Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


november 1999


Musikkens Hus?


Der var engang, hvor der var konkrete planer om et musikhus i København. Det blev kun til planerne og de gode intentioner.

Siden har snakken om et Musikkens Hus i København kun fremkommet som bisætninger i lange tragiske beretninger om andre fejlslag inden for det københavnske kulturliv. Fejlslag i statsligt regi, som Københavns Kommune har haft mere eller mindre direkte indflydelse på.

Det Kongelige Teaters fortsat ikke realiserede udvidelse og den realiserede på Statens Museum for Kunst er eksempler. Der har været mange forspildte placeringsmuligheder som B&W på Christianshavn, Soyakagen på Islands Brygge, Kalvebod Brygge overfor Islands Brygge, Ny Tøjhusgrunden bagved og det tidligere Fisketorv i Gasværkshavnen ved Dybbølsbro. Alle med perfekt mulighed for at placere et musikhus eller et bredere kulturhus i Københavns centrum. Men hvor man i stedet valgte at henlægge kontorhuse og indkøbscentre.

Det er som bestemmernes tanker er omkring kortfristet profit for de få og ikke omkring langtidsholdbare kulturgoder til gavn for de mange.

Splitte for at samle

Lad os se på sagerne:

Det Kongelige Teaters direktion har i sin angivelige iver efter at holde kunstarterne samlet splittet det hele ad. Der tegner sig nu et nyt, selvstændigt skuespilhus i og omkring nogle tidligere elværksbygninger mellem Kongens Have og Kongens Nytorv. Det er måske meget godt til skuespillet. Men til gengæld må operaen og Det Kongelige Kapel, der har nok så meget behov, affinde sig med luftige løfter om egnede forhold.

Det Kongelige Kapel er ét af Københavns symfoniorkestre, alle med problematiske lokaleforhold. Det kan være et spørgsmål, hvor mange symfoniorkestre der er behov for i København. Der findes endda endnu ét i Malmö.

Men dem, der skal være, skal der nødvendigvis være plads til - og til deres tilhørere. Sjællands Symfoniorkester har det svært med Tivoli og en opsagt kontrakt. Det Kongelige Kapel har det mindre kongeligt i Det kongelige Teater og Radioens sidder i en situation, hvor den øvrige institution incl. fjernsynet har planer om at rykke ud i Ørestaden og dermed væk fra Radiohusets Koncertsal. Så taler man om en fælles koncertsal for to eller flere af orkestrene eventuelt med mulighed for opera. Det er næppe realistisk. Det være sig akustisk som organisatorisk.

Statens Museum for Kunst har med sin ombygning konkurreret med Det Kongelige Teater om dårlig omtale. Blandt meget andet er det lykkedes museets ledelse at ødelægge et af byens fine koncertlokaler, nemlig museets gamle festsal, der efter ombygningen er reduceret til luftigt gennemgangsrum ud til den storslåede udsigtsbygning, der hverken egner sig til udstillingsformål eller har kunnet overtage festsalens rolle som spillested for ikke mindst ny dansk kompositionsmusik.

Plads til nybrud?

Dermed er vi henne ved den anden ende af musikken. Den mindre institutionaliserede, kunstnerisk nybrydende musik, der, trods stor aktivitet, ingen faste steder har at udfolde sig på i København.

Der var engang, hvor der var konkrete planer om et musikhus i København. Men typisk for kulturen i København, havde man afsat et alt for lille og uhensigtsmæssigt areal til formålet. Da Henning Larsen havde vundet arkitektkonkurrencen kritiserede han vilkårene så voldsomt, at planerne blev skrinlagt.

Desværre må man konstatere det meget sigende for Københavns aktuelle udvikling, at Henning Larsen nu i stedet bygger hovedsæde for et pengeinstitut på en af Københavns mest relevante byggegrunde ved havnen. Relevant til offentlige kunstneriske formål.

