Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


marts 2001


Findes Tyskland?


Skuespillet Murx den Europäer! spilles på 8. år for fulde huse i Berlin. Søndag Aften har set det - det er et voldsomt stykke om den tyske identitet - eller mangel på samme

Indædt klaustrofobisk er grundstemningen i det tyske teaterstykke Murx den Europäer! Murx ihn! Murx ihn! Murx ihn! Murx ihn ab! Stykket, der spiller på 8. år for fulde huse, handler om den tyske folkesjæl eller mangel på samme. Hvad har tyskerne til fælles, spørges der, og svaret er brutalt: Intet! Intet andet end at de alle er "tyske" - og hvad er det? Et ord, et begreb, et konstruktion?

Stykket er skrevet af schweizeren Christoph Marthaler, og havde premiere den 16. januar 1993. Siden da er det blevet opført mere end 160 gange, og bliver det stadig en gang om måneden på det toneangivende berliner-teater Volksbühne. Folk strømmer til, og man forstår det. Murx… er sært, sjovt, absurd og tragisk.

I en ventesal, der kunne være helvede, sidder skuespillerne stille bænket ved forskellige bittesmå borde. Én af dem lister rundt og regulerer på radiatorerne langs væggene, imens alle andre sidder stille, helt stille og stirrer tomt ud i luften - som publikum kan man blive helt i tvivl om hvorvidt stykket overhovedet er begyndt, men det er det… Som klaustrofobien er tilstede konstant, er den lakoniske tilstand af afventen det også. Der ventes, der ventes, men ingen ved præcis på hvad.

Lidt efter lidt begynder fragmenter af en melodi at hæve sig fra skuespillerne. Lyden skal næsten tvinges frem. Sangen er afbrudt og hakkende som resten af det absurde stykke, hvor der ikke er nogen egentlig handling man kan referere, men meget på spil alligevel.

Kulissen er en kopi af en ventesal i Berlins Tempelhof-lufthavn. Desuden er symbolikken tyk, med brændeovne og et badeværelse der bringer tankerne hen på historier om verdenskrigens gaskamre. I baggrunden kører en elevator hele tiden op og ned, mellem andre sataniske etager der kunne være kopier af den vi ser på scenen. Et par gange hører man den samme musik oppefra, som den der også spilles på scenen.

Så tiden ikke står stille

Stilheden afløses pludselig af tale, voldsomt, voldsommere, alle taler i munden på hinanden, for sig selv. Bag den tilsyneladende ligegyldighed har alle noget at sige, men ikke nogen at sige det til - ligesom de selv er forhindret i at lytte, fordi de i deres iver efter at overdøve de andre, kun kan høre sig selv.

Alting er sat på kanten; der er overdrevet kedeligt og hele tiden føles det som om det er lige før filmen knækker. Intet- og ligegyldigheden forstørres, og fordi der ikke sker noget, skal der heller ikke meget til før publikum reagerer halvhysterisk. Griner af bittesmå detaljer og bevægelser, og hele stykkets udsagn sættes i perspektiv da et par bogstaver falder ned fra en væg med en slags motto (der frit oversat betyder: "Så tiden ikke står stille"!) Et glas te bliver drukket, man vasker sine hænder, man falder, man spiller op og vælter igen, der drømmes forgæves, naivt, dumt og uforløst for åbent tæppe. Det samme bliver sagt igen og igen, de samme fagter og gester gentages, alt går i ring, kun afbrudt af musikken, der er den eneste størrelse i Murx der på nogen måde er dynamisk.

En syg konstruktion

Grunden til at stykket er gået så rent ind, er selvfølgelig fordi det rører ved noget. Alle de ømme punkter i, i hvert fald set fra Danmark, den tyske historie og selvforståelse. Set i lyset af de store krige, antisemitismen og opdelingen af landet.

Det er de 'forbudte sange' der spilles. Voldsomt betydningsbærende er de; nationalistiske i ordets værste forstand, jødiske, kommunistiske, kristne. Fra én af brændeovnene lyder DDR-hymnen, nationalsangen der var uden ord, fordi teksten var forbudt.

Isolationen, angsten og uforståeligheden er omsiggribende. De groteske, fortabte karakterer er afmægtige og ensomme mennesker, der kun formår at kommunikerer med hinanden gennem musikken. Alle prøver at nedgøre og håne hinanden og når der få gange samtales, tales der forbi eller til den anden, aldrig med. "Jeg kunne for evigt se dig græde," siger en mand til en kvinde imens de danser, hun svarer, selvom han ikke lytter; "Men jeg græder overhovedet ikke!"

Eneste fysiske kontakt, ud over slag og spark og kantet dans, er et spontant og voldsomt kram, lige efter en sang om at det tyske rige, det tyske folk, om at vi står sammen - Deutsche zu sein!, lyder omkvædet.

Man synes at ane postulatet: den tyske nationalitet er en syg konstruktion på et falsk grundlag - det eneste tidspunkt skuespillerne rejser sig og når et fælles fodslag, er når de synger de forbudte sange, sange om at genopvække det tyske rige.

Om at krumme tæer og have lyst til at råbe

Murx den Europäer… er irriterende og enerverende, men det vinder meget på sigt. Det skal ses flere gange, og bliver det. I Berlin går folk ind og ser det igen og igen. Fordi alt i stykket er skåret så hårdt ind til benet, reduceret til nogle ganske få linier og replikker der gentages i det uendelige, brænder det sig så tungere ind i bevidstheden. De absurde træk i stykket får samfundets og karakterenes gennemgribende vanvid til at fremstå knivskarpt.

Selvom stykket ikke er særlig langt, sidder man og krummer tæer, vil ud, har lyst til at råbe at menneskerne på scenen da for helvede må GØRE NOGET - det er et ubehageligt stykke at se, og det er meningen. Det er også et stykke der sidder fast, ét man i tankerne vender tilbage til, ikke mindst fordi det er en barsk og nådesløs udlevering af tyskerne i Tyskland, dengang og nu. Det er teater der rykker, har gjort det i 8 år, og som det stadig er muligt at komme ind og se.

Søndag Aften 03/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.