Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


oktober 1999


Betænkelig betænkning


CulturDebat:

Af Jørn Langsted

Den nye teaterbetænkning rummer gode oversigter over det nuværende teaterstøttesystem i Danmark. Men flere af betænkningens forslag er mere end betænkelige.

Den nye betænkning om teaterstøtte (Betænkning om Teaterstøtte i Danmark, Bet. nr. 1373) er gået hen og blevet Danmarks Teaterforeningers betænkning. Teaterforeningerne, der jo altså arrangerer teaterforestillinger med turnerende teatre rundt omkring i landet, har haft deres formand siddende i teaterudvalget, og han er kommet igennem med alle foreningernes ønsker. På s. 100 i betænkningen opridser man Danmarks Teaterforeningers tre hovedkrav. For det første vil man bevare abonnementsordningen. Det anbefaler teaterudvalget. For det andet vil man have flere main stream teaterforestillinger ud på turné. Teaterudvalget foreslår, at der oprettes et nyt turnéteater, en dublering af Det Danske Teater, med en offentlig støtte på 9-12 mio.kr. For det tredje vil man have genindført administrationstilskuddet til teaterforeningerne. Betænkningen foreslår, at det genindføres.

Alt i alt er det det traditionelle midaldrende middelklassepublikum i provinsbyerne, der får noget ud af det, hvis betænkningens overvejelser føres ud i livet. Det sker bl.a. ved, at bestyrelserne i teaterforeningerne får mere main stream repertoire at vælge imellem. Til trods for at antallet af teaterforeninger er faldet med 13% på 6 år, og at antallet af main stream forestillinger på teaterforeningernes repertoire (derfor også) er faldet med 14%, dvs. det samme, så er det lykkedes teaterudvalget at få det til at tage sig ud, som om der er en stor mangel på main stream.

Hvis teaterbetænkningen bl.a. skulle handle om fornyelse og udvikling i dansk teater, så er det fuldstændigt uforståeligt, at det eneste omprioriteringsforslag, man kan fremkomme med, er et forslag om mere af det samme.

Et døende teater

Ser man på en række af de forslag, teaterudvalget fremsætter, så fremstår der et billede af et teaterliv i Danmark, der er nær ved at gå ind til den evige hvile. Det er et stagnerende teater, et teaterliv der ikke vil udvikle sig, som er modbilledet til de forslag om tvangsudvikling, som udvalget fremsætter.

Til trods for, at egnsteatre og små storbyteatre normalt har en tre- eller fire-årig aftale med deres kommune og derfor kan "fyres" med tre/fire-årige intervaller, så er det ikke nok for teaterudvalget. Næ, hvert tolvte år skal opgaven som egnsteater/lille storbyteater udbydes i licitation, så hvem som helst kan lægge billet ind og søge den. Ideen er, at Eugenio Barba og Odin Teatret ikke skal gro fast i Holstebro. De skal et andet sted hen. Eugenio Barba kan f.eks. blive leder af Folketeatret og skuespillerne kan blive operettestjerner på Det Ny Teater! Det vil virkelig skabe fornyelse og udvikling i dansk teater, mener teaterudvalget. Efter min opfattelse er det et bindegalt, stalinistisk forslag. Det er et underligt miks af en kommandokultur og af markedsmekanismen licitation. Man kan forestille sig, hvor meget papir, der vil blive brugt til at byde ind, og hvordan dette tålmodige papir vil skulle lægge overflade til alle mulige intentioner og gyldne løfter om, hvad kommunen kan få for sine penge, hvis man tager et andet og nyt teater. At disse her tvangsmekanismer skulle have noget med reel kunstnerisk fornyelse at gøre, skylder udvalget os svar på.

Også institutionsteatrene er i følge udvalget døende. For at redde dem skal Teaterrådet fremover placere folk i teatrenes bestyrelser, så det teaterfaglige styrkes. Men det er ikke nok. Selvom institutionsteatrenes chefer i forvejen er ansat på åremålskontrakter, som bestyrelsen kan lade være med at forlænge, så skal chefposterne slås op hvert tolvte år, og Teaterrådet skal være involveret i opslags- og ansættelsesproceduren. Her har man virkelig slået én flue med to smæk. Ikke nok med teaterfaglighed i bestyrelserne, næ tvangsopslag må være sagen!

Som det tredje forslag til at ruske op i det døende teaterliv mener teaterudvalget, at alle statsstøttede teatre skal indbetale 0,3% af deres statsstøtte til Teaterrådet, som så skal putte disse penge (i alt ca. 2 mio.kr.) i en pulje til kunstnerisk udviklingsarbejde. Alle og enhver i dansk teater kan så søge om at få andel i disse 2 mio.kr. I forvejen troede jeg, at Teaterrådet bl.a. skulle stå for udvikling og fornyelse. Hvorfor rådet skal inddrive en speciel tvangsskat til det, står mig langtfra klart. Derimod kan jeg udmærket se for mig, hvordan træerne i de finske skove falder for motorsavene for at skaffe det papir, som alle de mange ansøgninger og fotokopier skal produceres på.