Samtidig river man fabriksbygninger ned, hvor der var kunstneriske aktiviteter i gang, som f.eks. Rosenkjærhallerne, B&W's prøvehaller og nu Dansk Soyakagefabrik lige ud til havneløbet. Hovedstaden prioriterer p.t. pengeselskaber og fagforeninger på havnearealerne i stedet for byggeri til glæde for københavnerne, kunsten og kulturturismen. Tænk på hvad et markant, velplaceret museum har betydet for Bilbaos anseelse og tiltrækningskraft.

Lyspunkter?

Men er der da slet ingen lyspunkter, kunne man spørge.
- Ja, hvad skal man svare?

Det kan vel diskuteres om Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning ude i havnen, den såkaldte Sorte Diamant, kan kaldes et lyspunkt. Nu er havnen endda begyndt at tilbageerobre det tabte ved at sætte bygningens kældre under vand. Men dernede findes en lille sal, hvor man har gjort meget ud af de akustiske forhold. Til gengæld er lokalelejen så høj, at selv veletablerede orkestre, som Radioens Bigband, finder det problematisk.

Biblioteket forsøger nu at få Statens Musikråd til at medfinansiere driften. (Man må håbe, at Musikrådet forstår at spille bolden hen, hvor den hører hjemme, i Kulturministeriet). Men med den rigtige økonomi kunne der måske være noget dér.

Det kunne der måske også i det genopstandne Odd Fellow Palæ. Det var før branden et meget aktivt koncertsted også for rytmisk musik. Nu bruges det vist nærmest kun til Konservatoriets debutkoncerter. Den Anden Opera frister som hjemsted for ny musikdramatik en usikker tilværelse. Men undervejs har man kunnet opleve en hel del musikalske nyskabelser, også i Operaens lille baggårdssal.

Øl og musik

Vega på Vesterbro er et OK spillested, men helt erobret af rockmusikken.

På det seneste har lokalerne i Teater Styhr & Kjær i Huset i Magstræde været hjemsted for flere arrangementer inden for den eksperimenterende, rytmiske musik.

Men fælles for disse og andre spillesteder er, at det er lokaler, som musikerne selv må opsøge og leje, hvis de vil præsentere deres musik for et publikum. Der drikkes øl, mens musikken spiller. Og de mangler alle de øvrige faciliteter, der hører til et musikkens hus.

Med de vældige institutioner, der er bygget op omkring den etablerede musik er kontrasten til den levende, nyskabende musiks vilkår iøjnefaldende. Og det uanset om det drejer sig om eksperimenterende, rytmisk musik eller ny, klassisk partiturmusik. Hvorfor skal disse kunstnere selv bekoste leje af lokaler og yderligere stå for hele det øvrige arrangement: information, pressearbejde, publikumskontakt, tekniske forhold, billetsalg o.s.v. Det er ganske store og utaknemmelige opgaver, oveni det primære med at forny sig selv og musikken.

Hvis man vil hjælpe den eksperimenterende musik i Danmark, kunne den godt behøve en håndsrækning med disse praktiske gøremål. Og hvis det kunne finde sted på tværs af traditionelle genreopdelinger indenfor både klassisk og rytmisk musik, ville det ikke gøre noget.

Der kunne være tale om et Musikkens Hus, med øvelokaler, studier og scener, der rummede de nødvendige tekniske faciliteter og hvor der var mulighed for samspil med andre, tilgrænsende kunstarter: video, computergrafikere, dansere, performance o.s.v.

Det virtuelle musikhus

Det kunne gerne være et stykke stor arkitektur, et godt sted, der kunne gøre København ære. Et samlingspunkt for kunstnere og publikum.

Det ville være fint.

Men det kunne også være et hus som idé eller virtuelt rum, en organisation, der udnyttede de faciliteter, der faktisk findes rundt om i København og kunne udvikle nye, gerne i internationalt samvirke.

Det afgørende er, at dette hus fungerer som et kraftcenter for levende, eksperimenterende musik. Ikke bare står som en ramme, men har et indhold fyldt med menneskelige, økonomiske og kunstneriske ressourcer, så de nyskabende komponister og musikere kunne koncentrere sig om musikken i kreativt samspil med deres omgivelser.

Men hvorfra skal initiativet komme, når det åbenbart ikke kommer fra kommunen? Så må det jo komme fra musikken.

Søndag Aften 1199

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.