Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


marts 1999


Hvordan jeg kom til at elske Dansk Soyakagefabrik


CulturCronik:

Af Ole Jall

Lørdag aften. Lidt over midnat på Bryggen i København. Isslag. 1 grads frost, kunne man se af de store lysende tal på hjørnet nede ved Langebro . Sprød musik fra 'Ester og Soya' på adressen, Islands Brygge 59, tæt ved de indre dele af Københavns Havn.

Solo-saxofon, 'live'.

Store, tilduggede vinduer i et vidtstrakt, gedigent rødstensbyggeri, der tidligere husede en del af den forhadte Soyakagefabrik. Nu har et af byens mest trendy spisesteder slået sig ned her for en tid med uropført mad til et velforberedt og velbeslået publikum.

Den gamle fabriksbygning udstråler nu ved aftenstid ellers mestensdels sort tomhed, men rummer foruden restauranten også et par fotografers store lysende atelierer samt udstillings- og festlokaler m.v.

Selv holder jeg til på den anden side af gaden.

Den udsivende musik får mig til at standse op bare for at forlænge oplevelsen, men også fordi den får mig til at tænke på, hvordan det kan gå med ens omgivelser og med én selv.

Som Ruhr-distriktet

Islands Brygge løber langs havnen fra Langebro ud til 'Nokken', den selvgroede haveby og Amager Fælled ud mod Sjællandsbroen. På vej ud ad gaden har jeg passeret statelige boligkarreer og kontorejendomme. Ud mod havnesiden er et varieret parkanlæg ved at afløse diverse oplagspladser for brændsel, brosten og andre byggematerialer. Her fremme ved Axel Heides Gade, hvor vi næsten er halvvejs ude ved Nokken, ligger så Soyakagefabrikkens kolossale fabriksbygninger i middelalderstil - på begge sider af vejen.

Tilsyneladende tomme og truende.

Der er noget Ruhr-distrikt over det.

Videre frem langs havnen kan man finde geschæfter med mere eller mindre maritim tilknytning omgivet af siloer og andre virksomheder af lagermæssig karakter. Nogle af dem tiltrækker fortsat mindre skibe. De fleste dog kun kæmpelastbiler, der tordner gennem gaden. Trafikken i havneløbet består nu mest af kanoer og kajakker fra roklubberne længst ude ved Nokken.

Fabriksanlægget hér var oprindelig kendt langt uden for kvarteret for udsivende klor og soyakagefims. Umiddelbart før jeg flyttede på landet i 1980 eksploderede noget af fabrikken endda i et vældigt benzindampsdrøn, der baldrede ruder videnom.

I de 5 år, jeg boede på Bryggen, skrev jeg mangfoldige indlæg i Bryggebladet om 'Soyakagen' og al dens uvæsen. Men det fortsatte ufortrødent helt frem til 1991.

Så flyttede soyakagerne og klorproduktionen også fra Bryggen. Til Pakistan, tror jeg.

Skønånder og sære eksistenser

Nu er jeg tilbage igen. Jeg har indrettet en lille virksomhed, hvor jeg giver mig af med kulturkommunikation, skråt over for 'Ester og Soya' i nr. 24, i 'Soyakagens' gamle administrationsbygning, lige ud til havneløbet og med Vesterbro ret overfor.

Genial placering. Tæt på byens kulturelle liv, Bryggens mange indkøbsmuligheder og ekspanderende forlystelsesliv.

Men huset udgør i sig selv et kulturelt og kunstnerisk kraftfelt.

Det rummer bl.a. flere spillesteder. Indrettet delvis i underjordiske gange med installationskanaler under lofter og langs vægge, med ståldøre og med vinduer af glasbyggesten af den slags, smarte folk for tiden bygger brusekabiner af.

Opvarmet med gaskanoner og krydret med lyseffekter og teaterrøg, den perfekte techno-scenografi.

Her arbejder også flere fotografer. Og en rustningssmedie (ja, virkelig!) har fundet plads i middelalderlige lokaler, foruden et kunstneratelier, teaterskrædderi, en udstillingssal og fægtehal og samlingssteder for projektmagere og rollespillere. Her er teaterteknikere, multimediefolk, mig selv og mange flere.

