Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


august 1999


Medier og dannelse


CulturCronik

Af Kirsten Drotner



Vi lever i et tolkningssamfund, og kravene stiger til at kunne forstå og behandle alle slags tegn, der ofte kommer til os via medierne (ord, billeder og lyde) og handle i forhold til et samfund, hvis demokratiske dialog i stigende grad er afhængig af medierne. Hvordan forbereder vi børn og unge til den opgave?

I juli 1998 midt i agurketiden fyldes nyhedstjenester på internettet med en forannoncering, der straks videreformidles i diverse aviser, og som øjeblikkelig bringer sindene i kog i mange lande: to 18-årige amerikanere, Diane og Mike, vil transmittere deres første samleje via nettet, og denne private premiere vil finde sted den 4. august. Ifølge "www.ourfirsttime.com" er formålet med seancen at medvirke til global seksualoplysning og uddannelse af unge mennesker.

Reaktionerne svinger fra kristne grupper, der søger at forhindre begivenheden, til ironiske "konkurrenter", der opretter sites som "ourfirstanalsex" og "ourfirstlesbiansex". Webmasteren for "ourfirsttime" kalder sig Oscar Wells, og måske spotter folk med en levende medieerindring her tydelige associationer til Orson Welles, som i 1938 opskræmte store dele af USA's befolkning med sin radioudsendelse The Invasion from Mars. I hvert fald åbenbarer direktøren for Internet Entertainment Group få dage senere på selskabets website, at begivenheden er pure opspind: den er iscenesat af en håbefuld ung filmmand, der selv har skrevet drejebogen til seancen, og som vil afkræve folk fem dollars for blot at se de unges indledende lagenøvelser. Selskabet har leveret teknisk assistance til forsøget, men vil åbenbart ikke medvirke i en fiktion, der til og med savner en "rigtig" slutning. Resultat: "www.ourfirsttime.com" udsættes for elektronisk hærværk, så folk, der locker ind, oplyses om falskneriet, får bagmandens telefonnummer og bliver omdirigeret til Disneys website. Og på en "rigtig" pressekonference viser Diane og Mike sig at være to skuespillere, der ønsker sig en kometkarriere. I stedet har de, med Andy Warhol i erindring, fået 15 minutters global berømmelse.


Teknologisk samlingssted

Isoleret set er denne anekdote en banal døgnflue. Men konteksten fortjener opmærksomhed. Anekdoten er nemlig blot en af mange, der cirkulerer om intemettet i disse år, og som bringer de store følelser frem hos mange lægfolk og eksperter i en række lande. Samtidig med at computeren udnævnes til racerkører på, hvad USA's vicepræsident Al Gore har kaldt "the information super highway", som skal føre os direkte mod global oplysning og uddannelse for ikke at tale om økonomisk vækst, vækker andre dele af computerteknologien bekymring og bange anelser - det gælder ikke mindst action-spil som Quake, Red Alert og Mortal Kombat, samt internettets muligheder for global handel med og udbredelse af børneporno.

Computeren er det seneste skud på medieteknologiernes stamme, og den retorik, der omgiver den, viser mere end noget, at der her ikke er tale om ét medium, men om et teknologisk samlingssted for en række forskellige kommunikationsprocesser - fra de interaktive computerspil til informationssøgning, -bearbejdning og -lagring. Internettet viser tydeligst, at de digitale kommunikationsprocesser rummer en række dobbeltheder: de muliggør både underholdning og oplysning, både offentlig adgang og kommerciel udnyttelse, både nye fælles offentligheder og nye individuelle skjulesteder. Set fra en institutionsmæssig synsvinkel rummer computermediet fundamentale træk fra andre tidligere medier.

