Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
november 1999
Gør kunsten gavn?
CulturCronik:
Af Margrete Auken
Kulturpolitik drejer sig i høj grad om at give kunsten gode
vilkår. Men hvorfor egentlig? Har vi så meget brug for den, at den
ligefrem skal have sit eget ministerium og sit eget folketingsudvalg?
Behøver kunsten på sin side at interessere sig for samfundet, så det
mærkes, at den er der, når der drives politik? Eller er den blot til
lyst og pynt - og lidt forskrækkelse i ny og næ? Og har kunsten så
brug for andet end penge fra staten? Har den brug for samtale og
modspil? Hvorfor skal vi politikere forresten bekymre os om
kvaliteten? og kan vi det? Er kvalitet ikke en smagssag? Spørgsmålene
har meldt sig i min forholdsvis korte tid som kulturpolitiker (fra
efteråret 94), men de er også groet frem af mine erfaringer fra mange
års præstearbejde, hvor jeg har lært, hvor vigtig kunsten er, og hvor
vigtigt det er, at den er ordentlig. Så jeg tillader mig at tage afsæt
i disse erfaringer med et par eksempler:
Ved en gudstjeneste i Norge sang vi Peter Dass´ prægtige salme
"Om alle mine lemmer var fuld af idel sang", eller rettere resterne af
den. Ikke bare manglede mange gode vers, det gør der vel altid, hvor
Peter Dass bruges, og det må vi leve med. Men de vers, der var der,
var molesteret. Allerede i første linje anede jeg uråd: "Om alle mine
lemmer var fuld af bare sang" - duft og kraft var ligesom svundet.
Helt galt gik det i slutverset: "La livets kilde flyte, så ingen
stanser den! La folkeslag sig fryde, mens tider farer hen! Lad lykkes
Jesu navn, så vi vår vei kan finne inn i din faderfavn". I den danske
salmebog passer vi bedre på den norske digter. Dér slutter salmen:
"Lad lykkes Jesu navn, at Sulamit må tage sin Salomon i favn". "Det
kalder jeg at forvandle vin til vand", sagde Grundtvig engang om en
anden salmeødelæggelse.
Når det er vigtigt, at salmerne er ordentlig kunst, er det
ikke "bare" for fornøjelsens skyld. Den gode kunst kan noget, som
næppe kan klares ellers. Ligesom folkeeventyrets Espen Askelad, der på
sin vej til kongeslottet og de urimelige prøver, han skal vinde
prinsessen med, mødte sine syv gode hjælpere og ved dem fik
usædvanlige evner til sin rådighed, sådan kan man i det kunstneriske
udtryk få hjælp i forkyndelse og sjælesorg: man kan overskride den
rationelle fornufts og dagligsprogets grænser og give skabende ord til
sorg og angst, til glæde, trøst, ja selv til opstandelseshåb og evigt
liv. Og man kan bruge kunstens sprog uden ublufærdigt at mase sig ind
på den, man taler med.
Enden på den kunstnerisk autentiske salmedigtning
Der skal selvsagt mere til, end at det er god kunst; det skal
også fortælle noget. Der skal være teologisk kraft i billedsproget -
billeder vrimler det med i de bedste af vores salmer, det ser man,
hvis man får blik og øre for det. Et vist mål af samtidighed skader
heller ikke. Mens de fleste europæiske kirkesamfund er ramt af, at
kunst og kirke gik hver sin vej i det 18. årh., og dermed gjorde en
ende på den kunstnerisk autentiske salmedigtning, har vi i Danmark med
Grundtvig det enestående held at have en fremragende kunstner, der
gennem næsten hele det 19. årh., hvor den moderne bevidsthed og
individualisme slår igennem, var centralt placeret i kultur og
politik, samtidig med at han var præst og kompetent teolog. Dvs. en
moderne salmedigter i dette ords kvalificerede betydning. Jeg undrer
mig tit over, hvad man gør i andre landes kirker, hvor man fra tiden
efter kun har de gudelige rimerier, der hertillands går under
betegnelsens "moderne salmer". Nogle af disse salmer er vel ikke
ligefrem pinlige og kan til nøds bruges, men er alligevel både i
teologi og kunst langt under de store digteres niveau. Vi bør i hvert
fald ikke nøjes med mindre end det bedste - nøjsomhed gir jo kun
mening i pengesager! Mange steder i verden er salmesangen da også
blevet afslapningsled i gudstjenesten, hvilket generelt svækker både
kunst og forkyndelse. Tilsyneladende overlever kristendommen så også
det, men det er en anden historie.
