Der var engang, hvor der var konkrete planer om et musikhus i
København. Det blev kun til planerne og de gode intentioner.
Siden har snakken
om et Musikkens Hus i København kun fremkommet som bisætninger i lange tragiske
beretninger om andre fejlslag inden for det københavnske kulturliv. Fejlslag i
statsligt regi, som Københavns Kommune har haft mere eller mindre direkte
indflydelse på.
Det Kongelige Teaters fortsat ikke realiserede
udvidelse og den realiserede på Statens Museum for Kunst er eksempler. Der har været mange forspildte placeringsmuligheder som B&W på Christianshavn, Soyakagen
på Islands Brygge, Kalvebod Brygge overfor Islands Brygge, Ny Tøjhusgrunden
bagved og det tidligere Fisketorv i Gasværkshavnen ved Dybbølsbro. Alle med
perfekt mulighed for at placere et musikhus eller et bredere kulturhus i
Københavns centrum. Men hvor man i stedet valgte at henlægge kontorhuse og
indkøbscentre.
Det er som bestemmernes tanker er omkring kortfristet profit
for de få og ikke omkring langtidsholdbare kulturgoder til gavn for de
mange.
Splitte for at samle
Lad os se på sagerne:
Det Kongelige Teaters direktion har i sin angivelige iver efter at holde
kunstarterne samlet splittet det hele ad. Der tegner sig nu et nyt, selvstændigt
skuespilhus i og omkring nogle tidligere elværksbygninger mellem Kongens Have og
Kongens Nytorv. Det er måske meget godt til skuespillet. Men til gengæld må
operaen og Det Kongelige Kapel, der har nok så meget behov, affinde sig med
luftige løfter om egnede forhold.
Det Kongelige Kapel er ét af Københavns symfoniorkestre, alle med
problematiske lokaleforhold. Det kan være et spørgsmål, hvor mange
symfoniorkestre der er behov for i København. Der findes endda endnu ét i Malmö.
Men dem, der skal være, skal der nødvendigvis være plads til - og til deres
tilhørere. Sjællands Symfoniorkester har det svært med Tivoli og en opsagt
kontrakt. Det Kongelige Kapel har det mindre kongeligt i Det kongelige Teater og
Radioens sidder i en situation, hvor den øvrige institution incl. fjernsynet har
planer om at rykke ud i Ørestaden og dermed væk fra Radiohusets Koncertsal. Så taler man om en fælles koncertsal for to eller flere af orkestrene
eventuelt med mulighed for opera. Det er næppe realistisk. Det være sig akustisk
som organisatorisk.
Statens Museum for Kunst har med sin ombygning konkurreret med Det Kongelige
Teater om dårlig omtale. Blandt meget andet er det lykkedes museets ledelse at
ødelægge et af byens fine koncertlokaler, nemlig museets gamle festsal, der
efter ombygningen er reduceret til luftigt gennemgangsrum ud til den storslåede
udsigtsbygning, der hverken egner sig til udstillingsformål eller har kunnet
overtage festsalens rolle som spillested for ikke mindst ny dansk
kompositionsmusik.
Plads til nybrud?
Dermed er vi henne ved den anden ende af musikken. Den mindre institutionaliserede, kunstnerisk nybrydende musik,
der, trods stor aktivitet, ingen faste steder har at udfolde sig på i
København.
Der var engang, hvor der var konkrete planer om et musikhus i København. Men
typisk for kulturen i København, havde man afsat et alt for lille og
uhensigtsmæssigt areal til formålet. Da Henning Larsen havde vundet
arkitektkonkurrencen kritiserede han vilkårene så voldsomt, at planerne blev
skrinlagt.
Desværre må man konstatere det meget sigende for Københavns aktuelle
udvikling, at Henning Larsen nu i stedet bygger hovedsæde for et pengeinstitut
på en af Københavns mest relevante byggegrunde ved havnen. Relevant til
offentlige kunstneriske formål.
