Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler



Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


september 1999


At være udlandsdansker


Et er sikkert: at rejse er at leve. At leve - ikke blot at eksistere. For mig er det åbenlyst at sætte lighedstegn ved de to begreber; sværere er det at forklare, hvordan de to begreber er hinanden så lig, skriver Ulla Hjulmand i dette rejsebrev.

Et liv er en rejse; uanset om man vælger at udleve den rejse tæt ved ens fødested, eller om man, som jeg, vælger at leve i udlandet. Livet er en rejse, fordi begge indikerer dynamik, og fordi det deraf følger, at den rejsende - altså den levende - udvikler sig i de møder og de afskeder, som livet tilbyder. De møder og de afskeder, som man oplever, er en gensidig mulighed for at udvide ens følelsesmæssige og intellektuelle sfære. Når mødet er afsluttet, er alle involverede blevet beriget i den forstand, at de har opnået indsigt i andres liv og rejse; de kan derfor vælge, om de vil lade denne nyligt opnåede indsigt have inflydelse på deres eget liv, eller om de hellere vil lægge den indflydelse bag sig. Hvis man vælger at optage den indsigt i eget liv, varer mødet evigt, fordi det menneske, hvis indsigt man har opnået, bliver en del af en selv. Hvis man vælger ikke at optage den, varer mødet ligeledes evigt, fordi man stadig har oplevet en ny indsigt; dog vælger man blot at lade den have indflydelse på ens intellektuelle sfære og holde den følelsesmassige sfære udenfor. Derfor bliver mødet og afskeden et - der er intet modsætningsforhold.

Hvis man, som jeg, føler, at forskellen på at leve og at eksistere først og fremmest ligger i en kombineret følelsesmæssig og intellektuel fordybelse, så bliver de to begreber at rejse og at leve et; eventuelle modsætningsforhold ophører igen med at eksistere. Når man fordyber sig i sin rejse betyder det, at man er opmærksom på, hvor man kommer fra, og hvor man er nu; og at man i begge situationer gør sig klart, hvilke faktorer, man er lig med, og hvilke faktorer, man er forskellig fra.

Der, hvor man kommer fra, er opgjort af ens nationale "kultur" og ens familie. Jeg ved godt, hvilket stof, Danmark er gjort af, og jeg er helt klar over, hvad jeg holder af, og hvad jeg ikke bryder mig så meget om. Jeg elsker Danmarks omsorg for de mennesker, hvis rejse er mere eksistens, end det er liv; jeg tager afstand fra dem, der mener, at visse mennesker har ret til et liv, mens andre skal nøjes med en pauver eksistens. Jeg holder meget af danskernes sans for humor; skadefryden har ingen plads i mit liv. Jeg beundrer danskernes tolerance overfor fremmedhed; patriotisme bryder jeg mig ikke om. Jeg stræber efter danskernes sofistikerethed; provinsialisme er jeg hellere foruden.

Til Japan

Min familie har samme holdning som jeg; de fleste af dem er født i Danmark og har altid boet der; dog bor en i Sverige, en anden er flyttet til Holland. Endnu andre er født I Indien, og er blevet adopteret ind i min familie. Jeg besøger dem, når jeg kan, og de besøger mig, når de kan. Ikke mine forældre; de er gået bort. De døde med kun otte måneders mellemrum for seks år siden. Det var en næsten uudholdelig afsked, men den medførte et nyt møde, nemlig alle de øvrige familiemedlemmer, der tilbød mig et nyt hjem, et nyt tilhørsforhold. Vores sidste møde var for blot otte måneder siden, hvor jeg besøgte dem. Det var et møde, der strakte sig fra midt-Jylland, hvor jeg voksede op, til Japan, hvor jeg bor nu. Det var et møde, der var præget af ens instillinger til livet; en lighed, der netop består i respekt for forskelligheder. Derfor mødtes vi, sådan rigtigt. Der var en forståelse for hinanden, som ikke blev hindret af, at vi mødtes for første gang i to år, at ingen i min familie har været i Japan, og at mit liv er meget forskelligt fra det liv, som de fleste af mine familiemedlemmer har valgt.

Der, hvor jeg er nu, er som sagt i Japan. Jeg er engelsklærer.

Fire arbejdspladser

Japan er på mange måder et meget interessant sted at leve, på trods af, at de fleste, både japanere og udlændinge, bruger det meste af deres tid på at arbejde. Det er langt fra usædvanligt, at en japansk mand arbejder 70 timer om ugen og har højst tre ugers ferie om året. Selv har jeg har adskillige jobs: om aftenen arbejder jeg på Hitachi og Hino Motors, og om dagen arbejder jeg på to offentlige mellemskoler, hvor jeg underviser i mundtlig engelsk i 6., 7. og 8. kl.

