Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


september 1999


Spørgsmål til professorerne


CulturCommentar:

2 økonomiprofessorer har tilladt sig at stille spørgsmålstegn ved den danske kunstverdens argumentation på automatpilot. Vi tillader os at stille spørgsmål til professorerne.

I august udkom bogen Kunst - økonomisk set forfattet af økonomiprofessorerne Michael Møller og Niels Chr. Nielsen. I denne udgave af Søndag Aften bringer vi en cronik af de to forfattere - om en del af bogens problemstillinger og nogle refleksioner om debatten om bogen.

Det er forfriskende med en bog, som tillader sig at gøre op med vanetænkning. Pessimister kan naturligvis frygte at nye synsmåder og argumenter kan skade kunstnernes sag. De frygtsomme om det. Der er åbnet for en debat - og på Søndag Aften er vi naive nok til at tro at denne debat vil føre til nye refleksioner, som er med til at videreudvikle en professionalisme i dansk kunstliv og gøre at der i højere grad stilles krav til argumenters lødighed - ikke blot ven- eller fjende- billeder.

I dagbladene har bogen delt læserne i to lejre, de som har set bogen som et godt supplement til Fremskridtpartiets årelange kampagne imod støtte til kunst - og de som reagerer defensivt og forsvarer kunstens nuværende positioner. Begge dele var forudsigeligt, men vi tror at bogens forfattere nærmest siger fri os for vore venner. Bogens forfattere holder mere af at gå på Ny Carlsberg Glyptoteket end Fremskridtspartiets støtter gør. Det er ikke tilfældigt, at forfatterne har skrevet om kunst og økonomi. De kunne have begået samme analyse af stort set alle andre felter i dansk politik - og nået til samme resultater: politiet økonomisk set, boligpolitik økonomisk set, dagspressen økonomisk set - listen kan gøres meget længere. Pointen er den simple, at en ren økonomisk synsvinkel på et hvilket som helst politikområde vil føre til vigtige spørgsmålstegn. På samme måde vil en ren sociologisk, politologisk, juridisk eller anden argumentation føre til spørgsmålstegn. Det interessante er ikke om fagidioterne har ret - men om deres synspunkter kan føre det samlede kulturpolitiske billede videre. Det tror vi. Men med mange modifikationer.

Det nationale

Bogen kunne lige så vel have heddet Dansk kunst - økonomisk set. Det er en afgørende svaghed, at bogen handler om den danske kunst. Der er sammenligninger mellem markedet for dansk kunst og det internationale kunstmarked. Men når dansk kunstpolitik har udviklet sig i samme retning, som i andre lande, så er forklaringen næppe at finde kun i dansk politik og den danske kunstverden. Professorerne skylder os, at fortælle, hvori det særligt danske består. Ja, de er selv danskere. Men er det hele forklaringen?

Kun billedkunst

Bogen handler kun om billedkunst. Mange af pointerne kan dog uden problemer overføres til andre kunnstarter. Men i nogle tilfælde ville det have været en styrke for bogens argumentation, hvis man havde sat sig ind i andre felter.

Eksempelvis hævdes i Skal kunstnerne have penge når kunst omsættes?, at baggrunden for f'ølgeretten (at kunstnernes arvinger henter penge ud af kunstværlker) var, at kunstnerne ville have flere penge. Nej, det var faktisk ikke argumentationen. Følgeretten er en ligestilling af billedkunstnere i forhold til for eksempel forfattere og komponister. Historisk set er følgeretten en konsekvens af tidligere tiders spekulation i afdøde forfattere og komponister. Knapt lå kunstneren i graven, før glemte værker genopstod. Det virkede stærkt provokerende, både på arvinger og ikke mindst på de endnu levende kunstnere. Derfor blev der sat åremålsbegrænsninger, så liget nåede at blive koldt. Antallet år er steget, så det nu er 70 år efter dødsfaldet for komponister, forfattere og billedkunstnere. Billedkunstnernes følgeret skal ikke sammenlignes med opfindere, men med andre kunstarter.

Bag følgeretten ligger også en formynderisk opfattelse af kunstnernes manglende økonomiske sindelag. Man har villet sikre arvinger, fordi kunstnerarvinger kun sjældent arvede reelle summer. En tjenestemands enke forsørges af det offentlige, samme ret og mulighed skal gælde for kunstnerne. De stakkels ægtefæller som stryger skjorter til ferniseringer, laver mad og påtager sig en psykisk assisterende rolle, har det svært - og fortjener at belønnes. Tankegangen stammer fra en verden med en enkelt husstandsindtægt. Den offentlige opfattelse er, at kunstnere er elendige til at holde eget hus. Og hvis vi ikke hjælper dem, går det galt, både med kunsten og de nærmeste. Det giver desværre den beklagelige bieffekt, at kunstnerne får en fantastisk god undskylning for ikke at holde rede på skatteregnskaber og andre talstørrelser.

