Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


december 1999


Venstre har ret


CulturCommentar:

Partiet Venstres medieoplæg blev straks skudt ned af alle andre partier, kulturministeren og de mediepolitiske debattører. Venstre vil fortsat bare smadre DR, var en af de gennemgående linjer. Godt nok, så er alt ved det gamle, kunne man så tænke. Men Venstre har mere i skuffen: partiet forholder sig til et fremtidigt langt mere mangfoldigt mediebillede. Og partiet har ret!

Da partiet Venstre i september offentliggjorde oplægget Elektroniske medier i det ny årtusinde - fra passiv til aktiv kultur- og erhvervspolitik, var reaktionerne nærmest forudsigelige. Alle andre partier skød oplægget ned. Venstre fortsætter bare sit ældgamle felttog mod DR, var én af kommentarerne. Venstre vil kun kommercielisere medierne, var en anden. Kulturministeren kaldte Venstre mediepolitiske oplæg for helt i skoven. Men oplægget fra Venstre var langt fra så forudsigeligt, som man kunne tro.

Man skal godt nok gennem meget vås, som kunne have fortjent en kritisk gennemlæsning. Manglende sammenhænge, ulogiske slutninger og sprogforbistringer. Men, når man ser bort fra oplæggets æstetiske kvaliteter, så er det befriende, at Venstre tør tage skridtet et par årtier frem - ind i en kommende medievirkelighed.

Det er først og fremmest interessant, at Venstre har lyst til at definere og debattere public service-begrebet. Og hvordan dette påvirkes af ændrede medievaner.

Remotten og musen

Vi har gennem de sidste ti-femten år oplevet remottens indtog i de danske stuer. Folk sidder måske fast ved skærmen - men billedleverancerne skifter fra kanal til kanal. De mennesker, som har fået de første erfaringer med Internet, har i endnu højere grad vist sig at være troløse med indgangsportalen. Man har en portal - indtil man vælger en ny. Og med disse års store investeringer i at udvikle produkter, som kan få TV og PC at smelte sammen, så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at den fremtidige TV-remote vil blive brugt langt hyppigere end vi kender det idag.

For Venstre er konklusionen klar: så må public service-stationerne koncentrere sig om at producere public service indhold.

I dag producerer DR-TV (og radio) programmer, som udelukkende tjener et bestemt, såkaldt public service-formål, nemlig at få seere til stationen - i folkets tjeneste. Undskylningen for at sende TV efter laveste fællesnævner er hyppigt, at det er med til at fastholde interessen for kanalen som sådan. Det fremtidige public service TV må i stedet koncentrere sig om at lave public service uden undskylninger. Programmernes kvalitet skal være gode nok i sig selv.

I den almindelige kulturpolitiske debat opfattes begrebet zapning (fra TV-kanal til TV-kanal) negativt, som det endeløse og rodløse jag på nye spændende momenter blandt uspændende og udannende TV-programmer. Begrebet et klik med musen har langt bedre klang, det opfattes positivt, aktivt og opsøgende. Selv om indholdet kan være lige så elendigt. Man må forudse en dag, hvor zapning og klik med musen smelter sammen. Men det er givetvis svært for de mediepolitiske beslutningstagere som har tressernes og halvfjerdsernes TV-boom som indre pejlemærke.

Man kan tale langt og længe om, at tiderne var anderledes dengang, da hele befolkningen kun havde én fælles kanal. Men de tider kommer aldrig igen.

Linen ud

Venstre vælger endda at gå linen ud i public-service definitionen. Public service kanalerne skal - efter Venstres oplæg - kun lave det, som de kommercielle kanaler ikke interesserer sig for. Altså en negativ definition af public service, som går ud fra at kommers og public service altid går imod hinanden.

Forestil dig, at Anders Fogh Rasmussen i 2015 (årstallet i Venstres oplæg) skriver sin selvbiografi efter 17 års forgæves forsøg på at blive statsminister :-) Denne - det evige nederlags - selvbiografi vil have klar interesse i kommercielt TV - men den vil selvfølgelig også have interesse i public servicesammenhænge. Vinklingen behøver end ikke være forskellig.

V vs Koda

Venstre har også nogle kraftige udfald mod kunstnernes rettighedsorganisationer Koda og Gramex. Man har en pointe i, at nye beregningsmetoder for lokalradioers Koda/Gramex-betalinger vil være mere fair og rimelige.

Men Venstre har et grotesk synspunkt med nye TV-stationer. De skal sende i en gratis tre-måneders prøveperiode. Det kunne se rimeligt ud - hvis vi tænker på den netop afsluttede TV-kabel-afstemning. Men Venstre mener at disse prøve-TV-kanaler skal være fri for at betale KODA- og Gramex afgifter.

At TV-stationerne er på prøve har intet som helst med de kunstneriske rettighedshavere at gøre. Men Venstre forestiller sig måske også, at prøve-TV-stationerne skal være fri for arbejdsmarkedsbidrag, feriepenge, moms og lønninger i det hele taget? Denne under-bæltestedet attack fra Venstre mod de kunstneriske rettighedshavere viser, hvor dybt i folkesjælen den manglende respekt for den kunstneriske ophavsret sidder. Venstre - 1/4 af folketingets medlemmer - har åbenbart ikke fattet en døjt af debatten om kunstneres rettigheder.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Læs også: Folketingets TV-teater

Søndag Aften 1299

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.