Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


april 2001


Cirkus som kunst?


CulturCronik:

Af Michael Eigtved

Cirkus indtager idag en tankevækkende dobbeltposition i kulturlivet. Det traditionelle cirkus repræsenterer, med dets fokus på artistisk disciplin en urgammel livsstil og kunstform, der har rødder i antikken såvel som i middelalderens markedsgøgl og senere tiders mere organiserede former

Imidlertid er der parallelt hermed indenfor de seneste knap 30 år opstået det såkaldte ny-cirkus, en stærkt teatral, vildtvoksende scene, hvor de klassiske cirkuskunster, artisteriets kropslige ekvilibrisme, møder det moderne samfunds udtryksformer med effekter, lyd og lys i et nyskabende, tidssvarende sceneri. I cirkusformatet brydes traditionen i dag derfor med det moderne, og cirkus’ evne til at spejle og bearbejde erfaring har fået fornyet kraft.

Det er ikke mindst sket ved at forbindelsen mellem cirkus og teater er blevet tydeligere: artisterne indgår i forestillinger, der er kendetegnede ved en sammenbindende idé, hvor det traditionelle cirkus’ sideordnede nummerrækkefølge er erstattet af hele, afrundede forløb. Grænsen mellem cirkus, teater, performance og dans er ikke let at sætte i disse nye forestillinger. Og dermed er det blevet vanskeligt af afvise, at cirkus ikke er en kunstart på linje med de mange traditionelle kunstarter.

Denne forbindelse mellem cirkus og de andre scenekunstformer er ikke ny. Lige siden cirkus opstod i midten af 1700-tallet har dansen, pantomimen og mange andre teatrale elementer været en integreret del af det. Omvendt har cirkus virket som inspiration for en række teaterfolk, der afgørende har forandret teaterbegrebet. Det er derfor en slags genopdagelse af tidligere tiders form og æstetik, der er en del af drivkraften i det nye teatrale cirkus.

Det ny cirkus

I Frankrig, hvor fænomenet har sit udspring, er man allerede så langt, at en art genrehistorik kan opstilles. Cirkusforskeren Jean Michel Guy, der er en af Frankrigs mest vidende om emnet, angiver en kronologi: 1975-1985 er den periode, hvori ny-cirkus (Nouveau Cirque) dukker frem. 1985-1995 markerer en periode, (Les Arts du Cirque), hvor de enkelte discipliner begyndte at kunne være grundstammen i en hel forestilling, som Les Arts Sauts trapezcirkus, og fra 1995 kan man simpelthen tale om et nutidigt cirkus (Cirque Contemporain), et cirkus, der har sin egen, moderne æstetik.

Men som Tilde Björfors, grundlægger af og direktør for det eneste skandinaviske ny-cirkus, det svenske Cirkus Cirkör, har sagt, så er Norden et u-land, hvad angår ny-cirkus. Her har de klassiske cirkus stadig en væsentlig større synlighed. Og det er ikke uden betydning, når cirkus skal ses i kulturpolitisk perspektiv.

For det traditionelle cirkus, sådan som de store danske drives, er faktisk ikke interesserede i at blive anerkendt som kulturinstitutioner. Det ville betyde, at man var underlagt en række restriktioner - og i øvrigt, at staten skulle have indsigt i regnskaber mm. - og der støder cirkusfolkets urgamle trang til frihed mod det moderne samfunds krav om orden og faste rammer.

Kampen mod tyngdekraften

Cirkus opstod som en kunstnerisk udformning af eksistentielle vilkår: det var kampen med tyngdekraften, grænserne for den menneskelige krops formåen og tæmningen af naturen i form af dressur, der udgjorde grundpillerne. Mentalitetshistorikeren Martin Zerlang mener, at al den underholdning, der ligesom cirkus opstod fra omkring 1750 og op til midten af 1800-tallet, havde en særlig funktion. Nemlig som en måde at formidle de nye tanker om civilisation.

Cirkus kan, skiver han i sin bog Underholdningens historie, således ses som en civiliserende faktor: "Civilisation består i en udveksling af symboler: man bytter i stedet for at gå på rov, man afgør tvister via retten, straffeforanstaltninger skifter fra lemlæstelse af kroppen til moralsk forbedring af sjælen, man tilegner sig viden om samfundet gennem læsning og studier." Netop cirkusforestillingen kan derfor opfattes som én lang udveksling af symboler, hvor den reelle fare erstattes af den kontrollerede, og hvor angst kan opleves under sikre vilkår, f.eks. når linedanseren bevæger sig faretruende over publikums hoveder. Hvis man accepterer denne cirkuskunstens basis som omsætningen af erfaring til symboler, er der jo ikke langt til andre definitioner på kunst, som man almindeligvis kan enes om.

