Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


november 1999


Gør kunsten gavn?

CulturCronik:

Af Margrete Auken

Kulturpolitik drejer sig i høj grad om at give kunsten gode vilkår. Men hvorfor egentlig? Har vi så meget brug for den, at den ligefrem skal have sit eget ministerium og sit eget folketingsudvalg?

Behøver kunsten på sin side at interessere sig for samfundet, så det mærkes, at den er der, når der drives politik? Eller er den blot til lyst og pynt - og lidt forskrækkelse i ny og næ? Og har kunsten så brug for andet end penge fra staten? Har den brug for samtale og modspil? Hvorfor skal vi politikere forresten bekymre os om kvaliteten? og kan vi det? Er kvalitet ikke en smagssag? Spørgsmålene har meldt sig i min forholdsvis korte tid som kulturpolitiker (fra efteråret 94), men de er også groet frem af mine erfaringer fra mange års præstearbejde, hvor jeg har lært, hvor vigtig kunsten er, og hvor vigtigt det er, at den er ordentlig. Så jeg tillader mig at tage afsæt i disse erfaringer med et par eksempler:

Ved en gudstjeneste i Norge sang vi Peter Dass´ prægtige salme "Om alle mine lemmer var fuld af idel sang", eller rettere resterne af den. Ikke bare manglede mange gode vers, det gør der vel altid, hvor Peter Dass bruges, og det må vi leve med. Men de vers, der var der, var molesteret. Allerede i første linje anede jeg uråd: "Om alle mine lemmer var fuld af bare sang" - duft og kraft var ligesom svundet. Helt galt gik det i slutverset: "La livets kilde flyte, så ingen stanser den! La folkeslag sig fryde, mens tider farer hen! Lad lykkes Jesu navn, så vi vår vei kan finne inn i din faderfavn". I den danske salmebog passer vi bedre på den norske digter. Dér slutter salmen: "Lad lykkes Jesu navn, at Sulamit må tage sin Salomon i favn". "Det kalder jeg at forvandle vin til vand", sagde Grundtvig engang om en anden salmeødelæggelse.

Når det er vigtigt, at salmerne er ordentlig kunst, er det ikke "bare" for fornøjelsens skyld. Den gode kunst kan noget, som næppe kan klares ellers. Ligesom folkeeventyrets Espen Askelad, der på sin vej til kongeslottet og de urimelige prøver, han skal vinde prinsessen med, mødte sine syv gode hjælpere og ved dem fik usædvanlige evner til sin rådighed, sådan kan man i det kunstneriske udtryk få hjælp i forkyndelse og sjælesorg: man kan overskride den rationelle fornufts og dagligsprogets grænser og give skabende ord til sorg og angst, til glæde, trøst, ja selv til opstandelseshåb og evigt liv. Og man kan bruge kunstens sprog uden ublufærdigt at mase sig ind på den, man taler med.

Enden på den kunstnerisk autentiske salmedigtning

Der skal selvsagt mere til, end at det er god kunst; det skal også fortælle noget. Der skal være teologisk kraft i billedsproget - billeder vrimler det med i de bedste af vores salmer, det ser man, hvis man får blik og øre for det. Et vist mål af samtidighed skader heller ikke. Mens de fleste europæiske kirkesamfund er ramt af, at kunst og kirke gik hver sin vej i det 18. årh., og dermed gjorde en ende på den kunstnerisk autentiske salmedigtning, har vi i Danmark med Grundtvig det enestående held at have en fremragende kunstner, der gennem næsten hele det 19. årh., hvor den moderne bevidsthed og individualisme slår igennem, var centralt placeret i kultur og politik, samtidig med at han var præst og kompetent teolog. Dvs. en moderne salmedigter i dette ords kvalificerede betydning. Jeg undrer mig tit over, hvad man gør i andre landes kirker, hvor man fra tiden efter kun har de gudelige rimerier, der hertillands går under betegnelsens "moderne salmer". Nogle af disse salmer er vel ikke ligefrem pinlige og kan til nøds bruges, men er alligevel både i teologi og kunst langt under de store digteres niveau. Vi bør i hvert fald ikke nøjes med mindre end det bedste - nøjsomhed gir jo kun mening i pengesager! Mange steder i verden er salmesangen da også blevet afslapningsled i gudstjenesten, hvilket generelt svækker både kunst og forkyndelse. Tilsyneladende overlever kristendommen så også det, men det er en anden historie.

