Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


oktober 1999


Slingre ned ad Informationsmotorvejen


CulturCronik

Af Erik Kjær Larsen

...eller hvordan Internettet gjorde min far til popstjerne i Texas.

Når jeg som gammel netulk mindes mine tre et halvt år med adgang til Cyberspace - hvilke ifølge netguruernes accelerede tidsregning svarer til 20-25 menneskeår - kan jeg se tilbage på en rigdom af begivenheder, episoder, eventyr, forløb og opdagelser.

Mange af højdepunkterne står ikke længere helt klart i min hukommelse. Internettet er som livet selv, det ændrer sig konstant, blot hurtigere. Bogmærker er forsvundet under harddisk-crash. Hjemmesider er forsvundet eller har skiftet udseende, så mange gange, at man glemmer hvordan stedet så ud, dengang det var nyt og spændende.

Ak ja. I perioder har jeg været opslugt af online-medierne og fuldstændig glemt at følge med i Stripperkongens Piger, Kulturnyt på P1 m. m. Men heldigvis har der også været perioder, hvor jeg ikke har orket skærmen, tastaturet og og den fræsende lyd af modemet, der graver sig ned i pengepungen mens udbyderen i den anden ende vokser sig tyk og fed.

I tidernes morgen var jeg ihærdig modstander af internettet. Jeg talte ilde om det på redaktionsmøder på Dagbladet Information, hvor jeg startede som kulturreporter i nettets (danske) teenageår i 1996. Det var før jeg rigtig havde haft fingrene i det og før computeren på kontoret kom online.

Mon ikke de fleste er skeptiske eller indifferente overfor nettet, indtil de lærer det bedre at kende og uvægerligt kommer ud for deres første succes-oplevelse online. Tag selveste Bill Gates. Han ville ikke anerkende Internettets betydning og nægtede i lang tid at tage truslen fra konkurrenten Netscape alvorligt. Blokeringen varede til den aften, Gates satte sig ind i et rum med en computer og et modem og efter sigende blev derinde og surfede nonstop en hel nat. Og da han kom ud var hans syn på verden - eller skal vi kalde det markedet - forvandlet.

Den debuterende brugers første succes-oplevelse på nettet er tit en lille ting. Den første e-mail, man modtager, eller opdagelsen af en hjemmeside med information og links om éns yndlingsforfatter. Eller det kan være - som det var i mit tilfælde - en samtale i realtid med et menneske på den anden side af jorden. I princippet er der intet nyt i det. Samtale i realtid kan man udmærket ordne via telefonen. Men Internettet tilfører dimensionerne tid og skrift, og især det første gør en væsentlig forskel. Information kan overføres i enorme mængder med lysets hast, men kommunikation tager tid. Jo mere tid, desto bedre kommunikation. I efteråret 96 førte jeg en lang skriftlig samtale med en kvinde fra Texas. Det skete i realtid via chatprogrammet IRC, og det var en bogstavelig talt svimlende oplevelse. Ikke fordi der var flirt eller cybersex inde i billedet, for det var der ikke. Vi udvekslede bare glimt vores liv her og nu, men det foregik med lidt af den pionér-ånd der kendes fra de knitrende optagelser af Armstrong på månen: A small step for me, a giant leap for mankind.

Vi var begge nye på nettet. Samtalen varede i to timer. Jeg har ikke talt med pågældende siden og ville ikke kunne finde hende igen. Jeg var teknisk set på kravleniveau og det der skete foran på skærmen stod for mig som et mirakel.

Karakteristisk nok husker jeg ikke i dag, hvor jeg rent fysisk befandt mig under det virtuelle møde. Var det ved den opkoblede computer i Dagbladets arkiv? Eller hjemme? Jeg husker det ikke, men til gengæld står billederne af ranchen og området, hvor kvinden boede, og som hun beskrev i kortfattet men billedrigt sprog, lyslevende for mig endnu.

De hvide bjælker foran terrassen, tumleurterne (tumbleweeds) der blæser forbi på vejen, byen nogle mil borte hvor kvindens fader arbejdede på posthuset, der gamle sportsfly ved siden af garagen, som han fløj i før han blev svagtseende - osv.