Kunst i kirken
Mens det kniber med moderne kristen digtekunst, får vi til
gengæld meget ny billedkunst ind i vores kirker. Men heller ikke det
er nogen entydig succeshistorie. Hertil kræves nemlig for det første
at det er god kunst, for det andet at kunsten respekterer, at kirken
er et rum med en stor tradition for billedlig fordybelse i det
kristne mysterium. Er kunsten figurativ eller ligefrem fortællende,
må den på sæt og vis fortælle med, og er den abstrakt, ja så skal
den enten være rent dekorativ eller alligevel være i dialog med
kristendommen. Men ingen af delene er en selvfølge. Megen slatten
eller fidel "kunst" er sivet ind i kirkerne, noget af det endda uden
protest fra dem, der har ansvar for kvalitetsvurderinger. Det er så
slemt som de moderne salmer, ja værre, fordi man ikke bare kan springe
det over. Andet er måske nok god kunst, men forholder sig til kirken
nærmest som til et labert udstillingsrum. Et nedslående eksempel er
Carl Henning Petersens smølfer og lyserøde boudoirestemning i Ribe
Domkirke. Selve tilblivelsen af beslutningen om denne udsmykning er
utiltalende. Statens Kunstfond mente tydeligvis, at det nu var CHPs
"tur" til at få en stor opgave, og så var den gamle domkirke
passende. Menighedsrådet accepterede gaven - var det take it or
leave it? - og tav benovet.
Debat kom der nu alligevel. Og under den kom der
bemærkelsesværdige synspunkter frem om kunst og kirke. Adskillige
anerkendte kunstnere, også blandt dem med kirkelig tilknytning,
erklærede, at der ikke var noget, der hed kristen kunst - al kunst
var kirkekunst, når det kom ind i kirken. Og var det god kunst
udenfor, ja så var det også god kirkekunst. Det skal dog retfærdigvis
siges, at mange (de fleste?) billedkunstnere, der laver kunst til
kirker, gør sig klart, at samspillet med det, der foregår i kirken, er
stærkt, hvad enten kunstneren respekterer det eller ej. Hvorfor de
altså respekterer det og tager det, ikke blot som en begrænsning, men
nok så meget som en intens udfordring, når de giver sig i kast med
kirkekunst.
Kunst er ikke en smagssag
Jeg bruger som nævnt eksemplet med kirkekunst, fordi jeg her
selv er fortrolig med nødvendigheden af god kunst og temmelig
intolerant overfor det sleske eller slappe. Men når jeg bevæger mig
hen i områder af åndslivet, hvor min personlige kompetence er mindre,
bliver jeg tilsvarende mere usikker. Jeg er ikke tilstrækkelig trænet
til hurtigt og sikkert at kunne skelne skidt fra kanel, men så lytter
jeg desto ivrigere til folk, som har forstand på det, og som jeg har
tillid til: Folk med en trænet smag, som smager mig. Jeg vedkender mig
gerne min egen usikkerhed, for erfaringen har lært mig, at hvis man
vil lære at skelne ordentligt, er det vigtigt at arbejde med sagerne,
herunder den besværlige, men nødvendige smag. Man kommer let til kort
eller bliver snydt, hvis man undser sig for at erkende sin usikkerhed
og for at søge hjælp. Jeg mødte erfaringen, da Folketingets
kulturudvalg på en sommertur besøgte bl.a. Kunsthallen i Malmø, hvor
der udstilledes moderne kinesisk tuschmaleri. Umiddelbart var det,
som om man havde set det masser af gange. Og var billederne her til at
skelne fra dem, man køber billigt hos gadesælgere i Hong Kong? Før
nogen tog mod til sig og spurgte, fik vi fortalt om nødvendigheden af
at få professionel hjælp fra Kina til at vurdere det. "Vi
vesterlændinge kan simpelthen ikke selv - ligesom kineserne heller
ikke kan se, at Pissaro adskiller sig klart fra sin tids
fidusmalere". Jo smag skal trænes og dannes, forresten også selv om
man er kulturelt hjemme. Kunst er ikke en "smagssag"!