Ideen med at have sit arbejde netop her hænger naturligvis sammen med husets attraktive placering. Men nok så væsentligt er det samspil, man har med de andre skønånder og sære eksistenser, der findes i huset. Vi har hver især vores egne gøremål, men gennem vores samvær kan vi påvirke og berige hinanden til glæde for den enkelte, for helheden og for atter andre. Det er vist det, man på fint kalder synergieffekt.

Nogle af os arbejder nu sammen med en række kunstnere udefra på en udstilling, der skal udvikle sig over de næste1½ - 2 år. Kulminationen planlægges at finde sted i nogle af fabriksbygningerne i Axel Heides Gade, hvis de da eksisterer til den tid.

Alt dette er betinget af husets bygningsmæssige kvaliteter og den virkelyst, det tiltrækker og stimulerer.

Marmor er faktisk marmor

'Soyakagens' bygninger ejes af ØK, men vi har i de sidste par år kunnet leje os ind her i al midlertidighed med vores kreative virksomheder. Vi føler os ganske privilegerede trods problematiske elektriske installationer, knækkede ruder og manglende varme. Men som de øvrige af 'Soyakagens' bygninger er 'vores hus' utroligt spændende indrettet, karakterfuldt og stærkt og endog med glaseret tegltag, som en anden villa i Whiskybæltet. Og her er de bygningselementer, der ser ud som marmor, faktisk lavet af marmor.

Mit kælderlokale, hvor jeg sidder og fryser som en anden romantisk forfatter, er helt beklædt med ægte mahognitræ - selv lofterne. En rigtig cigarkasse, der tidligere fungerede som direktørens personlige frokoststue. Eller var det hér, de spillede billard ?

Bygningen er altså, efter at have stået tom i nogle år, igen fuld af mange mærkelige aktiviteter og endnu flere muligheder - og den kunne for relativt beskedne midler renoveres helt vidunderligt.

Men huset er dømt til nedrivning - sammen med de omkringliggende fabriksbygninger. Vi er lige blevet sagt op med virkning pr. 31/5 d.å.

Cronikken kunne derfor også have heddet: "Tanker fra en snarlig byggetomt".

Vi er dermed på overgangen til noget af det, som velmenende arkitekter og æsteter tilbagevendende harcelerer over i avisspalte efter avisspalte: Nybyggerierne ved Københavns Havn. Som supplement til deres ofte helt udvendige beskrivelser, beskæftiger denne tekst sig især med livet og dets ytringer i noget af den oprindelige arkitektur, som findes langs havnen. Og som sandsynligvis snart forsvinder. En røst fra graven.

Det asfalterede havneløb

Som sagerne står nu, skal de eksisterende fabriksbygninger nedrives for at give plads til tæt pakket arkitektonisk metervare, sådan som det skete med den grandiose Rosenkjærhal, B&W's store prøvehal ved Knippelsbro.

Rosenkjærhallen, der var en arkitektonisk og håndværksmæssig perle, kunne have været anvendt til storladne kulturelle formål sammen med de omkringliggende haller, men de blev alle jævnet med jorden for at give plads til et kontorbyggeri, der nu bliver opført efter mange års forsinkelse.

Skulle hallerne endelig give plads for noget nyt, kunne man jo have opført 'Det Ny Kongelige Teater' på stedet, med plads til alle kunstarterne og publikum og alle deres biler. Men, næ nej.

Således nu igen med Soyakagefabrikken. Det eneste, der er udset til overlevelse hér, er nogle træbarakker og en række betonsiloer, der tænkes ombygget til luksuslejligheder, som dem i tårnet på Carlsberg. Det vil potentielle luksusbeboere sikkert sætte pris på. Men hvad med den øvrige befolkning og hvad med de kreative udfoldelsesmuligheder, som de tidligere fabriksbygninger rummer? De kraftfulde bygninger appellerer meget stærkt til fantasien på en positiv udfordrende måde.

Skal disse kræfter igen forvises fra byen til fordel for banale bygninger?

Hér på falderebet kan vi så sidde i teaterskrædderens atelier og kikke over på fremtiden, som den udfolder sig ovre på den anden side af havneløbet. Lutter kontorbyggeri, der anmaser sig frem. Det sker ikke bare inde på kajen, men langt ud i havnen på samme måde som med 'kulkassen' foran Det Kongelige Bibliotek.