Et liv, en skæbne og en fortælling rullede sig op. Jeg mindes mødet som man mindes en litterær oplevelse. Som indre billeder. Men det var virkelighed. Af en art.

Det lille kemisæt

Det der forbløffer mig mest med tilbagevirkende kraft, når jeg ser tilbage på mit online-liv, er at Internettet blev min entrebillet til computerens tekniske verden. Jeg var dreng og teenager i 60'erne og 70'erne, hvor man som nørd var henvist til forældrenes bogreol eller sommerfuglenettet og æterglasset, eller i yderste nødstilfælde Det Lille Kemisæt. Derfra avancerede den indre nørd til pladesamlingen med Beatles og Rolling Stones og hi-fi set-uppet blev udvidet - ikke med lydkort og multimedie-højttalere - men med elektrisk guitar og forstærker.

I gymnasietiden spillede man i band i fritiden - sådan gjorde alle raske drenge på århuskanten i de år. Vestergade 58 var det lokale rock-Mekka. Der var live-optræden af kendte bands hver weekend.

I 1982 var jeg lagermedhjælper i firmaet Dana-Data. Dana-Data solgte personlige computere som stanglakrids til erhvervslivet, fra adressen Vestergade 58 (bygningen lige ved siden af spillestedet) uden at nogen af den grund hævede et øjenbryn. Jeg slæbte pc'er fra varebilen den selvsamme dag, Gnags indspillede videoen til “Slingre ned ad Vestergade”. Gnags slingrede frem og tilbage gennem gaden 50 gange mens musikken drønede fra store højttalere. Da de var færdige var gaden plastret til med computer-butikker og spillestedet Vestergade 58 var nedlagt.

Der går Mik, han kysser sin kæreste i solen, foran en købmandsbutik med ophørsudsalg (...) når en sjælden gang man ser igennem tågen hvad det er, det drejer sig om her, det er fravær, fravær, fravær, fravær, slingre ned ad Vestergade.

Fra at være rockgaden i Århus blev Vestergade lokalt computer-mekka a la Falkonér Allé i København. Computerbutikkerne sejrede og undergrunds rock-scenen i Århus døde hen sidst i firserne. Tekno og diskoteker og grødlignende MTV-pop vandt frem overalt, var vi i hvert fald nogle stykker der mente dengang, hvor vi slukørede søgte optagelse på diverse uddannelser for at have noget at falde tilbage på mens vi mumlede med på omkvædet til en C. V. Jørgensen sang: Hjernedød digital ekvilibrisme.

Det hele var computernes skyld! Den personlige computer var yuppie-individualismen i en nøddeskal. Men Internettet skulle vise sig at give nyt håb til desillusionerede rockhoveder, og gennembruddet kom for få år siden, da musikformatet mp3 gjorde sin entré .

Mp3 er betegnelsen for en komprimeringsteknologi, der gør det muligt at “skrumpe” lydfiler, som normalt optager meget plads på en cd eller en harddisk, ned til under en tiendedel af deres oprindelige størrelse, uden at lydkvaliteten forringes væsentligt (det sidste er der delte meninger om - jeg kan ikke høre forskel på en mp3-fil og den originale indspilning).

En almindelig cd med musik rummer ca. 600 megabyte audiofiler. Efter mp3-komprimering fylder den samme musik 40-50 megabyte. En enkelt mp3-sang fylder typisk 3-5 mb, og en fil af den størrelse kan overføres via internettet på relativt få minutter. Den kendsgerning har sat grå hår i hovedet på pladeindustrien, som føler sig truet af teknologiens mulighed for piratkopiering og distribution af originale musikværker via nettet. I USA er der faldet tunge bøder for piratkopiering og netdistribution af ophavsretsbeskyttet musik i mp3-format, og i Danmark har KODA for nylig lagt sag an mod tre drenge, der risikerer at skulle betale erstatninger på op til 100.000 kr. for at have linket til ulovlige mp-3 filer.

