Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


december 1999


Forestillinger om det 21. århundrede

CulturCronik:

Af Morten Hilding

Vi må hellere se at vænne os til det. Fra og med januar skal datoen efterfølges af et 2000, hvilket har afstedekommet en sand millenium feber. Enhver avis og tv-kanal med respekt for sig selv har derfor på den ene eller anden måde gjort status med reportager og artikler om det sidste årtusindes videnskabelige, teknologiske og sociale historie.

Men de færreste har vendt blikket den modsatte vej og forsøgt at se ind i det 21. århundrede og fremskrive vores nuværende videnskabelige viden og teknologiske udviklingsstade.

Hvad, man ser, afhænger selvfølgelig af ens udsigtspunkt. Og dér, hvor der måske er det videste udsyn over det kommende 21. århundrede, er i den faktionsbaserede fiktion om fremtiden. Nemlig science-fictiongenren.

Men hvad er det så for nogle forestillinger, science-fictionlitteraturen og science-fictionfilmene gør sig om, hvad der venter os i det 21. århundrede?

En af de mest fremherskende forestillinger er, at fremtidens teknologi ikke nødvendigvis vil tjene mennesket, men måske vil ende med at tage magten fra os. Som hvis det eksempelvis en dag vil lykkes at gøre computere ligeså intelligente som mennesket.

Computerens oprør

I Stanley Kubricks rumfilm Rumrejsen år 2001 (1968) som han lavede i samarbejde med science-fictionforfatteren Arthur C. Clarke, spilles den altdominerende "hovedrolle" ikke af et menneske men af rumskibets intelligente og talende computer H.A.L. 9000. Eller slet og ret HAL som rumskibets menneskelige besætning kalder den.

Alt ombord på rumskibet er kontrolleret og styret af HAL, som det viser sig har sine helt egne idéer om, hvordan missionen skal forløbe. Da HAL ved et tilfælde "overhører", at besætningsmedlemmerne taler om at ville slukke for den, fordi de mener, den er for uberegnelig og ustabil, reagerer den ved i ren selvopholdelsesdrift systematisk at udslette alle ombordværende. Lige med undtagelse af atronauten Dave, der som eneste overlevende til sidst tiltvinger sig adgang til HALs indre. I en gribende scene slukker han for dens hukommelsesceller, mens HAL bønfalder ham om at lade være, alt imens dens intellektuelle færdigheder dør ud én efter én.

Men bortset fra sin skræmmende intelligens, en indbygget stemmemodulator og et lille kamera, der fungerede som øjne, så var HAL jo stort set ikke andet end en computer, som dem vi har i dag: En samling mikrochips i en metalkasse, der ikke kan bevæge sig eller på anden måde interagere fysisk med omverden.

Men hvis nu HAL havde haft kunstige lemmer, så den kunne bevæge sig omkring og udføre fysiske opgaver, så var det langtfra sikkert, at mennesket i sidste ende havde kunne besejre maskinen.

Robotter virker derfor langt mere skræmmende og fascinerende end blot en intelligent computer som HAL for forfattere, der skriver om det 21. århundrede.

Robotter og robotadfærdslove

I science-fictionforfatteren Isaac Asimovs lille novellesamling Robothistorier (1950) er novellernes gennemgående fortæller en Dr. Susan Calvin, der i en række personlige "erindringshistorier" om hendes tid som robotekspert, beskriver sine oplevelser med robotter fra år 2008 og frem til år 2058.

Omdrejningspunktet for disse historier er, at robotter i det 21. århundrede ifølge Asimov vil få så stor intelligens, at de på mange områder vil overgå mennesket. For at sikre sig, at robotterne ikke tager magten fra mennesket forestiller Asimov sig derfor, at man til den tid vil indprogrammere tre simple love i alle robotter, der bestemmer hvilke handlinger, en robot kan udføre:

Den første af disse love lyder, at ingen robot må skade noget menneske. Anden lov er, at enhver robot skal adlyde en ordre fra et menneske, undtagen hvis en sådan ordre kommer i konflikt med den første lov.