Bygningerne er endda placeret så tæt på de fremskudte bolværker, at man føler sig som i fortidens baggårde i brokvartererne, når man derovre klemmer sig forbi langs med vandet.

Set herovre fra ser havneløbet på den måde ud, som var det asfalteret.

Som at sejle i et betonrør

Ydermere blokerer bygningerne for udsigten til bydelene bagved og for disse kvarterers forbindelse til det nærliggende vand.

En af bygningerne derovre, der huser A-presssen, ser meget passende ud, som om den, med sine knækkede facader, krymper sig i skamfuldhed.

Hvorfor lægger man ikke disse kontorbygninger på Vestamager, i Ørestaden, der er beregnet til det samme ?

I Århus lukker man i disse år vandet ind i byen ved at frilægge byens åløb.

I København fortrænger man de eksisterende vandspejl med beton og biler.

Langs Seinen i Paris bygger man stort og flot, men altid åbent og sådan, at man bevarer den visuelle kontakt med den bagvedliggende by.

Havnerundfarten i København bliver som at sejle i et betonrør.

På USA's vestkyst forstår man at udnytte de eksisterende muligheder på en levende og kreativ måde. F.eks. i Monterey, hvor de fra verdenslitteraturen kendte sardinfabrikker nu huser spændende butikker, spisesteder og gallerier. Steder hvor folk kommer. Og som i San Francisco, hvor molerne bebygges lavt og venligt, så det ligner noget fra Skagen eller værkstederne ved Vikingeskibshallen i Roskilde. Steder hvor folk trives.

Hele Ruhr-distriktet er i disse år under en total forvandling. Af sværindustriens forladte bygninger og slakkebjerge skaber man en vældig landskabspark med mangeartede kulturtilbud.

Hvad er det de kan andre steder, som åbenbart ikke kan lade sig gøre i København?

Det er almindeligt erkendt at overordnet planlægning i København, på havnen og på trafikområdet, ikke finder sted. De såkaldte beslutningstagere gider ikke engang svare de velmenende arkitekter og æsteter på deres kritik.

Man kan så undre sig over, at det hele tiden går galt. Rent statistisk burde det jo falde heldigt ud bare engang imellem. Men udviklingen i København er måske alligevel underlagt en vis lovmæssighed. Og i bekræftende fald hvilken?

Hvem kan svare?

Det kan jo ikke bare være et spørgsmål om pengemagtens grå griskhed. Hvorfor skulle den materialisere sig så dumt og grimt i København, når den ikke gør det andre steder ? Selv arkitekternes eget hus på Christianshavn underbygger en mistanke. Kan det virkelig tænkes, at byens embedsmænd og politikere medvirker aktivt til den golde grimhed ?

Hvorfor skulle HT's trafikterminal absolut ligge på Rådhuspladsen og ikke lige foran Hovedbanegården over banegravshullet, så man let kunne komme til og fra? Og hvorfor skulle det nye kunstmuseum ikke rejses over banegraven ved Østre Anlæg i stedet for at ødelægge parken og den oprindelige bygning?

Hvorfor udnytter man ikke åbne muligheder i stedet for at kvæle eksisterende kvaliteter?

Nu sidder vi repræsentanter for byens delvist underjordiske, kreative vækstlag altså her og kikker på udviklingen, som den vælter frem over for teaterskrædderens vinduer. Efter mørkets frembrud er udsigten da OK.

Men har vi svar på spørgsmålet om, hvorfor det går så galt?

Det har vi vist ikke, bortset fra banale gisninger om at bygherrerne og byens vise fædre og mormødre nok tænker mere kortsigtet her end i Århus og andre steder og at arkitekterne nok ikke har personlig tilknytning til byen og dens havn.

Til gengæld gør det indtryk på os, at det, vi ser, ikke bare er dumt og grimt i sig selv, men er resultatet af en tankegang hos magtfulde folk, der også på anden måde har indflydelse. Og hvad værre er, at den resulterende byudvikling yderligere påvirker omgivelserne, altså os selv og alle øvrige, med endnu mere dumhed og grimhed til følge.

