, som knap nok er begyndt at blive tænkt igennem, og hvor det virkelig drejer sig om en kulturkamp af dimensioner med henblik på at sikre valgmuligheder, pluralisme, mangfoldighed og kulturel og kunstnerisk kvalitet, har nogle europæiske stater forsøgt sig med en oprustning af den klassiske nationale dannelseskultur. Norge er f.eks. en af disse stater (jf. betænkningen Kultur i Tiden fra 1992). Samtidig har disse stater følt presset fra en mere og mere selvbevidst regionaludvikling. Som svar på dette dobbelte pres har man kunnet iagttage, at der f.eks. i Norge fra statens side opbygges en kulturpolitisk retorik, der satser på en genoplivning af den nationale enhedskultur. Man oplever, at nationen er under pres fra to sider, og på en måde, der svarer til nationsetableringen, skal kulturen nu bruges som det kit, der skal holde sammen på nationen.

Jeg tror ikke, at det er et adækvat svar på det angreb fra to sider, som staten er udsat for, altså i virkeligheden for striden mellem Jihad og McWorld.

Region syd-Danmark

Den danske situation er en anden. Vi har jo ikke rigtig nogen regioner indenfor den syddanske del af kongeriget. Vi er derimod en region i det større Europa, en lille relativt ensartet nation. Og jeg ved godt, at amterne tror, at de er regioner, men det er de jo ikke. I de fleste tilfælde er de lidt tilfældige streger på et landkort, som det endnu ikke er lykkedes at få folkeligt forankret, selvfølgelig fordi de egentlig er inderligt overflødige tegn på overadministration.

At vi ikke har egentlige regioner viser sig bl.a. ved, at der ikke føres selvbevidste kulturelle opgør fra det regionale niveau mod statsmagten, sådan som det bl.a. sker andre steder i Europa. Og det tror jeg, vi skal takke vores historie for, nemlig for de afskrælninger af det danske rige, der er sket i århundrederns løb. Nationen og staten er altså i Danmark ikke udsat for kulturelle oprør fra det regionale niveau. Kampene i det danske reservat handler om opgave- og byrdefordeling mellem stat, amter og kommuner. Og det er noget helt andet end kulturelle oprør, der formuleres med kraft, opsætsighed og selvfølelse fra neden og mod staten. Amternes kulturopgaver i Danmark er jo da også for langt, langt hovedpartens vedkommende nogle, de har fået pålagt - af staten - og som de får modregnet i bloktilskuddene, pænt og ordentligt, og det handler i virkeligheden så om, hvem man kan spille Sorteper videre til, hvem der betaler for hvis aktiviteter.

Kultur som administrationslogik

Det paradoksale i Danmark er så, at selvom staten her ikke har stået i en tofronts-kulturkamp, så har man alligevel i de senere år fægtet på to fronter. Man har gennem et storslået genopbygningsprogram fået givet nye muligheder for de nationale kulturarvsinstitutioner, alle dem med "kgl." eller "statens" i navnet, bl.a. gennem omfattende nybyggerier foranlediget af Plan 2000. Man har altså været i fuld gang med at reetablere de institutioner, der engang spillede en stor rolle for etableringen af den danske nationalfølelse og den centrale statsmagt. Dannelseskultur eller enhedskultur er navnet på det, der søges rekonstrueret.

På den anden side har man så valgt at udparcellere dele af den statslige kulturpolitik til amter og kommuner gennem det, man kaldte "de regionale kulturforsøg, en irreversibel proces". I første omgang har man gjort det ved at lave hegnspæle og ved at indgå aftaler, der mere eller mindre eksplicit fortæller, hvad de enkelte forsøg indeholder. Men i næste omgang er det selvfølgelig intentionen, hvad Opgavekommissionens forslag tydeligt viser, at man fjerner hegnspælene og nøjes med at sende en pose penge.