Hvad jeg derimod ikke er usikker på, er nødvendigheden af at
give kunsten gode betingelser. Samfundet må kære sig både om kunsten
og om de skabende kunstnere, fysisk og åndeligt. Hvordan vi sikrer
kunstnerne økonomisk, er i øvrigt vanskeligere end som så, men meget
kan nu gøres med at udbygge de eksisterende ordninger med
studielegater, iværksætterydelser, ophavsretspenge - og flere
opgaver. Måske kan vi også finde en administrerbar
understøttelsesordning, skønt jeg er skeptisk efter at have fulgt og
deltaget i debatten herom i flere år. Men noget skal der altså gøres,
ikke mindst for billedkunstnerne, der vistnok er de hårdest trængte.
Kunststøtteordninger er i øvrigt ikke emnet for denne artikel og
nævnes udelukkende, fordi det ikke må glemmes, at samfundet har ansvar
for, at kunstens materielle vilkår er rimelige.
Udsalg af fællesværdier
Hvis man altså overhovedet mener, at kulturpolitikken er en
statsopgave, og at det giver mening at være kulturpolitiker. Tager man
derimod konsekvensen af det samfundssyn, der lige nu har stærke
fortalere, nemlig at staten skal drives som en købmandsforretning, og
kun har pligt til at gribe ind, hvis det er for at få dette maskineri
til at fungere, bliver det småt med kulturpolitikken. Her skal staten
sørge for infrastruktur, uddannelse, retssystemer osv., for uden alt
dette vil forretningen gå i smadder. Særskilte forpligtelser til at
tage sig af andet end det, der er forretningshensyn i, retter sig
alene mod de nødlidende. Man løber næppe fra de kristne grundværdier i
samfundet. Derfor skal der være ordentlig omsorg for gamle og syge,
arbejdsløse må ikke gå til bunds osv. Men kulturpolitikkens
berettigelse må findes i kulturens betydning for turisterhverv og
anden form for business, hvorimod det, der ikke er penge i for
samfundet, må klare sig selv.
Nu er konsekvensmageri sjældent en frugtbar beskæftigelse -
så grelt som her beskrevet vil det jo næppe blive i Danmark. Vi har
f.eks. ikke kun folkebiblioteker af hensyn til den erhvervsrettede
folkeoplysning. Og vi har jo også en masse anden kultur, som samfundet
har ansvar for, og sådan vil det blive ved at være. Men tendenserne er
der, kommunernes udsalg af fællesværdierne er et alarmerende tegn.
Hvornår bliver det vores slotte, skove, kyster, nationalmuseet og Kgl.
Teater, som skal sælges af forretningsmæssige grunde? (her tænker jeg
selvsagt ikke på fup og fidus, som visse kommuners manøvrer er udtryk
for, men den businesstænkning, der præger flere af privatiseringerne,
og som går langt ud over fornuftige hensyn til effektivitet).
Nedvurderingen eller bare negligeringen af kunstens betydning
for os alle sammen forstærker denne tendens. Under alle omstændigheder
er det svært at få midler til kulturen, samtidig med at
kulturpolitikerne sjældent er dem med stjernestatus på den politiske
scene. Kulturpolitikken er simpelthen ikke vigtig - og den kan meget
let blive marginaliseret yderligere. Mange kunstneres distante forhold
til politik og til kunstens samfundsansvar bidrager også til
forestillingen om staten som bestyrer for en forretning med
omsorgsforpligtelser.
Marginaliserede politikere
Hvis man i stedet anskuer samfundet som et stort menneskeligt
fællesskab, ændrer billedet sig fuldstændigt og opgaverne for staten
bliver nogle ganske andre. Samfundet kan her lignes ved familien, og
selv om denne sammenligning ikke må drives for vidt, giver den masser
af mening. Familien er hverken en ambulancetjeneste eller en
købmandsbutik, men rammen om og strukturen i en stor del af vores liv.
