Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. I Danmark ved man meget lidt om belcanto; men både musikforskere og operahuse har alligevel ondt ved at give os andet end "Barberen i Sevilla" og "Elskovsdrikken".
Verdi og Puccini - det er det seriøse italienske tilbud til det danske operapublikum. Dette på trods af at Italien i flere hundrede år var Europas operaland nummer ét. Ganske vist førte smags- og stilændringer fra midten af sidste århundrede til udviklingen af en anden type musikdrama; men siden 1950erne er mange af de gamle, glemte operaer i den såkaldte belcanto-stil vandret tilbage i repertoiret. Især genopdagelsen af de store, seriøse operaer af Rossini og Donizetti har betydet en væsentlig fornyelse af operakunsten. I 100 år var de to komponister ellers udelukkende kendt for deres komiske mesterværker, "Barberen i Sevilla", "Elskovsdrikken" og "Don Pasquale", men i løbet af de sidste 30 år er alle Rossinis 39 operaer, og de fleste af Donizettis 70 blevet opført komplet, med unge sangere uddannet i den særlige klassiske italienske sangstil. Mange af disse operaer kunne ikke opføres før 1980, fordi de rigtige stemmetyper simpelthen ikke fandtes før.
Der er først og fremmest tale om en sejr for den moderne musikvidenskab. Indtil 1950 havde ingen nogen idé om, hvordan de gamle operaer skulle opføres; men takket være først enkelte dirigenters og sangeres undersøgelser og eksperimenter, og siden en lang række musikforskere, er det lykkedes at rekonstruere sangstilen. Den går i al sin svære enkelhed ud på at levere den dramatiske tekst ved hjælp af inderlig dramatisk sang, tilføjet de virtuose virkemidler, som sangeren mener vil tjene udtrykket bedst. Hele kunsten hviler på evnen til at synge en sammenhængende melodilinje, også kaldet at synge legato.
International bevægelse
Fra begyndelsen var der tale om en international bevægelse, både blandt forskere og kunstnere. Det gav miljøet en dynamik og en åbenhed, hvor videnskab og produktion kom til at gå op i en højere enhed - ikke mindst fordi videnskabsmændene påtog sig at forberede opførelsesmateriale i nye, kritiske udgaver. Og opførelser blev der mange af. På 50 år er alene Rossinis seriøse værker blevet produceret mere end 300 gange i Europa og USA, hvoraf de fleste har fundet sted efter 1980.
Mange steder har man taget udfordringen i de gamle operaer særdeles alvorligt. I Holland har man siden 1985 hvert år opført flere værker med nogle af de førende belcantosangere, og der er opstået flere festivaler, i Tyskland er der dels betydningsfulde festivaler, men også i det løbende operarepertoire har man mange steder belcanto på programmet. I Sverige inviterede man i 1980erne 5 gange verdens førende belcanto-sopran Joan Sutherland til at synge nogle af hendes bedste roller, og Sverige har også en nøglerolle i det videnskabelige arbejde med at udgive værkerne i nye, kritiske udgaver.
Mainstream i Danmark
I Danmark sker der til gengæld meget lidt. På Det Kgl. Teater spiller man fortsat de tre komiske mesterværker, ikke mere. Den første næsten-komplette opførelse af "Elskovsdrikken", i ny kritisk version, fandt sted i januar 1998. Teatret siger snart farvel til en operachef, der aldrig har lagt skjul på, at hun brænder for Wagner og det tyske repertoire, og på dette felt har Operaafdelingen oplevet et løft. Men der er også ofret mange ressourcer på det, og det kræves, sammen med engagement, hvis man vil styrke en kunstnerisk linje. Det kan derfor godt undre lidt, at man ikke - som i de fleste tyske operahuse - tog skridtet fuldt ud og producerede Wagners storværk, "Nibelungens Ring". Det var en bedrift, som Den Jyske Opera fik lov at udføre. Men hvorfor skal det være en bedrift at producere main-stream repertoiret i Danmark? Måske blandt andet fordi vi meget nødigt benytter os af udenlandske sangere, og den tyske romantik kan vi i det mindste besætte skandinavisk. Når Wagner således får så stor plads på de danske scener, er det ikke mindst, fordi det er disse operaer, man fra begyndelsen lærer at kende, generation efter generation.
Man skulle tro, at genopdagelsen af den italienske belcanto ville have pirret danske musikforskeres nysgerrighed - men nej! Heller ingen sangpædagoger synes at have fundet det værd at sætte sig ind i belcantostilens mysterier - og danske sangere synes at nære en sand rædsel ved tanken om måske at skulle tage til udlandet for dels at lære mere, dels måske at få karriere, sålænge operaerne ikke bliver spillet herhjemme. Der holdes kort sagt en meget lav profil, og før nogen begynder at brænde for sagen, kommer der ikke til at ske noget, sådan har det været overalt. Forskellen imellem de andre lande og Danmark er, at der andre steder har været en idealistisk lyst til at undersøge og bidrage til dette nye fænomen.
Når operacheferne bliver spurgt, er deres begrundelse økonomisk. Det danske publikum vil ikke umiddelbart være begejstret, og der vil ikke være råd til over en årrække at vende operaelskerne til den anden stil. Sangerne udtrykker, med få undtagelser, ikke begejstring for at synge, hvad de betragter som "svært" - når de skal være ærlige, mener de også "overfladisk". Det er derfor nødvendigt, hvis belcantoen også skal have en fremtid her, at øge stilens status, og her kan kun oplysning, undervisning og forskning hjælpe. Fordomme, som den internationale forskning for længst har manet i jorden, fremføres stadig i Danmark - f.eks. at operaerne alene er en undskyldning for sangerne til at vise deres virtuose sangkunst og høje toner. Sandheden er, at belcantoen er en udfordring til sangerens medskaben på en måde, som kommer i konflikt med en indgroet respekt for komponistens ønsker; men Rossini, Bellini og Donizetti ønskede denne medskaben, de kunne dårligt forestille sig dynamisk og gribende musikteaterkunst uden. At få denne indstilling til at trænge ind i det danske operamiljø er en af tidens store udfordringer.
Søndag Aften 1199
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]