I mine øjne er det her regederlig simpel uansvarlighed. I en situation, hvor globaliseringen og McWorld-kulturen sætter ensretningen og varegørelsen som centrale dagsordenspunkter, og hvor snæverheden og genoplivningen af stamme- og klansamfundet på den anden side sætter demokratiet og mangfoldigheden ud af kraft, og hvor det gælder om at holde fast i mangfoldigheden og kvaliteten som centrale kulturpolitiske styringspunkter samt at udvikle og aktivt dyrke forskellighed og kvalitet, da satser man på udparcellering med risiko for, at det ender i syvenderangs-kopikultur på kommunalt niveau. Man kaster simpelthen store dele af kulturpolitikken fra sig. Hverken mangfoldigheden eller kvaliteten bliver sikret gennem de regionale kulturforsøg.

Min vurdering af denne statslige kulturpolitik er altså, at den både gennem rekonstruktionen af enheds-dannelseskulturen og gennem den kunstige regionalisering er smørelse for den globale McWorld/Jihad kultur i stedet for at være et alternativ, et supplement til den.

Fikse ideer og stærke pressionsgrupper

Hvad er der gået galt? Ja, ganske enkelt er der gået det galt, at kulturpolitikken i Danmark bygger på fikse ideer og stærke pressionsgrupper. Den bygger ikke på sammenhæng og på analyser af den situation, vi står overfor. Og Peter Duelunds mange bind har ikke hjulpet en pind, bl.a. fordi han heller ikke ser de tydelige tendenser til McWorld-isering af kloden, men i nogle af sine forslag bl.a. styrker den.

Efter min opfattelse vil det eneste rigtige kulturpolitisk set være at betragte syd-Danmark som én region, større er kongeriget jo ikke. Staten har et ansvar for, at kulturpolitikken fører til et kulturliv, der baserer sig på mangfoldighed, ytringsfrihed og kvalitet, et kulturliv der har rødder i hele kongeriget. Det er statens forbaskede pligt at gøre en indsats for, at der gennem kulturen stilles krav til borgerne, og at kulturen giver borgerne mulighed for både fælles oplevelser og erfaringer og for egne udfoldelser i kulturen. Det er statens opgave at være med til at understøtte den højeste kvalitet og at indse, at det faktisk er sjældent den viser sig på nationale kulturarvsinstitutioner, som jo også har nogle andre opgaver. Deres fornemste opgave er at forvalte arven på en omsorgsfuld og ordentlig måde, bl.a. ved at der bliver gjort brug af den. Kvaliteten kan vise sig alle mulige steder i det mangfoldige kulturliv. Det er det, der er med til at gøre kulturpolitik svært og risikofyldt. Men hvis man ikke indser det, så har man faktisk ikke fattet, hvad mangfoldighed i kulturlivet er. Og så er man ikke på højde med tidens kulturpolitiske udfordringer.

Der kommer ikke noget stort ud af udparcellering. 275 kommuner kan tilsammen gøre meget, men hver for sig kan de kun gøre meget lidt. Kulturpolitikken har faktisk brug for fyrtårne, gerne fleksible og flytbare fyrtårne, og det er kun staten, der kan sikre, at de findes, og at de findes ud over landet.

Moderniseringsfælden

Hvis alle de smukke ord om ytringsfrihed, kulturelt demokrati, kvalitet, decentralisering og dansk identitet, som også prægede Ebbe Lundgaards kulturpolitiske redegørelse, skal have noget på sig, så kræver det, at staten på en ny måde tager bestik af den kulturpolitiske situation. Man kan sige det lidt firkantet: Kulturpolitikken må vristes ud af hænder på administratorlogikerne og fordelingscentralerne, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen, og gøres til et idépolitisk område, hvor sammenhængene med den globale kulturkamp og med kampen for og om det demokratiske samfunds offentlige rum bliver til hovedtemaer i udformningen af kulturpolitikken.

