Kreative partnerskaber skal parre kunst og erhvervsliv. Den
farlige kunst bliver sorteper.
Huset i Magstræde var rammen om tre raske dage i slutningen af januar, hvor man på
nordisk plan beskæftigede sig med (nye) tendenser inden for kultursponsering,
oplevelsesindustrien herunder musikfestivaler og virksomhedernes behov for imagepleje.
Konferencen handlede i høj grad om finansiering og markedsføring. Ikke meget om
kultur og slet ikke om kunst.
Som arrangørerne lagde ud med at problematisere det vigende salg af musik-CD og
billetter til festivalerne overfor forudsigelsen om det bærende element i det kommende,
såkaldte 5. samfund, nemlig 'historien'. Vi køber ikke bare fornødenheder. Vi køber
livsstil, de historier, vi får med i købet. Derfor er det vigtigt for producenterne, at
deres produkter bliver identificeret med positive budskaber.
Her er det, at arrangørerne af brede kulturbegivenheder ser muligheden for et kreativt
partnerskab mellem dem selv og det øvrige erhvervsliv: 'Eventmagerne' sørger for de
positive begivenheder og budskaber. Virksomhederne (med)finansierer arrangementerne og
bliver derved mere eller mindre direkte knyttet sammen med de gode budskaber. Der er ikke
mere tale om passiv sponsering, men om 'associations-markedsføring'.
Måske kan parterne endda i fællesskab udvikle særligt tilpassede begivenheder til
formålet. Ellers kan nye aktører bringe parterne sammen og bidrage til at kreativiteten
udvikler sig. Også på dansk grund har flere sådanne konsulentfirmaer nu etableret sig.
Repræsentanterne for disse erhvervsområder var fortrøstningsfulde overfor
udviklingen. Deres budskab til kunstnerne var, at de ikke havde grund til bekymring.
Fremtiden var kunstens og kunstnerne kunne roligt deltage i sådanne arrangementer uden at
gå på kompromis. De havde grund til al mulig selvtillid og selvfølelse.
'Kunsten er ligeså nødvendig for samfundsdannelsen som kloakering.'
Der var dog antydning til bekymring hos et par kulturpolitikere fra de to danske
regeringspartier. Som det bl.a. blev formuleret, er alle 'kulturkroner' gode kroner, også
selv om de leveres fra det private erhvervsliv. Men de bedste kulturkroner er dem, der
går til det nye og eksperimenterende. Det er til gengæld også de farligste at bevilge,
fordi budskabet i den kontroversielle, mindst folkelige kunst risikerer at falde tilbage
på politikeren. 'Der er ikke stemmer i 'risikofyldte' kulturkroner.'
Erhvervslivet undgår typisk den slags kunst. Derfor ender den nybrydende kunst som
sorteper i denne sammenhæng.
Videnskabsteoretikeren i forsamlingen så en farlig parallel mellem kunsten og
videnskaben i deres forhold til industrien. Oprindelig var videnskab en idræt for
rigmandssønner, der kunne forske, som det behagede dem. I dag er videnskaben som 'big
science' helt i industriens vold. Det kan gå kunsten på samme måde, at den sælger sin
sjæl for magt.
Hvis man skal tro på fremtidsforskerne (i industriens vold(?)) og deres forestilling
om fortællingen/historien som afgørende faktor i fremtidens samfund, så vil der være
meget store penge i at kunne fortælle de 'rigtige' historier for de økonomiske
magthavere og deres kunder.
Underholdning er snart ikke bare et spørgsmål om tidsfordriv. Det er blevet en
salgsfremmende faktor, der tilbyder sig til højestbydende industrivirksomhed.
Og underholdningen finder stadig nye veje. Internet bliver en af de helt brede.
Sidste år talte man om Internet som en Information Highway. Til næste år bliver der
tale om Intertainment Highway. Så kan vi sidde dér hver især i vor egen stue og føle
nærheden i den interaktive fjernkommunikation og konsumere i stadig flere niveauer.
Enhver bevægelse, vi foretager på Nettet, vil blive registreret og analyseret, så vi
hver især kommer til at udgøre en stadig mere veldefineret skydeskive for industriens
målrettede markedsføring. Og i en kaotisk verden vil vi føle os trygge og loyale over
for de nye markedsorienterede fællesskaber, vi finder på Nettet.
Budskabet til livemusikken er at dette er den nye interaktive scene, der vil gøre alle
lykkelige - og nogle endda rige.
Musikindustrien får en central placering, både som aftager og som køber af gode
associationer. Og ikke bare musikken, men også museer, teatre o.s.v. kan møde op med
deres fortællinger - og så ikke et ord om sporten og dens associationer.