På offentlige skoler har man den holdning, at engelsk er et meget vigtigt fag; det opdeles i tre discipliner, nemlig læsning, skrivning og mundtlig. De to førstnævnte discipliner varetages kun af japanske engelsklærere, den sidste forsøger man at hyre udlændinge til - i det omfang, det nu er muligt. Når eleverne skal til optagelsesprøve til gymnasiet, bliver de testet i engelsk læsning og skrivning; men endnu er deres mundtlige kompetence ikke en del af eksamenspensum.

En togtur i Tokyo

Jeg tager toget på arbejde, og her starter hver morgen en meget interessant kulturel oplevelse. En togtur i Tokyo er nemlig en eksersits i struktur, udholdenhed og tålmodighed, tre træk, som sættes meget højt i Japan.

Hvis man skulle få trang til at ryge, mens man venter på toget, er der et stort askebæger, der er tegnet ind med hvide streger. Man må ryge inden for de hvide streger, man må ikke ryge udenfor dem. Dette gælder hele tiden, dog ikke om morgenen fra 7 til 9 og om aftenen fra 5 til 7, hvor der er rygeforbud, fordi det er myldretid. Der er ogsa en gul streg, der løber langs hele perronen, som man ikke må overtræde, når toget kører ind på stationen.

På perronen er der markeret med to gule streger, hvor man skal stå i kø. Når toget kommer, standser det nøjagtigt lige mellem stregerne. Jeg skal som regel med toget i myldretiden, og det betyder, at togene er fyldt til randen. Ofte er toget så fyldt, at man går baglæns ind, da der ikke er plads i kupeen til at vende sig om. Hvis det er en rigtig travl dag, er der en mand, der "hjælper" med at få passagerne ind i toget, ved simpelt hen at sætte sine hænder på ens skuldre og skubbe indtil man er helt inde i toget. Der er helt stille i toget; de fleste står med armene klemt ned langs kroppen og stirrer lige frem for sig. Det er altid en lettelse, når togturen er forbi; men der er skam også regler for, hvordan man kommer fra perronen op på gadeniveau. Nar man går fra perronen op af trapperne skal man gå langs den gule stribe til venstre på trapperne; når man går ned af trapperne til perronen skal man gå langs den hvide stribe til højre.

I skolen

Når jeg kommer på arbejde om morgenen, hænger mange elever ud af vinduerne og råber godmorgen og vinker til mig. Det rører mig hver gang, de viser deres imødekommenhed, deres velvilje, deres lyst til at opnå min opmærksomhed. Respekt er et uomgængeligt krav her, og elevernes respekt for deres lærere er næsten uendelig; lærerne tiltaler deres elever ved efternavn. Eleverne tiltaler også deres lærere ved efternavn, som bliver efterfulgt af "sensei", japansk for lærer. Min kollega til- og omtales derfor som Aoyagi-sensei, men jeg har bedt om at alle bruger mit fornavn - Hjulmand ligger ikke let på en japansk tunge!

Klasselokalerne er alle ens; beige vægge, hvor malingen skaller af mange steder. Ens borde og stole til alle, på trods af at nogle af drengene er noget højere og bredere end pigerne. Komfort synes ikke at være en faktor, man regner med. Der er ingen dekoration overhovedet, udover skoleskemaet og ringetiderne. Uret er strategisk placeret på bagvæggen, så kun læreren kan se, hvad klokken er. Det er eleverne forbudt at vende sig om i timerne. (Dog ikke i mine, på min egen anmodning!)

Eleverne vælger ikke selv, hvor de vil sidde i klasselokalet; de er placeret alfabetisk efter deres efternavn. Der er 36 elever i en klasse; elev nr. 1 sidder ved bord nr. 1, elev nr. 2 sidder ved bord nr. 2 osv. Drengene og pigerne sidder i adskilte rækker; først ved døren sidder en række drenge, så en række piger osv. Seks rækker af seks elever er lig med 36. Ingen slinger i valsen der. Elevernes påklædning er påbudt ned til mindste detalje; alle er stort set ens. Sorte eller mørkblå uniformer; habitjakke, slips, hvid skjorte og matchende bukser til drengene; blazer, bluse, butterfly og nederdel til pigerne. Begge køn har hvide sokker på og går med ens tennissko; her i landet skifter vi nemlig sko i skolens aula. Sidstnævnte hanger sammen med at offentlige skoler ikke har en pedel ansat; eleverne klarer selv størstedelen af rengøringsarbejdet, så derfor er det nemmere for dem, hvis de bruger indesko. Her tillades ikke drengene langt hår; pigerne går hverken med smykker eller makeup.