Cirkus var altså en del af alt det nye, moderne - som også bla. talte romaner - der havde en civiliserende funktion: "Dels lærte den folk at sætte sig i et forbilledes sted: identifikation. Dels lærte den dem at overføre deres egne konflikter til andre: projektion." Symbolsk kan man i cirkus finde forbilledlig adfærd, det næsten overmenneskeligt udførte, og dels kan livets konflikter altså sublimeres over i de symbolske handlinger. Oplevelsen af en cirkusforestilling var en underholdende og betagende måde at forholde sig til hverdagens nye udfordringer.

Muskelkraft mod dampkraft

De nye former havde desuden til opgave at opdrage, at gøre den vilde, utæmmede, folkelige underholdning mere stueren og bringe den til at understøtte en ny tids menneskesyn. Cirkus var således en ganske særlig måde at forholde sig til den nye virkelighed på: "I cirkus slog man ring om tidens ideal: det perfekte menneske der overvandt alle hindringer. Samtidig sikredes muskelkraften et eksil i en tid, hvor dampkraften gik sin sejrsgang."

Zerlang anser derfor det klassiske cirkus for at være en borgerlig utopi, fordi det ifølge ham er baseret på borgerlige idealer: drømmen om helhed og om den strengeste disciplin forbundet med lethed og elegance. Der er brug for ærlighed og ligefremhed, ligesom fraværet af sikkerhedsnettet under de flyvende artister modsvarer 1800-tallets nye "frie" klasser. I cirkusmanegen er enhver sin egen lykkes smed og der er ingen aristokratiske privilegier, der kan fungere som bagstopper.

Fortsætter man den tanke, repræsenterer det klassiske cirkus dog også et paradoks. For selv om man altså kan se, at organiseringen af det modsvarer et borgerligt ideal, så var de der udførte numrene, og deres metier, ikke anerkendte af det bedre borgerskab. Gøglerens og artistens traditionelle pariastatus, tilfører derfor også cirkus et element af at stå helt uden for den nye samfundsorden, noget der binder det tæt til den før-moderne tid, hvor de fleste af dets grundlæggende færdigheder er opstået. Cirkus blev ikke kun eksil for muskelkraft, men også et reservat for selve kroppen i en tid, hvor maskinerne i stigende grad overtog det fysiske i tilværelsen.

Med eller uden sikkerhedsnet

Cirkus er blevet kaldt den mest demokratiske kunstform. For manegens cirkelform gør det umuligt at gemme noget i kulissen, snyde eller lave tricks. Det er den menneskelige formåen, med eller uden sikkerhedsnet, der er i centrum. Og numrene i den runde arena er udformet, så alle kan se. Der er ingen orkesterpladser eller kongeloge i det traditionelle cirkus, så organiseringen af den oplevelse publikum tilbydes, er i princippet ens for alle.

At også det klassiske cirkus på den måde kan karakteriseres som en slags cross-over form, kan illustreres ved at de konstituerende elementer stammer fra hver sin sfære: hesten er aristokratisk, klovnen er folkelig, artisten vægt- og klasseløs, og det hele samles under den borgerlige cirkusdirektørs civiliserende disciplin. Den pluralisme, der præger f.eks. performance-teatret idag, har under den synsvinkel sin forløber i cirkus.

Det er altså især fremvisningen af menneskelig formåen, der er det centrale i oplevelsen af cirkus. Et ideal fra det borgerlige samfunds opståen om det enestående individ, er dét der i bund og grund konstituerer forestillingen. Der er i det klassiske cirkus lagt vægt på præsentationen af sensationer: "for første gang i verden", lyder en velkendt cirkusudråber sætning. De grundlæggende principper for, hvad man kan opleve i cirkus er derfor ikke kun enestående mennesker - men det enestående i sig selv.

Det usædvanlige og det ekstraordinære

Den franske cirkusforsker Hugues Hotier hævder, man kan pege på to principper, som cirkusforestillingen arbejder efter, principper der faktisk tager afsæt i oplevelsen. Som det ene tilbyder cirkus "det usædvanlige syn": flodheste, grise og søløver side om side. Princippet om det uventede sammenstød, sensationen. Det andet princip er "det ekstraordinære", nemlig det allerede kendte på en ny måde: større, hurtigere, mere spektakulært.