Samtidig river man fabriksbygninger ned, hvor der var kunstneriske
aktiviteter i gang, som f.eks. Rosenkjærhallerne, B&W's prøvehaller og nu
Dansk Soyakagefabrik lige ud til havneløbet. Hovedstaden prioriterer p.t. pengeselskaber og fagforeninger på
havnearealerne i stedet for byggeri til glæde for københavnerne, kunsten og
kulturturismen. Tænk på hvad et markant, velplaceret museum har betydet for Bilbaos anseelse og tiltrækningskraft.
Lyspunkter?
Men er der da slet ingen lyspunkter, kunne man spørge.
- Ja, hvad skal man svare?
Det kan vel diskuteres om Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning ude i
havnen, den såkaldte Sorte Diamant, kan kaldes et lyspunkt. Nu er havnen endda
begyndt at tilbageerobre det tabte ved at sætte bygningens kældre under vand.
Men dernede findes en lille sal, hvor man har gjort meget ud af de akustiske
forhold. Til gengæld er lokalelejen så høj, at selv veletablerede orkestre, som Radioens Bigband, finder det problematisk.
Biblioteket forsøger nu at få Statens Musikråd til at medfinansiere driften.
(Man må håbe, at Musikrådet forstår at spille bolden hen, hvor den hører hjemme, i Kulturministeriet). Men med den rigtige økonomi kunne der måske være noget dér.
Det kunne der måske også i det genopstandne Odd Fellow Palæ. Det var før branden et meget aktivt koncertsted også for rytmisk musik. Nu bruges det vist
nærmest kun til Konservatoriets debutkoncerter. Den Anden Opera frister som hjemsted for ny musikdramatik en usikker tilværelse. Men undervejs har man kunnet opleve en hel del musikalske nyskabelser, også i Operaens lille baggårdssal.
Øl og musik
Vega på Vesterbro er et OK spillested, men helt erobret af rockmusikken.
På det seneste har lokalerne i Teater Styhr & Kjær i Huset i Magstræde
været hjemsted for flere arrangementer inden for den eksperimenterende, rytmiske
musik.
Men fælles for disse og andre spillesteder er, at det er lokaler, som
musikerne selv må opsøge og leje, hvis de vil præsentere deres musik for et
publikum. Der drikkes øl, mens musikken spiller. Og de mangler alle de øvrige faciliteter, der hører til et musikkens hus.
Med de vældige institutioner, der er bygget op omkring den etablerede musik
er kontrasten til den levende, nyskabende musiks vilkår iøjnefaldende. Og det
uanset om det drejer sig om eksperimenterende, rytmisk musik eller ny, klassisk
partiturmusik. Hvorfor skal disse kunstnere selv bekoste leje af lokaler og yderligere stå
for hele det øvrige arrangement: information, pressearbejde, publikumskontakt,
tekniske forhold, billetsalg o.s.v. Det er ganske store og utaknemmelige
opgaver, oveni det primære med at forny sig selv og musikken.
Hvis man vil hjælpe den eksperimenterende musik i Danmark, kunne den godt
behøve en håndsrækning med disse praktiske gøremål. Og hvis det kunne finde sted på tværs af traditionelle genreopdelinger indenfor både klassisk og rytmisk musik, ville det ikke gøre noget.
Der kunne være tale om et Musikkens Hus, med øvelokaler, studier og scener, der rummede de nødvendige tekniske faciliteter og hvor der var mulighed for
samspil med andre, tilgrænsende kunstarter: video, computergrafikere, dansere,
performance o.s.v.
Det virtuelle musikhus
Det kunne gerne være et stykke stor arkitektur, et godt sted, der kunne gøre
København ære. Et samlingspunkt for kunstnere og publikum.
Det ville være fint.
Men det kunne også være et hus som idé eller virtuelt rum, en organisation,
der udnyttede de faciliteter, der faktisk findes rundt om i København og kunne
udvikle nye, gerne i internationalt samvirke.
Det afgørende er, at dette hus fungerer som et kraftcenter for levende,
eksperimenterende musik. Ikke bare står som en ramme, men har et indhold fyldt
med menneskelige, økonomiske og kunstneriske ressourcer, så de nyskabende
komponister og musikere kunne koncentrere sig om musikken i kreativt samspil med
deres omgivelser.
Men hvorfra skal initiativet komme, når det åbenbart ikke kommer fra
kommunen? Så må det jo komme fra musikken.
Søndag Aften 1199
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]