Men mp3-teknologien har også et andet aspekt, som sjældent finder vej til avisernes overskrifter. Via mp3 kan musikere hurtigt og effektivt udveksle ideer og lyd, på tværs af lande- og andre grænser.

Radiodebuten i Texas

Jeg glemmer aldrig den fredag aften i september 98, hvor jeg sad klistret til skærmen (computerens) og ventede på at stationen Kind Radio i San Marcos, Texas, skulle spille den sang jeg sammen med familiemedlemmer havde optaget og redigeret i sommerferiens løb på en bærbar pc. Sangen hed Boobs og var en musikalsk kommentar til Bill Clintons berygtede tv-tilståelse fra 19. august 98. Clintons tale indgik i mixet (vi venter stadig på en lawsuit).

Endelig, til allersidst i udsendelsen, spillede studievært Chris Hurd vores sang, på samme tid via radiobølger i Texas og som streaming audio via nettet. Da de sidste toner var klinget af sagde Hurd:

The name of this song is “Boobs”. It was produced exclusively for Micro Kind Radio by our listening fans from Copenhagen Denmark, that's Erik Larsen, the rapper Amazing Jay and that was Eriks dad on trumpet. Isn't that something?

Da jeg ringede og fortalte de andre i familieorkestret, at vi var blevet spillet på radioen i Texas, tror jeg ikke de helt fattede perspektivet. De var nemlig ikke opkoblede dengang. Men perspektivet var, som jeg i min naivitet opfattede det: Amerikanske radiostationer vil fra nu af i stor stil spille musik fra den ikke-amerikanske verden, som de modtager via e-mail fra alverdens hjemmefuskere og græsrødder. Kort sagt, kulturrevolution.

Det virtuelle øvelokale

Principperne for lydoptagelse i digital kvalitet på en almindelig hjemme-PC er forbløffende enkle, og det er stort set gratis at gå i gang. Enhver med en moderne pc kan lave synkrone flerkanalsoptagelser med det software, der allerede findes på pc'en samt nogle få, der kan downloades gratis fra nettet. (Fremgangsmåden er beskrevet på adressen http://tinpan.fortunecity.com/sunra/185/tutor/multi.html).

Jeg brændte min allerførste mp3-fil i foråret 98. Det var efter at jeg havde koblet et keyboard, en elguitar og en mikrofon til computeren for på ren hobbybasis at opfriske bagkataloget fra det hedengange garage-band Razors Only. Senere på året opdagede jeg Jammers Online, et forum og “virtuelt øvelokale” for såkaldte “bedroom-producers”, dvs. hjemmefuskere, der indspiller på hjemme-PC.

Via musikfora som Jammers Online er det muligt at sidde i et kosteskab på Christianshavn og spille solo til en sangerinde fra Brisbane, eller at få tilsendt et skræddersyet trommespor fra Detroit. Alt i en forbløffende lydkvalitet. Udvekslingen af lydoptagelser foregår pr. e-mail eller via chatsystemet ICQ. Sideløbende udveksler man erfaringer og links. Et fremragende tidsfordriv.

Mp3 goes bigtime

Til hvad og hvor musikken skulle bruges var underordnet. Scenen var båret af ren entusiasme og pionér-ånd - som jeg forestiller mig at atmosfæren på Internettet var i barneårene, hvor det var forbeholdt en lille skare priviligerede universitets-folk. Vi online jammere følte os som del af et hemmeligt avantgarde-broderskab, der havde fundet den digitale vej uden om øvelokalernes fugt og stank af lunkne bajere, sved og cigaretskod. Musikken kunne diskuteres, men begejstringen var i top.

For som erfaringen viser igen og igen, er der ingen succes-oplevelse på Internettet uden en efterfølgende øvbøv-oplevelse. Som i det virkelige liv står illusionerne i Cyberspace for fald, blot sker det hurtigere og mere kontant online. Det gik hverken værre eller bedre, end at kommercielle kræfter opdagede, at der måtte kunne tjenes penge på alle de mere eller mindre talentløse klamphuggere og overvintrede protestsangere, der sidder rundt omkring i alverdens soveværelser.

www.mp3.com var så vidt jeg ved de første, der gik på nettet med et gratis tilbud til verdens online-bårne hjemmestudie-musikere på demo-stadiet. Det er ca. 8 mdr. siden og alle og enhver kan nu ganske gratis lægge deres egne sange ud på mp3.coms hjemmeside. Alle og enhver kan ganske gratis downloade materialet og spille det så tit man har lyst. Ganske gratis for alle parter, på nær annoncørerne, der betaler til mp3.coms aktionærer via de spraglede reklamebannere for alverdens bras.