De regionale kulturforsøg har på en række områder betydet, at de kulturpolitiske initiativer er blevet lagt døde. Ting og sager må afvente forsøgsperiodens udløb i år 2000, før kan der ikke rigtig tages initiativer, lyder det noget opgivende. Men nogen initiativer tages der dog - i beton, stål og glas.

Mens man kan sige, at kulturpolitikken med regionaliseringen er sprunget durk ind i en moderniseringsfælde, hvor man hu-hej-vilde-dyr er på vej til at smide det hele fra sig, så går en anden af de væsentligere tendenser i disse år - som nævnt - ud på at bygge. Der nybygges eller søges nybygget rundt om de statslige institutioner, og der bygges kunst- og kulturhuse, musikteatre etc. rundt i det ganske land. Man kunne have lyst til at sige, at her går man med bind for øjnene ind i traditionaliseringsfælden.

Byggeboom for dannelseskulturen

På det statslige niveau drejer det sig jo om at renovere og nybygge institutioner, der bærer den nationale symbolik i sig og i deres navne. De har haft symbolkraft ved etableringen af nationalstaten og som bærere af dannelseskulturen, og nu skal de renoveres - i hvert fald i det ydre. For det karakteristiske ved meget af det her byggeboom er jo, at der absolut ikke er gjort nogen overvejelser om, hvad det skal bruges til, hvad dannelseskulturen betyder eller skal betyde ved overgangen til det 21. århundrede. Tanker om, hvad indholdet skal være i de fornyede institutioner er praktisk taget totalt fraværende. Det tydeligste eksempel er de manglende indholdsmæssige overvejelser i forbindelse med Det Kgl. Teaters byggesag.

Traditionaliseringsfælden ligger også lige under den megen tale om kvalitet, der har oplevet en genopblussen i disse år. Det, som kulturpolitikken skal støtte, skal være af kvalitet, siger man. Og det er der ikke noget at sige til. Sagen er bare den, at mange af dem der siger det, bruger kvalitetsbegrebet i al dets ubestemthed som et klædebon for underliggende kulturpolitiske interessekampe. Kvalitet kommer nemlig til at betyde den gode gamle kvalitet, som vi kender det fra dannelseskulturens årelange traditioner. Den megen snak om kvalitet bliver altså brugt til at genoplive en bestemt del af kunst- og kulturfeltet med samt dens idealdannelser. Og den bliver endvidere brugt til at ekskludere alle mulige amatøraktiviteter og samarbejder mellem professionelle og amatører. Det betyder ikke, at man skal undlade at tale om kvalitet i kulturpolitikken. Det skal man. Men man skal nok tale om de mange kvaliteter i stedet for den ene. Hvis kvalitetsbegrebet bliver brugt som et mantra, er der grund til at være på vagt, for så er man med al sandsynlighed på vej ind i traditionaliseringsfælden.

De seneste 3-4 kulturministre i Danmark har, når de har skullet nævne statens centrale kulturpolitiske opgaver, lagt stor vægt på de store kulturinstitutioner, de etablerede nationalinstitutioner, eller hvad de nu vælger at kalde det. Og nogle af dem har så også satset penge og politik på begivenhedskulturen, mest synligt via Kulturfonden, nu Kulturministeriets Udviklingsfond, hvis fornemste opgave er at støtte engangs festfyrværkeri. Mellem disse to poler ligger det store område, som faktisk ikke har det så godt i disse år, og som ikke prioriteres videre højt i kulturpolitikken. Det gælder de lange seje træk, det gælder de individuelle kunstarter, det gælder nyudviklinger og eksperimenter, når de ikke tager begivenhedskulturelle eller festivaliserede former, og det gælder det geografisk og socialt decentraliserede kunst- og kulturliv.