Her skal der være gode historier, fester, opdragelse, skønhed, ansvar,
fordybelse, engagement, fortid og fremtid. Set i det lys og den
sammenligning tager samfundet sig meget anderledes ud, og her bliver
kulturpolitikken central og i høj grad et politikeransvar.
Men samfundet adskiller sig også fra familien, det er jo
mangfoldigt og konfliktfyldt, og politikeromsorgen for liv og vækst må
selvsagt give plads til både konflikter og mangfoldighed. Og så bliver
kulturpolitikken for alvor et område, der kræver sine folk, og bedst
bliver det, hvis både politikere, kunstnere, kulturformidlere og
institutioner tager del, ikke kun i hvordan rammerne skal være og
hvordan man sikrer gode betingelser for kulturlivet, men også i
diskussionen af indholdet.
Til gode kår for kunsten hører selvsagt kunstnerisk autonomi,
men er det ensbetydende med, at der ikke må stilles spørgsmål til den
- og at det er lige meget om den har noget på hjerte? Og kan det være
det samme for samfundet om kunsten har relevans? Det er et forbistret
svært problem at bevæge sig ind i, for begynder man at stille krav til
kunsten om relevans og betydning, går det meget let galt.
Ideologiunderdanigt bras
For en del år siden var jeg i Nordkorea på et spøjst
partibesøg. Vi blev behandlet fornemt, men fik naturligvis ikke andet
at se, end hvad regeringen ønskede. Vi så mange dejlige børn, og de
var næsten altid beskæftiget med musik, dans, sang, maleri eller anden
kunstudfoldelse, staten var tydeligvis bevidst om nødvendigheden af
kunst. Men vi så ingen kunst. Var der ikke andet end det
ideologiunderdanige bras, som jo også børnene blev plaget af? På
vejen hjem i flyveren fandt jeg tilfældigvis et katalog fra
kunstmuseet i Pyonggang - som vi ikke havde set og ikke anede var
der. Her var tilsyneladende dejlig østlig kunst. Men fra omkring 1974
blev den ganske flad og død. Hvad skete der på den tid? I hvert fald
noget slemt, det var tydeligt. Fortalt til skræk og advarsel. Vi kan
ikke undvære ordentlig kunst, og er den væk eller ødelagt, er det ikke
kun kedsommeligt, men et sygdomstegn.
Lige nu er det nærmest forbudt for politikere at stille
spørgsmål til kunsten om relevans, om tydning og betydning. Sådan som
vores kunst- og kulturpolitik har udviklet sig, drejer den sig næsten
kun om penge. Det politiske apparat har stort set lagt al ansvar for
kunst- og kulturpolitikken over til institutionerne, til bestyrelser,
ekspertråd, direktører, rektorer, og overladt det til dem at føre
kulturpolitik. Det er jo sket for at værne om kunstens frihed og
kvalitet - og i en del tilfælde for at befri politikerne for en masse
bøvl. Det sidste formål bliver helt tydeligt dér, hvor stærke mænd
uden særlig kunstnerisk forstand er blevet sat ind på lederpladser,
hvor de for eksorbitante lønninger agerer "problemknusere" (- en
virksomhed der ser ud til at lykkes: de knuser og knuser. Burde man
mon ikke i stedet kigge efter problemløsere? nogen med sans for og
forstand på det område, de skal lede og lidt tjenersind overfor
samfundet og institutionen?).
Som helhed er denne frigørelse fra det politiske system vel
prisværdig: Kunstnerne må ikke føle sig presset til at levere den
kunst, politikerne ønsker, og omvendt må politikerne ikke blive
fristet til at lefle for deres vælgere ved at satse på det nemme, det
populære, det lokale.