Kunst i kirken

Mens det kniber med moderne kristen digtekunst, får vi til gengæld meget ny billedkunst ind i vores kirker. Men heller ikke det er nogen entydig succeshistorie. Hertil kræves nemlig for det første at det er god kunst, for det andet at kunsten respekterer, at kirken er et rum med en stor tradition for billedlig fordybelse i det kristne mysterium. Er kunsten figurativ eller ligefrem fortællende, må den på sæt og vis fortælle med, og er den abstrakt, ja så skal den enten være rent dekorativ eller alligevel være i dialog med kristendommen. Men ingen af delene er en selvfølge. Megen slatten eller fidel "kunst" er sivet ind i kirkerne, noget af det endda uden protest fra dem, der har ansvar for kvalitetsvurderinger. Det er så slemt som de moderne salmer, ja værre, fordi man ikke bare kan springe det over. Andet er måske nok god kunst, men forholder sig til kirken nærmest som til et labert udstillingsrum. Et nedslående eksempel er Carl Henning Petersens smølfer og lyserøde boudoirestemning i Ribe Domkirke. Selve tilblivelsen af beslutningen om denne udsmykning er utiltalende. Statens Kunstfond mente tydeligvis, at det nu var CHPs "tur" til at få en stor opgave, og så var den gamle domkirke passende. Menighedsrådet accepterede gaven - var det take it or leave it? - og tav benovet.

Debat kom der nu alligevel. Og under den kom der bemærkelsesværdige synspunkter frem om kunst og kirke. Adskillige anerkendte kunstnere, også blandt dem med kirkelig tilknytning, erklærede, at der ikke var noget, der hed kristen kunst - al kunst var kirkekunst, når det kom ind i kirken. Og var det god kunst udenfor, ja så var det også god kirkekunst. Det skal dog retfærdigvis siges, at mange (de fleste?) billedkunstnere, der laver kunst til kirker, gør sig klart, at samspillet med det, der foregår i kirken, er stærkt, hvad enten kunstneren respekterer det eller ej. Hvorfor de altså respekterer det og tager det, ikke blot som en begrænsning, men nok så meget som en intens udfordring, når de giver sig i kast med kirkekunst.

Kunst er ikke en smagssag

Jeg bruger som nævnt eksemplet med kirkekunst, fordi jeg her selv er fortrolig med nødvendigheden af god kunst og temmelig intolerant overfor det sleske eller slappe. Men når jeg bevæger mig hen i områder af åndslivet, hvor min personlige kompetence er mindre, bliver jeg tilsvarende mere usikker. Jeg er ikke tilstrækkelig trænet til hurtigt og sikkert at kunne skelne skidt fra kanel, men så lytter jeg desto ivrigere til folk, som har forstand på det, og som jeg har tillid til: Folk med en trænet smag, som smager mig. Jeg vedkender mig gerne min egen usikkerhed, for erfaringen har lært mig, at hvis man vil lære at skelne ordentligt, er det vigtigt at arbejde med sagerne, herunder den besværlige, men nødvendige smag. Man kommer let til kort eller bliver snydt, hvis man undser sig for at erkende sin usikkerhed og for at søge hjælp. Jeg mødte erfaringen, da Folketingets kulturudvalg på en sommertur besøgte bl.a. Kunsthallen i Malmø, hvor der udstilledes moderne kinesisk tuschmaleri. Umiddelbart var det, som om man havde set det masser af gange. Og var billederne her til at skelne fra dem, man køber billigt hos gadesælgere i Hong Kong? Før nogen tog mod til sig og spurgte, fik vi fortalt om nødvendigheden af at få professionel hjælp fra Kina til at vurdere det. "Vi vesterlændinge kan simpelthen ikke selv - ligesom kineserne heller ikke kan se, at Pissaro adskiller sig klart fra sin tids fidusmalere". Jo smag skal trænes og dannes, forresten også selv om man er kulturelt hjemme. Kunst er ikke en "smagssag"!