Mediepanikker

Hver gang et nyt medium viser sig på den sociale scene, har det nemlig givet anledning til at diskutere, forholde sig til og måske justere grundlæggende træk ved eksisterende kulturelle og sociale normer og relationer. At undersøge disse offentlige reaktioner er at få indblik i den måske vigtigste ramme, som medierne udvikles og forstås inden for. I mange tilfælde forvandles rationel, offentlig diskussion af et nyt massemedium til intense, følelsesmæssige reaktioner, der med rette kan betegnes mediepanikker. I disse tilfælde bliver det for alvor tydeligt, at reaktionerne på nye medier handler om andet og mere end medierne selv. Og ses disse reaktioner derudover i et historisk lys, åbenbares en række grundlæggende mønstre. For uanset at de enkelte medier udvikles forskelligt i forskellige lande, så er mediepanikkerne forbavsende ens gennem tiden: mange voksne eksperter, fra pædagoger og psykologer til kulturkritikere og politikere, definerer det nye massemedium som et problem navnlig for børn og unge af social, psykologisk eller moralsk karakter (eller blandinger af alle tre aspekter); andre voksne - der som oftest er i mindretal - forsvarer det nye medium. Begge grupper påtager sig rollen som problemløsere. Ofte etableres der juridiske, pædagogiske eller politiske modforanstaltninger, og debatten dør hen - indtil et nyt "problem" viser sig på den offentlige arena.

Skriftens mysterium

I den nordiske mytologi er Odin den øverste gud i Asgård. Han kan forvandle sig til et hvilket som helst dyr, og han har magt over runernes magi. For at opnå den magt måtte han først ofre sig til sig selv. I ni dage og nætter hang han i offertræet med et spyd igennem sig uden at få hverken vådt eller tørt. I den tid samlede hans kraft sig indad og nedad, fra ham selv og til ham selv, så han til sidst med et brøl rev sig løs af træet og tog runerne op i sin magt. Med dem kan han dæmpe bølgerne, vende vinden og slukke ild.

Historien om Odin forbinder skrift med magi og magi med magt. Som alle myter bearbejder den et socialt fænomen i fortællingens form. I vort moderne samfund har mytens magi mistet sin samfundsmæssige kraft, men skrift og magt forbindes stadig. Det gælder ikke blot i den officielle, kulturelle diskurs, men også i en række kultur- og uddannelsespolitiske prioriteringer. Således bygger både folkebibliotekerne og folkeskolen på opfattelsen af, at viden er magt, og viden får man ved at kunne beherske skriftens mysterium. Navnlig unges brug af andre medier end bogen har tidligt udfordret skriftens magtdiskurs, som den forvaltes af voksne og i institutionerne. Og denne udfordring er blevet tydeligere i takt med, at vi i fritiden har fået en mere mangfoldig mediekultur, hvor bogen blot er et blandt flere medier. Udbredelsen af computeren i disse år indebærer ikke blot, at skriftens traditionelle magt udfordres yderligere, men at forholdet mellem skrift og magt ændrer karakter: dette forhold bliver på en gang tættere og mere differentieret. Det skyldes både mediet selv og den sociale sammenhæng, det indgår i.

Bogen mister magt

Computeren bygger på tidligere medieteknologier og kan ikke forstås uafhængigt af den øvrige mediekultur. Men samtidig gør computeren det muligt at sammenkoble eksisterende udtrykssystemer og udnytte dem på nye måder. ja måderne er så forskellige, at man kan beskrive computeren som et "hylster" for flere medier: der er en verden til forskel på at anvende computeren som en smart skrivemaskine til simpel tekstbehandling, at spille det interaktive computerspil Quake, at deltage i en af internettets nyhedsgrupper om dette spil eller at købe sig en cykel i Italien via nettet. Det afgørende nye ved computeren som teknologi er dens interaktivitet og non-linearitet - at det altså er muligt for den enkelte bruger at interagere med maskinen og med andre enkelte brugere, og at det er muligt at koble lyd og tekst med faste og levende billeder til et virtuelt univers, man kan springe rundt i - og universet er forskelligt fra gang til gang, alt efter hvilke valg man foretager undervejs. Navnlig internettet kræver i hvert fald endnu, at man kan skrive - og helst engelsk - hvilket styrker skriftens betydning i computerkulturen. Men skriften ændrer ofte karakter, og man søger at integrere tegn for eksempelvis betoning eller mimik, som er en del af interpersonel kommunikation (man taler om emoticons som :-) for humor eller ;-) for flirt). Endnu vigtigere er det, at skriften ikke længere kun knyttes til bogen, hvis magt herved mindskes i skriftens univers.

