Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


oktober 1999


Folketingets TV-teater


CulturCommentar:

Efter sommerens intense og sørgmuntre debat om TeleDanmarks kabelafstemning, valgte samtlige folketingets partier tilsidst at vise alle ynder frem af lutter magtfuldkommenhed.

Det var svært for folketingets partier at holde nallerne væk fra TeleDanmark-afstemningen. Men det lykkedes. Afstemningen blev gennemført og TeleDanmark fik lov til at udføre sin operatøropgave uden politisk indblanding. Indtil det gik op for folketingspolitikerne, at der var risiko for at transmissioner fra folketinget var i fare.
Så gik folketingsmedlemmerne i aktion, hastemøder blev aftalt, formuleringer finpudset og breve underskrevet. Resultatet blev en henvendelse til TeleDanmark fra medieordførerne fra samtlige folketingspartier om at give plads til de demokratisk væsentlige debatter fra folketinget i kabel-TV. De ansvarlige i TeleDanmark ville være tåber, hvis de ikke forstod dette vink med en vognstang og lod folketingets partier få sin vilje. Problemet er bare, at folketingsmedlemmernes henvendelse til TeleDanmark er magtmisbrug af værste skuffe. TeleDanmark skal parere ordre. Men der er intet lovgrundlag for henvendelsen. I teorien er der tale om en henvendelse til TeleDanmark fra en gruppe borgere i samfundet, de er tilfældigvis folketingsmedlemmer og tilfældigvis medieordførere. Og juridisk set er der tale om en borgerhenvendelse fra nogle mennesker uden administrative eller politiske beføjelser.
Folketingets medieordførere lovgiver - uden om den lovproces som er foreskrevet i grundloven. Ingen - andre end TeleDanmark - kan holdes ansvarlig.

Hvorfor kun kabel?

Hvis spørgsmålet havde fået den behandling som lovprocessen foreskriver, så havde der været offentlig indsigt i begrundelserne for folketingets særbehandling af TV fra folketinget. Så havde man kunnet stille nogle af de spørgsmål, som nu må melde sig. Hvorfor er det for eksempel kun kabel-TV seere, som skal have mulighed for at se folketingsfjernsyn? Hvorfor pålægger man ikke en af de TV-kanaler som er defineret til at have public service-forpligtelser, at sende fra folketinget. Det er jo åbenbart nødvendigt med disse TV-programmer for det danske demokratis skyld.
Der har været masser af tid til at lave en lov - på forhånd - til at sikre dette demokratiske isæt i fjernsynet. Man kunne endda argumentere for behovet for en ren demokrati-kanal. Man kunne have givet forpligtelsen til DR2. Eller til mange andre.
Folketingspolitikerne vil forsvare henvendelsen til TeleDanmark med hensynet til demokratiet. Dette demokrati burde disse folketingspolitikere have tænkt på lidt tidligere. Kan man forsvare demokratiet med udemokratisk magtmisbrug?

Hvad med amterne?

Hele kabel-TV-afstemningen er baseret på amterne. Hvorfor har folketingsmedlemmerne ikke også prioriteret, at amtsrådenes debatter skal sendes i kabel-TV? Det kunne da opmuntre til øget lokalpolitisk engagement! Eller, hvad med de stakkels primærkommuner som bliver helt og aldeles glemt i denne digitale TV-alder?
Ved næste TV-afstemning - med alle de forbehold alle må tage for, om der kommer en sådan afstemning - vil folketinget så tillade, at et amtsråd vil ændre afstemningsresultatet?
Næppe.

Henvise til tåbeparagraf

Den eneste reelle begrundelse fra folketingsmedlemmerne ville være en erkendelse af, at de havde sovet i timen. Men mente at det var nødvendigt at gå udenom lovgivningen ud fra en slags nødret - for demokratiets skyld. Den begrundelse holder dog ikke vand. Det danske demokrati har været forholdsvis velfungerende i 150 år. Tilstedeværelsen af folketingsfjernsyn i nogle få år har ikke udviklet demokratiet kvalitativt. Og et par års pause fra folketingsfjernyn vil ikke ændre de demokratiske vilkår væsentligt. Hvis folketingsmedlemmerne virkelig mente at det var vigtigt for demokratiet, så havde det jo netop også haft det gennemslag i folketinget, at man ville have været opmærksom på det, inden hele kabelafstemningen startede.

Med magtmisbrug skal land bygges

Det er helt usædvanligt, at folketingsmedlemmer med en så stærk samlet styrke henvender sig til en privat virksomhed. Derfor må der også have været noget usædvanligt på spil for folketingsmedlemmerne.
Efter al medieomtale af afstemningen kan man kun forestille sig en reel begrundelse for folketingsmedlemmernes aktion: frustration over et afstemningsforløb som ingen er glade for, og som politikerne ikke har kunnet gøre noget ved. Intet er værre for politikere end at være forhindret i at agere - jo måske at være forhindret i at kunne ytre sig. Og da debatten om folketingsfjernsynet tilfældigvis opstod, var der endelig nogen som så en mulighed for at agere. Så pyt med metoden. Frustrationerne skulle ud. Beklageligvis gik frustrationerne ikke ud over hunden, konen, børnene eller psykologen. Folketingsmedlemmerne lod frustrationerne gå ud over lovgivningsprocessen.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Søndag Aften 1099

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.