Hvad jeg derimod ikke er usikker på, er nødvendigheden af at give kunsten gode betingelser. Samfundet må kære sig både om kunsten og om de skabende kunstnere, fysisk og åndeligt. Hvordan vi sikrer kunstnerne økonomisk, er i øvrigt vanskeligere end som så, men meget kan nu gøres med at udbygge de eksisterende ordninger med studielegater, iværksætterydelser, ophavsretspenge - og flere opgaver. Måske kan vi også finde en administrerbar understøttelsesordning, skønt jeg er skeptisk efter at have fulgt og deltaget i debatten herom i flere år. Men noget skal der altså gøres, ikke mindst for billedkunstnerne, der vistnok er de hårdest trængte. Kunststøtteordninger er i øvrigt ikke emnet for denne artikel og nævnes udelukkende, fordi det ikke må glemmes, at samfundet har ansvar for, at kunstens materielle vilkår er rimelige.

Udsalg af fællesværdier

Hvis man altså overhovedet mener, at kulturpolitikken er en statsopgave, og at det giver mening at være kulturpolitiker. Tager man derimod konsekvensen af det samfundssyn, der lige nu har stærke fortalere, nemlig at staten skal drives som en købmandsforretning, og kun har pligt til at gribe ind, hvis det er for at få dette maskineri til at fungere, bliver det småt med kulturpolitikken. Her skal staten sørge for infrastruktur, uddannelse, retssystemer osv., for uden alt dette vil forretningen gå i smadder. Særskilte forpligtelser til at tage sig af andet end det, der er forretningshensyn i, retter sig alene mod de nødlidende. Man løber næppe fra de kristne grundværdier i samfundet. Derfor skal der være ordentlig omsorg for gamle og syge, arbejdsløse må ikke gå til bunds osv. Men kulturpolitikkens berettigelse må findes i kulturens betydning for turisterhverv og anden form for business, hvorimod det, der ikke er penge i for samfundet, må klare sig selv.

Nu er konsekvensmageri sjældent en frugtbar beskæftigelse - så grelt som her beskrevet vil det jo næppe blive i Danmark. Vi har f.eks. ikke kun folkebiblioteker af hensyn til den erhvervsrettede folkeoplysning. Og vi har jo også en masse anden kultur, som samfundet har ansvar for, og sådan vil det blive ved at være. Men tendenserne er der, kommunernes udsalg af fællesværdierne er et alarmerende tegn. Hvornår bliver det vores slotte, skove, kyster, nationalmuseet og Kgl. Teater, som skal sælges af forretningsmæssige grunde? (her tænker jeg selvsagt ikke på fup og fidus, som visse kommuners manøvrer er udtryk for, men den businesstænkning, der præger flere af privatiseringerne, og som går langt ud over fornuftige hensyn til effektivitet).

Nedvurderingen eller bare negligeringen af kunstens betydning for os alle sammen forstærker denne tendens. Under alle omstændigheder er det svært at få midler til kulturen, samtidig med at kulturpolitikerne sjældent er dem med stjernestatus på den politiske scene. Kulturpolitikken er simpelthen ikke vigtig - og den kan meget let blive marginaliseret yderligere. Mange kunstneres distante forhold til politik og til kunstens samfundsansvar bidrager også til forestillingen om staten som bestyrer for en forretning med omsorgsforpligtelser.

Marginaliserede politikere

Hvis man i stedet anskuer samfundet som et stort menneskeligt fællesskab, ændrer billedet sig fuldstændigt og opgaverne for staten bliver nogle ganske andre. Samfundet kan her lignes ved familien, og selv om denne sammenligning ikke må drives for vidt, giver den masser af mening. Familien er hverken en ambulancetjeneste eller en købmandsbutik, men rammen om og strukturen i en stor del af vores liv. Her skal der være gode historier, fester, opdragelse, skønhed, ansvar, fordybelse, engagement, fortid og fremtid. Set i det lys og den sammenligning tager samfundet sig meget anderledes ud, og her bliver kulturpolitikken central og i høj grad et politikeransvar.