Odin må lære engelsk

Mens voksne fortsat overvejer og diskuterer, hvordan computeren konkret bør indgå i forskellige dele af uddannelsessystemet, fortsætter unge deres uformelle og individuelle kvalifikationsproces - altså dem, der er wired up. For ses denne problemstilling i et globalt perspektiv, hvor den hører hjemme, så forstærker voksnes handlingslammelse på det uddannelsesmæssige område polariseringen mellem rige og fattige grupper - en polarisering, der har medierne som anledning og økonomisk overlevelse som konsekvens.

Den mediemæssige globalisering er ikke blot integrativ som en edderkop, der spinder et virtuelt kornmunikationsnet hen over kloden. Den mediemæssige globalisering er tillige selektiv og skaber huller i nettet: de, der falder igennem, taber ikke blot kulturel indflydelse, de mister også social og økonomisk magt, som den globale kommunikation selv har skabt. Muligheder og mareridt er vævet sammen på nettet. Derfor gælder det om at kunne styre både mus og joy-stick. Odin må til at lære engelsk.

Det æstetiske kulturbegreb

Dannelse er et af modernitetens fundamentale idealer og en grundpille i uddannelsesvæsen og kulturinstitutioner, samt i en række folkeoplysende bevægelser. Denne status skyldes i vidt omfang, at det klassiske dannelsesideal sammenknytter centrale erkendelsesfelter, idet det ligestiller æstetisk kvalitet med sand humanisme: ved at indoptage de rette æstetiske kvalitetsnormer bliver man et rigtigt menneske; og dem, der enten forkaster eller forhindres i at få disse normer, bliver derfor heller ikke rigtige, "humane" mennesker. Kultur og civilisation bliver ét og det samme via æstetikken. Det lighedstegn er muligt, fordi æstetik opfattes normativt, essentielt og universelt, det vil sige som bestemte standarder og regler, der retter sig mod bestemte objekter og kan godtages af alle. Denne opfattelse er grundlag for, hvad man kan kalde det æstetiske kulturbegreb, der udvikles i 1700-tallet med Immanuel Kant som en ledende figur, og som står centralt i den kulturelle diskurs helt frem til 1960erne.

Undervejs sker der vigtige historiske nuanceringer af det æstetiske kulturbegreb - nuanceringer, som medierne både medvirker til at skabe og udtrykke. Først skilles det æstetiske felt ud fra det øvrige sociale liv og deles i henholdsvis et særligt praksisfelt (den ekspressive æstetik kaldet kunst) og et særligt refleksionsfelt (den filosofiske æstetik). Siden hierarkiseres det kunstneriske felt som et særlig ophøjet erkendelsesområde, der imidlertid kun tillader visse æstetiske former og visse erkendelser som midler til den rette dannelse. Bogen bliver basis for rigtige oplevelser, navnlig hvis den er eksperimenterende i sin form, ligesom avisen bliver basis for rigtig oplysning, navnlig hvis den forholder sig kritisk distanceret til de sagsforhold, der beskrives. Øvrige medier bliver tilsvarende nedvurderet i det æstetiske kulturbegrebs diskurs, idet de knyttes til ikke-distancerende erkendelsesformer, der samtidig feminiseres. Med det moderne, æstetiske kulturbegreb er det muligt at skelne mellem de dannede og de udannede, mellem æstetisk kvalitet og makværk, mellem godt og skidt, rigtigt og forkert.

