Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


september 1999


At justere teatre


Betænkning om teaterstøtte i Danmark lægger op til mange rigtige forbedringer af teaterloven. Der er ikke den paragraf i den nuværende teaterlov, som ikke er blevet drøftet. Og overalt ser udvalget muligheder for forenklinger, større fleksibilitet og masser af justeringer. Men trænger dansk teaterliv kun til justering og atter justering?

Betænkningen er noget af det bedste nogensinde på området herhjemme. Ingen tvivl om det. Den er smuk og letlæselig. Grundig og velfunderet. Den giver overblik og sætter grelt lys på dansk teaterpolitiks dilemmaer. Alt i alt: et rigtig godt oplæg.

Det brændende spørgsmål er selvfølgelig om betænkningens handlingsforslag lever op til den standard som selve formidlingen af problemstillingerne sætter. Det er svært at gennemskue, bl.a. fordi de grundlæggende diskussioner ikke er ført igennem i betænkningen. Det kan skyldes at kommissoriet er ret snævert, udvalget kunne f.eks. ikke inddrage Det Kgl. Teater og Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST). Udvalget var bundet af, at forslagene skulle være udgiftsneutrale og udvalgsarbejdet har været tidspresset.

Lad os nærme os de konkrete løsningsmuligheder via betænkningens overordnede bestemmelser af præmisser for teaterloven.

Teaterloven og statens teaterpolitiske opgave

Betænkningen slår gentagne gange fast, hvad der, efter udvalgets mening, er teaterlovens centrale funktion dvs. statens rolle overfor teatret:

  • Teaterloven skal støtte professionelt fuldtidsteater
  • Teaterloven skal sørge for geografisk, social og genremæssig spredning af teater

Hvorfor skal teaterloven det? Betænkningen svarer med et mantra, der gentages flere gange: hvis teatret skal vedblive at være en kulturpolitisk faktor. Her må være underforstået en hel argumentationsrække, vi altså ikke bliver indviet i.

Stagnation og gold institutionsformalisme

Hver paragraf i teaterloven udløser automatisk offentlig støtte til et eller flere navngivne teatre, eller i hvert fald en helt bestemt teatertype. På den måde virker teaterloven som en slags naturlov. Teatrene i Danmark er ikke en levende teatervision, de er - eller bliver over tid viser erfaringen - institutioner med egen paragraf i teaterloven: løntunge, bundet op på administrationsomkostninger og udgifter til bygninger som koster en formue at vedligeholde. I en sådan situation bliver det selvfølgelig et problem at sikre dynamikken og generationsskiftet og holde iværksætterånden i hævd. Derfor også denne betænkning.

Mobilitet og fleksibilitet

Betænkningen udfolder stor fantasi i forsøget på at omgå dilemmaet, kodeordene der skal skære igennem moradset er mobilitet og fleksibilitet: institutionsteatrene skal lovgivningsmæssigt forpligtiges til at sikre kunstnerisk fornyelse, herunder indgå samarbejde med ikke-institutionelle ensembler. Lederne skal åremålansættes. Teaterrådets fagkritiske indflydelse skal styrkes. Bevillingsgivernes engagement og indflydelse skal sikres ved repræsentation i besluttende organer, brugernes valgfrihed skal sikres, forskningsfonde og laboratorier skal blomstre etc.

Kunstnerisk frihed og demokratiske principper

Ja, der er vel næppe et hjørne af den danske teaterverden, der ikke bliver endevendt for at se om ikke mobilitet og fleksibilitet kan hekses frem indenfor kommissoriet uden at røre præmisserne om fuldprofessionalitet, spredning og nul-økonomi. De grundlæggende debatter tager betænkningen derimod ikke fat på. Spørgsmålet er imidlertid om ideer om kunstnerisk frihed (dynamik, iværksætterånd, kvalitet og værdi) uden videre kan forenes med demokratiske principper (lige adgang, valgfrihed for publikum, trygge vilkår for kunstnere etc.).