Messende bekendelse til armslængdeprincippet
Men helt vellykket har den hidtidige opbygning altså ikke
været. For det, der nu er sket, er, at kunsterne og politikerne er
kommet så langt fra hinanden, at de også er holdt op med at
interessere sig for hinanden. Det eneste, vi politikere kan præstere,
er en næsten messende bekendelse til det såkaldte
"armslængde-princip" (jeg deltager selv i koret) og så, for de
ihærdigste, en aktiv indsats for at skaffe flere penge til kunsten. Og
ikke alene forventer man af os, at vi ikke blander os, man for-venter
dårligt nok, at vi interesserer os for kunsten - uden at man af den
grund fritager os fra den sædvanlige politikerlede snak om de dér
tumpede politikere, der ikke alene alle er ens, men også alle er
småkorrumperede, magtsyge. Det er så, hvad det er - træls. Men nok
heller ikke mere. Endelig er det jo vores eget ansvar at interessere
os for og deltage i kunst og kulturdebat, også selv om så meget af
ansvaret ligger andetsteds. Det har aldrig været meningen at regering
og kulturministerium, Folketing og kulturudvalg skulle holde op med
at interessere sig for og føle medansvar for kulturpolitikkens
indhold. Spørgsmålet står dog stadigt åbent: hvordan kan dette ansvar
udmønte sig under de nuværende forhold?
En af forudsætningerne er, at kunstnerne selv blander sig -
og i mere end det med pengene. Et grelt eksempel på den øjeblikkelige
debats skævhed var Politikens kultur- og debatsektion en søndag midt i
juli 98. Her havde den sydafrikanske forfatter André Brink skrevet
kronik om forfatternes medansvar for udviklingen i Sydafrika, hvor
meget de betød under apartheidsystemet, og hvor farligt det kan
blive, hvis de hygger sig for meget ved at være kommet ind i varmen,
og lader tvivlen om magthavernes hæderlighed komme magthaverne til
gode. For slet ikke at tale om, hvor galt det går, hvis man overser
eller ligefrem accepterer åbenlys hovmod, magtmisbrug osv. I samme
opslag af avisen, på den modsatte side, var der en bister kommentar af den forfatter, der frem for nogen i
den seneste tid har slået på betydningen af forfatternes deltagelse i
samfundsdebatten, Jan Sonnergaard. "Poul Nyrups alliance med
kunstnerne", hed den. Og så troede jeg, at der omsider kom en svada
om vores beskæmmende flygtningepolitik, om en primitiv vækstsatsning
som mål for rigdom, om fortielsen af de mange udstødte også i vores
samfund (20% af de 16-65årige sat på nådsensbrød), om hykleriet ved
Nyrups kritik af dyremishandlingen i industrilandbruget - der er
meget - og meget andet - at tage fat på for den kunstner, der vil
holde sans og samvittighed åben og sårbar. Og så handlede artiklen
guddødemig - igen - om biblioteksafgiften, forfatternes helt store
samfundskritiske hit de sidste par år. Søndagen efter læser man Niels
Barfoeds artikel om Günter Grass og den tyske forargelse over hans
vedholdende kritik af den tyske dobbeltmoral overfor
menneskerettigheder. Er det, fordi vi i Danmark er mere robuste end
tyskerne, at en tilsvarende ballade ikke forekommer her? Eller fordi
vi ikke har nogen på Grass´ niveau og med hans uforfærdede bisterhed?
I hvert fald det sidste. Og hvis det første gælder, er det så blot et
sundhedstegn, eller er vi blevet immune? Er det i givet fald bedre -
og hvem gør noget ved det? Og hvor er forresten Det danske Akademi,
som da vistnok er en af vore vigtige kulturinstitutioner - nu virker
bare det at spørge efter dem lidt bizart, for hvornår er nogen sidst
kommet i tanker om Det danske Akademi, når de ikke lige uddeler deres
priser eller erstatter afdøde medlemmer?
Den vigtige kunst
Kunne det være, fordi der så sjældent kommer noget
betydningsfuldt fra kunstens side, at den mister betydning? Hvorfor er
teaterdebatten så spag? Er det rigtigt, at teatret kan udkonkurreres
af TV og video, hvis det ikke arbejder på disse mediers betingelser,
eller er der ikke afgørende forskelle på skærmen og det levende
teater? - og hvorfor er det klassiske drama trængt helt i
baggrunden? kan det kun overleve, hvis det garneres med gags eller
brutaliteter? Forhåbentlig ikke.
