Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


november 1999


Gammel musik frigives


Den nye vandmærkestandard for digital musik, SDMI, opgiver at sikre musik fra dette århundrede.

SDMI - Secure Digital Music Innitiative - skulle være musikbranchens svar på de mange vanskeligheder piratkopiering af især MP3-filer giver. MP3 har vist sig at være en fantastisk godt redskab til at kopiere filer mellem computere. Det giver problemer med at beskytte ophavsretshaverne, kunstnerne og de selskaber, som har rettighederne til at udgive kunstnernes værker.

Derfor har virksomheder og organisationer med basis i softwareindustri, musikteknologi og musikindustri i løbet af første halvår 1999 udarbejdet en standard for vandmærkning af musikken, SDMI (Secure Digital Music Innitiative). Ideen med SDMI er, at kunne forhindre illegal kopiering af musik. Ophavsretshaverne sætter en række variable betingelser for det enkelte musikstykke. Køberen accepterer disse betingelser ved købet - og køberens software sikrer, at betingelserne overholdes. Betingelserne kan være meget forskellige: man kan købe - som vi kender det - til evig eje. Man kan købe musik til et bestemt antal lytninger eller for en tidsbegrænset periode.

Åben overbygning

SDMI-vandmærkningen er ikke et produkt til at afspille musik med. SDMI er en åben overbygning, som kan lægges ind i de mange digitale musikformater. Der er ikke nogen modsætning mellem MP3 og SDMI. Nogle af de store pladeselskaber vil lægge MP3-musik ud til downloading. Andre vil benytte andre komprimeringsformater end MP3 - men princippet er det samme. SDMI er også bygget op således, at man kan lægge fri musik ud på MP3 eller andre formater - uden at SDMI spærrer.

Fire digitale kopier

SDMI-standarden lægger op til, at det enkelte musikstykke kan kopieres fire gange af køberen. Det er dels en tilpasning til den almindelige gældende ret til kopiering til private formål, dels en tilpasning til at den fremtidige forbruger vil skifte lyttested: samme musikstykke vil man kunne høre fra PC, bilradio, stereoanlæg, walkman, på arbejdet eller i mobiltelefon. Forbrugerne vil næppe finde sig i, at et downloadet musikstykke kun kan høres et sted.

Men antallet på fire kopier er et "tænkt tal". Forbrugerorganisationer vil kæmpe for en friere ret - uden maksimum. Standarden sættes ud fra amerikansk lovgivning, som giver ret til fri kopiering af digitale medier til private formål.

Danmark er blandt de få lande, som har begrænsninger på digital kopiering til private formål. Vores lovgivning har været forudseende og taget udgangspunkt i det kommende digitale boom. Hvis man via internet køber et stykke musik med mulighed/ret til at kopiere fire gange til private formål - så nytter den skarpere danske lovgivning ikke noget. Det behøver ikke gøre så meget. Hensigten med den danske lovgivning har ikke været at forhindre at den enkelte køber kan høre musikken på flere forskellige apparater. Hensigten har heller ikke været at forhindre, at den enkelte forbruger kunne lave sit eget digitale "festbånd". SDMI-standarden kolliderer med dansk lovgivning , hvis retten til fire kopier gør at små netværk af mennesker kopierer til hinanden. Hvis de mange venindegrupper som elsker Thomas Helmig finder sammen og tilsammen kun køber en fjerdedel. Det kan blive meget svært at etablere en klar og anvendelig retspraksis på dette område.

Den indbyggede båndoptager

Men SDMI-standarden kan støde på andre og større vanskeligheden end dansk lovgivning. Det første eksempel kom frem i august i år, hvor Microsoft lancerede sin nye Windows Media Technologies, som var annonceret til at være det hidtil mest kopisikre produkt. Straks offentliggjordes et program til at ødelægge sikkerheden. Det var ikke selve Microsoft-programmet der blev ændret i, så der var ikke tale om traditionel hackning. Men derimod en slags avanceret intern båndoptager i PC'en. Båndoptageren "optog" lyden på vejen fra det program som spillede musikken til højttaleren. Altså en digital optagelse efter noget der nærmer sig analoge principper.