Følgeretten har haft en eller anden gavnlig indflydelse på ligrøverierne. Visse steder har man overvejet at pengene i stedet skulle tilfalde en fond til unge kunstnere. For at gøre det simpelt kunne man sige at disse penge blev i kredsløbet ved at forøge Statens Kunstfonds midler. Det ville give mindre bureaukrati og mere kunstnerisk gavn for pengene. En sådan løsning har bogens forfattere ikke set.

Marked for kunstnere?

Bogen har en generel påstand om at udbud og efterspørgsel er bestemmende for, hvor mange kunstnere der er. Det er en påstand med elementer af sandheder - men med mange kraftige modifikationer.

Når mange gamle mennesker vælger at bruge sin tredje alder til at male, skrive eller tegne , erd et fordi de synes det er skægt, givende og udviklende. Måske i konkurrence med at lægge kabale. Dannelsesidealer og folkeoplysning har sin andel af skylden. Men bogstaveligt talt aldrig ud fra en tro på at der er marked for senior-malerier. Udbud og efterspørgsel er slet ikke bestemmende for antallet kunstnere.

Derfor tager forfatterne fejl, når de hævder, at øget offentlig støtte til kunstnere blot fører til flere fattige kunstnere. Beslutter man sig for forfatternes tankemodel, at give statsstøtte til 500 kunstnere, så vil 500 kunstnere få en højere årsindtægt. Der kommer ikke af den grund 5.000 flere nye kunstnere.

Forfatterne tager også fejl i påstanden om at begrundelsen for øget støtte til kunstnere skulle være, at gavne hele sektoren. Hvis Statens Kunstfond ønsker at udvide antallet livsvarige ydelser med 50, så er begrundelsen, at der er 50 flere værdigt trængende. Disse udvidelser har - mig bekendt - aldrig været begrundet i følgevirkninger for alle andre kunstnere.

Den økonomiske lakmusprøve kunne bestå i at halvere antallet kunstnere med livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Forfatternes logik ville føre til at nogle hundrede mennesker - længere nede på kunstnernes rangstige - helt ville opgive kunstnerdrømmen. Så enkelt er det ikke. Vi skal både langt ind i den menneskelige hjernes uforståelige kringelkroge og søge svar i det kollektive begreb som kaldes tidsånden

Antallet kunstnere bestemmes af langt mere dynamiske årsager end økonomiske modeller giver mulighed for. En økonomisk model for dansk film, ville sige, at dansk film har det bedre end nogensinde før. Med de internationale priser følger et eksport-boom af film, instruktører og skuespillere. Det øger den totale omsætning i dansk film. Behovet for offentlig støtte har muligvis aldrig været mindre - alligevel vælger det politiske Danmark at prioritere filmen over alt andet. Økonomer kalder det ketchup-effekten. Hvis man vælger at se bort fra de banale kortsigtede gevinster for politikere, så er der alligevel mening i galskaben. Men vi kommer til at lede længe efter hønen og ægget. Der har vist sig at være et stort publikumspotentiale for dansk film, der er en kreativ talentmasse, der er institutioner til at udvikle disse talenter, der er gode købmænd, der er en følelse af behov for forsvar mod Amerika og Hollywood og først og fremmest er mange mennesker optaget af disse levende billeder. Mange samtidige tendenser, tidsånd og timing giver det politiske resultat, at der bruges flere offentlige penge til film. Og så kan økonomer sige, hvad de vil. Politik er mere dynamisk end økonomi.

Overfører man dette til kunstens verden, kan man hævde, at øget offentlig støtte til kunstnere vil komme som en del af en ketchup-effekt. De som er interesserede i at fremme en sådan ketchup-effekt, skal så give sig selv den opgave at forberede sig flest mulige steder til at kunne tømme ketchupflasken mest muligt!

Opgør med eksporttænkning

Kunst - økonomisk set gør godt og grundigt op med det traditionelle syn på dansk kultureksport. Det er tiltrængt. Overalt i kunstverdenen tales om udveksling - men al handling viser at realiteten i vore hoveder er eksport. Økonomerne forsøger sig som ægte internationalister i vurderingen af dansk og udenlandsk kunst. I et hav af subsidier, restriktioner og fordomme er skabt et usundt grundlag for kunstnerisk indavl. Det er sikkert imod tidsånden, frygten for Hollywood, EU's virkelighed og meget andet - men med bogen er der et godt fundament for at kræve dansk politik for kulturimport. Traditionel dansk kulturpolitik søger at dæmme op imod alt udefra. Som hovedregel formuleret positivt, men defensivt. Det offensive krav ville være: hvordan sikrer vi at større dele af verdens bedste kunst kommer til Danmark?