Kvoter for kultur

Mens Jihad-tendenserne i de mere homogene vesteuropæiske samfund måske er svære at få øje på, så er McWorld-tendenserne til gengæld fuldt synlige. Når Frankrig foreslår kvoter for nationalt TV’s brug af amerikanske programmer i forhold til europæiske, så er det udtryk for, at man har fattet den kulturelle mediekamp, der foregår i de her år. Om kvoter er det rigtige svar på situationen, er til gengæld mere tvivlsomt.

Med monopolbruddet i dansk TV fik man det indtryk, at konkurrencen skulle føre til mere kvalitets-TV. Der er vist ingen, der nu vil skrive under på, at det blev resultatet. Resultatet er blevet dublering i stedet for supplering. Programkoncepter ligner hinanden til forveksling på tværs af kanaler, og samme type af amerikansk TV roterer rundt på samtlige kanaler. Det paradoksale har været, at spredningen af de nationale ressourcer har ført til, at den internationale mediebranche har fået lettere adgang. Man har gjort op med det tidligere offentlige monopol, hvad der bare fører til, at private monopoldannelser - uden for offentlighedens kontrol - får frit løb.

Fra McWorld til McVerden

Ser man på hvad den offentlige teaterstøtte i Danmark går til, så viser det sig, at ganske store dele af repertoiret i de her år på de teatre, som støttes mest af det offentlige, består i en fordanskning af et repertoire, som ude i den store verden er rendyrket kommercielt teater. I dette tilfælde kan man altså tale om, at dansk kulturstøtte for store deles vedkommende netop støtter den angelsaksiske kommercielle kulturs gennemslag i Danmark. Musical-bølgen er det tydeligste eksempel på det.

Hvad angår TV-udviklingen kan man hævde, at det er nødvendigt for danske stationer at sende det samme som alle satellitkanalerne for at fastholde seere. Men det betyder så bare, at mere konkurrence fører til mere af det samme. Hvad angår teaterudviklingen kan man hævde, at det er nødvendigt, at de stærkt offentligt støttede teatre lægger stor vægt på at importere udenlandske succesforestillinger som musicals, fordi det vil folk se, og det legitimerer så også de mere smalle forestillinger og den danske dramatik. I begge tilfælde bruger man altså som forsvarsargument, at det er nødvendigt at importere den internationale McWorld kultur for at give plads til egenproduktion og dansk produktion. Naiviteten er således stor på dette område. Der er intet der tyder på, at McWorld kan inddæmmes på de beskrevne måder. Tværtimod vil McWorlds æstetik, smag, vurderinger og fortællemåder smitte af på også den indenlandske produktion.

Hvis verden i disse år er spændt ud mellem Jihad og McWorld, så kan man spørge sig selv, hvad kan dansk kulturpolitik gøre ved det? Og umiddelbart kan dansk kulturpolitik ikke ændre ved disse tendenser. Men anskuelsesvinklen bør nok snarere være, hvordan kan dansk kulturpolitik undgå at slå ladeporten op for evt. uønskede nedslag fra den internationale kulturkamp, som tendentielt render demokratiet over ende? Her drejer det sig først og fremmest om at erkende de større sammenhænge, som f.eks. tilsyneladende små regionaliseringsforsøg placerer sig ind i. Dernæst drejer det sig om at handle, så kulturpolitikken på én og samme gang bliver international, national og lokal. En kulturpolitik i disse år må drives som balanceringsprocesser, og den kan ikke drives som hu-hej-politik, der flikser og flakser så til den ene og så til den anden side. Det, der er behov for er en intellektuelt redelig og en analytisk dybdeborende kulturpolitik. Kvoter og forbud er ikke vejen frem, men en attraktionskraftig dansk produktion er en nødvendighed.

Jørn Langsted er professor i dramaturgi ved Aarhus Universitet

 

Læs også:
Intro: Kulturpolitik á la McDanmark
Som brødre vi dele - kommunerne får det hele
Man kalder det regioner

Søndag Aften 0199

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.