Og hvad skal vi med billedkunsten? Det er klart, at
billedkunstnernes mulighed for at påvirke samfundet gennem deres kunst
er meget anderledes end forfatternes, langt mindre direkte. Og så
alligevel: billedkunsten er blevet taget i brug af totalitære regimer
- og den er blevet fordømt af dem (de nævnte kinesiske tuschmalere
måtte ikke male under kulturrevolutionen). Den har i tidens løb sat
sig stærke spor i bevidsthed og smag, og når vi også nu får heftige
debatter om f.eks. udsmykninger af det offentlige rum, af mure og
pladser, er det da, fordi billedkunstnerne påvirker os hele tiden. Og
det er fint at få skærpet sin opmærksomhed for byens rum. Under alle
omstændigheder er jeg blevet mindre tolerant over-for plat og sjusket
og profitstyret arkitektur og byplanlægning. Jeg tror, det gør mig
rigere, selv om det også er udmattende at gå og blive sur over braset
- som at lade sig gå på af musiksuppen, der siver fra loftet hos
Brugsen.
Men også den dygtige kunst kan man få det skidt med. Jeg ved
ikke, om det er godt for noget, at jeg irriteres over Jens-Flemming
Sørensens forvredne skulpturer med Henrik Nordbrands krigslyrik på
Toftegårds Plads, hver gang jeg krydser den. Det er ikke, fordi det
ikke er fine kunstnere, for det er det. Og "politisk" er det jo også,
men er Toftegårds Plads et sted, hvor der skal forkyndes, og har
kunstnerne overhovedet spekuleret på, hvad Valby er for en by? Til
sammenligning virker "Fredens Port" ved søerne helt anderledes
indtænkt på stedet, selvom den i flere henseender er skæv. Og det
ville glæde mig at færdes f.eks. i Hirtshals, og dér jævnligt kunne
slå mig ned på Dorthe Dahlins torv, som har gjort den lidt trivielle
by interessant. Hun har da virkelig bøjet sig ind under byens behov og
væsen uden af den grund at blive fidel. Det samme gælder Erik Heides
monolitter på begge sider af broen over jernbanen ved Dybbølsbro
S-station. Og Bjørn Nørgaards "gulv" på Amagertorv. Har de haft det
med torvene som den respektfulde kunstner med kirken? På en eller
anden måde tror jeg, der er et sammenfald. Men hvad fortæller det så
om kunstens medansvar for samfundet ellers? Er der overhovedet en
sammenhæng med det, moderne kunstnerne ellers siger om betydningen af
deres kunst? hvad bidrager den med til fællesskabet, altså ud over
glæde og mangfoldighed og at holde ens sanser og opmærksomhed i form
- men det er jo heller ikke så lidt. Alligevel: rigtig chokerede
bliver vi jo ikke over det chokerende, det depraverede kigger vi på
med interesserede miner, det hæslige finder vej til væggen bag sofaen.
Bliver vores sanser og opmærksomhed egentlig holdt tilstrækkeligt
skærpede, sådan som mange billedkunstnere selv siger, de kan med deres
kunst - eller bliver vi tværtimod sløve, afstumpede? Og hænger det
sammen med, at det dybest set ikke er vigtigt hvad kunsten siger -
fordi den ikke har noget vigtigt på hjerte?
Lige meget er det ikke - også det er en del af den
kulturpolitiske debat, som både politikere og kunstnere burde bidrage
til.
Der er meget vi skal klare, begge parter. Også meget mere, end
jeg specifikt har omtalt her. Jeg vil selv gøre meget for, at det
"hjem", samfundet, jeg som politiker har medansvar for, får en
stærkere kulturpolitik, hvor kunstnerne får bedre økonomiske vilkår,
hvor kunstuddannelserne styrkes, hvor kulturens huse og institutioner
forbedres og hvor folket i højere grad end i dag dygtiggøres til at
se, lytte, indleve sig og selv være medskabende ved at bruge og
fortolke og fortælle.
Men jeg savner nok lidt, at en større del af den kunstneriske
vitalitet blev brugt på at oplyse fælleslivets mere dunkle sider, at
trække de fortabte og glemte frem af usynliggørelsen, at skærpe sind
og sans for alt det, en kultur, der er blevet heftig materialistisk,
fortrænger og måske gør ubodelig skade. Til skade for dette
fællesskab. Det er ikke godt for samfundet, når kunstnerne ikke gider
beskæftige sig med det. Og et eller andet sted kan det altså heller
ikke være godt for kunsten.