I takt med at det æstetiske felt udskilles og hierarkiseres, bliver æstetisk erkendelse også gjort til et pædagogisk projekt. I takt med at æstetiske udtryk og processer rykkes bort fra hverdagen og ind i akademier, gallerier, tv-programmer og filosofiske institutter på universiteterne, rykker lærere, kulturkritikere og kunstkendere ind i hverdagen som æstetiske formidlere, der har til opgave at danne de udannede i almindelighed og børn og unge i særdeleshed, så de præcis kan lære at skelne mellem godt og skidt, rigtigt og forkert. I takt med at det æstetiske felt indsnævres til kunst, udvides altså dette felts sociale råderum og ideale betydning.

Forskelligt kvalitetsbegreb

Mediepolitisk har både kommercielle og public-service-institutioner til stadighed anvendt kvalitet som et kendemærke, der adskiller netop deres produkter fra alle andres. Den genkommende appel til kvalitet fungerer som en kulturpolitisk forsikring og som et salgsargument i en kultur, hvor det æstetiske kulturbegreb er dybt rodfæstet. Samtidig udvikles kvalitetsbegrebet af kommercielle medieproducenter tillige i forhold til en forståelse af børn og unge som forbrugere. Tilsammen fører disse to hensyn ofte til den kendte funktionalistiske definition af kvalitet: det er det, forbrugerne gerne vil have. Fordi forbrugerbegrebet pr. definition omfatter alle købedygtige grupper uanset alder, køn og etnicitet, bliver den kommercielle defintion af kvalitet ganske sensitiv også over for børn og unge, i det omfang de (eller deres forældre) har penge. Men det er tillige en ganske selektiv forståelse af kvalitet, fordi den netop defineres ud fra markedets krav.

Omvendt med public-service-institutioner som eksempelvis Danmarks Radio og Det danske Filminstitut. Disse institutioner har som deres grundlag og eksistensberettigelse, at de netop skal udvikle kvalitet uden vinding for øje. De kan altså i princippet siges at have et mere ubundet, ja ligefrem eksperimenterende forhold til kvalitet et forhold, der ligger nærmere en formal definition: kvalitet er, hvad der rummer æstetisk værdi, hvilket ofte er lig med, hvad der anses for lødigt og godt for modtagerne, eller hvad der bringer producenterne videre i deres fornyelse af formater og genrer.

Børn som ikke-borgere

Public-service-institutioneme er udviklet i forhold til tankerne om mediernes betydning for offentligheden som et forum, i hvilket alle emner af samfundsmæssig relevans skal kunne kommunikeres, deles og debatteres med henblik på fælles oplevelser og kollektiv, ublodig løsning. Denne offentlighedsmodel og den hertil relaterede folkeoplysning definerer i udgangspunktet deltagerne i de kommunikative fora som borgere med visse fælles rettigheder og pligter. Ifølge denne definition er børn og en del unge samfundsmæssigt defineret som ikke-borgere, idet de savner flere af disse rettigheder som for eksempel stemmeret og ejendomsret.

Denne definition præger den statslige og kommunale kulturpolitik over for børn og unge, ligesom den ses i public-service-institutionerne som en ambivalens i deres henvendelsesformer til disse grupper - en ambivalens, der udtrykkes forskelligt i forskellige perioder. Generelt tages børn og unge alvorligt som dem, de er, men med et stadigt blik på den fremtid, de tænkes at få: sensitiviteten er fremtidsrettet. Denne ambivalens ses i dag ofte i, at børn og unge på den ene side tiltales i øjenhøjde, så at sige, i mediernes formsprog - eksempelvis uden pædagogiske pegefingre i ordvalg og med rolig kameraføring i tv-programmer til de mindste. På den anden side tiltales de som fremtidige borgere i valg af emner, der for eksempel kan tematisere døden, fattigdom eller ensomhed.