Og endelig udsiger tredje lov, at en robot må beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke kommer i konflikt med første lov.

Det er på grund af disse love, at robotterne i Asimovs fortællinger er en berigelse for menneskeheden i det 21. århundrede, fordi robotter altid "kender" deres plads og pligtopfyldende udfører det arbejde, mennesket sætter dem til.

Men hvad hvis det lykkes sådanne intelligente robotter at omgå disse adfærdslove?

Androider og elektriske får

Det er temaet for Philip K. Dicks Drømmer androider om elektriske får? (1968). Måske bedre kendt som Ridley Scotts filmatisering: Blade Runner (1982).

Til forskel fra Asimovs robotter er Dicks robotter blevet androider, menneskelige robotter, som ved første øjekast ikke lader sig skelne fra mennesker, fordi de ser ud som, bevæger sig, taler, og i det hele taget opfører sig fuldstændig som mennesker.

Men disse androider, eller replikanter som de hedder i Dicks fremtidsunivers i år 2021, er udstyret med fysiske krafter og mentale færdigheder, som langt overgår deres menneskelige forbilleder. Derved kan replikanterne bruges til fysisk hårdt minearbejde og som fuldkomne soldater.

Der er således ikke noget at sige til, at mennesket i Drømmer androider om elektriske får? frygter, at replikanterne skal gøre oprør og overtage deres skaberes plads. Men i stedet for et sæt robotlove, der forhindrer dem i at gøre oprør, har hver replikant fra "fødselen" fået indplantet falske erindringer om en menneskelig barndom, så den selv "tror", at den er et menneske. Og som en ekstra sikkerhed mod androideoprør, har en replikant kun fire års "levetid", før den holder op med at virke og "dør".

Androider får UG i Turing-test

Man kan sige, at Dicks replikanter består en udvidet Turing-test. En test opkaldt efter den britiske matematiker og computervidenskabens fader Alan Turing som afgørelsesmetode for, om en computer er intelligent eller ikke.

Turings kriterium var, at hvis en computer med sine svar kunne få nogen til at tro, at det var et menneske, som svarede, så måtte man også anse den for at være intelligent.

Men hvis man på et tidspunkt fremstiller en androide, som i enhver situation reagerer på samme måde, som man kunne forvente det af et menneske, så ville man logisk set være tvunget til at anerkende robotten som i besiddelse af et menneskelignende følelses- og bevidsthedsliv!

Strengt talt gør det samme sig gældende, hvis man vil bevise andre menneskers bevidsthed. Logisk set kan man nemlig ikke bevise, at andre mennesker har en bevidsthed som ens egen. Det eneste, man kan vide er, at hvis man for eksempel skader et andet menneske, så reagerer det tilsyneladende som om, det føler smerte ved at give sig til at græde.

Men om det andet menneske virkelig føler smerte som én selv, kan aldrig bevises. Selvfølgelig kun logisk set. Og at vi ikke til daglig går rundt og betvivler andre menneskers bevidsthedsliv skyldes netop, at andre mennesker opfører sig på den måde, som vi nu engang forventer fra et menneske som os selv.

Det er den samme erkendelse som Dicks hovedperson, den menneskelige replikantjæger Richard Dekard, når frem til i sin jagt på en lille gruppe replikanter, som han skal "terminere". De har nemlig opdaget, at de ikke er mennesker, og vil derfor tvinge den videnskabsmand, som har skabt dem, til at forlænge deres livslængde.

For på underlig vis bliver man sammen med Deckard alligevel grebet af sympati for disse androider, selvom de i deres kamp for retten til at leve i frihed brutalt dræber enhver, der står i vejen for dem. Og man ender med at synes bedre om androiderne end Deckard, der "dræber" de flygtede androider én efter én.