En del af svaret ligger ligetil, men professorerne formulerer det ikke. Det er tankevækkende, at turistargumentet hyppigt bruges for at støtte dansk kunst. De kunstmuseer som er mest besøgt viser som hovedsag ikke dansk kunst - men udenlandsk kunst. Det er heller ikke for at se fransk kunst man besøger Louvre - det er for at se resultatet af den effektive franske kulturimport!

Hvis målet er turister, så er svaret kulturimport.

Uhellige alliancer

Gennem årene har dansk kulturliv prist mæcener for deres store indsats og ofte foreslået skattebegunstigelser. Økonomiprofessorerne viser, at mæcenater langt fra altid er et gode - og ofte endda viser sig at være bekosteligt. Mange museumsdirektører har haft store samvittighedskvaler ved overvejelser om gaver. Forfatterne opfordrer til at give museerne lov til at sælge ud af værker. Desværre går de ikke ind i den del af problemstillingen, som handler om tillidsforhold mellem museer og gavegivere. Hvordan vil gavegivning påvirkes, hvis giverne mistænker museerne for at sælge ud efter få år? Den økonomiske teori ville sige, at mere kunst ville komme til salg på det fri marked, priserne ville falde og museerne ville have råd til selv at købe mere. Men også andre ville have råd til at købe mere. Og da museernes indkøb er en mindre del af det samlede marked, måtte man formode, at flere vigtige værker fortsat ville være uden for offentlighedens synsvidde. Eller hvad?

Een procent, til hvad?

Økonomiprofessorerne nævner 1 procentreglen (1% af byggesum til kunst). Desværre tager de ikke fat på denne regel. Efterhånden som reglen bliver virksom ser vi flere og flere eksempler på, hvor galt det bliver. Der er tale om en ekstra skat på byggerier. Denne skat kan være god nok, men hvorfor skal husene plastres til med mere eller mindre fortænkt kunst? Nogle politiske partier kræver procentsatsen hævet. Det er udtryk for en blind tro på at kulturpolitik kan føres på procentsatser. Hvorfor er det ikke Statens Vejvæsen, DSB eller Øresundsforbindelsen, som pålægges denne ekstra skat. Eller hvorfor pålægger man ikke fiskefiletfabrikker, B&O, Netto-kæden eller andre at anvende een procent til udsmykning og design?

Lavere entré

Hvis man savner noget i økonomernes bog, er det at man i højere grad forholdt sig til korrektiver til markedskræfterne, som man almindeligvis arbejder med. Hele det politiske og økonomiske Danmark har været enige i behovet for iværksætterstøtte til små virksomheder. Parallellen til kunstnerne er oplagt. Tid til at afsøge muligheder, dykke ned i talentet etc.

Økonomerne når frem til at museerne burde hæve entréprisen. Spørgsmålet afgøres ikke af økonomi, men af politik og moral. Den økonomiske metode kunne lige så godt føre til det modsatte resultat. Man kan forestille sig, at Staten ofrer 10 millioner kroner til et museum, der har en halv million besøgende. Statens primære interesse er at flest mulige mennesker ser kunsten på dette museum. Hvis Staten yder 10% mere til dette museum, er der ikke behov for at opkræve entré. Og besøgstallet stiger med mere end 10%. Hokus pokus: staten har fået opfyldt sit formål. Der er naturligvis mange andre faktorer til at bestemme om strategien er succesfuld. Men den rene økonomiske tænkning vil kunne give lavere entre.

Tag debatten!

På samme måde som de mange kunstforeningers køb af små malerier, har påvirket kunstnere til at male - netop - små malerier, så vil vi se kunstnere der specialiserer sig i bygningsudsmykning. Det øger naturligvis omsætningen af kunst i Danmark - men giver det bedre kunst og kunstnere?

Økonomiprofessorerne har en tendens til at diskutere imod vidt forskellige kunstpolitiske holdninger. Fuldstændigt svarende til, hvis andre gjorde op med centrale økonomiske teorier ved at blande Adam Smith og Karl Marx i en stor pærevælling. I øvrigt burde professorerne holde sig for gode til slet skjulte trusler om, at kunstnerne burde høre professorernes argumenter, for økonomer er magtfulde. Lad argumenterne tale for sig selv. Der er god grund til at tage provokationerne op og se, hvad man kan få ud af dem. Man kunne starte med at overføre penge fra Kulturværdiudvalget til Statens Kunstfond.

Tom Ahlberg

Læs også:
Skal kunstnerne have penge når kunst omsættes?
Af Michael Møller & Niels Christian Nielsen

Søndag Aften 0999

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.