Hvor de kommercielle medieproducenter altså tager købedygtige børn og unge alvorligt som forbrugere her og nu, tager public-service-producenter alle børn og unge alvorligt som fremtidige borgere. Det giver ret forskellige opfattelser af, hvad kvalitet er og bør være for de yngste generationer. For mange kommercielle medieprodukter er kvalitet det salgbare, hvilket ofte vil sige det umiddelbart underholdende, mens det for mange public-service-institutioner er det signifikante, hvilket ofte vil sige en bredere vifte af emner, der anses for relevante for modtagerne på længere sigt. Begge kvalitetsopfattelser bygger på voksnes afvejning af, hvad der er godt for børn - men ud fra forskellige præmisser om, hvad "godt" er. Begge opfattelser rummer en magtdimension i form af en generationsrelation (voksne/ikke-voksne) - men kun i public-service-institutionerne kommer denne relation eksplicit til syne, om ikke andet så i valget af temaer.

Kvaliteten er variabel

Set fra brugernes side fører disse forskellige kvalitetsopfattelser til, at mange børn fra 9-10 år og op knytter kvalitet til bestemte genrer som kendemærke på forskellige medieinstitutioner: action og underholdning i den store stil er Hollywood eller i hvert fald noget på engelsk (for eksempel computerspil), nyheder kan være både CNN, Internet og aviser eller lokalblade, baggrundsorientering er gerne Danmarks Radio, nærværende drama er dansk. Denne fordeling vidner om en ganske tidligt udviklet genreog institutionsbevidsthed hos de yngre brugere, og den antyder tillige, at kvalitet er et vigtigt, men varierende begreb for dem. Så langt så godt. Derimod synes det medie- og kulturpolitisk mere problematisk, dersom denne kvalitetsbedømmelse knyttes til bredere værdiopfattelser. I en tid, hvor public-service-institutioner er under stigende økonomisk og politisk pres, og hvor de for eksempel helt åbenlyst har vanskeligt ved at producere tilstrækkelig fiktion af kvalitet for større børn og unge, er det en nærliggende tanke, at disse grupper kommer til at anskue public-service-medier som dem, der tilbyder det nyttige, men kedelige, mens de kommercielle medier tilbyder det unyttige, men underholdende.

At undgå denne udvikling kræver en aktiv og vedvarende kulturpolitisk indsats, der retter sig mod fritidens mediebrug. En katalysator til at fremme den proces kan være, at både publicservice og kommercielle medieinstitutioner selv begynder - eller animeres politisk til - at definere, hvordan de hver især definerer de yngre målgrupper, og hvad de anser som kvalitet for unge. Synes denne diskussion ikke lige påtrængende for alle, der leverer input til fritidens mangfoldige mediekultur, så er det så meget desto mere påtrængende, at voksne præciserer og formaliserer kvalitetskriterier på uddannelsesområdet. For her er spørgsmålene om menneskelig og kulturel kvalitet nødvendige

Udgangspunkter for at skabe holdbare pædagogiske rammer: hvad vil vi lære de opvoksende generationer? Hvad er vigtigt for at fastholde og udvikle demokratiets spilleregler? Hvad kræver det at være både et uddannet og et dannet menneske? Svar på disse spørgsmål vedrører naturligvis ikke blot mediernes stilling og funktion i de forskellige uddannelser. Men de stilles oftest fra mediepædagogisk side - og af gode grunde: for det er netop på medieområdet, at "semiotiseringen" af samfundet viser sig først, det er her dilemmaet mellem dannelse og uddannelse, de specifikke og generelle kvalifikationer bliver sat på spidsen. Det gør de, fordi utakten, nogle vil sige gabet, mellem skolens begrænsede og fritidens mangfoldige mediekultur bliver mere og mere slående, og fordi usamtidigheden mellem skolens dannelsesidealer og fritidens kulturelle virkelighed bliver tydeligere dag for dag.

Cronikken er uddrag fra

Kirsten Drotner: Unge, medier og modernitet.

Borgens Forlag
bogomslag

Søndag Aften 0899

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.