Kunstig intelligens inden år 2050

Man kan stille spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen nogensinde vil komme så vidt inden for kunstig intelligens, at vi får computere som HAL, robotter som det er nødvendigt at underlægge Asimovs robotadfærdslove, eller androider som gør, at vi ligesom Richard Deckard en dag må stille spørgsmålet, om androider også drømmer om elektriske får.

Det er et spørgsmål, hvis besvarelse afhænger af, om vores intelligens og bevidsthed i princippet kan efterlignes i et hvilket som helst materiale.

Men hvis det kun er et spørgsmål om at efterligne hjernens opbygning, så vil det kun være et spørgsmål om tid, før vi har tilstrækkelig med computerkraft til rådighed for at kunne simulere hjernens strukturelle opbygning.

Eksperter indenfor forskningen af kunstig intelligens anslår, at tilstrækkelig computerkraft tidligst vil være tilstede omkring 2004 og senest inden 2020. Givet at Moores lov om, at der sker en fordobling af computerkraften hver attende måned, er rigtig.

Men dertil kommer den tid, der vil gå med udvikling af software, der kan efterligne principperne for den menneskelige hjernes biologi, hvilket eksperter regner med vil lægge i hvert tilfælde yderligere 15 år til.

Hvis alt dette holder stik, ender vi således med en computer med en intelligens som HALs indenfor den første halvdel af det 21. århundrede.

Bionik og menneskelig ingeniørkunst

Med hensyn til den eventuelle skabelse af androider så vil det afhænge af, hvor langt bionikken - en ordsammenstilling af biologisk elektronik - vil udvikle sig i det næste århundrede. En videnskabsgren som endnu kun er i sin spæde begyndelse.

Målet for denne nye videnskabsdisciplin er at reducere biologisk viden til matematik, så den kan behandles af computere, så man derefter kan skabe mekaniske erstatninger for biologiske lemmer og organer.

Foruden de muligheder for menneskelig "ingeniørkunst" som genterapi og genteknologi vil føre med sig i det 21. århundrede, forventer man indenfor lægevidenskaben, at bionik en dag vil muliggøre konstruktionen af legemsproteser. Disse vil føles ligeså naturlige som mistede oprindelige biologiske lemmer. Nogle mener endda, at man vil kunne give blinde deres syn tilbage.

I dag foretager man allerede videnskabelige forsøg, som meget vel kan vise sig at være forstadierne til en egentlig udvikling af bionikken:

Et af de mere science fiction-agtige forsøg fandt sted sidste år, da det lykkedes for amerikanske hjerneforskere at rekonstruere en kats visuelle synsindtryk af et træ og et ansigt alene på baggrund af elektriske signaler fra kattens hjerneceller i dens synscenter. Og for nylig fik andre forskere nogle forsøgsrotter til at styre en robotarm alene med tankens kraft gennem nogle elektroder, der var forbundet til rotternes hjerne og en computer.

Kyborgen: menneskemaskinen

Men der findes også science-fictionforfattere, der forestiller sig, at vi ikke nødvendigvis kun behøver at bruge bionisk viden til at skabe mekaniske erstatninger for ødelagte kropsdele og kropsfunktioner. Men at vi med tiden vil bruge bionikken til at forbedre vores egen krop og dens funktioner.

I Martin Caidins bog The Cyborg (1972) har hovedpersonen, testpiloten Steve Austin, efter et flystyrt fået ødelagt så meget af sin krop, at man genopbygger den ved hjælp af bionik. Men samtidig benytter man lejligheden til at indbygge en masse teknisk James Bond-agtigt udstyr i ham. Således sidder der et kamera i Austins ene øje, en iltbeholder og en radiomodtager befinder sig i hans ben, og endelig er en luftpistol skjult i den ene finger.

Dermed bliver Steve Austin gennem denne blanding mellem menneske og maskine til en kyborg. En ordsammenstilling af kybernetik - videnskaben om styringsmekanismer i levende organismer og maskiner - og organisme.

