Cultur Clip 0897

CulturClip marts

CulturClip april

CulturClip maj

CulturClip jun

CulturClip juli

Mozart på surfbølgen
Den traditionsrige og ofte konservative Salzburg festival bryder vaneforestillingerne med en total nyopsætning af Mozarts "Bortførelsen fra Seraillet". På scenen er der TV- og computer-monitorer, som også spiller ind i handlingen. I den klassiske opera bliver tre venner bortført af pirater til Tyrkiet. I den nye version forsvinder de tre venner på mystisk vis - mens de surfer på Internet! E-mails giver spor om deres opholdssted, mens de trues af udslettelse som mennesker for kun at eksistere som digitale væsener. Det er den østrigske komponist Peter Valentin som har gennemført denne modernisering af Mozart.

McCartney goes classic
Paul McCartney forsøger sig igen med en klassisk komposition. Til oktober uropføres hans ambitiøse komposition "Standing Stone" i Royal Albert Hall i London. Den 75 minutter lange symfoni opføres af London Symphony Orchestra den 14. oktober. Den tidligere beatle forsøgte sig med en klassisk hyldest til hjembyen i værket "Liverpool Oratorio" fra 1991, men blev dengang sablet ned af kritikken. Ifølge McCartney selv er det nye værk betydeligt mere helstøbt og satset end Liverpool Oratorio.p

700 millioner til Italiens kunstskatte
Det italienske kulturministerium har fået tilslutning til en omfattende plan til at sikre landets kunstskatte. Der afsættes mere end 700 millioner kr. til en sikringsplan, som systematisk skal sikre arkæologiske monumenter, museer og kulturhistorisk værdifulde bygninger. Planen omfatter i alt 1000 steder. Pengene skal især bruges til at sætte brand-, røg- og tyverialarmer op. Planen er vedtaget kort efter branden på Torinos Katedral for nylig. Genopbygningen af katedralen vil alene koste mere end 400 millioner kroner. Kritikere mener at planen ikke forslår i forhold til behovet. Det italienske kulturministerium administrerer næsten 200.000 bygninger, hvoraf halvdelen er kirker.

Amazon.com ti-dobler salg
I løbet af første halvår af 1997 har Internetboghandlen amazon.com solgt bøger for 44 millioner $. I samme periode af 1996 solgte amazon.com for 3 millioner $. Men: med større salg kommer også større tab. Det koster amazon.com store summer at etablere den effektive infrastruktur og at markedsføre sig på nettet. I det første halvår af 1997 har amazon.com brugt 12 millioner $ på marketing og godt 4 millioner $ på produktionsfaciliteterne. I løbet af andet kvartal af 1997 har amazon.com solgt til 610.000 kunder, hvoraf mere end halvdelen køber mere end en gang. I første kvartal var antallet kunder 340.000.

Smithsonian decentraliserer
USA's centrale museumsinstitution, Smithsonian Institution, vil decentralisere dele af de omfattende samlinger. Smithsonian driver en omfattende mængde museer i Washington DC. Rækken af museer vil i løbet af få år blive suppleret med et National Museum of the American Indian som er planlagt til åbning i 2002 og National Museum of Health and Medicine. Men Smithsonian opfatter sin forpligtelse som landsdækkende og vil derfor i løbet af få år forsøge at etablere decentrale enheder forskellige steder i USA.

Millennium Dome på vej
De ambitiøse engelske planer om gigantiske festligheder ved årtusindskiftet er nu også blåstemplet af Blair-regeringen. Det mest markante bygningsværk bliver "The Greenwich Dome" i Greenwich ved London. For englænderne er Greenwich fortsat verdens centrum og stedet hvorfra al tidsregning kommer.
Så årtusinskiftet bliver bogstaveligt talt indledt fra The Millennium Dome. Bygningsværket bliver den hidtil største indendørs arena (Se Søndag Aften Arkiv) og er budgetteret til at koste over 8 milliarder danske kroner. Greenwich Dome tegnes af Richard Rogers, som også stod bag Pompidoucentret i Paris.

Filmens bilmuseum
Selvfølgelig er det i Los Angeles verdens første film-bilmuseum åbner. I "Star Cars Museum" kan du se Batmobiles, Flintstonemobile, James Bonds BMW Z-3 fra "Golden Eye", T. Rex fra Jurassic Park, Burt Reynolds Bandit Car fra Cannonball Run og masser af andre biler fra filmhistorien. Elvis' og Sinatra's personlige biler (nogle af dem!) er også med til at krydre museumsbilparken. Museet lanceres som multimediemuseum med videovisning fra filmene, specialeffekter og selvfølgelig masser af andre filmeffekter.

Søndag Aften 0897.

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater] [resources/kilder]
[Guide til Pladekøb]