Trods mange meningsforskelle er der bred
tilfredshed om ny teaterlov for Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab.
Det eneste uløste spørgsmål i debatten om teaterloven er
Rialto Teatrets fortsatte eksistens.
Men de politiske partiers markering til fordel for Rialto
Teatret er dog så entydige, at dette teater sagtens kan juble, når man vælger at holde
jubilæumsfest i april 1999.
Siden kulturministeren og fem amtsborgmestre i september
1998 nåede frem til en fremtidig teaterstruktur uden Rialto Teatret har den
teaterpolitiske debat handlet om Rialto. Blandt andet derfor er dette det eneste punkt,
som folketingets partier vælger at kritisere kulturministeren for.
Kulturministeren har forsøgt at give ansvaret for Rialtos
videre skæbne videre til Frederiksberg kommune. Men det er gjort så sent i forløbet og
efter så mange forsikringer om at Rialto var værd at bevare, at Frederiksberg med
sindsro kan se passivt til, mens Folketinget må finde løsningen for Rialto.
Det store svaghedstegn ved forslaget om at lukke Rialto er,
at ingen har kunnet argumentere for forslaget. Rialto Teatret har nærmest
kæmpet imod blind makker. Det eneste argument har været at et teater måtte lade livet
for at give tilstrækkeligt gode vilkår for øvrige teatre. En sandhed som kan forstås
og følges af alle som deltager i det politisk-administrative spil om teaterøkonomierne.
Men det er slet ikke et argument som kan sælge varen: at lukke et teater. De
øvrige teatre i fællesskabet - som kunne have en økonomisk interesse i at der var et
teatre mindre - har endda bakket op om Rialto.
Når teaterloven på et tidspunkt vedtages, vil Rialto
givetvis figurere som et af de teatre, der indgår fra starten af den fremtidige
ordning. Derved vil Staten kunne frigøre sig fra fremtidige diskussioner om
teaterlukninger.
Rialto vil stadig have problemer
Rialtos problemer vil dog ikke være overstået med dette.
I overlevelsesdebatten har Rialtos tilskud på 3,7 mio været fremhævet som et lille
beløb, som man må kunne finde. Den politiske fiksering på 3,7 mio kr. kan blive et
tveægget sværd for Rialto, idet teatrets reelle økonomiske behov er større. Teatret
lever konstant på kanten af røde tal. Kun en særdeles
pertentlig økonomisk styring og velvilje fra Teaterfællesskabet har sikret Rialtos
hidtidige overlevelse. Det er intentionerne med Rialto som åben scene, at teatret skal
have fortsat udvikling og fungere dynamisk for hele hovedstadens teaterliv. Dette vil
kræve et årligt tilskud som er nærmere de 5 end de nuværende 4 mio kr.
Udviklingspulje fjernes
Det oplagte sted at finde penge til at redde Rialto Teatret
er på den pulje som kulturministeren foreslår som udviklingspulje. Her er afsat 7,5 mio
kr. Og en del partier har kritiseret denne pulje, begrundet i at teatrene af sig selv skal
gennemføre fornyelse og udvikling.
Pengene til udviklingspuljen er fundet ved at begrænse det
samlede tilskud til teatrene. De enkelte teatre vil umiddelbart få en oplevelse af, at de
skal leve op til nuværende kvalitet for færre penge og kan opnå hidtidigt budget ved
omfattende fornyelse.
Kulturministeriets forslag om etablering af en særlig
Udviklingspulje for teatrene i Teaterfællesskabet er i øvrigt i tankevækkende modstrid
med for eksempel Opgavekommissionens kritik af brugen af
puljesystemer til at styre den offentlige økonomi.
Manko: 10 mio
Teaterfællesskabets økonomiske trængsler vil dog ikke
være overstået ved dette.
Teaterloven giver en række økonomiske merudgifter, som
skal hentes et eller andet sted:
Rialto Teatret 3,7 mio muligvis 5 mio.
Helårstilskud til Østre Gasværk, realistisk 5-6 mio.