Men samfundet adskiller sig også fra familien, det er jo mangfoldigt og konfliktfyldt, og politikeromsorgen for liv og vækst må selvsagt give plads til både konflikter og mangfoldighed. Og så bliver kulturpolitikken for alvor et område, der kræver sine folk, og bedst bliver det, hvis både politikere, kunstnere, kulturformidlere og institutioner tager del, ikke kun i hvordan rammerne skal være og hvordan man sikrer gode betingelser for kulturlivet, men også i diskussionen af indholdet.

Til gode kår for kunsten hører selvsagt kunstnerisk autonomi, men er det ensbetydende med, at der ikke må stilles spørgsmål til den - og at det er lige meget om den har noget på hjerte? Og kan det være det samme for samfundet om kunsten har relevans? Det er et forbistret svært problem at bevæge sig ind i, for begynder man at stille krav til kunsten om relevans og betydning, går det meget let galt.

Ideologiunderdanigt bras

For en del år siden var jeg i Nordkorea på et spøjst partibesøg. Vi blev behandlet fornemt, men fik naturligvis ikke andet at se, end hvad regeringen ønskede. Vi så mange dejlige børn, og de var næsten altid beskæftiget med musik, dans, sang, maleri eller anden kunstudfoldelse, staten var tydeligvis bevidst om nødvendigheden af kunst. Men vi så ingen kunst. Var der ikke andet end det ideologiunderdanige bras, som jo også børnene blev plaget af? På vejen hjem i flyveren fandt jeg tilfældigvis et katalog fra kunstmuseet i Pyonggang - som vi ikke havde set og ikke anede var der. Her var tilsyneladende dejlig østlig kunst. Men fra omkring 1974 blev den ganske flad og død. Hvad skete der på den tid? I hvert fald noget slemt, det var tydeligt. Fortalt til skræk og advarsel. Vi kan ikke undvære ordentlig kunst, og er den væk eller ødelagt, er det ikke kun kedsommeligt, men et sygdomstegn.

Lige nu er det nærmest forbudt for politikere at stille spørgsmål til kunsten om relevans, om tydning og betydning. Sådan som vores kunst- og kulturpolitik har udviklet sig, drejer den sig næsten kun om penge. Det politiske apparat har stort set lagt al ansvar for kunst- og kulturpolitikken over til institutionerne, til bestyrelser, ekspertråd, direktører, rektorer, og overladt det til dem at føre kulturpolitik. Det er jo sket for at værne om kunstens frihed og kvalitet - og i en del tilfælde for at befri politikerne for en masse bøvl. Det sidste formål bliver helt tydeligt dér, hvor stærke mænd uden særlig kunstnerisk forstand er blevet sat ind på lederpladser, hvor de for eksorbitante lønninger agerer "problemknusere" (- en virksomhed der ser ud til at lykkes: de knuser og knuser. Burde man mon ikke i stedet kigge efter problemløsere? nogen med sans for og forstand på det område, de skal lede og lidt tjenersind overfor samfundet og institutionen?).

Som helhed er denne frigørelse fra det politiske system vel prisværdig: Kunstnerne må ikke føle sig presset til at levere den kunst, politikerne ønsker, og omvendt må politikerne ikke blive fristet til at lefle for deres vælgere ved at satse på det nemme, det populære, det lokale.

Messende bekendelse til armslængdeprincippet

Men helt vellykket har den hidtidige opbygning altså ikke været. For det, der nu er sket, er, at kunsterne og politikerne er kommet så langt fra hinanden, at de også er holdt op med at interessere sig for hinanden. Det eneste, vi politikere kan præstere, er en næsten messende bekendelse til det såkaldte "armslængde-princip" (jeg deltager selv i koret) og så, for de ihærdigste, en aktiv indsats for at skaffe flere penge til kunsten. Og ikke alene forventer man af os, at vi ikke blander os, man for-venter dårligt nok, at vi interesserer os for kunsten - uden at man af den grund fritager os fra den sædvanlige politikerlede snak om de dér tumpede politikere, der ikke alene alle er ens, men også alle er småkorrumperede, magtsyge. Det er så, hvad det er - træls. Men nok heller ikke mere. Endelig er det jo vores eget ansvar at interessere os for og deltage i kunst og kulturdebat, også selv om så meget af ansvaret ligger andetsteds. Det har aldrig været meningen at regering og kulturministerium, Folketing og kulturudvalg skulle holde op med at interessere sig for og føle medansvar for kulturpolitikkens indhold. Spørgsmålet står dog stadigt åbent: hvordan kan dette ansvar udmønte sig under de nuværende forhold?