På disse her måder oser betænkningen af mistillid til det teater og den ledelsesmæssige frihed, man ellers priser. Når man prøver på at konstruere sig frem til et billede af det teater, som disse forslag er tænkt i forhold til, så når man frem til et billede af et dybt stagnerende og kunstnerisk konservativt teater, der nægter at udvikle sig. Et meget deprimerende billede. Det er et teater, hvor fornyelserne ikke har nogen plads, og hvor de samme producerer de samme forestillinger til det samme publikum i alt for mange år. Jeg må indrømme, at jeg ikke synes, at denne analyse er dækkende for dansk teater. Det er muligt, at man nogen steder stagnerer, måske på Det Kgl. Teater og måske på de store storkøbenhavnske scener, altså de steder der på forhånd er unddraget udvalgets arbejde. Men udvalget har begået den klassiske fejl at generalisere ud fra disse eller andre eksempler.

Det er skrivebordsgeneraleri og administratitis, der er kommet ud af det.

Centralismer

Teaterudvalget foreslår, at Teaterrådet fremover skal varetage langt flere opgaver end hidtil. Det skal udpege folk til institutionsteatrenes bestyrelser, det skal blande sig i genopslag af chefstillinger på institutionsteatre, det skal have fingrene med i udliciteringen af egnsteatre/små storbyteatre, det skal kommentere institutionsteatrenes årsberetninger og holde øje med, at de fornyr sig, det skal bistå Kulturministeriet ved indgåelse af de kommende kulturforpagtningsaftaler, og det skal gennem en ny eksperimentpulje styre fornyelsen i dansk teater. Osv. osv.

Teaterudvalget er gået helt grassat i at overdynge Teaterrådet med nye opgaver. Rådet vil fremover skulle udgøre direktionen i firmaet Dansk Teater, der under sig har praktisk taget alt offentligt støttet teater i Danmark. Der er tale om en magtkoncentration, som er helt unødvendig, og som ikke er set magen.

På papiret ser det måske meget uskyldigt ud, for Teaterrådet er jo et armslængdeorgan. Men betænkningen foreslår faktisk også, at Teaterrådet skal rykke tættere på Kulturministeriet og ikke så meget være et teaterpolitisk "kamporgan". Skal man forstå det her, så må det bl.a. betyde, at rådet fremover ikke offentligt skal kæmpe for flere penge til børneteater, til ny dans eller hvad der nu er nødlidende, og hvor det faktisk er lykkedes skiftende råd at fremskaffe flere penge. Næ, fremover skal denne opgave ikke varetages af rådet, men af det organisationssammensatte kontaktudvalg, som selvfølgelig ikke vil kunne blive enige om satsninger, men som vil skulle tilgodese det hele.

Centraliseringen omkring Teaterrådet og stækningen af rådets handlekraft skal ses i sammenhæng med de stadige ønsker fra ministeriet om, at råd og nævn skal levere handlingsplaner og resultatkontrakter, der skal forhandles med og godkendes i ministeriet. Det er et led i generelle omlægninger i den statslige styring og ledelse. Men set i lyset af armslængdeorganernes idé og funktion, så er der tale om stadige forsøg på at amputere armen. Når man i betænkningen søger at centralisere magten over dansk teater i Teaterrådet, så er den underliggende dagsorden, at det gør man for at lette ministeriets styring af dansk teater.

Efter min opfattelse er det ganske fatalt for den kunstnerisk frihed i Danmark, at man på denne måde søger frem mod den store kulturpolitiske centralisering. Og jeg forstår slet ikke, at teaterfolk i udvalget har kunnet hoppe med på den her.

Over kill

Teaterudvalget har haft meget kort tid til sit arbejde. Det har haft en ministeriel indpisker som formand. Og selvom det er lykkedes at få en bog ud af udvalgets arbejde, så er der meget, der ikke hænger sammen. Betænkningen bærer på flere punkter præg af at være en samling (fikse) idéer, der hobes op ovenpå hinanden, så der i nogen sammenhænge bliver tale om over kill. De nævnte forslag om tvangsfornyelse er eksempler på det.