Begge dele har til formål af fremprovokere oplevelsen hos tilskueren af anerkendelsen af artisten eller hele forestillingens overlegenhed. Og det sker som bemærket ovenfor gennem to andre principper: identifikation og projektion. Identifikation med artisten f.eks. gennem forsøget på at sætte sig i hans sted og derigennem opleve suget i maven, når han slipper trapezen og dermed projektionen af drømmen om at slippe hverdagens trivialitet. Med Hotiers ord, er den klassiske cirkusforestillings særlige attraktion: "... dens kapacitet til at "spektakularisere" og dramatisere det beundringsværdige." Og dermed det eftertragtelsesværdige. Cirkus er med andre ord en iscenesættelse af drømme, af beundringsværdige og eftertragtede evner og muligheder, og det hviler på et princip om at sætte sig ud over hverdagen for i stedet at opleve "det usædvanlige".

Den definition kunne faktisk passe på megen kunst. Men det er tankevækkende, at denne særlige form for "kropskunst" ikke rigtig har vundet seriøs anerkendelse. Først, da fanske artister i midsten af 70’erne begyndte at eksperimentere med cirkusformatet kom der bevægelse i opfattelsen af cirkus som kunstart.

Nycirkus som økologi

Den franske cirkusforsker Jean Michel Guy har pointeret, at fornyelsen former sig som et opgør med fire af det traditionelle cirkus’ grundpiller. Det er for det første "afskaffelsen" af numre med dressur af vilde dyr. Man kan måske ligefrem tale om en slags ny "økologi" der giver sig udslag i, at respekten for dyrene betyder, at den underkastelse, der er en del af traditionel dressur ikke rigtig er etisk stueren.

For det andet sættes den konsekvente brug af cirkustelt og cirkusmanege til debat. Mange af de nye forestillinger finder sted i rum, der på den ene eller anden måde spiller op til vores forestillinger om hvad cirkus er. Mest radikalt foregår nogle af forestillingerne på en scene, mens andre finder sted i specielt designede telte som trapez cirkus’et Les Arts Sauts techno-dome, hvor hele forestillingen foregår oppe under kuplen, og publikum er anbragt mageligt i liggestole.

For det tredje indfører det nye cirkus en ny dramaturgi, hvor forestillingen ikke former sig som en strøm af højdepunkter. Der sættes meget mere ind på at få forestillingerne til at være sammenhængende forløb, hvor de enkelte artistnumre slynger sig mellem hinanden uden de traditionelle cirkus’ mange afbrydelser f.eks. til klapsalver og bukken.

Og for det fjerde arbejder man med en æstetisk mangfoldighed i modsætning til det konventionelle cirkus’ fremtrædelsesformer, hvor alt på en måde er forudbestemt helt ned til farven på klovnens næse.I de nye forestillinger er det desuden ofte sådan, at der er en gennemgående, æstetisk idé, der udmønter sig i et spraglet, men alligevel styret visuelt lay-out.

Kitsch og ironi

Det er ved at lege med disse ting, at det nye cirkus for alvor adskiller sig fra det traditionelle. Men det traditionelle cirkus har naturligvis ikke altid været traditionelt. Og de klassiske figurer heri er alle historiske. Kostumerne, f.eks. cirkusbetjentenes uniformer, og den taktfaste musik henviser til den militæriske fortid. Rekvisitter som jonglørens kegler, farverne f.eks. den røde på uniformer og klovnens næse, på det magiske forhæng osv., alt sammen indgår det i et enormt lager af historisk betingede (cirkus-) ikoner. Men fælles for dem er, at de er fikserede, der er ganske snævre rammer for, hvilke nyskabelser der kan bringes ind i det klassiske cirkus, når man altså fastholder de øvrige karakteristika.

De ny cirkusforestillinger sætter en ære i at bryde med alt dette. Derfor introduceres alverdens ting der er uforenelige med det traditionelle: satiren, det absurde, kitsch og ironi - alt sammen begreber, der undergraver konventioner og sætter spørgsmålstegn ved det vedtagne. Eller med andre ord ved den borgerlige utopi, som cirkus også er.