En af forudsætningerne er, at kunstnerne selv blander sig - og i mere end det med pengene. Et grelt eksempel på den øjeblikkelige debats skævhed var Politikens kultur- og debatsektion en søndag midt i juli 98. Her havde den sydafrikanske forfatter André Brink skrevet kronik om forfatternes medansvar for udviklingen i Sydafrika, hvor meget de betød under apartheidsystemet, og hvor farligt det kan blive, hvis de hygger sig for meget ved at være kommet ind i varmen, og lader tvivlen om magthavernes hæderlighed komme magthaverne til gode. For slet ikke at tale om, hvor galt det går, hvis man overser eller ligefrem accepterer åbenlys hovmod, magtmisbrug osv. I samme opslag af avisen, på den modsatte side, var der en bister kommentar af den forfatter, der frem for nogen i den seneste tid har slået på betydningen af forfatternes deltagelse i samfundsdebatten, Jan Sonnergaard. "Poul Nyrups alliance med kunstnerne", hed den. Og så troede jeg, at der omsider kom en svada om vores beskæmmende flygtningepolitik, om en primitiv vækstsatsning som mål for rigdom, om fortielsen af de mange udstødte også i vores samfund (20% af de 16-65årige sat på nådsensbrød), om hykleriet ved Nyrups kritik af dyremishandlingen i industrilandbruget - der er meget - og meget andet - at tage fat på for den kunstner, der vil holde sans og samvittighed åben og sårbar. Og så handlede artiklen guddødemig - igen - om biblioteksafgiften, forfatternes helt store samfundskritiske hit de sidste par år. Søndagen efter læser man Niels Barfoeds artikel om Günter Grass og den tyske forargelse over hans vedholdende kritik af den tyske dobbeltmoral overfor menneskerettigheder. Er det, fordi vi i Danmark er mere robuste end tyskerne, at en tilsvarende ballade ikke forekommer her? Eller fordi vi ikke har nogen på Grass´ niveau og med hans uforfærdede bisterhed? I hvert fald det sidste. Og hvis det første gælder, er det så blot et sundhedstegn, eller er vi blevet immune? Er det i givet fald bedre - og hvem gør noget ved det? Og hvor er forresten Det danske Akademi, som da vistnok er en af vore vigtige kulturinstitutioner - nu virker bare det at spørge efter dem lidt bizart, for hvornår er nogen sidst kommet i tanker om Det danske Akademi, når de ikke lige uddeler deres priser eller erstatter afdøde medlemmer?

Den vigtige kunst

Kunne det være, fordi der så sjældent kommer noget betydningsfuldt fra kunstens side, at den mister betydning? Hvorfor er teaterdebatten så spag? Er det rigtigt, at teatret kan udkonkurreres af TV og video, hvis det ikke arbejder på disse mediers betingelser, eller er der ikke afgørende forskelle på skærmen og det levende teater? - og hvorfor er det klassiske drama trængt helt i baggrunden? kan det kun overleve, hvis det garneres med gags eller brutaliteter? Forhåbentlig ikke.

Og hvad skal vi med billedkunsten? Det er klart, at billedkunstnernes mulighed for at påvirke samfundet gennem deres kunst er meget anderledes end forfatternes, langt mindre direkte. Og så alligevel: billedkunsten er blevet taget i brug af totalitære regimer - og den er blevet fordømt af dem (de nævnte kinesiske tuschmalere måtte ikke male under kulturrevolutionen). Den har i tidens løb sat sig stærke spor i bevidsthed og smag, og når vi også nu får heftige debatter om f.eks. udsmykninger af det offentlige rum, af mure og pladser, er det da, fordi billedkunstnerne påvirker os hele tiden. Og det er fint at få skærpet sin opmærksomhed for byens rum. Under alle omstændigheder er jeg blevet mindre tolerant over-for plat og sjusket og profitstyret arkitektur og byplanlægning. Jeg tror, det gør mig rigere, selv om det også er udmattende at gå og blive sur over braset - som at lade sig gå på af musiksuppen, der siver fra loftet hos Brugsen.