Og der er også argumentationskæder, som bliver helt mystiske. I betænkningens indledning gør man meget ud af at forklare os, at publikum til dansk teater er meget større, end den officielle statistik viser. Ja, man har endda været ude og få lavet sin egen teaterfrekvensundersøgelse, der viser, at der sælges 13 mio. billetter til alt dansk teater, hvilket tal man dog nok tror er for stort. Selvom det ikke er 13 mio. billetter, så er den pointe, man vil vise, at dansk teaters publikum er vældig stort, at det er større end dansk films, og at der er et stort og livskraftigt marked for levende optræden. Og så vender man på en tallerken, for dette store og livskraftige har jo brug for offentlig støtte, og det er jo den sang der skal synges. Argumentationen knækker, fordi man er ude i en række forskellige ærinder i samme argumentationskæde.

Lige så mystisk er det, at man foreslår, at Teaterrådet afleverer 3½ mio.kr. til det nye turnéteater, og samtidig siger man, at Teaterrådet mangler penge til det ene og det andet.

At man undervejs også læner sig op ad elementær fejltolkning af statistik skal kun lige nævnes. På s. 60 i betænkningen fortæller man, at Socialforskningsinstituttet i nov-dec. 1998 lavede en undersøgelse over kultur- og fritidsaktiviteter hos børn under 16 år. Man påstår, at undersøgelsen viste, at 41% af alle børn under 16 år har været i enten voksenteater eller børneteater inden for det sidste halve år. Nu omfatter undersøgelsen kun børn i alderen 7-15 år, så det er ikke alle børn under 16 år. Men tallet 41% er også udtryk for en banal (og grov) statistisk misforsåelse. Af undersøgelsen (Torben Fridberg: 7-15-åriges fritidsaktiviteter. Kultur- og fritidsundersøgelsen 1998, februar 1999) fremgår det, at 15% af børnene har været i teater og 26% i børneteater inden for det sidste halve år. Og giver det ikke netop 41%? Jo, det gør det, men nogen børn har selvfølgelig både været i teater og i børneteater, så det rigtige tal fra undersøgelsen får man ikke bare ved at klaske de to tal sammen. Det rigtige tal er, at 37% af de 7-15-årige børn har set teater inden for det sidste halve år. Det er altså godt en tredjedel og ikke knap halvdelen. Og det er ikke alle børn, men kun skolebørn.

Når der er grund til at fedte med den slags tal skyldes det, at der er mennesker, der tror på dem, fordi de står i en officiel betænkning. Kulturministeren er én af dem, der er begyndt at bruge de 41%, selvom det er forkert.

Kompromisdannelser

Teaterudvalget påstår, at alle dets forskellige forslag hænger sammen som et ubrydeligt hele. Kulturministeriet har bare at gennemføre det hele. Sådan er det jo ikke i virkeligheden. Der er tale om en lang række detailforslag. Nogle er gode nok og retter op på lidt administration her og der. Andre er helt i skoven og bør aldrig nogensinde gennemføres.

Når udvalget siger, som det gør, er det fordi, det samtidig giver udtryk for, at der er flere idéer i udvalgets forslagsbunke, som enkeltmedlemmer ikke er enige i. Kun som et led i en samlet pakke er det lykkedes at holde kompromisdannelserne inden døre. Efter min opfattelse betyder det, at en række udvalgsmedlemmer er blevet taget som gidsler og lokket med på nogle galejer, som ikke er deres. Det er påfaldende, at det kun er ét af udvalgets medlemmer, Bodil Alling, der har haft mod og kvindehjerte til at gå i mindretal vedr. de groteske forslag til tvangsfornyelse.

Som betænkningen foreligger nu, vil politikerne kunne plukke fra den, og de vil med rette kunne henholde sig til et enigt udvalg, stort set hele vejen igennem. Uanset om nogle udvalgsmedlemmer føler, at de ikke var enige, når det ikke var det altsammen, der blev gennemført.

Udvalget har skullet holde sig inden for de nuværende økonomiske rammer, og det er lykkedes udvalget at anvise besparelser på ca. 8 mio.kr. Disse penge foreslås anvendt på dubleringen af main stream turnéteatret. Hvordan udvalgets medlemmer kan få sig selv til at mene, at dette er den mest påtrængende opgave, hvis der frigøres penge i dansk teater, er helt enkelt uforståeligt og vanvittigt. Hvis ikke der er nogen af udvalgets medlemmer, der får røde ører, når de ser, at det bliver perspektivet for deres udvalgsarbejde, så kan man lige så godt tage konsekvensen og lade Danmarks Teaterforeninger udskrive flere ønskesedler og så bare forsyne dem med stemplet "GENNEMFØRES".

Jørn Langsted er professor i dramaturgi på Aarhus Universitet og mangeårig kritisk kommentator af teater- og kulturpolitik.
Jørn Langsted var medlem af Teaterrådet 1992-95.

Søndag Aften 1099

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.