Good morning Miss Ulla

Før jeg starter dagens undervisning, rejser alle sig op, og på duksens ordre hilser de mig alle med et "Good morning Miss Ulla (!). How are you?" Der er kun et svar: "Fine, thank you, and you?" "Fine thank you". Målet med denne øvelse, som jeg desværre ikke har fået tilladelse til at ændre, er at lade eleverne bruge deres engelsk ved så mange lejligheder som muligt - og ovenstående udveksling er jo unægteligt en slags dialog, er det ikke?

Målet med min undervisning er at udvikle elevernes mundtlige kommunikative kompetence; det er ingen nem opgave, idet jeg arbejder i et system, som er næsten uoverkommeligt stift. Men jeg elsker mit arbejde; hver dag er en udfordring, som jeg ser frem til. Som regel går mine timer sådan, at min medlærer og jeg (vi bruger to-lærer systemet) først præsenterer "dagens tekst" i form af en dialog, som vi øver med eleverne, fulgt af pararbejde, hvor eleverne over dialogen selv og til sidst personaliserer de dialogen, således at den reflekterer deres individuelle følelser, håb, drømme osv. Og det er i denne sidste del af timen, hvor jeg oplever min intellektuelle og følelsesmæssige tilfredsstillelse i mit arbejde. Det er her eleverne stolt og genert på samme tid viser mig, at de har forstået den dialog, som vi skal lære den dag, det er her, de bruger den dialog til at møde mig som menneske såvel som lærer. Det tager lidt tid, ordbogen og ens bedste veninde skal konsulteres, men pludselig sker det; en elev tager mod til sig og forsøger at kommunikere med mig på engelsk. Han eller hun stiller spørgsmål, hvis funktion er at møde mig, et møde, der natuligvis finder sted på japansk jord. Derfor er spørgsmålene ofte, om jeg kan bruge spisepinde, og om jeg kan lide sushi. Jeg kan svare bekræftende på begge spørgsmål, og dermed er et møde i stand. Derefter endnu et spørgsmål og et svar, og endnu et spørgsmål fra mig og endnu et svar, enten på engelsk eller japansk; så et smil og lidt genert fniseri. Japansk er så svært og engelsk er så svært, men vi prøver. Vi vil begge mødet.

Ris i rygsækken

Om eftermiddagen, når jeg tager toget hjem fra arbejde, er der ikke så fyldt. Som regel kan jeg sidde ned, og det sker indimellem, at japanerne begynder at snakke med mig - eller om mig. Typiske hændelser er et lille barn, der kigger ugenert på mig og siger, "Se Mor, det er en udlænding". Eller to japanske teen-age piger, der hviskende betror hinanden, at de ville betale en hel del for at have lyst hår og grønne øjne. Eller en japansk forretningsmand, der fortæller mig, hvor i København, man kan få den bedste sushi, eller hvor mange billeder, han har taget af den lille havfrue.

Og så er jeg hjemme. Hjemme I mit lille hus, der er traditionelt japansk. Der er voldsomme pladsproblemer i Tokyo; derfor er det kun ca. 45 kvadratmeter. Ydervæggene er af træ, skillevæggene er lavet af kraftig pap, dekoreret med japanske motiver. Der er naturligvis ikke plads til vestlige døre, der åbner ind- eller udad, derfor har vi skydedøre. Gulvet er hævet ca. en halv meter over jorden og dækket af kraftige stråmåtter. De er lidt skrøbelige, hvilket betyder, at jeg ikke har hverken seng eller stole, da benene ville gå igennem stråmåtterne. Jeg sidder på en flad pude på gulvet, de to borde, som jeg dog har, fungerer både som middagsbord og arbejdsbord. Vi sover på en futon på gulvet; det er herligt.

I aften skal jeg til fest; mine japanske venners datter, Megumi, fylder et år idag. Det bliver en storartet fest; for der er nemlig sket det helt fantastiske, at Megumi faktisk lærte at gå i sidste uge. Det er ikke helt usædvanligt, at japanske børn kan gå før de er et år, og hvis de kan, kan man ifølge japansk folklore teste deres fremtidige lykke. Man kan fylde et halvt kilo ris i en lille rygsæk, give Megumi rygsækken på, og så se om hun kan gå med den fra den ene ende af stuen til den anden. Hvis hun kan det, vil hendes liv blive overvejende lykkeligt. Jeg håber, at hun klarer prøven; jeg håber, at hendes rejse bliver mere liv end eksistens, jeg håber, at den rejse bliver ledsaget af intellektuel og følelsesmassig fordybelse; jeg håber, at hvert afsked bliver fulgt af et møde.


Af Ulla Hjulmand, Tokyo



Søndag Aften 0999

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007


Check Søndag Aftens engelske boghandel




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.