Bagkataloget slippes fri

Det er hensigten at SDMI-standarden bliver indbygget i al digital udgivelse fra år 2.000. Det giver én væsentlig svaghed, nemlig at man opgiver at kopisikre musik der er digitaliseret før år 2.000. Man kan sige, at musikindustrien med SDMI-standarden koncentrerer sig om den fremtidige musik - og mere eller mindre giver slip på hele bagkataloget. For pladeselskaberne er bagkatalogerne vigtig kapital, men det vigtigste er, at sikre forrentning af kommende investeringer og udgivelser. Nogle pladeselskaber vil ærgre sig over, at de lavede så mange CD-genudgivelser i 90'erne!

Problemet virker nærmest uløseligt. Man har været nødt til at lave vandmærkningen som en åben standard, som kunne bruges eller ikke bruges. Hvis musikindustrien havde besluttet, at al digitalt fremført lyd, skulle gennem en slags SDMI-filter, så ville man overskride de fleste landes regler for ytringsfrihed. Der findes i dag hundredevis af digitale lydformater, heraf et par snese som gør sig gældende på det kommercielle marked. Lydformaterne bruges til ophavsretsbeskyttet musik. Men også til mange andre formål: tale, telefoni, ubeskyttet musik, radio m.m. Det er fuldstændigt umuligt at lave filtre som udelukkende accepterer SDMI-vandmærket musik - uden at disse filtre krænker al anden digital lyd.

Muligheden for at sikre rettighedshaverne består derfor i, at lave vandmærkning på al ny digitaliseret musik. Fra år 2.000 kan vi altså forvente, at nye CD'er på det almindelige forbrugsmarked vil indeholde SDMI-sikring, det samme med pladeselskaber og andres beskyttede musik lagt på nettet til downloading.

Men al digital musik fra før år 2.000 vil være uden vandmærkning og dermed uden en sikring fra industriens side. Teoretisk set kan man i Danmark sige, at sikring af digital musik fra før år 2.000 klares gennem lovgivningen. Det reelle spørgsmål bliver dog i hvilket omfang denne juridiske sikring vil være brugbar.

Digital til digital er forbudt - i Danmark

De digitale muligheder er store. Men begrænsningerne har også betydning. Kopiering til erhvervsmæssige formål er - under alle former - stærkt begrænset og kræver accept af ophavsretshavere. Usikkerheden er snarere ved kopiering til private formål. Det er lovligt at kopiere fra analogt medie til analogt medie. Det er lovligt at kopiere fra analogt medie til digitalt medie. Og fra digitalt til analogt. Det begrundes traditionelt med, at kopieringen giver et kvalitetstab - og dermed også en mindre risiko for markedstab.

Derimod er den private kopiering fra digital til digital forbudt i Danmark. I enhver form. Med mindre ophavsretshaverne har givet tilladelse.

Det er i dag forbudt at kopiere en CD-fil til harddisk eller til en MP3-fil på en transportabel MP-3 spiller. David Bowies nye album, Hours, udkom som MP3 på internet et par uger inden det kunne fås i butikkerne. De danskere som købte dette album og derefter til sig selv brændte en CD med numrene, overskred ikke David Bowie og pladeselskabets hensigter. Men de overtrådte den danske ophavsretslov. I dag en bagatel - det er det næppe om få år.

Læs også:
Købmændene og kunstnerne
Koda, IFPI og misinformationer
Slingre ned ad Informationsmotorvejen
KODA skifter tone
CD-afgift venter på EU
Gammel musik i ny tapning
Unge køber mindre musik
MP3 - musikkens nye format
Musikken og maskinstormerne
Pladesalget vokser

Søndag Aften 1199

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.