Men også den dygtige kunst kan man få det skidt med. Jeg ved ikke, om det er godt for noget, at jeg irriteres over Jens-Flemming Sørensens forvredne skulpturer med Henrik Nordbrands krigslyrik på Toftegårds Plads, hver gang jeg krydser den. Det er ikke, fordi det ikke er fine kunstnere, for det er det. Og "politisk" er det jo også, men er Toftegårds Plads et sted, hvor der skal forkyndes, og har kunstnerne overhovedet spekuleret på, hvad Valby er for en by? Til sammenligning virker "Fredens Port" ved søerne helt anderledes indtænkt på stedet, selvom den i flere henseender er skæv. Og det ville glæde mig at færdes f.eks. i Hirtshals, og dér jævnligt kunne slå mig ned på Dorthe Dahlins torv, som har gjort den lidt trivielle by interessant. Hun har da virkelig bøjet sig ind under byens behov og væsen uden af den grund at blive fidel. Det samme gælder Erik Heides monolitter på begge sider af broen over jernbanen ved Dybbølsbro S-station. Og Bjørn Nørgaards "gulv" på Amagertorv. Har de haft det med torvene som den respektfulde kunstner med kirken? På en eller anden måde tror jeg, der er et sammenfald. Men hvad fortæller det så om kunstens medansvar for samfundet ellers? Er der overhovedet en sammenhæng med det, moderne kunstnerne ellers siger om betydningen af deres kunst? hvad bidrager den med til fællesskabet, altså ud over glæde og mangfoldighed og at holde ens sanser og opmærksomhed i form - men det er jo heller ikke så lidt. Alligevel: rigtig chokerede bliver vi jo ikke over det chokerende, det depraverede kigger vi på med interesserede miner, det hæslige finder vej til væggen bag sofaen. Bliver vores sanser og opmærksomhed egentlig holdt tilstrækkeligt skærpede, sådan som mange billedkunstnere selv siger, de kan med deres kunst - eller bliver vi tværtimod sløve, afstumpede? Og hænger det sammen med, at det dybest set ikke er vigtigt hvad kunsten siger - fordi den ikke har noget vigtigt på hjerte?

Lige meget er det ikke - også det er en del af den kulturpolitiske debat, som både politikere og kunstnere burde bidrage til.

Der er meget vi skal klare, begge parter. Også meget mere, end jeg specifikt har omtalt her. Jeg vil selv gøre meget for, at det "hjem", samfundet, jeg som politiker har medansvar for, får en stærkere kulturpolitik, hvor kunstnerne får bedre økonomiske vilkår, hvor kunstuddannelserne styrkes, hvor kulturens huse og institutioner forbedres og hvor folket i højere grad end i dag dygtiggøres til at se, lytte, indleve sig og selv være medskabende ved at bruge og fortolke og fortælle.

Men jeg savner nok lidt, at en større del af den kunstneriske vitalitet blev brugt på at oplyse fælleslivets mere dunkle sider, at trække de fortabte og glemte frem af usynliggørelsen, at skærpe sind og sans for alt det, en kultur, der er blevet heftig materialistisk, fortrænger og måske gør ubodelig skade. Til skade for dette fællesskab. Det er ikke godt for samfundet, når kunstnerne ikke gider beskæftige sig med det. Og et eller andet sted kan det altså heller ikke være godt for kunsten.

Der skulle jo gerne være brug for den.

Margrete Auken

Margrete Auken er medlem
af Folketinget, SF.


Cronikken er et uddrag fra:
Kunstteori, Positioner i nutidigt kunstdebat.

Borgen 1999.

Søndag Aften 1199

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.