Det er vel lige netop her vandende skiller. Ved spørgsmålet om man synes, der er behov for en bredere og dybere offentlig debat eller om tingene kan ordnes med et par fagkyndige lovtekniske justeringer. Det tager betænkningen ikke stilling til.

De praktiske detaljer, dvs. alt det om armslængder versus engagement, øremærkede puljer kontra selvforvaltede blokke og alt det andet forvaltnings hokuspokus redegør betænkningen derimod indgående for, samtidig med at justeringsforslagene er endog meget detaljerede. Småbeløb skifter adresse mellem navngivne teatre. Det får dem vel forhåbentlig op af stolene i høringsrunden!

Teatertyper og teaterkvalitet

Betænkningen giver en god oversigt over teaterstrukturen i Danmark. Hvilke teatertyper (institutions- og projektteatre), hvilke støttetyper (direkte støtte til producenter og indirekte støtte til arrangører og publikum) og ansvarsfordelingen mellem de offentlige tilskudsgivere: stat, amter og kommuner. Desuden slår betænkningen teaterrådets rolle fast som teaterfagkyndigt organ. Bl.a. overfor det såkaldte kontaktråd som kulturpolitisk kamporgan.

Kvalitetskriterier og genredefinitioner

I betænkningen optræder vattede begreber som Det er ikke al sceneoptræden der er teater i teaterlovens forstand, godt, vigtigt og værdifuldt teater. Visse teatre trækkes i den anledning frem som gode eksempler med navns nævnelse, andre ikke. Kriterierne for kvalitet er uldne, genredefinitionerne ligeså. Udvalget vil naturligvis nødigt give anledning til at ordet kvalitet forbindes med bestemte teatertyper og genrer, men viger altså også tilbage for at afklare sine begreber. Det får bl.a. den konsekvens at nogle af betænkningens handlingsforslag forbliver halvkvædede viser eller direkte mystificerende for den udenforstående. Hvorfor lukkes kabaretgenren pludselig ind i det gode selskab af støtteberettigede genrer, den har fået sin alvor, stil, etc tilbage. Og hvorfor er det nødvendigt udtrykkeligt at tillade artistiske numre i børneteaterforestillinger?

Sidder der virkelig så mange forpinte modernister, eller rettere, kulturradikale hønisser med sylespidse teaterbegreber og blokerer for en up-to-date brugerservice i dansk teater? At den slags nusseri skulle være nødvendigt. Det er svært at tro på. Hvorfor ikke lukke op for hele genreposen i stedet for at afgrænse. Teaterrådet afgør jo, hvad der er kvalitet under alle omstændigheder.

Behov for et nyt begreb?

I betænkninger er mindretalsmarkeringer altid værd at bemærke. Heldigvis har denne betænkning et par af slagsen. De har tilsyneladende principiel karakter, bl.a. ser det ud som om et påtrængende konkret problem kan afstedkomme helt nye begrebsudviklinger i dansk teaterlovgivning. Og har gjort det i tidens løb. Det står ikke helt klart, hvad indsigelserne tager sigte på - noget med teaterlederne og kommunernes frihed til at vælge mellem hvilke teatre de vil give deres bevillinger til.

Selvom udvalgsmedlemmerne ikke selv har fundet grund til indsigelser kan det samme argument vendes mod udvalgets eget forslag om at indføre af regionsteaterbegrebet, affødt af et enkelt ensembles behov. Regionsteatret, som det fremstår i betænkningen, er vist den gammelkendte vin (landsdelsscenen) i en ny genbrugsflaske. Selve ordet "regionsteater" giver uheldige associationer til bureaukratisprog og gymnastikstævner. Hvis det endelig skal være: så tillad at landsdele ikke kun er lig med storbyer, for eksempel den vestjydske landsdelsscene.

Teaterinformationscentret

I øvrigt er det en rigtig god ide med et teaterinformationscenter. Hvis princippet om geografisk spredning af teateraktiviterne skal tages alvorligt må centeret nødvendigvis placeres udenfor København i et dynamisk teatermiljø.


Læs også:
Teatrene ud af kommunerne
Danske teatre på internet

Søndag Aften 0999

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.