En kyborg er med andre ord en organisme, som er sammensat af organisk og kunstigt fremstillede komponenter. Og ud fra den definition er alle, der har fået indopereret en pacemaker eller fået indsat metaldele i sine knogler i princippet en kyborg.

Brainware og cyberpunk

Et af de mere vidtrækkende perspektiver for bionikken er, at vi en dag måske vil få, hvad man i mangel af bedre kan kalde for brainware: Apparater som kan tilkobles direkte til hjernen, så man eksempelvis kan få ekstra hukommelse eller en hurtigere hjerneprocessor, så man kan tænke og ræsonnere hurtigere. Lidt på samme måde som når vi i dag opgraderer en computer af ældre model.

Indenfor den særlige science-fictiongenre som kendes under navnet cyberpunk, forestiller man sig, at brainware vil blive en realitet i løbet af det 21. århundrede, hvor samfundets absolut vigtigste vare vil være de informationer, der befinder sig ude i matrixen: Et fremtidens internet som til den tid virkelig vil leve op til betegnelsen cyberspace, idet man ved hjælp af brainware kan tilslutte sig matrixen og virtuelt bevæge sig rundt inde i den.

Den fuldendte virtual reality.

I filmen Johnny Mnemonic (1995), bygget over cyberpunkens vel nok kendteste forfatter William Gibsons novelle af samme navn, er hovedpersonen Johnny datakurér. På grund af datatyve og hackere må værdifulde informationer transporteres med datakurérer som Johnny, som til det formål har fået mikrochips implanteret i hjernen. På den måde kan han opbevare store datamængder for dem, der vil have informationer fragtet sikkert omkring.

Demokratiets fremtid

Ligesom i kriminalforfatteren Raymond Chandlers bøger om detektiven Philip Marlowe - som Gibsons bøger i sprog og tone minder meget om - beskriver Gibson samfundets underverden og beskæftiger sig ikke med de politiske forhold.

Noget der ellers kunne have været interessant. For Gibsons fremtidsverden er en verden, hvor alt er kommercialiseret og styret af megaindustrikonglomerater og internationale forbryderorganisationer.

Men der findes naturligvis også de science fiction forfattere, for hvem fascinationen af fremtidens teknologi ikke er den væsentligste drivkraft bag deres forfatterskaber, men mere er interesseret i, hvad den nye teknologi kommer til at betyde for demokratiets fremtid.

Big Brother eller Big Mother?

I George Orwells roman 1984 (1948) beskrives, hvad vi i dag kender under betegnelsen Big Brother samfundet. Det totalitære, fascistoide samfund som ikke behøver styre og kontrollere sine borgere ved decideret fysisk magtanvendelse, men i stedet gør det ved konstant overvågning.

Selv med beskrivelsen af de yderst primitive overvågningsmidler som Orwell lader magthaverne i 1984 have til deres rådighed i form af de teleskærme, som overvåger alle borgere hele tiden, er 1984 særdeles uhyggelig læsning. Og ikke en eneste gang bliver der léet under læsningen af hovedpersonen Winston Smiths kamp for frihed. En frihedskamp som aldrig har nogen réel chance for at lykkes, fordi overvågningen er så total.

At Orwell så satte årstallet til et sådant samfunds opståen allerede til år 1984, kan man selvfølgelig trække på smilebåndet af. Men årstallet er egentligt underordnet, fordi faren fra et sådant samfund først for alvor er blevet en réel trussel i dag.

Digitaliseringen gør allerede, at vi efterlader små elektroniske spor efter os, når vi eksempelvis bruger vores hævekort eller vores mobiltelefoner. Og efter sigende opsnapper den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA’s telekommunikations-overvågningssystem Echelon enhver e-mail eller telefonsamtale, hvor ordene "Kill Bill" forekommer.

Uanset om sådan noget som Echelon virkelig eksisterer, så er basis for udviklingen af teknologien for det totale overvågningssamfund allerede mere end rigeligt tilstede.

