Hovedstadsamter strikkes sammen

Kulturområdet bliver det næste forsøg på at skabe et overordnet samarbejde mellem amterne i hovedstadsområdet. Siden Hovedstadsrådets nedlæggelse er væsentlige tværgående forsøg fejlet.
Der kom ikke nogen ny hovedstadsreform, ligesom sygehussamarbejdet led en krank skæbne. På kulturområdet lykkedes det dog - med hiv og sving - at få amterne i området til at samarbejde op til Kulturby 96. Nu har staten presset Københavns kommune, Frederiksberg kommune, Københavns Amt, Frederiksborg Amt og Roskilde Amt til at gå med i "Arbejdsgruppen vedrørende kulturelt samarbejde i Hovedstadsregionen".

Arbejdsgruppen er først og fremmest dannet for at få løst en række samarbejdsknuder, som har præget de økonomiske diskussioner mellem amtskommunerne op til Kulturby 96. Arbejdsgruppen skal vurdere om der skal etableres en ny samlet organisation for støtte til fælles kulturelle aktiviteter i området. Idag støtter amterne i hovedstadsregionen otte institutioner: Glyptoteket, Louisiana, Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Zoologisk Have, Cirkusbygningen, Teknisk Museum, Arken samt Lejre Forsøgscenter.Konkret skal arbejdsgruppen komme med forslag til, hvordan disse institutioner fremover skal støttes.

Men oven i denne oprindelige opgave, har arbejdsgruppen også fået fornøjelsen af at komme med bud på delikate politiske sager som Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (se Søndag Aften Arkiv) og Sjællands Symfoniorkester (se Søndag Aften Arkiv).

I princippet er spørgsmålet om der skal laves en fælles kulturorganisation eller om amterne blot skal aftale en arbejdsdeling: hvis Frederiksborg Amt støtter Louisiana, støtter Roskilde Amt Lejre Forsøgscenter osv. Det er på forhånd udelukket, at der vil komme nye fælles "løse puljer" til projekter eller særlige begivenheder. Det er udelukkende støtte til faste, etablerede institutioner, der er til diskussion.

Spørgsmålet er om arbejdsgruppen vil nå frem til brugbare fælles løsninger, eller om arbejdsgruppen er skabt til endnu engang at demonstrere, at amterne ikke er i stand til at samarbejde konstruktivt. Hvis samarbejdet mislykkes, vil staten efterfølgende friere kunne trække sig ud af støtte til enkelte af institutionerne.

Arbejdsgruppen skal være færdig i juni.

Søndag Aften 0597

Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

Gå til næste artikel

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]