I starten var der nogle hundrede gratis mp3-filer på mp3.com. I dag (september 99) er der langt over 100.000 og antallet af bidragydere (bands og/eller enkeltpersoner) er på ca. 25.000. Væksten er i rivende vækst og lignende tjenester skyder for tiden op som paddehatte i en skov om efteråret. (se bl. a. musikmagasinet RollingStones tilbud, samt www.amp3.com, www.riffage.com og www.kanoodle.com.

E-mail til Roger McQuinn

Tendensen er problematisk. Den ligner udviklingen i den “fysiske” pladebranche, hvor kommercielt orienteret hitmageri i mine øren har afløst den umiddelbare livs- og spilleglæde, der - i hvert fald mytologisk set - var rockens og populærmusikkens rødder engang i 50'erne og 60'erne. I stedet for musikalsk alsidighed som alternativ til MTV-alderens underholdningsgrød risikerer man at ende med et globalt turbohitlisteræs leveret af et turboproletariat af musikere, der bare vil lave hits, hits og atter hits for at opnå en illusorisk berømmelse der i stedet ender som cool cash i de nye hjemmesidepladeselskabers lommer.

Hvad i alverden skal du så på nettet efter, siger min indre kværulant, kan du ikke bare tage guitaren på nakken og gå ned på Strøget?

Der er måske noget om snakken. Og dog. For som altid, når man vågner til virkelighedens kolde tyrker efter at have jagtet illusioner i Cyberspace, har man stadig det sobre overblik til gode.

Det er og bliver det en revolution at alle og enhver nu kan lægge deres sange ud på mp3.com. Det er lytteren/brugeren/modtageren der vælger om han/hun vil høre jazz fra Indien, harmonikamusik fra Finland eller de sidste drøn på hitlisten. Slutresultatet for det ultimative lytterdemokrati kan ideelt set blive, at musikken (og husk at musik efter sex er det næstmest efterspurgte på nettet) ender som en kulturel brobygger af dimensioner og ud fra naturlove, vi kun kan gisne om.

Jammers Online har ligget død det meste af sommeren. Jeg troede at det muntre, virtuelle øvelokale var blevet overhalet indenom af hitlisteræset på mp3.com. Men de seneste bulletiner fra initiativtageren, webmasteren og trommeslageren Freddy Jam tyder på, at mp3.com faktisk skaber interesse for samspil i Cyberspace. Jammers Online har fået flere medlemmer som følge af Freddys link-samarbejde med mp3.

Hvad fik jeg ud af min musikalske slingretur ned ad informationsmotorvejen? En håndfuld sange som jeg kan kyle ned på en cd og belaste familien med til næste juleaften. Det er dog noget. Det er også nyt at man er altid kun en e-mail fra de store kanoner. Jeg skrev f. eks. for nogle uger siden til Roger McQuinn, guitaristen fra The Byrds, der for tiden lægger sin tolv-strengede folkemusik ud på mp3.com. Jeg spurgte bare for sjov om Lars Hybel godt må bruge hans riffs, når vi snart skal ud og spille live med bandet Double Dee and the ex-junkies. For den indre kværulant har jo ret: Musik skal selvfølgelig ses i biografen.

McQuinn har ikke svaret endnu - men man har jo lov at håbe.

Erik Kjær Larsen er forfatter og
journalist ved dagbladet Information
.


Online musik: http://www.mp3.com/neobeetles
Danske bands der lægger materiale ud på mp3.com: http://www.mp3.com/regions/europe/denmark/


Læs også: Gammel musik i ny tapning
                MP3 - musikkens nye format
                Musikken og maskinstormerne

Søndag Aften 1099

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.