Hvad er det for en by, vi kommer til at leve i ? Og hvilken befolkning vil der komme ud af det?

Plads til det ukontrollerede

Vi har f.eks. en stærk oplevelse af et København på kunstnerisk retræte. I hvert fald når det gælder de eksperimenterende og fornyende manifestationer.

En del af forklaringen kan være, at stederne og mulighederne for ukontrolleret kreativ og kunstnerisk aktivitet i større sammenhænge, simpelthen fjernes fra byen.

Hvis det endelig lykkes at snuse et rummeligt og inspirerende sted op inden for bygrænsen, kan man være sikker på, at det står over for at skulle erstattes af kontorbyggeri iblandet nogle luksuslejligheder med tilhørende parkeringspladser for bil og båd.

Resultatet er, at aktiviteterne forsvinder. De forsvinder i hvert fald ud af byen, ofte med det resultat, at de går i opløsning. Det er jo ikke landbrugskollektiver, her er tale om.

Det er vigtigt, at man kan se byens lys fra sine vinduer, når man beskæftiger sig med byens liv.

Nå, det lyder alt sammen grundigt forurettet og forknyt. Kan vi dreje perspektivet i positiv retning?

Den spændende spænding

Lad os forsøgsvis igen gøre holdt ved luksusrestauranten 'Ester og Soya'. Den repræsenterer et fint forvarsel om det fashionable potentiale, der findes i fabriksområdet. Det interessante er så, at dette selvstændige initiativ netop udnytter kontrasten til de rå rammer, området og dets bygninger i dag repræsenterer, som en særlig attraktion sammen med den fine menu og de ædle vine.

Det interessante er yderligere, at Havneparken, der er under fortsat udvikling hen imod vores hus, i sig selv illustrerer den meget spændende spænding, der opstår, når poleret pænhed møder genbrugsmaterialers robuste råhed.

Disse billeder fra det faktiske liv på stedet, danner en udmærket forgrund for en vision om at bevare 'vores hus' og den øvrige 'Soyakage' som frirum for fortsatte, frejdige initiativer og kunstneriske udspil, meget gerne i samspil med alle tænkelige tilkommende privilegerede og fashionable omgivelser.

Det er jo ikke bare et spørgsmål om at lade bevaringsværdige bygninger bestå for deres egen skyld. Det er nok så meget et spørgsmål om at bevare eller skabe rammer for en levende by. Som jeg har prøvet at illustrere, sker det bedst i gode, gamle, spændende huse. Det er helt sikkert ikke en tilfældighed, når det fejrede performanceteater, Hotel Pro Forma bor i en gammel tobaksfabrik ikke langt herfra. Form og indhold hænger sammen.

Der er efterhånden udviklet en forståelse for, at man ikke bare fælder gamle træer. Man respekterer det liv, de repræsenterer. Måtte det ske også for gode, gamle huse, også selvom de skulle have en skummel fortid, som Soyakagefabrikkens. Den kultur, det liv og de muligheder den repræsenterer, er der grund til at tage vare på. Bygningerne hér appellerer meget stærkt til fantasien og til kreativ virksomhed.

Skal vi undvære den inspiration ?

Når nu byens borgere i fremtiden har kæmpet sig frem gennem den udfordrende Havnepark, ville det jo være fantastisk, hvis de kunne træde ind i huset hér på selve havnefronten eller i kæmpehallerne på den anden side af vejen og opleve spændende ting - eller måske selv få dem til at ske. Man ville måske endda valfarte hertil af samme grund.

Eller man kunne placere Det Ny Kongelige Teater hér, i stedet for oppe ved Broen, som de nu taler om. Her er rigtig god plads og bygningerne er robuste. De har allerede stået for lidt af hvert !

Nå, det skal man ikke spøge med.

Min pointe er jo bare, at den gamle Soyakagefabrik kunne bevares til gavn for livet og kunsten og hvad der af kommer. Til velsignelse for i- og omkringboende kræfter og for hele byen.

Om ikke andet, kunne man indrette byens mest velplacerede café i teaterskrædderens atelier. Det er et sted, med tradition for at mødes og lade ting opstå.

Ole Jall

Søndag Aften 0399

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.