Og med en udvikling som går i retning af endnu mere digitalisering, vil det i det 21. århundrede før eller siden medføre, at vi vil blive totalt overvåget. Hvad enten vi vil det eller ej.

Spørgsmålet er så, om det til den tid vil blive som undersåtter i et totalitært, Orwellsk Big Brother samfund, eller som borgere i, hvad man kunne kalde et demokratisk Big Mother samfund.

Bogbrændinger i det 21. århundrede

I modsætning til Orwells Big Brother samfund, hvor undertrykkelsen af borgerne sker ved teknologisk overvågning, undertrykker borgerne i Ray Bradburys Fahrenheit 451 (1965) sig selv:

I dette samfund, hvor alt er gået op i tv-underholdningsprogrammer og soapoperas, er besiddelsen af skøn- som faglitteratur forbudt, fordi dette samfund bestående af underholdningsvrag, sportsidioter og tv-narkomaner hader alt, som kræver den mindste smule intellektuel aktivitet.

Bøger er derfor noget, man brænder. Og deres læsere. Da alle huse er blevet gjort brandsikre, har man derfor ændret brandvæsenets funktion fra at slukke brande til at anstifte bogbrande. I modsætning til Orwells Winston Smith slipper Bradburys hovedperson, brandmanden Guy Montag, afsted med sit oprør ved at flygte fra dette fascistiode, anti-intellektuelle samfund ud på landet.

Den laveste fællesnævner

Ray Bradbury skrev oprindeligt Fahrenheit 451 som en kritik af det totalt kommercialiserede samfund, der udjævner alting efter den laveste fællesnævner, fordi den almene, litterære dannelse svinder hen.

Ligesom det gjaldt for Orwells fremtidssamfund, er årstallet for handlingen i Fahrenheit 451, som i bogen er sat til år 1999, også i grunden uinteressant.

For det fremtidssamfund, der beskrives i Fahrenheit 451, er ekstremiseringen af nogle tendenser, som vi allerede ser i samfundet i dag, og som vil blive endnu mere fremherskende i det 21. århundrede.

Samfundet er allerede godt på vej til at lade den laveste fællesnævner bestemme kulturlivet, som bliver kommercialiseret og underlagt de frie markedskræfters ublide spil efter devisen: "Kultur, hvad enten det er litteratur, teater, kunst eller dans, skal være for alle. Hvis noget ikke kan klare sig på egen hånd - uden midler fra det offentlige - så må det være fordi, det ikke er godt nok."

Men resultatet af denne indstilling er, at kulturen "bare" bliver en vare, som skal markedsføres og dermed have så mange "købere" som muligt. Det bevirker, at tv-stationer må fastlægge deres programpolitik efter seer-antal i stedet for blot at koncentrere sig om at producere gode tv-programmer. Kunstmuséer må lave udstillinger i samarbejde med pengestærke private sponsorer osv.

Efterhånden som flere og flere mennesker i den vestlige verden vil opnå forøget materiel velstand og dermed muligheden for at fravælge det, der giver dem bekymringer og ubehag. Det interessante spørgsmål er så, hvor mange der vil vælge massekulturens bevidstløse underholdningstilbud og fravælge tænkning, politisk indflydelse, kunst og kultur.

Lad forestillingerne begynde

Om det nye århundrede så vil byde på intelligente computere som HAL- pligtopfyldende robotter - oprørske androider - fantastiske kyborger - brainware og virtual reality - totalitære overvågningssamfund - eller perverse, underholdningssyge samfund - det må den tid, der følger efter nytår vise.

Men indtil da kan man i hvert tilfælde altid forestille sig, hvad det nye århundrede indebærer ved at se de film og læse de bøger, som er lavet og skrevet af de mennesker, der i fiktionens form allerede har gjort sig tanker om det 21. århundrede.

Søndag Aften 1299

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.