Ny direktør for Teaterfællesskabet 0,7 mio
Huslejestigninger Det ny Teater 0,5 mio.
Samlet set er der altså tale om merudgifter i
størrelsesordenen 10-12 mio kr. Ud over dette er der behov for bygningsforbedringer. Selv
hvis man helt fjerner den foreslåede udviklingspulje vil Teaterfællesskabets budget ikke
holde vand. Det er her værd at bemærke sig, at PLS-rapporten ikke pegede på
muligheder for rationaliseringer eller besparelser.
Tværtimod siger rapporten:
hvis man ønsker, at ordningens bidrag til udvikling af
teaterkunsten i væsentlig grad skal forøges eller teaterkvaliteten højnes, må der
enten afsættes flere midler eller ske en indskrænkning i antallet af teatre/scener under
ordningen
Med den entydige politiske afvisning af at lukke et teater,
er der faktisk kun muligheden for at øge pengestrømmen tilbage, hvis man skal styrke
kvaliteten. Debatten om det aktuelle lovforslag giver ikke grund til at tro at der vil
komme flere penge.
Konsekvensen af dette vil være, at teatrene i
Teaterfællesskabet vil have en økonomi og kvalitet svarende til i dag. Mange teatre vil
fortsat hænge i en tynd økonomi. Lovforslaget rydder - tiltrængt - op i en række
upraktiske elementer i ordningen. Derfor kan teatrene tilslutte sig forslaget og derfor
har teatrenes bestyrelser travlt med at få vedtaget lovforslaget.
Men når Rialto kommer tilbage i ordningen og
Udviklingspuljen reduceres til uigenkendelighed, så er loven blot en oprydning.
Og historien...kort
I snart 25 år har den organisatoriske ramme for en række
større institutionsteatre i hovedstadsområdet været omfattet af stor polemik. Det
startede i 1975 som Den storkøbenhavnske Landsdelsscene for at redde et antal kriseramte
teatre. Landsdelsscenen blev genstand for talrige teaterpolitiske debatter, blandt andet
udelukningen af teatre (Boldhusteatret og Fiolteatret),et stærkt omstridt
politisk-administrativt styringsinstrument (belægningsprocenter) og konstante underskud.
Det førte til en omfattende omorganiseringen i 1991
symboliseret ved navneskiftet til Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab og
teaterpolitisk omdiskuteret idet en tidligere underskudsdækning af teatrene blev
erstattet af etablering af selvstændige teatervirksomheder med faste støttebeløb.
Markedskræfterne blev dermed anerkendt som kulturpolitisk brugbart styringsredskab.
Under Teaterfællesskabet er to teatre lukket (ABC og
AmagerScenen). Der har været store vanskeligheder i at få strukturen med selvstændige
teaterbestyrelser til at fungere under de givne lovvilkår, ligesom der har været stor
tvivl om kompetencen for styrelsen for Teaterfællesskabet. Det sidste glimrende
eksemplificeret ved at Teaterfællesskabet i realiteten ikke har været inddraget i det
lovforberedende arbejde, men har haft særdeles vanskeligt ved overhovedet at følge med
i, hvad andre aftalte om fællesskabets struktur og hvilke teatre det skal omfatte.
I 1996 enedes man (kulturministeriet og amterne) om at
igangsætte en konsulentundersøgelse af Teaterfællesskabet. PLS-konsulenterne fremlagde
deres rapport januar 1997 (Se Søndag Aften Arkiv).
Denne rapport har siden været udgangspunktet for
lovarbejdet. (Se Vi bruger også...konsulenter).
Køreplanen
Det er hensigten at den nye Teaterlov skal vedtages i
Folketinget inden sommerferien. Inden 1. august skal en direktør for Teaterfælleskabet
være ansat.
Herefter skal der udformes opslag til ansøgninger om
teatrenes næste fire års periode. Senest foråret 2000 skal Styrelsen for
Teaterfællesskabet have indgået aftaler med direktører for de seks (eller 7) teatre.
Disse har herefter et år til at forberede sæson 2001/2002 som vil blive den første
sæson i den ændrede ordning.