Det traditionelle cirkusorkester er afløst af musik hentet fra alle egne af det musikalske verdenskort, ikke mindst den dunkende rockmusik, og orkestrets funktion er ikke længere at følge nummeret der er i gang og opildne publikums begejstring, men at understøtte den samlede forestillings idé. Farver og former henter inspiration fra alt andet end det klassiske cirkus (undtagen ved ironisk henvisning): der er i stedet lån fra moderne billedkunst, fra folkekulturens fabelsprog, fra medierne - ikke mindst film - og popkulturen eller fra teatrets verden. Røg, lysorgier, scenografiske konstruktioner og en gennemført kostumering hører med.

Det fælles for de to typer af æstetisk - og etisk - meget forskellige cirkusformer, man kan observere idag er at artistens kunst stadig står i det absolutte centrum. Og fra f.eks. artistkredse er der en støt stigende undren over, at netop artisteriet ikke trods en mængde ligheder med f.eks. skuespillerens, billedkunstnerens og musikerens arbejde, anerkendes som en kunstnerisk profession. Der er i disse år som det forhåbentlig fremgår at ovenstående, en vældig grøde i netop cirkusverdenen. I år åbner en stor svensk cirkusskole i tilknytning til førnævnte Cirkus Cirkör, hvor det på længere sigt er meningen man skal kunne uddanne sig helt op til universitetsniveau. Men i Danmark er man fra kulturpolitisk hold stadig meget afventende, selvom man forhandler om at få mulighed for at danske artister kan blive optaget på nogle af pladserne.

Nycirkus som teater?

Et seminar afholdt sidste sommer i Kanonhallen, der var et samarbejde mellem Københavns Internationale Teater, Dansk Artist Forbund og Afdeling for Dans og Teatervidenskab på Københavns Universitet var første skridt i retning af at åbne den debat om cirkus som form og kulturudtryk, der af mange grunde har været fraværende i årevis.

I andre dele af Europa er cirkus - såvel det avantgardistiske som det traditionelle - en anerkendt del af kulturlivet og genstand for løbende udveksling mellem praktikere og teoretikere. Og dermed inspirationskilde for en række beslægtede teatrale former og sceneudtryk. Det var en sådan udveksling mellem kunstnere, teoretikere og organisatorer, der var målet, og midlet var at etablere et inspirationsforum, hvor man kunne mødes til gensidig påvirkning og videreudvikling.

Bland deltagerne i den afsluttende debat var formanden for Statens Teaterråd Lars Seeberg, der fik en række spørgsmål fra salen, om hvorvidt man var villig til at åbne for støtte til cirkusforestillinger. Indtil nu har det været sådan, at artistforestillinger m.m. specifikt var undtaget fra lovgivningen. Da loven ikke indeholder en definition af begrebet teater, udsender Kulturministeriet nogle vejledende retningslinier for, hvad der er teater i teaterlovens forstand. Indtil 1996 bestod disse retningslinier dels af en definition af teater, og dels af eksempler på, hvad der under alle omstændigheder ikke er teater: Oplæsninger, cabaret, revy, collage, one-man-shows, solistisk optræden, koncert, varieté, cirkus, tryllekunst, med videre.

Denne undtagelse er nu væk fra retningslinjerne og det hatr faktisk åbnet for, at forestillinger der er udformet som Jean Michel Guy ovenfor angav, at ny-cirkus ofte er, faktisk sagtens kan støttes. Og for at vende tilbage til Lars Seeberg, så var hans svar til de mange forsamlede artister, at han faktisk syntes de burde sende ansøgninger. Efterfølgende har man dog kunnet konstatere, at at kun et meget lille antal ansøgninger faktisk kom ind - og at kun få af dem opfyldte de høje krav, som man stiller til projekter, der skal støttes.

Opsummrende må man derfor konstatere, at trods en stærk inspiration fra udlandet, og en vis politisk velvilje, så er der stadig langt til at cirkus i sin nye iklædning bliver fast ingrediens som ligeværdig del af det samlede kulturbillede.

Michael Eigtved

Michael Eigtved er adjunkt på Afd. for Dans og Teatervidenskab, Københavns Universitet.

Denne cronik bygger på indledningen samt artiklen "En ny tids cirkus" af Michael Eigtved, begge fra bogen "Det teatrale cirkus" der udkommer ca. 15. april 2001 på forlaget Multivers, redigeret af Michael Eigtved.

Læs også:
Elefanter ingen adgang
Den politiske manege sander til
Sverige jonglerer med pengene
Danmark bag af cirkus-dansen

Søndag Aften 04/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.